Globale visioner i Nuuk
Det ville give Grønland (og Danmark) stor international prestige, hvis vi kunne bidrage til at løse problemet. Og som en sidegevinst kunne det give store indtægter til et Grønland, som kæmper hårdt for at få en mere selvstændig økonomi stablet på benene.
Tirsdag d. 24. juni 1997
Uffe Ellemann-Jensen
Emnekreds:
Politik
,
Thule Air Base
.
Diskussionen om et "atomfængsel" på Grønland er blusset op igen, efter en overraskende melding fra den grønlandske landsstyreformand Lars Emil Johansen om, at det vil Grønland da gerne overveje - og at man gerne vil have en direkte henvendelse fra USA i sagen.
Det har i Danmark omgående ført til en diskussion om, hvorvidt Grønland kan tillade sig at optræde så selvstændigt i et vigtigt udenrigspolitisk spørgsmål - og flere har følt sig kaldet til at sige, at det kan de sandelig ikke, sådan som Grundlov og Hjemmestyrelov er indrettet.
Det er slet ikke det, sagen drejer sig om. Men hvis regeringen i København behandler denne sag med samme klodsethed, som den plejer at lægge for dagen i nordatlantiske spørgsmål, kan det såmænd nok ende med, at der slås et nyt søm i Rigsfællesskabets ligkiste.
Lad os lige genopfriske, hvad sagen drejer sig om:
For ca. fire måneder siden kom det frem, at den amerikanske tænketank Rand Corporation havde fået til opgave at udforske mulighederne for at oprette et "atomfængsel" et eller andet sted på kloden, hvor man kan opbevare de atomvåben, der skal fjernes fra atommagternes arsenaler. Et af de steder, man overvejede, var naturligt nok Grønland.
Det udløste et ramaskrig i København, hvor ørerne endnu var røde efter afsløringen af dansk dobbeltspil i atompolitikken på Grønland for et lille halvt århundrede siden. Udenrigsministeren reagerede på rygmarven - (hvor sidder den forresten på en radikal?) - og indkaldte pressen, som han forsikrede, at det ville hverken Danmark eller Grønland høre tale om.
Han gjorde det så hurtigt, at han forsømte at diskutere sagen med den grønlandske regering. Det blev de forståeligt nok stødt over - men de umiddelbare grønlandske reaktioner på tanken blev naturligt nok negative, da der nu var spillet ud på den måde fra dansk side.
Jeg opfordrede til, at man tænkte sig om, før man afviste tanken - som endnu kun var "en tanke".
Der er jo tale om et projekt, som kan bidrage til nedbringelse af atomtruslen. Der er ikke tale om "affald" med alt hvad det indebærer af miljøproblemer, men om bomber, der skal anbringes fjernt fra menneskelig beboelse, og under passende overvågning. Det ville give Grønland (og Danmark) stor international prestige, hvis vi kunne bidrage til at løse problemet. Og som en sidegevinst kunne det give store indtægter til et Grønland, som kæmper hårdt for at få en mere selvstændig økonomi stablet på benene. Tænk, hvis man på et helt øde sted - f.eks. i de gamle mineskakter i Mestersvig på østkysten af Grønland - kunne lave et sådant "fængsel", bemandet med en international styrke fra USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig.....
Nu kom så den overraskende udmelding fra landsstyreformanden. Han har tydeligvis tænkt over sagen, og henviser i sit budskab netop til den rolle Grønland vil kunne spille i den internationale afspænding, hvis det viser sig muligt at give plads for et "atomfængsel".
Det er en modig udmelding, for emnet er sprængfarligt: Mange vil reagere umiddelbart med en helt anden legemsdel end hjernen, sådan som den danske radikale udenrigsminister. Men igen kan der være grund til at mane til eftertanke, før man kaster sig over Lars Emil Johansen.
Hvad så med de formelle relationer mellem Danmark og Grønland?
Grundlov og Hjemmestyrelov siger klart, at udenrigs- sikkerheds- og forsvarspolitik er et "rigsanliggende". Men Grønlands stilling er naturligvis ikke noget fastlåst. Det har vi da også set i de senere år:
Mens jeg var udenrigsminister, blev grønlænderne (ligesom færingerne) inddraget stadigt mere i sager, der vedrørte dem selv. Det var dels i pagt med den almindelige demokratiske udvikling, og dels var det den bedste måde hvorpå vi kunne undgå unødige konflikter.
Efter diskussionen midt i 80´erne om Thule-radaren - som af den hjemlige NATO-modstandere blev blæst op til en stor sag, der i Grønland sågar udløste et valg i utide - enedes jeg med den daværende landsstyreformand Jonathan Motzfeldt om, at der skulle nedsættes et sikkerhedspolitisk udvalg i Grønlands Landsting, og at jeg skulle samarbejde tæt med dette udvalg i sager, der vedrørte Grønland. Allerede dengang var der betænkelige røster om, at det var i strid med ansvarsfordelingen i Rigsfællesskabet. Det mener jeg ikke, der var tale om, og udvalget blev et godt forum for diskussioner af emner som berørte Grønland.
Hvorfor i alverden har den danske udenrigsminister ikke diskuteret "atomfængsler" med dette udvalg - eller med det grønlandske landsstyre - før han tager afstand fra tanken så bastant, at det kan være vanskeligt at komme på bedre tanker?
Jeg kan godt forstå, at landsstyreformanden nu melder ud som han gør. Og hvis man i den danske regering vil gøre noget for at styrke rigsfællesskabet, sørger man for et hurtigt tilsagn om fuldt og åbent samarbejde mellem danske og grønlandske myndigheder om at få sagen belyst grundigt og fordomsfrit.
I sidste ende er det naturligvis Grønland, som skal afgøre, om "projekt atomfængsel" skal gennemføres. Men i hele undersøgelses- og forhandlingsfasen må Grønland og Danmark optræde i fællesskab. Det har den grønlandske landsstyreformand heller ikke anfægtet med sit udspil. Derfor skal man i København tage positivt imod det.
I denne sag har det vist sig, at der er betydeligt flere globale visioner i Nuuk end på Asiatisk Plads i København. Det skylder vi den grønlandske landsstyreformand tak og respekt for.