Ødelæggende fiskeripolitik

Man kan undre sig over, at landsstyret med et slag fjerner dette eksporttilskud. Royal Greenland og Polar Seafood skal konkurrere med andre lande, hvor el- og vandpriser er væsentlig lavere.

Fredag d. 1. oktober 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Landsstyrets zig-zag-kurs inden for fiskeriet er ødelæggende for landets vigtigste erhverv. Ingen tror på den politik, der føres. Det betyder, at investorer, der overvejer at forny deres trawler, ikke tør gå ud i så stor en investering, som der er tale om. Kreditorerne flygter og tør kun låne penge til sektoren, hvis hjemmestyret garanterer. Iværksættere inden for området tør ikke foretage sig noget og udviklingen stoppes.

Landet er ikke større, end at de forskellige parter i fiskeriet må samarbejde om det fælles mål de kan blive enige om. Det er landets absolut vigtigste eksportartikel. Det er landets vigtigste produktion og den eneste råvarer, som vi i dag har og forarbejder. Folk investerer i tillid til den udstukne politik, kreditorer yder lån i tillid til at hjemmestyret som aktionær støtter sine selskaber og ikke modarbejder dem. I dag er det store spørgsmål, om Nuka og Puisi kan få lån uden hjemmestyregaranti.

Vi oplever gentagne gange, at politikerne i deres skrivebordspolitik og tro på en hurtig indtjening her og nu, forhindrer udviklingen og indtjening til gavn for landet på langt sigt.

Senest oplevede vi det, da landsstyremedlem for økonomi Josef Motzfeldt, gik ud og undsagde sin egen virksomhed Royal Greenland. Udtalelsen får indflydelse på nye virksomheders lånemuligheder, fordi bankerne selvfølgelig vil stille krav om hjemmestyregaranti.

Politikken med at forhøje el- og vandprisen, der hidtil har været et indirekte produktionstilskud, får konsekvenser for landanlæggene. Royal Greenland tør ikke foretage planlagte investeringer i nye og mere rationelle produktionsmetoder, for det er der ikke penge til, når el- og vandpriserne forhøjes. Maniitsoqfabrikken skulle være ombygget her i oktober men det er udskudt på grund af usikkerheden om de fremtidige el- og vandpriser.

Man kan undre sig over, at landsstyret med et slag fjerner dette eksporttilskud. Royal Greenland og Polar Seafood skal konkurrere med andre lande, hvor el- og vandpriser er væsentlig lavere. Hidtil har skatteyderne været med til at betale dette. Fremover er det fiskerne, som alene kommer til at betale det, for verdensmarkedsprisen ændrer sig ikke.

Landsstyrets overenskomst med SIK, uden at tale med de store hjemmestyreejede virksomheder, er endnu et udtryk for, at man er bedøvende ligeglad med sine egne virksomheder, og at man ikke lever op til sit eget ansvar som ejer. Den tekniske forhøjelse af rejekvoten sidste år resulterede i, at trawlerne ikke fik deres forholdsmæssige andel. Igen et signal til kreditorerne om, at hjemmestyret ikke bakker op om landets søkogere, der vel var berettiget til et par tusinde tons af forhøjelsen, hvilket ville have betydet en ekstraindtjening på 50 millioner kroner. Hvis landsstyret ikke mener, at enkelte ejere skal have en så stor indtjening, kan man løse problemet i sin skattepolitik. Det bør ikke gå ud over eksporten eller trawlerrederiernes muligheder for at investere i nye trawlere. De tør ikke investere, når de ikke kan stole på hjemmestyrets politik.

Forhøjelsen af rejeafgiften fra 1 til 3 procent var også en øget beskatning af eksporterhvervet. Igen er det det forkerte sted at beskatte. Hvis man synes ejerne tjener for meget så beskat dem, men lad være med at lægge afgifter på eksporten.

Tekniske bestemmelser forhindrer også en bedre indtjening i erhvervet. Rejekasserne bør justeres, så trawlerne kan fange de store rejer i disse områder.

Reglen om, at kun fartøjer under 75 brt må fange rejer indenskærs, betyder, at rederierne ikke kan beholde gamle udtjente søkogere og bruge dem til indenskærs fiskeri til fabrikker, men må sælge dem billigt og købe andre fartøjer dyrt.

Og vi kan blive ved med at nævne områder, hvor landsstyrets skrivebordspolitik skaber hindringer for erhvervet, og hovsapolitik gør, at ingen har tillid til erhvervet.

Påstanden er at man tjener mere på søkogte rejer end de landbaserede kogte-pillede rejer.

Vi tvivler meget på de beregninger. Under alle omstændigheder har man ikke medregnet den samfundsmæssige værdi ved de landbaserede produktioner. Det er landets eneste mulighed for at forarbejde egne råvarer. Derfor forekommer det dumt. Tværtimod bør vi forarbejde så mange fiskeprodukter, som vi overhovedet kan. Sandsynligvis i starten med tilskud for kunne konkurrere, men kravet må være, at produktiviteten hele tiden skal sættes op. Man må sætte sig nogle mål på det område og køre efter det. En løsning kunne jo være, at Unilever købte sig ind i Royal Greenland og fik en post i bestyrelsen.

For det andet ved selv hjemmestyrets kloge hoveder ikke, hvad der sker på markedet når man sprøjter flere tusind tons ekstra søkogte rejer eller japanrejer ud på markedet. Sandsynligheden for at prisen falder er meget stor, og pludselig har man placeret sig i en situation, hvor hele eksporten er afhængig af et produkt, og man har afskåret sig &a at producere andre rejeprodukter, fordi man har lukket alle fabrikkerne.

I år tjenes penge på rejer, og alle kommer sikkert ud med pæne resultater. Royal Greenland sandsynligvis med et overskud svarende til, hvad man har fået ved salget af bygninger til Nuka. Men langt fra de 200 millioner som landsstyret stillede krav om i 1997.

Landsstyrets zig-zag-politik har ikke forbedret muligheden for den store fiskerikoncern.