Om dansksprogethed vs. sprogethed

Og når dette er sagt, så den anden pointe: De tider må være forbi, da vi skændtes om grønlandsk vs. dansk og dansk vs. engelsk. Vi har brug for alle tre sprog i den virkelighed, vi nu engang lever i.

Onsdag d. 28. februar 1996
Per Langgård
Emnekreds: Sprog, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Lidt historie
Hovsa, hvad blev der nu af den bevidste helhedstænkning og den nøje planlagte sprogpolitik
Nogle elementer af en bevidst og nøje planlagt sprogpolitik
Attituderne spiller den helt afgørende rolle
Elevernes forudsætninger spiller også en afgørende rolle
Hvilket niveau i dansk skal vi nå frem til?


Der har på det sidste været mange indlæg om konsekvenserne af den for ringe beherskelse af dansk (og engelsk) i Grønland. Og hurra for dem! Vi har meget brug for en bred debat om sprogene i Grønland.

Nu er det således, at jeg personlig er blevet en del af denne debat, fordi det tilfældigvis var mine undersøgelser for godt 6 år siden, der for første gang sandsynliggjorde mine (og andre fagfolks) fornemmelse så meget, at fornemmelsen lod sig udsige højt: Der er meget lidt dansk i de yngste generationer i Grønland. Og her havde vi i mange år troet, at det var det grønlandske sprog, der var udryddelsestruet på grund af et ekspanderende dansk. Dette var - måske - delvis korrekt for en mindre gruppe grønlændere født i 50-erne og 60-erne, men det viste sig langt fra at være tilfældet for personer født sammen med Hjemmestyret. Grønlandske 70-er og 80-er børn er grønlandsksprogede og meget lidt dansksprogede.

De undersøgelser er stadig aktuelle i og med at problemet med den mangelfulde beherskelse af dansk stadig eksisterer. Men jeg er ikke helt enig i de forslag til afhjælpning af problemerne, vi er blevet præsenteret for. Det er således med en vis bekymring for at blive misforstået og beskyldt for at være en vendekåbe, jeg skriver dette indlæg. Det skal nemlig mane til besindelse.

Lidt historie
Ganske vist er det sagt så tit at det burde være overflødigt at gentage det, men det er så vigtigt at det skal gøres alligevel: Der kommer aldrig sund sprogpolitik af ensidighed og uovervejede følelser. Der skal bevidst helhedstænkning og nøje planlagte strategier til.

Da man påbegyndte forsøget på at danificere Grønland for snart 50 år siden tænkte man vældigt teknisk/pragmatisk og undlod at vægte de dele af virkeligheden, som ikke er så praktisk håndterlige: nationalfølelsen, traditionerne, etniciteten osv.

Som bekendt fungerede denne ensidighed ikke, og for ca. 25 år siden satte reaktionen ind. Det var grønlandiceringen med sin fokus på det nationale, det traditionelle og det etniske, men nok med en vis mangel på forståelse for de praktiske konsekvenser af de undertiden meget følelsesladede holdninger.

Som bekendt har denne modsat rettede ensidighed heller ikke fungeret godt nok. I de senere år er det blevet stadig tydeligere for stadig flere mennesker, at den unge, grønlandicerede generation har svære uddannelsesproblemer på grund af mangelfuld beherskelse af dansk.

Denne erkendelse har givet anledning til mange forslag: Der er foreslået en yderligere grønlandicering af uddannelserne så at dansk spiller en mindre prominent rolle, det er foreslået at forøge timetallet i dansk i børneskolen, det er forsøgt at introducere dansk tidligere i skoleforløbet og det har endda været foreslået at erstatte dansk med engelsk i uddannelserne.

