Fremad - eller hva'

Vi kan jo altid tjene nogle penge på, at turisterne kommer op og kigger på os og ser vore nationaldragter, hundeslæder og kajakker som et levende frilandsmuseum - et folk, der lever af overførselsindkomster fra Danmark.

Søndag d. 12. oktober 1997
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Hele samfundet ligger i øjeblikket stille, afventende hvilken vej vi skal gå. Er vi på vej mod øget liberalisering, markedsøkonomi, privatisering, afskaffelse af ensprissystemet, omkostningerne ned, eller er vi ved at vende kajakken mod højere offentlige tilskud til alt og alle. Er vi på vej tilbage til "ta’ sæl bordet", det offentlige, der bestemmer det hele, og politikere som køber sig fred og ro og stemmer med store offentlige tilskud. Udviklingen den kommende tid er afgørende for hvilken vej, Grønland vælger. Vi står midt i suppedasen, hvor den letteste udvej er at bede om flere penge i Danmark til en infrastruktur, som vi selv har bedt om at få ansvaret for. Vi fik opgaverne på nogle elendige vilkår, men de bedst opnåelige. Og vi har accepteret disse vilkår vel vidende, at de ikke var optimale. Men vi havde så travlt med at overtage områderne, at vi hellere ville overtage dem på de givne vilkår, end fortsat leve med statens overformynderi. Staten slap for renoveringerne ved at sende sorteper videre til Hjemmestyret med de penge, som det på daværende tidspunkt kostede staten at løse opgaverne. Alle vidste, at der ikke var afsat penge til renoveringer. Og at det for eksempel var nogle elendige boliger, Hjemmestyret overtog den 1. januar 1987. Men protester hjalp ikke og krav om penge til renovering lyttede man ikke til i Danmark. Alligevel besluttede hjemmestyret at overtage ansvaret. Så kan vi ikke her ti år efter komme tilbage og bede om flere penge med en undskyldning om, at vi desværre heller ikke har fået afsat midler til renovering. Vi kan heller ikke tillade os at klage over mangelen på dansk arbejdskraft i sundhedssektoren og uddannelsessektoren, og bede om hjælp til at løse de problemer, for vi har selv indført reglerne, der gør, at danskere ikke vil herop. Vi har selv afskaffet den årlige feriefrirejse for tilkaldte, og vi har selv krævet tre års kontrakter i stedet for to-årige. Det er også vor egen skyld, at vi mangler håndværkere, for vi havde så travlt med at fastholde det grønlandske sprog, at vi glemte, at hvis de unge mennesker, som voksede op her i landet i 80'erne ikke også lærte dansk, så kunne de ikke få en uddannelse ud over folkeskolen. Vi ligger, som vi har redt, og vi må selv sørge for at komme ud af problemerne. Det er såmænd også sundt nok Men den eneste vej ud af problemerne er, at vi lærer at tage ansvaret for vort eget liv og lader være med at tro, at det offentlige med dansk arbejdskraft skal komme og hjælpe os eller i sidste ende, at Danmark skal komme og hjælpe os. Vi må skabe de bedst mulige vilkår for erhvervsudvikling, og der er kun fire veje frem, uddannelse, bedre infrastruktur, ned med omkostningerne, samtidig med at vi skaber det bedst mulige investeringsklima. Det hele hænger sammen. Det paradoksale er, at alle politikere udmærket ved, hvad der skal til, men de gør ikke noget. Det er meget lettere at forære fiskeren en båd på det offentliges regning end kræve, han skal spare op til den. Så længe holdningen er, at landskassen bare er et "ta’ sæl bord" for de, der råber højst eller er gode venner med politikerne, kommer vi ikke et skridt videre. Folk føler ikke noget ansvar for eget liv, for det er jo alligevel Hjemmestyret, der bestemmer og nok skal løse alle problemerne. Hjemmestyret betaler uddannelsen, boligen, båden, lægen, tandlægen, alderdomshjemmet. Vi behøver ikke selv løfte en finger, men bare kræve at ville bo der eller der, uanset om der er noget at leve af eller ej. Vi kan jo altid tjene nogle penge på, at turisterne kommer op og kigger på os og ser vore nationaldragter, hundeslæder og kajakker som et levende frilandsmuseum - et folk, der lever af overførselsindkomster fra Danmark. Hvad nu, hvis vi prøver noget nyt og sætter en ære i at klare os selv og knokler røven ud af bukserne for at overleve. Vi kan ikke klare os ved at hænge fast i nostalgien, vi kan kun klare os ved at hænge fast på udviklingen omkring os og leve op til de krav den stiller. Under åbningsdebatten i Landstinget pegede Atassut påen af vejene for at skabe et bedre investeringsklima, men desværre har vi ikke fået en eneste reaktion fra de øvrige partier eller fra det ansvarlige landsstyremedlem. Peter Grønvold Samuelsen er ved at liberalisere flytrafikken og skibstrafikken og satser på fortsat at sænke teletaksterne. Mikael Petersen er forhåbentlig igang med at sikre både lavere energitakster, og at energiforsyningen fungerer. Og Jonathan Motzfeldt lover at gørenoget ved uddannelserne - for han ved ikke hvad Konrad Steenholdt vil. Forhåbentlig går det i retning af at sikre, at de unge mennesker kan tage en uddannelse, så vi undgår at tilkalde arbejdskraft, og så vi ikke længere lider af personalemangel på de vigtige steder blandt andet på uddannelsesområdet og sundhedsområdet. Hvis vi ikke har kvalificeret personale til at uddanne de unge mennesker godt nok, får de heller ikke en uddannelse. Så det bider sig selv i halen. Men vi er stadig spændt på at få at vide om hele landsstyret er enig i politikken. Atassut har meldt klart ud, hvad der skal til for at skabe et bedre investerings- og erhvervsklima i Grønland. Men Atassut sidder ikke på magten. Hvad mon Siumut mener, efter der er kommet ny partiformand og landsstyreformand? Erhvervslivet, der skal være med til at skabe grundlaget for den ønskede øgede selvstændighed, ved endnu ikke, hvilken vej vinden blæser.