Vi skal have en bedre folkeskole

Der må spares andre steder og det kan som nævnt være på vore egne uddannelser, som de unge lige så godt kan tage i Danmark.

Fredag d. 24. april 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Uddannelse.

Vi skal have en folkeskole, der forbereder ungdommen på de uddannelser, der er nødvendige, for at Grønland kan styre sig selv. Det er alfa og omega, hvis det overordnede mål er mere selvstyre og større uafhængighed af Danmark. Det lyder måske som en modsigelse, men det betyder, at eleverne skal lære mere og bedre dansk, engelsk og tysk, for det er forudsætningen for at læse videre.

Det betyder, at vi skal have en bedre folkeskole. Lærerne skal være bedre og der skal være mere disciplin i skolerne. Både lærere og elever skal møde til tiden. Eleverne skal ikke spises af med vikarer og uuddannede timelærere, der viser videofilm, fordi de faste lærere skal alt muligt andet. Skolerne skal sættes i stand og være et inspirerende miljø for lærere og elever. Der skal være tilstrækkelige, gode undervisningsmaterialer og faglokaler. Skolernes edb-område skal udbygges og så videre. Med den folkeskole, vi har i dag, svigter vi ungdommen, og vi får ikke løst problemet omkring tilkaldt arbejdskraft de første mange år.

Det har vi ikke råd til, vil man sikkert sige. Men har vi råd til at lade være? Det er dyrt at tilkalde arbejdskraft. Det er dyrt at tilkalde vikarer, som er her nogle få måneder. Derfor må vi finde pengene på nogle af vore egne dyre videregående uddannelser, som vi kan få gratis i Danmark. Mange unge vil hellere end gerne til Danmark og læse videre, og jo bedre deres folkeskolebaggrund er, jo bedre vil de klare en uddannelse i Danmark.

En bedre folkeskole har noget med gode lærerkræfter at gøre, og dem får vi kun, hvis vi vil betale for dem. I disse år, hvor der er mangel på lærere i Danmark, er der tale om markedskræfternes frie spil. Det er klart, at lærerne går derhen, hvor de får de bedste løn- og ansættelsesvilkår.

Vi kommer derfor ikke uden om, at lærerne skal have mere i løn. Det er personaledirektoratet, der forhandler løn- og ansættelsesvilkår, og dette direktorat giver ikke mere i løn end andre har fået, for så kommer alle de andre personaleorganisationer og kræver det samme, ligesom SIKs formand vil stille på landsstyreformandens kontor og bede om en forklaring.

Spørgsmålet er om Direktoratet for Kultur og Uddannelse og Kirke skal forhandle med lærerne med personaledirektoratet på sidelinien.

Det er lidt urimeligt, at klandre Konrad Steenholdt for situationen, når vi ved, at folkeskolen har været misligeholdt siden hjemmestyrets indførelse, og at det er et andet direktorater, som har forhandlet løn- og arbejdsvilkår. Men spørgsmålet er selvfølgelig, hvor længe han kan være såkaldt politisk ansvarlig for et område, som er kørt i sænk.

Med hensyn til lærernes løn- og ansættelsesvilkår må vi klandre den grønlandske forhandlingsorganisation, og i dette tilfælde NAK for ikke at have varetaget sine medlemmers interesser godt nok. PIPerne er åbenbart også utilfredse, siden de har meldt sig ud af NAK og nu selv vil danne en forhandlingsorganisation for alle overenskomstansatte. Det tyder på, at der har været alt for stor politisk indflydelse på NAKs ledelse, og at organisationen har vretaget andre interesser end medlemmernes.

Sundhedsdirektoratet har stor indflydelse, når der forhandles overenskomst med lægerne. Her har man ikke noget imod at forhandle med en dansk organisation, der endda har opnået skjulte fordele med mere efteruddannelse, således at man faktisk får en årlig feriefrirejse. Men når det drejer sig om lærere kræver man, at det skal være en grønlandsk forhandlingsorganisation. Det er noget selvmodsigende.

Det er klart at Danmarks Lærerforening står fast. Organisationen kan selvfølgelig ikke leve med, at medlemmerne ikke har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Her kunne NAK lære noget.

Vi står i en situation, hvor det er dumt at være stædige. Det har vi ikke råd til.

Derfor vil vi på det kraftigste opfordre landsstyret til at sætte sig til forhandlingsbordet med Danmarks Lærerforening. Folkeskolen bliver dyrere, men så må vi prioritere, og det er jo, hvad politik drejer sig om.

Der må spares andre steder og det kan som nævnt være på vore egne uddannelser, som de unge lige så godt kan tage i Danmark. Det er jo interessant at se, at når det drejer sig om politikerne selv, bliver der ikke sparet, men når det drejer sig om vore børns og nationens fremtid, spares der. Der er ikke mange visioner i den politik.

Derfor udnyt de gratis uddannelsesmuligheder i Danmark. Skab nogle grønlandske miljøer og byg eventuelt grønlandske kollegier i uddannelsesbyerne med gode erhvervs- og uddannelsesvejledere, der kan hjælpe de unge mennesker, som vil uddanne sig til at kunne overtage de tilkaldtes arbejde.

Når den politik er gennemført, kan vi skabe vore egne videregående uddannelser.