Politisk menageri

I en naiv tro på, at han er beskyttet af lovgivningen, satser Knud Sørensen på at blive siddende som landstingsformand, selvom han har sexchikaneret en medarbejder i bureauet og indgået et forlig om sagen. Han har altså vedkendt sig forholdet og tror nu alligevel, at han blive blive siddende i formandsstolen, som om ingenting er hændt.

Torsdag d. 24. april 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

NU ER DET tiden at stoppe den groteske sag om landstingsformanden. Den er ikke mere bare grotesk og pinlig. Den er ved at udvikle sig til en blanding af farce og katastrofe. I en naiv tro på, at han er beskyttet af lovgivningen, satser Knud Sørensen på at blive siddende som landstingsformand, selvom han har sexchikaneret en medarbejder i bureauet og indgået et forlig om sagen. Han har altså vedkendt sig forholdet og tror nu alligevel, at han blive blive siddende i formandsstolen, som om ingenting er hændt.

Den medvind og opbakning, han har fået af sit parti og af pressen for sit faglige arbejde under forberedelsen til landstingssamlingen, er steget ham til hovedet. Han tror, det har gjort ham til en uskyldshvid engel, usårlig som Supermand. Men man bliver ikke Supermand ved slibrig tale. Ikke nu om stunder.

Knud Sørensen er kommet op at ride på flere sorte heste i denne sag.

For det første har han selv lørdag aften i sidste uge meddelt, at han trækker sig. Det var et væsentlig bidrag til forhandlingerne om en løsning på den parlamentariske krise, der opstod med udsættelsen af landstingssamlingen, og det er ikke en beslutning, man sådan uden videre trækker tilbage. Bordet fanger. Knud Sørensen må holde ord.

For det andet har han som chef for landstingssekretariatet forgrebet sig verbalt på en kvindelig medarbejder og i en sådan grad, at hun har henvendt sig til sin advokat for at få bragt de påtrængende tilnærmelser til ophør. Det er ikke en sag, man bare kan ignorere, og slet ikke når man sidder på en af landets absolutte topposter.

Og for det tredie, så er der ingen, der vil have ham på posten efter den fadæse. Han har ingen opbakning, fordi han allerede har skadet landstingssekretariatets renomme. Hvem vil for eksempel ansættes et sted, hvor chefen belejrer en med intime tilnærmelser.

ALTSÅ - landstingsformanden har spillet sine kort, og han har tabt. Han sad med en god hånd gennem det meste af sidste uge og spillede fornuftigt og sikkert mod en fræk og overmodig modstander. Men han gav modstanderne en joker, så de kunne tage hele spillet hjem. Han skandaliserede sig selv og ødelagde derved sine chancer for at fortsætte.

Som situationen i øjeblikket udvikler sig, sætter den stadig dybere og dybere sår. Ikke bare latterliggør landstingsformanden sig selv med sin stædige fastholdelse af magten i landstingsadministrationen. Men han tapper sit parti for anseelse og kraft og støber kuglerne til dets latterliggørelse.

Daniel Skifte har været en pæn mand overfor Knud Sørensen. Han har ikke fordømt ham på grund af sexchikanen. Det burde han nok have gjort. Men hans venlighed og hensyn til personen Knud Sørensen har gjort ham sårbar, og nu hænges han ud for at være utroværdig. Den interne uro i partiet undergaver tilliden og bringer Atassut i en meget vanskelig stilling.

Den er Josef Tuusi Motzfeldt i fuld gang med at udnytte. Han har ikke givet op endnu og bejler ihærdigt til Siumut om at droppe den "håbløse" samarbejdspartner og søge samarbejde med Inuit Ataqatigiit.

Det er dette bål, som Knud Sørensen bærer ved til. Og samtidig puster han kraftigt til ilden, så den holdes ved lige, til alt er brændt af.

FOR MEGET fnidder og for meget fnadder, personlig ambition og tåbelighed, utidig magtkamp og useriøsitet præger den parlamentariske situation i landet. Ikke underligt, at den danske presse bruger gloser som farce og ustabilitet, rod og tilfældigheder. Grønland er blevet til grin i Danmark og i den del af udlandet, hvor man forstår, hvad der sker.

Det er så afgjort den værste troværdighedskrise, landet har været ude i siden hjemmestyrets indførelse. Skaden er naturligvis ikke uoprettelig, men den tager tid at udbedre. Og jo længere tid, tåbeligheden hersker, og de politiske outsidere gnaver af hinanden, jo vanskeligere bliver det at rette op på tilliden til det politiske system.

Det er slemt nok, at Grønland udadtil har mistet anseelse. Men det er mindst ligeså alvorligt, at borgerne mister tilliden. AG's vrede læsere ringer dagen igennem og kræver, at vi gør op med politikerne. Det har vi prøvet efter bedste evne, men forudsætningen for, at det virker er politikernes egen forstand og forståelse for, hvad det er for et menageri, de har skabt omkring den lovgivende forsamling.

Og der er håbet spinkelt.