Ansvaret må placeres

Landets politikere og de stærkt politisk farvede bestyrelser står til dumpekarakterer, fordi de ikke kan forvalte økonomien fornuftigt.

Fredag d. 3. marts 2000
Steen R. Jeppson
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Hvordan kunne det ske?
Tilliden vakler
Pengene fosser ud
Jonathans ansvar
Taberne


Endnu et sort kapitel i Grønlands nyere historie er blevet skrevet. Efter først at være gået i betalingsstandsning, blev Puisi A/S erklæret konkurs den 16. februar 2000.

Flere må have sat vind i sejlene, men en flok "super-optimister " troede på guld og grønne skove, et eventyr hvor sælpølser, piller i løbet af kort tid ville skabe indtægter i millionklassen.

Jo, et billed af et skind havde man, men bjørnen var der ikke.

Hvordan kunne det ske?
Jeg er ikke ude på at forfølge nogen:

Men hvordan kan det være, at
  • en forhenværende skolelærer,
  • en nuværende SIK formand,
  • en mand der repræsenterer en fisker/ fanger-organisation,
  • en læge,
  • en kontorchef, og senere direktør for Royal Greenland,
- kan få så frie tøjler til at administrere et foretagende, hvor millioner og atter millioner er blevet pumpet ind fra investorer på grundlag af nærmest falske budgetter?

En bestyrelse, der har overbevist det højeste embede i hjemmestyret om at blive hovedaktionær, det hjemmestyre som ufatteligt nok er gået med til det og åbenbart troet på gevinst.

Del hele er nærmest en stor sammensværgelse.
  • Hvordan kan nogen have så lidt indsigt i de forhold og tro på at sælspæk kunne indbringe 500 kr. pr. kg?
    Folk er blevet vejledt, vildledt til den store guldmedalje.
  • Hvordan kan det overraske Puisi’s bestyrelse, at fabrikken i Kina ikke engang eksisterede?
  • Hvordan kan de budgettal, som bestyrelsen havde arbejdet ud fra, pludselig ikke holde og blive forkerte?
  • Hvorfor valgte man en person som Dave Stevens, samt nogle følgesvende i det kinesiske datterselskab, som alligevel ikke rørte en pind?
  • På hvilke forudsætninger blev de udvalgt, og hvordan kunne man have tillid til dem?


Tilliden vakler
Det er bestemt heller ikke godt for hovedaktionærernes ry og omdømme at have givet grønt lys med garantier for sæleventyret.

Her vakler tilliden.

Hjemmestyret, landstinget, som gav garantier, selvom de vidste, at Puisi A/S’ budgettet var unøjagtige.

Hvordan kan nogle folkevalgte politikere acceptere og godkende mangelfulde budgetter?

Er de splitterravende blinde, eller er de bare blevet overbevist så meget, fanget af tanker om en formodet guldåre?

Jeg gad godt vide hvilke personer, der har været indpiskere i dette og har haft fænomenale evner til at sige god for et fatalt amatørprojekt.

I forbindelse med Puisi A/S’ ansøgning om yderligere garanti på 12 mio. kr. fra landsstyret er det ufatteligt, at landsstyret ikke så advarselssignalerne.

Ligeledes anser jeg det for uheldigt, at landsstyremedlem for bl.a. økonomi i forbindelse i med dette har udtalt, at enhver virksomhed i opstartsfasen bør støttes. Dette er ikke godt for tilliden.

Pengene fosser ud
Nej, hele styret heroppe er alt for gavmild.

Man giver penge ud, der fosser ud af landskassen uden at få noget nyttigt tilbage. Det er rivende galt!

Ja, hele lortet går nok snart bankerot, hvis man ikke snart tager sig sammen og kommer ud af den rus, "luksus"-Grønland befinder sig i.

Skrot bloktilskudet, hold op med at betale skat! kunne man fristes til at sige.

Landets politikere og de stærkt politisk farvede bestyrelser står til dumpekarakterer, fordi de ikke kan forvalte økonomien fornuftigt.

Ønsker I at blive sat under administration?

Jonathans ansvar
Landets øverst ansvarlige Jonathan Motzfeldt har efter min mening i denne sag været alt for passiv.

I forbindelse med hjemmestyrets garanti på 12 mio. kr. til Puisi, ser det ud til, at Jonathan, trods de mangelfulde budgetter, ikke har informeret om dette til finansudvalget.

Det sagde Anden Nilsson, som er medlem af finansudvalget, i AG 15. februar 2000.

Hjemmestyret har som hovedaktionær (samt Sulisa A/S) forpligtet sig til at følge Puisi A/S’ gang samt kontrollere det. Dette er ikke sket, og i stedet løb det ud i sandet.

I medierne har Jonathan udelukkende udtalt sig positivt om Puisi skandalen.

Selv om der har været flere advarselssignaler, sagde Jonathan forleden i radioavisen, at kort før jul var meldingerne fra Puisi’s ledelse positive, samt at der hele vejen igennem har været en god rådgivning.

Hvordan kan Jonathan have overhørt advarslerne?

Har han vidst noget, eller har han overhovedet ikke vidst, hvad der er foregået?

I radioavisen ville han ikke tage stilling til, om de implicerede i sagen skal stilles til ansvar.

Nej, man skal først snakke om det.

Jonathan bør som den øverste kræve samt være forgangsmand for, at der bliver placeret et ansvar.

Hvis han ikke kan placere dette, er han efter min mening for svag som landsstyreformand. En formand som ikke kan holde styr på sine "tropper" og projekter som Puisi A/S, der løber løbsk.

Kan han virkelig magte det?

At rejse udenlands, være bartender et sted i Danmark, invitere EU’s kommissær Romano Prodi til Grønland er måske mere spændende.

Taberne
Nanortalik kommune, fiskerne og fangerne, skatteborgerne og SIK’s medlemmer er taberne i denne sag.

Efter min mening er Nanortalik kommune samt fiskere og fangere blevet vildledt og snydt. Derfor synes jeg, de skal have erstatning.

På ny er skatteborgerne blevet ramt. Mange millioner, som ellers kunne være anvendt til boliger, sundhedsvæsenet og meget andet.

Derfor er det interessant at spørge om: Hvor mange penge er blevet tabt, og for at lukke dette hul, kan vi så forvente olieprisstigninger eller forhøjelse af skatten?

Hvordan vil SIK’s formand forklare sine medlemmer om de tabte penge?

Hvorfor har I været så tavse i denne sag?

Det er jo også jeres penge.

Denne yderst komplicerede sag, som man helt sikkert må lære meget af, er også et håb om, at der aldrig nogensinde mere må ske så fatale fejl. Dette må få konsekvenser.

Blandt andet krævede finansudvalget - i forbindelse med landsstyrets garanti på 12 mio. kr. - at få troværdige budgetter udleveret fra Puisi’s ledelse. Men dette blev ikke indfriet. Derfor hviler der et stort ansvar på ledelsen og der kan være grundlag for sigtelse.

Lad retfærdigheden ske fyldest!