Siumut og missionen

Siumut har udviklet sig til et usympatisk politisk broderskab, gennemsyret af pamperi og vennetjenester. Og uden politiske mål for en demokratisk udvikling af Grønland

Fredag d. 24. maj 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund, Politik.

I Maniitsoq har Siumut en lokalformand ved navn Hans Peter Mørch. En mand befriet for munterhed; besjælet af tungsind og sorg.
  Hans Peter Mørch:

Som allerede sagt, kan du ikke afsætte Hans Enoksen, og derfor vil vi opfordre dig, som følge af dit kraftige angreb mod det grønlandske folk, til at trække dig tilbage som ansvarshavende redaktør i AG, og vi kræver, at du giver Hans Enoksen en undskyldning.

Hvis du ikke vil gøre det, vil vi fra Siumut Maniitsoq kræve, at Atuagagdliutits bestyrelse vurderer denne skrivelse nøje

Indlæg i Atuagalliutit/Grønlandsposten den 14. maj 2002
   
For et par uger siden rettede Mørch sin bedrøvelighed mod AGs normalt fredsommelige redaktør. Redaktøren havde i letsind brugt sin demokratiske ret til i en konkret sag at kritisere Siumuts formand, landstingsmedlem Hans Enoksen, som af herværende organs læsere er kendt som en krigerisk bygdepartisan.

"Dit angreb mod Hans Enoksen vil vi som grønlændere forstå som et kraftigt angreb mod os, det grønlandske folk. På vegne af vore grønlandske landsmænd kan vi i Siumut Maniitsoq overhovedet ikke acceptere din handling, og vi betragter din adfærd som et udtryk for, at du betragter grønlændere som et dumt folk, der slet ikke er i stand til at styre deres land, fordi grønlændere er idioter efter din mening."

Sådan skrev mørkemanden fra Maniitsoq blandt andet i et læserbrev hos vores konkurrent.

Redaktørerne af de to aviser er i ledtog med GA-direktør Ole Rud og Uffe Ellemann-Jensen. Den uhellige alliance "angriber og kritiserer hele tiden grønlændere og forsøger at få os ned med nakken med nedladende bemærkninger og vurderer os som idioter," forkyndes det i basuntruttet fra Maniitsoq.

Taler den lokale Siumut-formand på egne vegne? Vi ved det ikke. Men vi ved, at den rummelighed, der engang var et adelsmærke for Siumut, hører historien til. Åbenheden. Idéerne. Engagementet. Ildhuen. Indignationen. Hvor er det alt sammen blevet af?

I dag fremstår Siumut som et træt parti. Et parti, hvis fornemste mål er at fastholde magten i landet. Om alliancerne er til højre eller venstre i det politiske landskab er ligegyldigt, blot Siumut sidder for enden af magtens bord..

Partiet er i åbenlys krise. Politisk krise. Lederkrise.

Siumut har udviklet sig til et usympatisk politisk broderskab, gennemsyret af pamperi og vennetjenester. Og uden politiske mål for en demokratisk udvikling af Grønland.

Det giver plads til såvel fundamentalister som skinbarlige fantaster, og partiet er blevet holdeplads for begge kategorier. Det betyder samtidig, at der ikke længere er højt til loftet i Siumut. Rummeligheden er sat over styr. Vé den arme stakkel, som har en anden mening end den på bjerget. Han skal kanøfles! Og er det en dansker, som taler partiet midt imod, så taler det for sig selv.

At gøre etnisk oprindelse til en egenskab er livsfarligt for et demokrati.

Den triste udvikling i Siumut leder tanken hen på Indre Mission og den danske forfatter og journalist Egon Clausen. Han modtog for nogle år siden et brev fra en af sine læsere, en ung pige, som var opvokset i et missionsk hjem i samme vestjyske landsby som Egon Clausen.

Den unge pige kritiserede Clausen for at have et alt for lyst syn på Indre Mission:

"Jeg har virkelig følt det tungt, mørkt og forfærdeligt. En af Indre Missions største fejl er efter min mening, at de giver sig selv ret til at bestemme, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert, og disse holdninger forlanger de så, at deres medlemmer, og helst alle os andre, skal have.

Der er ingen form for tolerance. Vil man agtes inden for kredsen, må man vælge deres måde at se verden på. Går man udenfor - stiller sig udenfor - bliver man gjort bekendt med den store sorg, den store bedrøvelighed, som man volder de rettroende."

Ifølge Egon Clausen rejste pigen fra sognet som ung, og hun følte det vistnok som en slags flugt.