Vi skal snakke åbent om vore alvorlige problemer

Jeg vil til sidst sige til dem, der misbruger børn seksuelt, at jeg ikke længere tror på deres og psykologernes undskyldning om, at »grunden til, at nogle begår disse forbrydelser, er, at de selv som børn har været udsat på det samme«.

Torsdag d. 10. september 1998
Hans Peter Mørch
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

Vi grønlændere må efterhånden lære at tale åbent om vore problemer. Vi skal ikke længere stole på de folkevalgte, der bare lukker af for problemerne. Jeg vil komme ind på følgende: Alle de mange ulykkelige hændelser, der sker hvert år i Grønland, folk der volder andre skade, og ikke mindst børn og voksne kvinder, der bliver seksuelt misbrugt og mange andre ting, der bliver omtalt i aviser og andre medier. Selv om vi ikke er så mange her i landet, er det mange uhyggelige ting vi hører, og det skal vi alle i det grønlandske samfund gøre noget ved, også politikerne. Da jeg i min indledning nævnte de folkevalgte, mente jeg alle - både i landsting og kommunalbestyrelserne. De folkevalgte må efterhånden gå væk fra deres dårlige vane med at komme i medierne, når der er sket et eller andet i deres by, og for nærmest at prøve på at beskytte deres by udtaler de i medierne "Det er ikke kun i vores kommune, der sker sådanne ting, også andre kommuner oplever det". Der er endda nogle af dem, der i vrede kommer med udtalelser for at beskytte deres kommune. Landstingsmedlemmer kommer med udtalelser, bare for at blive hørt og understreger, at det sandelig også sker i andre lande. Og vi som vælgere accepterer bare deres postulater og tror på dem og holder op med at tale om begivenhederne. Kort sagt er det som om, politikerne vil sige "Luk bare øjne og ører, og lad os fortsætte med vores dårlige livsførelse". Personligt synes jeg, at de folkevalgte snart må komme væk fra denne tankegang. Hvis alle folkevalgte indrømmede, at der hele tiden sker sådanne ting, ville de vel for alvor tage fat i problemet. Jeg synes ærlig talt, at det forebyggelsesarbejde, der foregår i dag, ikke er tilstrækkeligt. Vi ved alle, at vores dårlige levevane skyldes mange årsager, og efter min mening er det vores opvækst, man skal fokusere på, og efterhånden forbedre den for andre. Vi er som forældre blevet dårligere til at opdrage vore børn. De skal fra barnsben af lære, hvad "nej" vil sige, og skal kunne acceptere at blive afvist af et medmenneske. Hvis vi ikke retter op på de forhold, jeg her har nævnt, vil mange ulykkelige hændelser forsat ske, unges selvmord, mord, vold og ikke mindst de problemer i hjemmet, der vil få indflydelse på barnets senere liv. Jeg vil til sidst sige til dem, der misbruger børn seksuelt, at jeg ikke længere tror på deres og psykologernes undskyldning om, at "grunden til, at nogle begår disse forbrydelser, er, at de selv som børn har været udsat på det samme". Hvad er det for en åndssvag undskyldning at fremkomme med, og bare bliver accepteret af offentligheden og myndighederne. Skænderne er jo selv voksne mennesker, og må ligesom alle andre mennesker have en hjerne, de kan tænke med. Jeg tror ikke et øjeblik, at de forbrydere, der misbruger børn, burde kunne slippe med den undskyldning, at de har arvet det. Det samme er med folk, der som voksne bliver misbrugere af spiritus, og det er lige så svært at forstå dem som de førnævnte, at de har arvet denne uvane. Når de som voksne får et ansvar over for deres børn, overfører de deres uvaner til deres børn, der igen skal leve med deres problemer. Hvorfor lærer vi grønlændere efterhånden ikke, at vi ikke skal få andre til at genopleve de sørgelige hændelser, vi selv har været udsat for, og tage ved lære af dem. Når vi tager uagtsom drab som eksempel, tager vi ikke ved af det og placerer fortsat skydevåben og ammunition, hvor alle kan finde dem. Det må snart være på tide, at vi lærer at gemme disse våben langt væk, hvor ingen kan se dem eller tage dem. Vi skal som grønlændere snart lære at ændre vores dårlige vaner, og vi skal lære, at vi snart skal gøre en hel del for at forhindre gentagelser, når der sker ulykkelige hændelser.