Turismeselskabet fordrejer virkeligheden

Mens vi alle dagdrømmer om turismens muligheder for beskæftigelse og indtjening, er virkeligheden blevet meget påtrængende. Tal fra Grønlands Statistik viser nemlig at turismeudviklingen er ved at gå i stå.

Torsdag d. 8. oktober 1998
Elna Egede
Emnekreds: Erhverv, Turisme.

Indholdsfortegnelse:
Lav beskæftigelse
Højt mål
Overdrivelse
Gået i stå


(EE) - Hver eneste arbejdsplads, der er afledt af turismen koster skatteborgeren 225.000 kroner om året. Det er det tal både Grønlands Statistik og forfatterne til Sulisa’s bog fra i år "Mål og strategier i den grønlandske udvikling" er kommet frem til.

Desuden yder samfundet 2.000 kroner til hver eneste turist, der lander her i landet. Det er turistens andel af lands kassens tilskud til transport.

- Dertil kommer den indirekte støtte fra blandt andet hotelfinansieringsfonden samt krydssubsidieringerne af fly- og skibsbilletter.

- Set i lyset af beskæftigelseseffekten støttes hvert årsværk i branchen med over 225.000 kroner, står det i afsnittet om turisme i Sulisa's bog om Mål og strategier i den grønlandske erhvervsudvikling.

Lav beskæftigelse
Landsstyremedlem for turisme Peter Grønvold Samuelsen skriver i sin redegørelse til Landstinget, at turismen skaber godt 1500 årsværk i Grønland. 963 i de direkte erhverv og 483 i afledte erhverv. Det er beregninger fra Greenland Tourism.

Men tal fra Grønlands Statistik siger noget helt andet.

En oversigt over beskæftigelse og omsætning i erhvervslivets fire søjler i 1996, viser en estimeret beskæftigelse på 210 årsværk i turismen.

De 80 er i hotel- og restaurationsbranchen. 50 er beskæftiget med turistservice. Og resten på 80 årsværk arbejder med oplevelsesformidling og husflidsproduktion.

Tallene fra Grønlands Statistik viser også, at der er mange tilkaldte beskæftiget med turisme. 67 procent af de beskæftigede er født i Grønland. Det vil sige at en ud af tre beskæftigede er tilkaldt. Turisterhvervet har altså sandsynligvis tilkaldt 70 udefra.

Højt mål
I sin redegørelse foreslår landsstyremedlem Peter Grønvold Samuelsen, at Landstinget skal udskyde deadline for målet på 61.000 turister om året med en valutaindtjening på en halv milliard kroner. Målet kan først nås i 2008, og ikke i 2005. Forfatterne til debatbogen om erhvervsudviklingen her i landet mener, at målet på 61.000 turister ikke kan nås.

- Målet på 61.000 turister og en halv milliard i valutaindtægter er urealistisk. Det er mere realistisk at sætte tallet til 2l.000 turister.

- Hvis de økonomiske målsætninger skulle opfyldes, burde Greenland Tourism A/S’ strategioplæg allerede være ført ud i livet, hvilket ikke er tilfældet.

- En realistisk fremtidig målsætning for væksten i turismesøjlen burde vare en årlig vækst i antallet af turister på 10 procent, og en årlig valutaindtjening senest år 2005 på 250 millioner kroner med en dertil hørende beskæftigelse på 450 årsværk.

Overdrivelse
Greenland Tourism har også tilsyneladende overdrevet effekten på den fremtidige beskæftigelse i turismen. Greenland Tourism regner med, at der kan etableres mindst 2000 arbejdspladser i branchen og 1500 i afledte erhverv, når målet på 61.000 turister er nået. Debatbogen fra Sulisa tror ikke på at der kan skabes så mange arbejdspladser.

- Selvom branchen formår at tiltrække 61.000 turister årligt, vil den beskæftigelsesmæssige effekt sandsynligvis kun ligge på cirka 800 til 1000 årsværk.

- En stor del af væksten inden for turismebranchen har været baseret på en bedre udnyttelse af den allerede eksisterende kapacitet. Derfor er der ikke sandsynlighed for, at målet kan opfyldes, skriver de sagkyndige. De to af forfatterne er statistikere, mens den tredje er forsker i erhvervsudvikling.

Gået i stå
Mens vi alle dagdrømmer om turismens muligheder for beskæftigelse og indtjening, er virkeligheden blevet meget påtrængende. Tal fra Grønlands Statistik viser nemlig at turismeudviklingen er ved at gå i stå.

Turismen er dog svær at måle, dels fordi der ikke bliver lavet undersøgelser af indrejsende til Grønland, og vi ikke har en selvstændig valuta.

Det eneste håndgribelige måleapparat for turismens udvikling er den såkaldte hotelovernatningsstatistik, foruden stikprøveundersøgelser af passagerer i alle udenrigsfly.

Fra 1995 til 1997 har der været en vækst på hotelovernatninger på 8 procent. Fremgangen gælder for en stor dels vedkommende overnattende gæster fra Grønland og Danmark.

Over halvdelen af den øvrige vækst stammer fra et nyoprettet forskningscenter i Kangerlussuaq. Deres gæster overnatter på vandrehjemsniveau.

I 1997 er der endda sket et fald i overnattende gæster fra udlandet.

Hvis væksten fortsætter med samme hastighed, så er der 22.000 turister om året i 2005. I landstingets redegørelse bebuder Greenland Tourism 61.000 turister i 2008. Afstanden er stor på 22.000 turister om året i 2005 og 61.000 tre år efter. Peter Grønvold Samuelsen skal nemlig overbevise Landstinget om, at der bliver 61.000 turister om ti år.