Befolkningen har opgivet at protestere

Hvis sygeplejersker skal vælge mellem ophold i Grønland, Norge, Sverige eller mere eksotiske himmelstrøg som eksempelvis Saudi Arabien og Kuwait, så falder valget i øjeblikket desværre - men af gode grunde - meget sjældent på Grønland.

Fredag d. 7. august 1998
Karna Jokumsen
Emnekreds: Løn og overenskomster, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Sådan er situationen
Lønforskelle
Dårlige forhold løses ikke
Personaleboliger
Ond cirkel
Dyre korttidsansatte
Til grin
Sundhedsmål er floskler
Katastrofal situation


Det er utroligt, hvad man som borger i dette samfund finder sig i uden at drage de ansvarlige politikere til ansvar. Alle taler om problemerne, men ingen gør noget seriøst for at sikre befolkningen en kvalificeret sundhedsservice og den nødvendige bemanding med faglært personale til at opfylde de sundhedspolitiske mål.

Sådan er situationen
Manglen på sygeplejersker er markant.
  • I Nanortalik er der en fastansat og to korttidsansatte sygeplejersker ud af seks stillinger.
  • Paamiut har ingen fastansatte, kun to korttidsansatte sygeplejersker ud af seks stillinger og ingen læge.
  • Maniitsoq har kun fem fastansatte og syv korttidsansatte sygeplejersker ud af 12 stillinger.
  • Upernavik har fire kort-tidsansatte sygeplejersker. De rejser allesammen l. september 1998.
  • I sundhedsdistrikterne er der 135 normerede stillinger. I øjeblikket er der 81 fastansatte sygeplejersker, 33 korttidsvikarer, mens hele 21 stillinger er ubesatte.
  • Ved Dronning Ingrids Hospital er der 105 normerede stillinger. I øjeblikket er der 54 fastansatte sygeplejersker, 41 korttidsvikarer, mens 10 stillinger er ubesatte.
Det vil sige, at kun lidt mere end halvdelen af stillingerne er besat med fastansatte sygeplejersker, som er en forudsætning for god og løbende kvalificeret sygepleje samt den faglige udvikling.

Politikerne flygter fra ansvaret. Peqqissaasut Kattuffiat og andre faglige organisationer har i årevis dokumenteret problemerne med manglende fastansættelser, det stigende antal korttidsansættelser samt de flere og flere ubesatte stillinger. Vi har også fortalt politikerne hvorfor.

Landsstyret fører en løndæmpende politik for at forbedre konkurrenceevnen i forhold til udlandet. Man anerkender ikke, at den store lønforskel i forhold til de lande, hvor man kan rekruttere fra, er et problem og det helt afgørende parameter, når man skal sælge sin arbejdskraft.

En ting er sikkert: Grønland kan hverken konkurrere på kvalitet eller på de nødvendige lønninger, i forhold til de lande, som vi normalt sammenligner os med, og hvorfra sygeplejerskerne skal rekrutteres.

Lønforskelle
For sygeplejerskernes vedkommende er der en lønforskel på mellem små 4.000 og til 8.000 kr. pr. måned afhængig af arbejdsopgaverne.

Hvem vil søge ansættelse i et andet land og gå ned i løn? Det er der ikke mange, som vil.

Det er klart dokumenteret, at Grønland siden hjemtagelsen af sundhedsvæsenet på intet tidspunkt har været bare i nærheden af at kunne rekruttere og fastholde godt 240 sygeplejersker. Og 240 sygeplejersker kan vel næppe betragtes som et skræmmende stort tal.

Det er min mening, at det grønlandske sundhedsvæsen til enhver tid burde kunne opvise en ansættelsesfrekvens, som står i overensstemmelse med de normerede stillinger. Men det kan naturligvis kun lade sig gøre, hvis alle ansvarlige politikere tager rekrutteringsproblemet - og befolkningens helbredsmæssige stand - alvorligt.

Dårlige forhold løses ikke
Peqqissaasut Kattuffiat orienterer naturligvis faglige personaleorganisationer udenfor Grønland om lønvilkårene, så vi fælles kan vejlede vores medlemmer om de faktiske forhold, når de overvejer at tage ophold udenfor hjemlandet.

Hvis sygeplejersker skal vælge mellem ophold i Grønland, Norge, Sverige eller mere eksotiske himmelstrøg som eksempelvis Saudi Arabien og Kuwait, så falder valget i øjeblikket desværre - men af gode grunde - meget sjældent på Grønland.

Personaleboliger
Landsstyret ser heller ikke den katastrofale mangel på bl.a. personaleboliger som et problem, der skal løses her og nu. De accepterer ikke, at boligproblemet er af et sådant omfang, at man i den offentlige sektor ikke kan rekruttere fastansatte. Nej, man afventer en udtalelse fra et udvalg på et problem, som alle har kendt i årevis - uden at løse det.

