Stem på det parti, som vil skabe økonomisk vækst

Tværtimod har man ikke alene lovet flere nye tiltag, som øgede pensioner, penge til fiskerne, fornyelse af det indenskærs fiskeri, ESU støtte, højere pensioner, børnepenge, minihaller i bygderne, renovering af skolerne i bygderne og så videre, men ikke nok med det, samtidig lover politikerne selvstændighed og dermed bortfald af bloktilskuddet

Fredag d. 29. november 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik.

På tirsdag skal vi stemme til nok et af de mest betydningsfulde valg, siden hjemmestyret blev indført i 1979.

Men valgkampen har været præget af tågeslør, fortielser og drømmerier, meget få har turdet fortælle den undrende vælgerskare, hvordan det ser ud i virkelighedens verden.

Alle kandidater forsøger at tiltrække stemmer og lover alverdens forbedringer, men ingen tør gå ud og fortælle, hvor slemt det står til med vores økonomi, og at det er umuligt at opfylde alle løfterne.

I forvejen har vi knapt nok råd til at opfylde de lovmæssige forpligtelser på socialområdet og uddannelsesområdet.

Hvordan skal vi så lige pludselig, fordi der er valg, få råd til at forbedre samtlige områder.

På den netop overståede landstingssamling kunne Landstinget ikke blive enige om, hvordan den nye Finanslov skulle skrues sammen.

Der forelå en lang række upopulære spareforslag, som er blevet hevet af bordet under valgkampen, og så kan man undre sig over, hvor man så vil spare. For der er ikke kommet flere penge i kassen, fordi der har været valg.

Tværtimod har man ikke alene lovet flere nye tiltag, som øgede pensioner, penge til fiskerne, fornyelse af det indenskærs fiskeri, ESU støtte, højere pensioner, børnepenge, minihaller i bygderne, renovering af skolerne i bygderne og så videre, men ikke nok med det, samtidig lover politikerne selvstændighed og dermed bortfald af bloktilskuddet.

Det hænger ikke sammen, for løfterne om de mange tiltag koster så meget, at vi bliver endnu mere afhængig af bloktilskuddet og dermed af Danmark.

Pengene skal findes ved at skære ned på administrationen, er det gennemgående svar på spørgsmålet om, hvor der skal spares.

Interessant nok vil de samme partier, som foreslår besparelser på administrationen, udvide administrationen med flere ansatte i fiskeridirektoratet og et nyt landsstyreområde for selvstyre.

Samtidig lover partierne, at vi skal udnytte vores fiskeressourcer bedre og skabe flere arbejdspladser ved at øge forædlingen af råvarerne fra havet. Men de samme partier har tilladt, at Maniitsoq-fabrikken er lukket, og at man samtidig sender 6.000 tons rejer til forarbejdning uden for landet. Royal Greenland og Polar Seafood har hver sendt 3.000 tons afsted i år.

Fiskeriets organisationer og private investorer i fiskeriet klager over, at administrationen skaber flere forhindringer for fiskeriet end hjælp til erhvervet, så det kan øge sine indtægter.

Politikernes løfter under valgkampen svarer ikke til virkeligheden og den politik, de samme politikere har ført de senere år.

Politikerne lover en underskov af private produktionsvirksomheder og siger ganske rigtigt, at pengene skal cirkulere mere her i landet.

Men de samme politikere vil jo ikke købe produkterne fra landets egne virksomheder. De få, der har startet, har kørt en evig kamp for at få deres produkter anerkendt.

Vi kender historien om sæbefabrikken i Qaqortoq, der kun ville kunne overleve, hvis det offentlige ville bruge sæben.

Vi kender vinduesfabrikken i Maniitsoq, der kæmper for at overleve. Vi kender betonvarefabrikken i Nuuk, der i alle de år, den har eksisteret, har kæmpet for at overleve.

Vi kender trykkeriet og reklamebureauer, som kæmper for at overleve. Og så videre.

Flere andre har forsøgt at starte virksomheder, men det er ikke lykkedes, for den absolut største kunde - det offentlige - vil ikke love at aftage. Hvis man ikke har nogen ordrer, kan man ikke få opstarten finansieret.

Alle virksomheder kæmper mod konkurrencen udefra, og de har i en opstartsfase svært ved at klare sig i den konkurrence. Det offentlige, som er den absolut største kunde, vil ikke favorisere grønlandske virksomheder.

Hvis vi skal sammenligne med Island, så har Island netop været god til at beskytte sine egne virksomheder mod konkurrence udefra. Landet har den underskov af virksomheder, som producerer alverdens ting, som vi importerer fra Danmark.

Politikerne har i valgkampen vist, hvad der er behov for af tiltag for at skabe et bedre samfund. Men for at få råd til det, er det nødvendigt at skabe økonomisk vækst.

Den bedste vej er investering i uddannelse, og at det offentlige skaber de nødvendige rammer for, at et erhvervsliv kan trives i Grønland.

Derfor kære læser, når du på tirsdag står i stemmeboksen og skal sætte dit kryds, så stem på et parti eller en politiker, som oprigtigt vil skabe den økonomiske vækst, der er en forudsætning for, at alle løfterne om forbedringer kan realiseres. Økonomisk vækst er også en forudsætning for den selvstændighed, som politikerne lover.