Rejsen til Amerika III - Til gudstjeneste i det sorte Harlem

Med udgangspunkt i skabelsesberetningen holdt hun en blændende tale. Hovedbudskabet i talen var "Hope for the best, prepare for the worst" (= håb på det bedste, vær forberedt på det værste). Der var ikke mange i menigheden, der sad og småsov, mens hun snakkede

Søndag d. 1. december 1996
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Rejseberetninger.

Harlem ligger i den nordlige del af Manhattan. Det er her "de sorte " bor.

Det er vanskeligt at finde ord for de forskellige folkeslag, der bebor USA, uden at fornærme en eller anden sart læser. Man skal nemlig helst være politisk korrekt i forhold til hver eneste ene læser - og det kan naturligvis ikke lade sig gøre.

Det virker som om man med års mellemrum er nødt til at skifte betegnelse for andre folkeslag, fordi den hidtil brugte betegnelse er blevet for belastet (?). Herhjemme var der for mange år siden en periode, hvor danskere ikke længere hed danskere, men derimod "syddanskere" - underforstået: grønlændere var i virkeligheden "norddanskere".

Og nu er det snart nogle år siden at grønlændere og deres "stammefrænder" (ikke det nordiske udtryk "broderfolk" men den-sidste-mohikaner-udtrykket "stammefrænder") skiftede navn fra eskimoer (som efter sigende betyder dem-der-spiser-kød) til det eskimoiske udtryk inuit (der betyder mennesker - og det er vi vel alle sammen?).

Hvad skal man kalde efterkommerne af de slaver, der i sin tid blev indfanget og solgt af sorte muhamedanere i Vestafrika til hvide kristne, som fragtede dem til Caribien og det sydlige USA og solgte dem videre som billig arbejdskraft i bomuldsproduktion og til andet hårdt arbejde ("Onkel Toms Hytte"). I USA er det betegnelsen for efterkommerne af disse stakkels mennesker, der volder de største problemer.

De må ikke længere betegnes som "negroes" og naturligvis slet ikke som "niggers". Heller ikke "blacks".

"Black people" kan gå an, men det fremherskende udtryk er "afro-americans".

Der er endnu ikke nogen, der har fundet det påkrævet at kalde amerikanere indvandret fra Europa "euro-americans" eller indvandrere fra de nordiske lande for "scandi-americans".

Så jeg begynder forfra for de sarte:
Harlem ligger i den nordlige del af Manhattan. Det er her "afro-amerikanerne" bor. Her tog vi ud til gudstjeneste en søndag formiddag i en Abyssinsk Kirke.

Udefra lignede det ikke en kirke. Det var en stor tung toetages bygning med en dobbeltdør midt i facaden. Man kom ind i kirkesalen via trapper og gange - næsten som at gå ind i en gammeldags biograf. Selve kirkerummet kunne også minde lidt om en gammel biografsal eller snarere en gammel teatersal. Kirkegængere sad på behagelige (!) bænke i en halvcirkel omkring et forhøjet podium, hvor der var plads til prædikanten. Kirkehjælperne sad på en stolerække bag præsten og hans talerstol, og lidt nede til venstre - i gulvhøjde - sad en sortklædt mand og spillede stærk, klassisk musik på et flygel.

Kirkegængerne kom ind salen i små grupper og fandt deres plads og sad og ventede mens de lyttede til denne dejlige musik

Oppe bag podiet med præsten og kirkehjælperne på deres stolerække, var der en slags scene med fire rækker bænke. Også her kom der folk ind, pænt klædte og ens klædte. Det var kirkens kor - og de kunne synge. Ikke bare salmer, men jeg tror hvad som helst, og få folk til at lytte.

Formålet med dette kirkebesøg var vistnok at give os "en flot oplevelse". Men det skulle blive andet og mere end en flot oplevelse.

Naturligvis bliver man imponeret af en kirke, der åbner sin gudstjeneste med flygelspil og et kor der kan synge. Men det virkeligt imponerende var det talte ord. Det blev hurtigt klart at i denne kirke stod man ikke bare og slog folk i hovedet med en bibeltekst uden gnist af forbindelse til menighedens dagligdag.

Præsten bød menigheden velkommen - og han bød "en gruppe parlamentarikere fra Danmark" særlig velkommen. Vi blev bedt om at rejse os op, så folk kunne se os.

Og så begyndte en engageret prædiken.

Der blev taget afsæt i en bibeltekst, men med tætte referencer til det nære samfund.

Der blev snakket om brystkræft. Forekomsten af brystkræft er langt højere blandt Harlems sorte kvinder end i USA som helhed, og det bliver der gjort noget ved. Alle kvinder blev opfordret til at lade sig undersøge. Og da kirkens folk kendte deres menighed og måske især med tanke på den del af Harlems beboere, der ikke kommer i kirken, udsendte præsten fra sin talerstol den glade melding, at alle, der mødte op og blev undersøgt, ville få en kontant belønning.

En kirkegænger havde parkeret sin bil ulovligt udenfor. Registreringsnummeret blev læst op, så ejeren kunne gå ud og flytte bilen, inden færdselspolitiet gjorde det for ham.

De næste ugers aktiviteter i ældreklubben og ungdomsklubberne blev gennemgået og folk opfordret til at møde op og give et nap med.

En ombygning af kirken ville blive dyrere end forudset, og samtidig havde man fået tilbudt et byggelån, der var meget favorabelt, hvis blot afdragstiden blev forkortet med nogle år. Derfor skulle der skaffes flere kontanter. Idag ville der udover den normale indsamling til kirkens drift, være en ekstraindsamling til kirkens kontante del af byggeudgifterne.

Den daglige præst blev nu afløst af en gæst udefra. Gæsten var teologisk professor på et universitet, og var tilfældigvis i byen, hvorfor præsten havde bedt hende om at prædike. Og hun kunne prædike!

Med udgangspunkt i skabelsesberetningen holdt hun en blændende tale. Hovedbudskabet i talen var "Hope for the best, prepare for the worst" (= håb på det bedste, vær forberedt på det værste). Der var ikke mange i menigheden, der sad og småsov, mens hun snakkede. Der var spontane kommentarer. Der var sågar klapsalver. Hendes prædiken var ikke kun kirkelig - den var også politisk. Nu skulle det være slut med sofavælgeriet. Tingene bliver kun lavet om, hvis vi går hen og stemmer på de rette folk - og her nævnte hun demokraterne og Bill Clinton. Det var dem, der gjorde mest for de fattige og de forfordelte.

Nu skal man ikke forstå det sådan, at hun var en klynker på sit afro-amerikanske folks vegne. Tværtimod. Alting begynder med at folk selv gør noget ved deres egen hverdag og deres egen situation.

Halleluja!!

Der er ikke mange lighedspunkter mellem denne kirkehandling i Harlem med dens stærke sociale engagement og så en dansk eller grønlandsk gudstjeneste, der alt for ofte går efter revy-refrænets opskrift: at præsten holdt en tale men sagde ikke et ord. Dette forklarer måske forskellen i fremmødet.

Kirken i Harlem var kun halvt fyldt. Den har plads til 600 mennesker.

Rejsen til Amerika - Forord og indhold
Forrige afsnit:Rejsen til Amerika II - New York - verdens farligste by
Næste afsnit: Rejsen til Amerika IV - Besøg i et valgcenter