Hvem vil søge fastansættelse i en by, hvor man ikke kan få en bolig, men skal bo i skiftende boliger i månedsvis, herefter i "fast vacantbolig" indtil man efter 9-12 måneder endelig anvises fast bolig? Det er der ikke mange som vil.

Når Peqqissaasut Kattuffiat orienterer potentielle ansøgere om boligsituationen, anbefaler vi dem nøje overveje, om det er en situation, de vil bringes i, eller om de først skal tiltræde stillingen 9-12 måneder ud i fremtiden, når boligen står klar. Mange foretrækker ikke at tage stillingen.

De ønsker ikke at vente på en ny stilling i op til et år, når de uden problemer kan få bolig med kort varsel i andre lande og så oven i købet til en langt bedre løn.

De ønsker ikke boligmæssige problemer samtidig med, at de skal arbejde så meget på grund af den nuværende underbemanding.

For at rekruttere fastansatte er det en forudsætning, at boligen som ramme for et godt familie- og fritidsliv "er på plads".

Ond cirkel
I øjeblikket er vi inde i en ond cirkel med lav løn, utidsvarende bolig- og arbejdsvilkår, som kun de færreste vil acceptere.

Sygeplejerskernes forventer at deres arbejde er spændende, alsidigt, udviklende fagligt og personligt, at man har dygtige kolleger som sparringpartnere, og at man har mulighed for et aktivt fritidsliv med tid til familie og venner.

Disse forventninger kan sundhedsvæsenet de færreste steder leve op til. Mange vagter, meget overarbejde, mistede fridage og stigende arbejdsbyrde generelt. Det bliver krydret med udvidede arbejdsopgaver på grund af hjemtagning af nye områder, den markante og tiltagende mangel på faglært personale iøvrigt det være sig læger, jordemødre, laboranter, sundhedsmedhjælpere, med flere.

Dyre korttidsansatte
De mange korttidsansatte/vikarer skal introduceres. Det kræver mange ressourcer, giver manglende kontinuitet og begrænser udviklingen i sundhedsvæsenet og hos den enkelte.

Korttidsansatte kan ikke undværes. For uden dem, var kun 134 ud af de i alt 241 stillinger besatte, men de må være at betragte som nødløsninger, som ikke bør accepteres på længere sigt.

Hertil kommer at sundhedsvæsenet i stigende grad gør brug af vikarbureausygeplejersker. De aflønnes med danske lønninger, har fri bolig og i tilgift får de en "præmie" på 5.000 kr. pr. mdr. for at arbejde her i landet.

Til grin
De fastansatte sygeplejersker føler sig - ikke uden grund - til grin. Det er jo dem, som er "grundpillerne" i plejen og trækker det store læs i hverdagen.

Hvorfor vil Landsstyret ikke honorere denne indsats fremfor at bruge pengene på vikarbureauansatte, hvor ejerne også skal have en del af kagen.

Det forekommer ikke rimeligt.

Peqqissaasut Kattuffiat sagde ved forhandlingerne i 1997, at man, med de lønstigninger Landsstyret var interesseret i at give, kun kunne håbe på en forbedring.

Peqqissaasut Kattuffiat stillede sig faktisk meget tvivlende på de forbedrede rekrutterings- og fastholdelsesmuligheder, som Landsstyretområdet for økonomiske anliggende og boliger kunne få øje på. Og vores tvivl har vist sig at være begrundet.

Det bliver sværere og sværere at skaffe sygeplejersker, og det bliver bestemt ikke bedre i 1999, hvor der igen forhandles løn i Danmark.

Sundhedsmål er floskler
Det er svært at skaffe sygeplejersker nok i alle de nordiske lande med disse mange negative sider af en fastansættelse i Grønland. Hvordan havde Landsstyret så tænkt sig at leve op til de sundhedspolitiske mål?

Er målene igen bare fine ord og floskler?

Med tillidsposterne som Landsstyremedlem følger magt. Det kræver beslutningsevne og -vilje. Man må tage ansvar - kunne sige ja eller sige nej.

Problemet er blot, at politikere praktisk taget aldrig siger ja eller nej. De fortæller om deres gode hensigter.

Gode hensigter ændrer ikke tingenes tilstand, men det gør handling! Befolkningen kan med rette forvente, at Landsstyret lever op til valgløfterne.?

Katastrofal situation
Personalesituationen på sundhedsområdet er katastrofal og kræver handling her og nu inden hele distrikter står uden læger. og sygeplejersker - påtag jer jeres ansvar!

Det er på tide at trække i arbejdstøjet. Alle ved, at vi ikke har råd til det hele på en gang. En løsning kræver prioritering og planlægning på både kort og langt sigt. Men først og fremmest kræver det at man tager en beslutning fremfor at udskyde det hele til efter valget.

Lad dog vælgerne vide, hvilke sundhedspolitiske målsætninger og strategier I går til valg på.

Lad også vælgerne vide, om I selv synes, det er gået rigtig godt inden for området i den valgperiode, som snart rinder ud.