Redegørelse om regionalisering - en mindretalsudtalelse

Anbefalingerne vil allerede på ret kort sigt medføre en eksplosion i udgifterne til de sekundære sundhedsydelser, samtidig med at den primære sundhedstjenestes service direkte afsmalnes med betænkelige forringelser til følge.

Torsdag d. 30. april 1998
Lars Mosgaard
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Tak for muligheden for at komme med en mindretalsudtalelse til den redegørelse om regionaliseringen af det grønlandske sundhedsvæsen, som skal forelægges SKU.

Med udgangspunkt i redegørelsens præmisser, dvs. de indledende bemærkninger og beskrivelser, vil jeg tillade mig at fremføre - og begrænse mig til - følgende synspunkter:

1. Redegørelsens forslag vil utvivlsomt fremme såvel kvaliteten som en række nye muligheder for udvikling og dynamik, hvad angår den sekundære sundhedstjeneste, men på bekostning af den primære sundhedstjeneste. Finanseringen af disse tiltag tænkes nemlig at kunne ske ved at flytte ressourcer, især normeringer og de dermed allokerede lønudgifter fra den primære sundhedstjeneste til den sekundære sundhedstjeneste (kap. 7.0 og kap. 10.1),

Den udvikling og dynamik i behandlingstilbuddene og deres kvalitet, som regionaliseringen vil skabe, vil medføre en tilsvarende dynamik i udviklingen af sundhedsvæsenets udgifter ud over de ressourcer, som lediggøres ved de ovennævnte indskrænkninger i distrikterne bortset fra basisdistrikterne (dem med basissygehusene). Anbefalingerne vil allerede på ret kort sigt medføre en eksplosion i udgifterne til de sekundære sundhedsydelser, samtidig med at den primære sundhedstjenestes service direkte afsmalnes med betænkelige forringelser til følge. Dette vil i anden omgang forstærke presset på den sekundære sundhedssektor.

Der er i konsekvensberegningerne af regionaliseringen ikke taget højde for denne udvikling i udgifterne til det sekundære sundhedssystem

Det nuværende grønlandske sundhedsvæsens struktur, som i de enkelte distrikter tilgodeser en ret høj normering til varetagelse af døgnberedskabet, er tillige forudsætningen for, at der i distriktet findes et passende antal personer med forskellig sundhedsfaglig indgangsvinkel, så at vi kan tilbyde patienterne og borgerne en normalservice, bestående af et varieret sundhedstjenestetilbud (ved læge, jordemoder, sygeplejerske, sundhedsplejerske, hjemmesygeplejerske, laborant, forebyggelse etc.).

Skal vi give afkald på det, der i mine øjne i princippet er verdens bedste primære sundhedssystem - og det lige netop på grund af de særlige grønlandske lorhold - skal vi forsøge at få det næstbedste i stedet for og ikke noget langt nede i rækken.

En god og velfungerende primær sundhedsseklor er givetvis det stærkeste værn, vi har mod en overophedning i den sekundære sundhedssektor.

2. Anbefalingerne undlader en passus om sikring af befolkningens mulighed for at deltage i drøftelserne omkring regionaliseringen og dennes følgevirkninger.

Indtil videre er det kun fagfolk, teknokrater, administratorer og politikere, som involveres, mens brugerne, dvs. patienterne og borgerne og lokalsamfundet, i følge anbefalingerne ikke er sikret nogen medindflydelse.

Jeg har mødt frustration fra adskillige sider over ikke at blive involveret og kan nævne kommunalbestyrelsen med borgmesteren i spidsen, sundhedsnævnet, de lokale partiforeninger for de to store partier og en række borgere.

En sundhedsreformkommission eller noget lignende vil kunne sikre borgernes medindflydelse i processen og i forbindelse hermed befordre deres muligheder for at forstå nødvendigheden af forandringerne.

Konklusion (resume)
Jeg vil nøjes med at komme med 2 mindretalsbemærkninger til redegørelsens anbefalinger omkring sundhedsvæsenets regionalisering:

A. Der må på forhånd gøres mere ud af al sikre, at den primære sundhedstjeneste også i fremtiden vil kunne fungere med det udbud af kvalitetsydelser i den varietet, som man må kunne forvente i et moderne og ret højt udviklet samfund, der har velfærdsmodellen som forbillede.

B. Den folkelige indflydelse omkring processen i forbindelse med regionaliseringen må sikres.

Jeg går ud fra, at punkterne A. og B. medtages som mindretalssynspunkt med bilag af præmisserne 1. og 2.