Ret og pligt hånd i hånd

Selvstyrekommissionens principbetænkning tegner spændende fremtidsvisioner for et Grønland med øget selvstyre indenfor rigsfællesskabets rammer. ... Men samtidig er principbetænkningen en sønderlemmende kritik af de første 23 år med hjemmestyre

Fredag d. 16. august 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

A HREF="../2002/2002081000.htm#ind">Selvstyrekommissionens principbetænkning tegner spændende fremtidsvisioner for et Grønland med øget selvstyre indenfor rigsfællesskabets rammer.

Hjemmestyreloven fra 1978 er ganske forældet på en række afgørende områder, først og fremmest udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Loven giver kun Grønland ringe mulighed for at træde ind på den internationale scene, og når de helt tunge tvister som Thule Air Base og fangstområderne ved Dundas er på dagsorden, må Grønland pænt blive hjemme og lade Danmark føre ordet.

Det er klart utilfredsstillende. Derfor skal der som et minimum udformes en ny selvstyrelov, som giver Grønland direkte adgang til internationale forhandlinger om egne anliggender, og det kræver måske også en ændret grundlov.

Så langt så godt.

Men samtidig er principbetænkningen en sønderlemmende kritik af de første 23 år med hjemmestyre.

Selvstyrekommissionen tegner et klart billede af de betingelser, som følger med denne øgede indflydelse. Igen og igen handler betænkningen om rettigheder og pligt som to sider af samme sag.

Principbetænkningen kritiserer derfor skarpt den voldsomme offentlige dominans i det grønlandske erhvervsliv, hvor tilskud til de primære erhverv som fiskeri, fangst, landbrug og turisme dræner samfundets ressourcer.

Men det kræver da for pokker ikke en grundlovsændring at forklare Landstinget og landsstyret, at politikerne skal holde fingrene fra den daglige drift af de store hjemmestyreejede virksomheder, så de ender med millionunderskud og milliardgæld. Det kan også forklares indenfor rammerne af den gamle hjemmestyrelov.

Principbetænkningen kritiserer skarpt den menneskelige armod, som præger børn og unge, arbejdsløse og invalide, syge og gamle. Selvstyrekommissionen sætter i stedet en høj standard for personlig ansvar initiativlyst og en stærk befolkning, som skal føre selvstyret ud i virkelighed.

Men det kræver heller ikke en grundlovsændring at forklare Landstinget og landsstyret, at politikerne skal gribe ind overfor de dybt alvorlige og tragiske forhold, som mange mennesker, først og fremmest børn og unge, lever under Det kan også forklares inden for rammerne af den gamle hjemmestyrelov.

Selvstyrekommissionens principbetænkning taler igen og igen om en overensstemmelse mellem rettigheder og pligter. Og her er statsministerens støtte til øget selvstyre meget aktuel.

Det er interessant, at statsministerens udspil kommer samtidig med selvstyrekommissionens betænkning, for i bund og grund handler det om det samme: Økonomisk vækst for at skabe øget uafhængighed af bloktilskuddet.

Anders Fogh Rasmussens tilbud om at nedsætte en fælles arbejdsgruppe skal tages bogstaveligt. Han gør det ikke for at blande sig i interne grønlandske forhold, men fordi Danmark kan stille med de eksperter, som kan være med til at skabe den nødvendige dynamik.

Dog må hjemmestyret tage højde for den virkelighed, at hjemmestyret og regeringen skal forhandle bloktilskud til næste år, og at der allerede i aftalen fra 2001 ligger, at man fra 2004 skal foretage en gradvis nedtrapning af bloktilskuddet.

Grønlandske politikernes udmelding om, at bloktilskuddet skal væk, for at Grønland kan klare sig selv, tages nu bogstaveligt af danske politikere.

Realpolitikeren Jonathan Motzfeldt siger klart, at Grønland ikke kan undvære bloktilskuddet eller skære ned på det nu. Presset på Finanslovforslaget taler sit tydelige sprog.

Der kan ikke spares her og nu. Tværtimod er der brug for flere ressourcer til børn og unge, til sundhedsvæsen og skolevæsen.

Men det er på tide, at politikerne tager ansvaret alvorligt og ser på hele samfundsopbygningen. Vi har ikke råd til de mange bygder, der kun lever på overførselsindkomster, men som kræver det moderne samfunds velfærd.Det er dyrt, og vi kan ikke selv betale regningen, men sender den videre.

Igen er det interessant, at de unge siumuttere kommer med deres visioner nu. De er trætte af det gamle politikervælde og tager ret og pligt alvorligt. Det skal være slut med studehandler, som tager hensyn til lokale forhold, men som bremser samfundsudviklingen.

De tager ret og pligt alvorligt.