Fordelingen af rensdyr

FØRST OG FREMMEST er rensdyrjagten dog en oplevelse, og erhvervsjægernes fortrinsstilling er på den baggrund ikke rimelig. Kulturelt har alle krav på lige adgang til jagten, og forskelsbehandlingen af borgerne er en af årsagerne til den megen utilfredshed med fordelingen af dyr.

Torsdag d. 13. august 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Jagt, Kultur og samfund.

RENSDYRJAGT ER et emne, der kan sætte sindene i bevægelse, og det er nemt nok at forstå for dem, der gennem hele livet hvert år har set frem til rensdyrjagten som et af årets afgjorte højdepunkter. Rensdyrjagt er nemlig en oplevelse, der går langt ud over selve jagthandlingen. For mange mennesker er det er en social og rekreativ begivenhed, som er med til at styrke familiebåndene og give livet et indhold, der rækker langt ud over selve jagtsæsonen. Der er altså noget på spil, når licenserne udloddes, og det er af stor betydning, at fordelingen af rensdyr sker retfærdigt og tilgodeser så mange borgere som muligt. Og det er naturligvis det, man forsøger. Der er bare nogle grundlæggende forudsætninger, som ikke passer. For det første tilgodeses først og fremmest fangerne, for hvem rensdyrjagten regnes for at være et erhverv - altså en forretning, der kan tjenes penge på. Fangerne får derfor forlods 75 procent af kvoten og fri-tidsjægerne 25 procent. Er det retfærdigt? Det afhænger naturligvis af, hvordan man ser på det. Hvis fangsten af rensdyr virkelig er et erhverv, der giver et væsenligt bidrag til den pågældende families indkomst i jagtperioden, så er det naturligvis et argument for at tilgodese fangerne. Mange steder i Grønland er der mange fangere og få rensdyr. En tildeling af et eller to dyr til en fanger er ikke nogen god forretning. Det er ren og skær tilsætning. Underskud. For dem er jagten en oplevelse, som for vi andre. I Nuuk er det helt anderledes. Her er der forholdsvis få fangere til temmelig mange dyr. Der er opgjort 117 fangere, og de har delt 844 vildrener. Det kan godt blive til penge, et sted mellem 25.000 og 50.000 kroner pr. fanger, hvilket naturligvis kommer til at fremgå af fangernes selvangivelser. I Nuuk fik fangerne desuden to rensdyr hver fra det tidligere tamrensområde. I alt blev det til 9-10 dyr pr. fanger til en samlet salgsværdi på op mod 60.000 kroner. Men skal en stærkt begrænset rensdy-rjagt gøres til genstand for erhvervsjagt? Hvad er for eksempel den kulturelle baggrund for, at erhvervsfangerne skal have fortrinsret? Den fri jagt i Grønland har altid behandlet alle lige. FØRST OG FREMMEST er rensdyrjagten dog en oplevelse, og erhvervsjægernes fortrinsstilling er på den baggrund ikke rimelig. Kulturelt har alle krav på lige adgang til jagten, og forskelsbehandlingen af borgerne er en af årsagerne til den megen utilfredshed med fordelingen af dyr. En anden ting er så, om fritidsjægernes del af kvoten fordeles retfærdigt. Her er reglen, at alle hvert år kan søge, hvorefter der trækkes lod. Nogle er heldige. Andre er ikke. Er det så retfærdigt? Det kommer igen an på, hvordan man ser på det. Ser man isoleret på et år, så er det retfærdigt og ligetil. Men ser man på det over en årrække, så kan der være fritidsjægere, der i mange år er uheldige med lodtrækningen, mens nogle kan være heldige og "vinde" en rensdyr hvert år. Det er naturligvis ikke retfærdigt, og derfor bør tildelingen af dyr ses over en årrække. Det er et princip, man kender fra andre områder - for eksempel ved tildelingen af kommunale ferierejsetilskud, som ikke kan søges hvert år. EN OPLEVELSE af rensdyrjagten som en social og kulturel naturoplevelse har klart nok med traditioner og levevis at gøre. Derfor oplever mange af de uheldige fritidsjægere det som dødeligt uretfærdigt, at tilkaldte danskere kan få tildelt et rensdyr samme år, de kommer til landet. Er den tildeling retfærdig? Også det kommer naturligvis an på, hvilke briller man har på. Der er ikke noget at sige til, at familier, der har været vant til at tage på rensdyrjagt hvert år, og for hvem tilværelsen er væsentlig anderledes uden den årlige jagttur, føler sig trådt over tæerne, når de bliver skubbet ud af en tilkaldt. Men netop fordi vi forlanger, at tilkaldte så vidt muligt skal integreres i samfundet have samrhe løn, betale samme skat, stå i samme kø i børneinstitutioner og så videre - så må vi også give samme ret til rensdyr. Alt andet ville være forskelsbehandling. Og det er der som bekendt en lov imod. Læs også: Klage over Rensdyrlicenstildelingsmetoden Som lovgivere må vi lære at beherske os