Golfbane i døgndrift
Kommunalbestyrelsen i Nuuk har i enighed besluttet sig for, at byen skal have en golfbane. Banen vil få ni huller og koster 4.200.000 kroner.
Onsdag d. 3. december 1997
Nuuk Ugeavis
Emnekreds:
Sociale spørgsmål
,
Økonomi
.
Kommunalbestyrelsen i Nuuk har i enighed besluttet sig for, at byen skal have en golfbane. Banen vil få ni huller og koster 4.200.000 kroner.
Kommunen har tildelt golfklubben et areal ved lufthavnsvejen umiddelbart efter passet mod lufthavnen.
Nuuk kommune stiller garanti for et banklån på maksimalt 825.000 afhængigt af hvor mange medlemmer Nuuk Golf kan mønstre.
Siden 1993 har Nuuk Golf været en klub og der er 80 aktive medlemmer.
Selvom der endnu ikke er en fuldt færdig bane, træner medlemmerne ugentlig i USK eller i kælderen under Hotel Hans Egede på en golfsimulator eller med slagtræning i net.
Stifterne af golfklubben og Nuuk Golf Aps. peger på, at klubben vil blive et socialt samlingspunkt og et sted hvor man kan deltage i fælles aktiviteter. Efter turen banen rundt er der mulighed for at fortsætte det sociale samvær under afslappede former.
Der vil blive træning med kvalificerede undervisere og initiativtagerne venter stor interesse fra unge spillere. De unge vil få særlige tilbud og særlige hold i juniorafdelingen, men også andre end fastboende i Nuuk kan få gavn af banen og spillet.
Rejsende, der kommer til Grønland udefra vil garanteret få noget at fortælle om derhjemme, hvis de kommer i den lyse tid, for de kan nemlig spille golf døgnet rundt.
Anpartsbane
Golfklubben vurderer at op mod 200 golfentusiaster vil tegne medlemsanparter til 5.000 kroner stykket, og foreløbig har 35 personer købt en anpart. Det er de resterende anparter kommunen garanterer for, og i takt med at nye bliver tegnet, bliver kommunens garantiforpligtelse mindre.
Den øvrige del af anlægssummen skaffer selskabet bag Nuuk Golfbane gennem banklån, fundraising og sponsoranparter.
Sponsorerne kan få lov at sponsorere flagene ved hullerne og får ret til gratis golflektioner og firmadage på banen.
Den såkaldte greenkeeper, der skal passe baneanlægget, koster 200.000 om året og bliver eventuelt kombineret, så greenkeeperen også skal passe skiliften eller andre aktiviteter i Nuuk kommune. Dermed begrænser Nuuk Golf de årlige omkostninger ved banen, der får eget klubhus og maskinpark.