Hovsa, hvad blev der nu af den bevidste helhedstænkning og den nøje planlagte sprogpolitik
Det er også efter min opfattelse korrekt, at der må gøres noget, men de mange forslag, den megen debat og de mange faktiske tiltag, vi har været vidne til, giver stof til eftertanke. Det ser nemlig mest af alt ud til, at der er mange, der er ved at styre direkte tilbage i 50-ernes og 60-ernes golde danicering. Lad os derfor stoppe lidt op og overveje, hvad det egentlig er, vi ønsker os. Og det allerførste svar burde efter de sidste 50 års erfaringer såvel herhjemme som internationalt kunne stå helt uimodsagt. Det er ikke et spørgsmål om grønlandsk eller dansk. Og det er heller ikke et spørgsmål om dansk eller engelsk. Målet er en næsten gennemført national tosprogethed med et stort kontingent individer, som er mindst tresproget:
  1. Vi ønsker ikke, at det nationale sprog, grønlandsk, skal begrænses. Tværtimod skal det udvikles.
  2. Vi vil heller ikke acceptere, at det meget lille grønlandske sprog isolerer os fra resten af verden.
  3. Der er så meget af både praktisk og emotionel art, der nu og langt ind i fremtiden forbinder os med Danmark, at vi vil beherske dansk på højt niveau. Og
  4. Vi skal alle kunne forholde os til en verden også uden for Rigsfællesskabet. Mange af os skal endda kunne gøre dette på et professionelt niveau.
Dette puslespil går op, hvis vi næsten alle kan mindst to - og gerne flere - sprog. Det er ikke umuligt og det er ikke ønsketænkning. Det er en simpel nødvendighed. Der er mange små sprogsamfund i vores vestlige kultur, der har lært denne lektie og bevist at det kan lade sig gøre. Faktisk er små lande som Danmark og Holland blandt de allermest flersprogede lande i Verden målt i nationale gennemsnit. En gennemsnitsdansker - eller en gennemsnitshollænder - kan ikke klare sig uden et sprog eller to ud over modersmålet. Og tænk så på, at den "lille" nordiske sprogfamilie er ca. 200 gange større end den eskimoiske sprogfamilie.

Nogle elementer af en bevidst og nøje planlagt sprogpolitik
Vi har altså hårdt brug for avanceret fremmedsprog. Men der er en væsentlig detalje, som tilsyneladende har været noget overset i debatten: Dansklærerne kan ikke isoleret uddanne eleverne til et højere niveau i dansk næsten lige meget hvor mange ressourcer, der end afsættes til danskundervisningen. Der er nemlig mange andre faktorer, der sammen med undervisningen afgør, om mennesker får noget ud af fremmedsprogsundervisningen eller ej. Det er derfor vigtigt, at der sammen med en effektiviseret danskundervisning sættes ind også på andre felter, hvis undervisningen skal fungere.

Attituderne spiller den helt afgørende rolle
Det allervigtigste af disse felter har noget at gøre med motivationen. I Quebec undervises der godt og meget i engelsk, men québecois'er taler generelt meget lidt engelsk. I det meste af Finland undervises der godt og meget i svensk, men finner taler generelt meget lidt svensk. Og i Grønland har vi da undervist godt og meget i dansk også efter Hjemmestyrets indførelse, men alligevel taler unge grønlændere meget lidt dansk. Og selvfølgelig er det således. Det kniber nemlig med motivationen alle de tre nævnte steder. Og så er der ikke rigtigt noget at gøre. Det ved vi fra rigtig megen forskning i de her emner.

Sammen med grønlandiceringen engang midt i 70-erne faldt motivationen for dansk drastisk. Nogle sagde det direkte, hos andre var det mere en holdning uden ord: Som forældre og lærere lærte vi vore børn, at grønlandsk er vigtig og glemte at fortælle, at det er dansk også. Som kunstnere hjernevaskede vi befolkningen med ekstreme - ikke sjældent egentlig racistiske - etniske synspunkter fra billeder, bøger og populær musik. Og politikerne - selv de allermest fremtrædende - hentede mange billige politiske point ved at hoppe med på denne vogn og fremstille dansk og danskere i et alt andet end flatterende skær.

