Manglende ledelse i sundhedsvæsenet

Vi må nødvendigvis også gøre op med at så godt som alle sundhedsydelser er gratis. Det er de jo ikke i virkeligheden. Vi har i dag en meget forvænt befolkning, for hvem systemet mere eller mindre er et tag-selv-bord. Dette bevirker, at alle små dagligdags skavanker, som vil gå over af sig selv, skal ses af en sundhedsfaglig person og helst en læge.

Fredag d. 21. august 1998
Ove Rosing Olsen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

For næsten to år siden begik jeg en artikel her i bladet med en mening om, at sundhedsvæsenet i Grønland nu må lægges i egne organisatoriske rammer med egen ledelse og at sundhedsvæsenets bevillinger kunne anvendes langt mere målrettet end tilfældet var dengang. Siden er der så vidt jeg ved ikke sket noget omkring organisationsudviklingen indenfor sundhedsvæsenet. Man har udført den ene brandslukningsøvelse efter den anden. Der er kastet det ene luftkastel op i luften efter det andet, som skal holde opinionen i ro. Landstinget er blevet spist af med et par rapporter uden reelt indhold og uden følger i form af politik eller mål. Tingene har fået lov til at udvikle sig til det værre. Forbruget af penge til sundhedsvæsenet er tiltaget betydeligt. Ventelisterne er steget fra 1400 i 1995 til nu vel omkring de 3000. Sundhedstilstanden er generelt begyndt at blive dårligere igen. Folk har fået det indtryk, at de bare kan bruge uhæmmet af sundhedsydelser og får ingen krav om egen aktivitet og eget ansvar. Forsøg på dialog med landsledelsen fra sundhedsvæsenets lokale ledere bliver ikke taget alvorligt eller besvaret. Vi, de faste folk i sundhedsvæsenet, påtager os mere og mere ansvar og arbejde. Vi begynder at misunde andre mennesker, som holder normale sommerferier og fridage. Jeg plejer ellers ikke at være sortseende. Men mit indtryk af situationen er sådan. Hvis situationen var som den er beskrevet her i en hvilket som helst anden virksomhed, vil man naturligvis tænke på om der er et ledelsesmæssigt problem og om de organisatoriske rammer for virksomheden er i orden. Jeg har påpeget tidligere, at sundhedsvæsenet må betragtes som enhver anden virksomhed. Den er pålagt et krav om en produktion, som må holdes hver eneste dag. Hvis kvaliteten og effektiviteten i virksomheden forringes, ja så kommer virksomheden i krise. Den får et dårligt rygte, mangler kompetente medarbejdere og løser ikke sine opgaver. Det er det, der er sket med sundhedsvæsenet. Den har i dag ingen ledelse, såvidt man kan mærke det ude på marken, og opererer i en forældet og stiv organisationsstruktur. Der er brug for, at sundhedsvæsenets organisationsudvikling genopstartes. Det er tvingende nødvendigt, at sundhedsvæsenet får sin egen ledelsesorganisation. At den bliver en slags nettostyret hjemmestyrevirksomhed med egen ledelse, der har frihedsgrader og kompetence til at styre og udvikle sig frem. I dag er sundhedsvæsenet en tumleplads for både politikere og borgere. De har meget svingende krav og holdninger. Hvergang, der er en borger som viser sin utilfredshed med en behandling eller en politiker, der får en fiks ide, ja så kastes alt andet arbejde til side hos landsledelsen, som må arbejde for at udrede trådene og honorere de krav, som mere eller mindre tilfældigt stilles til organisationen. Ofte må også vi i de lokale ledelser bruge tid og kræfter på forhold, som ikke gavner nogen i denne verden. Det er blandt andet også derfor nødvendigt, at sundhedsvæsenet får en mere selvstændig organisatorisk placering i forhold til det politisk-administrative apparat. Med hensyn til målrettet og problemløsende anvendelse af sundhedsvæsenets ressourcer, så sker der som også tidligere postuleret en meget tilfældig anvendelse af de begrænsede ressourcer. Der er ingen mål og politik for hvilke forhold vi skal bruge penge på. Er det en bedre sundhedstilstand vi stiler efter, eller skal vi forsøge at behandle alt og alle og ofte flytte rundt på mennesker fra distrikterne eller Nuuk til Rigshospitalet, ofte uden formål eller udsigt til at man hjælper den enkelte? Skal der stadig anvendes mange penge på at beskæftige en masse mennesker, som ikke yder sundhedsfagligt arbejde? Vi har i vores distrikt i de sidste to år forsøgt at fokusere på at anvende de tilstillede midler til mere sundhedsarbejde. Vi har kunnet omstille et pengehungrende distrikt til et ressourcerigeligt distrikt, med de samme midler. Det viser lidt om, at ressourcerne har været anvendt forkert og at det kan lade sig gøre at ommøblere økonomien. Det kan også lade sig gøre i alle de andre distrikter og på D.I.H. Men som sagt må man i første omgang skabe de rigtige organisatoriske rammer og her indsætte en kompetent ledelse. Vi må nødvendigvis også gøre op med at så godt som alle sundhedsydelser er gratis. De er de jo ikke i virkeligheden.Vi har i dag en meget forvænt befolkning, for hvem systemet mere eller mindre er et tag-selv-bord. Dette bevirker, at alle små dagligdags skavanker, som vil gå over af sig selv, skal ses af en sundhedsfaglig person og helst en læge. Der sker også ofte en alt for lemfældig omgang med hjælpemidler, medicin og behandlinger. Det er dyre ting, som man må passe på. Mange føler ikke dette ansvar. De har jo ikke betalt for det og kan bare hente nyt gratis. For at man kan få sundhedsvæsenet til at fungere bedre, må også politikerne vise mod og være i stand til at stille krav til befolkningen, ikke bare i ord, men også i handling.