Vanskelig beslutning

Valget står mellem et bolig- og renoveringsbehov, som det med lokal indsats alene er svært at se nogen ende på, men som med tilkaldt arbejdskraft vil kunne imødekommes relativt hurtigt. Hvis det stilles meget firkantet op. Det er nemlig også muligt at kombinere de to modeller.

Tirsdag d. 18. august 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger.

VI SKAL BESTEMME, i hvor stort omfang, Grønland selv skal deltage i de kommende års byggeri og i det omfattende renoveringsarbejde, der nu skal igangsættes. Den beslutning er nemlig afgørende for, hvornår boligproblemet er løst, og hvor hurtigt renoveringen inden for boligområdet, sundhedsvæsenet og folkeskolen kan gennemføres. Landsstyremedlem Daniel Skifte mener, vi skal "klappe hesten". Han har tidligere sagt til AG, at Grønland kan magte anlægs-og renoveringsopgaver for cirka 600 millioner kroner om året, og det må vi nøjes med. Vi skal ikke igen tilkalde bygningshåndværkere i stort tal. Der skal ikke bygges flere håndværkerbarakker, siger han, og vi skal undgå al den nød og elendighed, som de mange socialt og kulturelt uengagerede korttidsansatte håndværkere i 50'erne og 60'erne var med til at indføre. Men, hvad skal vi så? Nogle år frem er en væsentlig del af anlæg og renovering stadig lufthavne, og det bliver småt med byggeri og renovering. Men opgaverne er meget omfattende. Til renovering alene skal der afsættes mere end to en halv milliard, og med den grønlandske kapacitet, landsstyret ønsker at nøjes med, tager renoveringen alene fem år. Hertil kommer boligproblemet, som kunne begrunde byggeri for et tilsvarende beløb. Det vil sige, at den grønlandske kapacitet - sådan som landsstyret gør det op - vil være fuldt beskæftiget de næste 10 år med at imødekomme det helt aktuelle behov - hvis der kan skaffes penge til det. Sagt på en anden måde: Det har lange udsigter med at få bygget og renoveret. FARTEN PÅ byggeriet kan altså bestemmes ud fra et ønske om at få bolig- og renoveringsproblemerne løst i en ruf med tilkaldt arbejdskraft eller ud fra ønsket om, at vi nok skal klare paragrafferne selv. Det er en meget vanskelig beslutning. Boligproblemet er så påtrængende, at det lammer snart sagt alle samfundsområder. Det påvirker resultaterne i folkeskolen, på uddannelsesområdet og på arbejdspladserne. Og så længe boligproblemerne ikke er løst, halter det overalt - ikke mindst på det social område. Men beskæftigelsen er også vigtig. Det er vigtigt, at vi selv engageres i udviklingen i stedet for at stå som tilskuere, sådan som det skete i halvtredserne og tresserne. Valget står mellem et bolig- og renoveringsbehov, som det med lokal indsats alene er svært at se nogen ende på, men som med tilkaldt arbejdskraft vil kunne imødekommes relativt hurtigt. Hvis det stilles meget firkantet op. Det er nemlig også muligt at kombinere de to modeller. Men det er politikernes valg, og de bliver nødt til at træffe det hurtigst muligt. Uden sentimentalitet og udenomssnak. De må veje behovet for byggeri og renovering mod hensynet til grønlandsk beskæftigelse og erhvervsliv og finde en løsning, Grønland som helhed kan vare tilfreds med. RENOVERING OG BYGGERI er noget, der gerne skulle fortsætte i al evighed. Og det kommer de til helt af sig selv, med mindre det stopper, fordi vi ingen penge har. Imidlertid er der opstået en pukkel, hvis afvikling ikke uden videre kan løses med en naturlig grønlandsk kapacitet indenfor byggebranchen. Derfor kan det godt blive nødvendigt at skaffe arbejdskraft udefra, enten det bliver i grønlandsk regi eller i fremmed. Bygge- og renoveringsprogrammet er så omfattende, at det godt kan komme til at gå, som Daniel Skifte frygter. Han er nemlig også bange for en overophedet byggebranche, hvor priserne tager på himmelflugt på grund af efterspørgslen. At han så med alt for lav byggeaktivitet holder priserne kunstigt nede er en anden sag. Det er muligt, at det ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt er bedst at få fremmede til at udføre den del af opgaven, som vi får ekstraordinære tilskud fra staten til at løse. Påvirkningen fra "kunstig" kapital har nemlig den negative virkning, at vi får skabt en kapacitet og en omsætning, som ikke holder på længere sigt. Det skaber på en gang et forceret forbrug og fører på et tidspunkt til et indtjeningsmæssigt vakuum, som fører nød og elendighed med sig. Nu er den milliard, vi håber at få fra staten næppe nok til at skabe de helt store symptomer af "Hollændersygen", men vi har gennem bloktilskuddet i forvejen nok af den slags påvirkninger og kunne derfor godt lægge netop statens andel af renovering (eller et tilsvarende byggeri) ud til at tilkaldte virksomheder. Herved får vi tillige imødekommet en væsentlig del af boligbehovet så nogenlunde hurtigt.