Specielt hos de yngre forældre er denne holdning nu ved at være fortid. De ved at grønlandiceringen allerede er lykkedes så godt, at børnenes grønlandske sprog og kultur er sikret. Nu er deres mål at kombinere dette med muligheder for også international udfoldelse. Og det forudsætter også ikke-grønlandsk forståelse for sprog og kulturer. Men der findes desværre stadig mange "dinosaurer" (i 40- eller 50-års alderen og ofte i toneangivende samfundspositioner) med et noget traumatisk forhold til egen - og derfor også til andres - kultur. Og de spreder den dag i dag megen negativ motivation mod dansk.

Dette må nu ikke alene høre helt op, men det må erstattes af en bevidst indsats for det modsatte. Som forældre og opinionsdannere må vi direkte tage afstand fra den for ensidige etnicitet og i stedet støtte alle de tiltag, der kan styrke tendensen mod et flersproget og flerkulturelt samfund moralsk og økonomisk. Dette er nok den allervigtigste forudsætning for vellykket danskundervisning.

Elevernes forudsætninger spiller også en afgørende rolle
Dette er en faktor, der er næsten lige så vigtig som attituderne, men også den er næsten ikke blevet berørt i debatten hidtil. Hvis man skal undervise effektivt i fremmedsprog er det nemlig godt, hvis man kan f'orudsætte nogle bestemte fxrdigheder hos eleverne allerede forud for første time. Alt andet lige er en god læser en bedre elev end en dårlig læser. Og det samme kan naturligvis siges om mange andre færdigheder: sproglig kreativitet og sproglig nysgerrighed, evnen til at bruge en ordbog og læse i en grammatik, evnen til at tænke i abstrakte størrelser etc. etc. Og om disse evner gælder det, at de kun i anden omgang skal udvikles i fremmedsprogstimerne. De skal i første omgang grundes i modersmålsundervisningen. Derfor: Hvis danskundervisningen skal styrkes, må modersmålsundervisningen forny. I det moderne mangesprogede informationssamfund skal børnene ikke blot kunne læse og skrive grønlandsk. De skal kunne gøre det hurtigt og ubesværet, og de skal have en sådan grad af sprogiagttagelse og tekstforståelse, at de har et godt værktøj til beskæftigelsen med fremmedsprog. Sagt på en anden måde er det engelsklæreren, der skal lære børnene, at der på engelsk skal sættes et {s }på verberne i 3. person ental. Men det er i modersmålet (dvs. grønlandsk), børnene bedst lærer, hvad verber er for noget og hvad der menes med hhv. 3.person og ental.

Hvilket niveau i dansk skal vi nå frem til?
Tankerne i det foregående skal ses som et forsøg på at flytte debatten fra at være en debat om dansksprogethed til at være en debat om sprogethed i langt videre betydning. Ganske vist er jeg da helt enig i, at niveauet i dansk må og skal op, men jeg er samtidig efter mine mange år i det grønlandske undervisningssystem blevet dybt kritisk over for begrebet "for lidt dansk" som isoleret forklaring. Der findes da tilfælde, hvor forklaringen må godtages, men jeg har alt for ofte været udsat for elever, der har bortforklaret en dårlig præstation som danskproblemer. Når så de samme elever har besvaret den samme opgave på grønlandsk har besvarelsen i gennemsnit været ca. lige så dårlig og ustruktureret som på dansk.

Min ene pointe med denne kronik kan således kort formuleret således: Det er da korrekt, at der er mange grønlændere, der har problemer med dansk. Men der er nu også mange, for hvem "danskproblemet" bliver en sovepude for uhensigtsmæssige arbejdsformer og organisationsmåder. Og så er problemet slet ikke dansk. Så er det sprogethed i en langt større betydning, vi burde tale om.

Og når dette er sagt, så den anden pointe: De tider må være forbi, da vi skændtes om grønlandsk vs. dansk og dansk vs. engelsk. Vi har brug for alle tre sprog i den virkelighed, vi nu engang lever i. Og i den virkelighed er der store, store mængder af information, der skal kaperes, behandles og videregives på såvel grønlandsk som dansk og engelsk. Vi skal altså nødvendigvis være endog meget dygtige til alle tre sprog. Vi må altså øge de kvalitative krav til sprogfagene og til os selv og vore børn. Og så skal vi altså til at tænke i sprogethed og ikke i dansksprogethed.