De psykisk syge svigtes

Ved Landstingets forårssamling blev det besluttet at bevilge et distriktspsykiatrisk team (også kaldet lokalpsykiatrisk) pr. januar 1999, bestående af en psykiater og en sygeplejerske. Denne beslutning fandt bifald hos mig, for jeg er stærkt tilhænger af at de psykisk syge får ordentlig hjælp, der hvor de hører til.

Fredag d. 18. september 1998
Fatuma Ali
Emnekreds: Grønlændere i Danmark, Sundhedsvæsenet.

En politibetjent udtaler sig om hashmisbruget i Grønland, en læge om sundhedsvæsenets problemer. Det jeg hæfter mig ved er, at begges meninger kommer til udtryk efter at de har forladt Grønland. Hvad er det for noget? Har de misforstået noget eller er det sådan man gør i Grønland? At man tier så længe man er her om de ting, man finder kritisable for at ikke få ørerne i maskinen? Er ytringsfriheden en by i Rusland, i Grønland? Er det ikke præcis det der kendetegner et retssamfund, at alle kan give udtryk for deres meninger, også de meninger politikerne ikke bryder sig om?

Eller handler det om, at alle kender hinanden på en eller anden led og derfor passer på at ikke træde nogen, der kender en man kender, over tæerne?

Chefdistriktslæge Lars Klenow, Qaqortoq sygehus har for nylig ytret sig om problemerne på kystsygehusene. Jeg var selv på psykiatrisk konsulentbesøg på hans sygehus her i august og kan et langt stykke ad vejen forstå hans frustrationer. Jeg var både i Qaqortoq og Narsaq, og til de to byer, der ikke har haft besøg af speciallæge i psykiatri i flere år, kunne der i alt afsættes fem arbejdsdage. Det var alt for lidt og jeg var selv dybt frustreret over det.

Jeg mødte patienter, der har fået den samme medicin i årevis, og nogle af dem kunne forlængst sættes ned i dosis eller helt undvære medicinen. Men der var også nogle, der gik ubehandlede, og den mest grelle tilfælde var en skizofren mand, der foregreb sig på sin lille datter, fordi stemmerne beordrede ham til det.

Jeg mødte en gruppe engagerede støttepersoner, der gerne vil lave et godt stykke arbejde, men som står uden psykiatrisk viden og uden vejledning i de svære sager. Manglende vejledning i det psykiatriske arbejde fører til udbrændthed, opsigelser og dermed ustabilitet og hyppige skift, hvilket er katastrofalt i behandlingen af de psykisk syge. Kontinuitet og stabilitet er nøgleordene i behandlingen med de psykisk syge.

De psykisk syge er den svageste gruppe i sundhedsvæsenet. De råber ikke op og tit finder de sig i meget fra Sundhedsvæsenets side, for eksempel ikke at tale med en psykiater i flere år.

Ved Landstingets forårssamling blev det besluttet at bevilge et distriktspsykiatrisk team (også kaldet lokalpsykiatrisk) pr. januar 1999, bestående af en psykiater og en sygeplejerske. Denne beslutning fandt bifald hos mig, for jeg er stærkt tilhænger af at de psykisk syge får ordentlig hjælp, der hvor de hører til. En indlæggelse på psykiatrisk afdeling kan i nogle tilfælde blive nødvendig, men skal ses på "som en lillebitte parentes i den psykisk syges liv" (citat af den italienske distriktspsykiater Franco Bazaglia).

Jeg har i Danmark i flere år været beskæftiget i psykiatrien uden for hospitalet og ved, at en velfungerende distriktspsykiatri kan forebygge indlæggelse.

Budgettet for 1999 foreligger og siger intet om et distriktspsykiatrisk team. Det vil sige at politiske beslutninger på Landstingsplan og reelle handlinger på Direktoratets plan ikke behøver at hænge sammen!

Landstingets efterårssamling går snart i gang og man må håbe, at der findes politikere, der interesserer sig for de psykisk syges vilkår og vil følge sagen op.

I Grønland er opgaven med at opbygge en velfungerende distriktspsykiatri forholdsvis overskuelig på grund af den relativt lille patientantal. En psykiater og en sygeplejerske udelukkende til kystsygehusene kunne sikre besøg ved hvert sygehus mindst en gang hvert halve år. Efter besøgene vil teamet efterhånden kende patienterne og dermed være i stand til telefonisk at rådgive og tage stilling til behandlingen.

Teamets opgave må udover behandlingen af de psykisk syge være undervisning og supervision af både sundhedspersonalet og støtte personerne, men også oplysning om psykisk sygdom for at skabe større forståelse og tolerance i samfundet i forhold til de psykisk syge.