Trafikken bør samles i et selskab

TRAFIKSTRUKTUREN ER noget af det mest sammenbiksede makværk, vi kender i dagens Grønland. Flere trafiksystemer udfører de samme opgaver parallelt, private selskaber presser på for at komme ind på markedet, og hjemmestyret giver tilskud til det hele. Det er et gennemført irrationelt system, som har en indbygget garanti for, at vi løser trafikopgaverne på den dyrest tænkelige måde.

Tirsdag d. 10. november 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Infrastruktur.

TRAFIKSTRUKTUREN ER noget af det mest sammenbiksede makværk, vi kender i dagens Grønland. Flere trafiksystemer udfører de samme opgaver parallelt, private selskaber presser på for at komme ind på markedet, og hjemmestyret giver tilskud til det hele. Det er et gennemført irrationelt system, som har en indbygget garanti for, at vi løser trafikopgaverne på den dyrest tænkelige måde
Lufthavnsvejen i Paamiut - set fra den landingsbane, der foreløbigt er udskudt i 2 år
Både skibe og fly skal have tilskud for henholdsvis at holde sig flydende og i luften, og den konkurrence, valget mellem fly og skib betyder, er mere en konkurrence om Landstingets gunst end passagerernes.

Hvad er der gået galt med trafikstrukturen?

Der er såmænd det galt, at der ikke er nogen samlet trafikpolitik. Landsstyret har spillet fallit og har ladet et komplet tostrenget trafiksystem udvikle sig helt uhæmmet. Der bygges skibe og landingsbaner side om side, og borgerne betaler, fordi hjemmestyret lader sig lokke af de respektive selskabers løfter om rationalisering og besparelser. Men hvorfor udvikler tingene sig så tilfældigt?

Det er blandt andet, fordi udviklingen på trafikområdet styres af andre end landspolitiske og samfundsøkonomiske hensyn.

I stedet lader landspolitikerne sig lede af lokalpatriotisme - eller af presset fra deres lokale vælgere. Derfor bygges der landingsbaner på de mest »mærkelige« steder, hvor trafikunderlaget ikke er til stede.

DET GLADE budskab om landingsbaner til alle, giver vælgere. Det får man i alt fald håbe, for ellers er den aktuelle trafikstruktur i Grønland vedtaget uden mening. Som trafikken er strikket sammen i dag er den nemlig en økonomisk katastrofe, som hvert år beslaglægger ligeså mange landskassemidler, som der skal til for at give samme kasse et komfortabelt overskud hvert år.

Men det er ikke, fordi politikerne ikke har været opmærksomme på et mere rationelt trafiksystem. Landsstyremedlem Peter Grønvold Samuelsen gik tidligere stærkt ind for et en-strenget trafiksystem baseret på flyvning, og han var helt på det rene med, hvor nødvendigt det var for Grønland at reducere omkostningerne på trafikområdet.

En overgang tegnede det ganske godt. Flere landsstyremedlemmer fulgte trop, og iagttagerne regnede så småt med, at udviklingen ville pege hen imod en fortrinsvis flybaseret transport.

Men så flød det hele ud i sandet. Den rationelle politik blev opgivet. Tiden var ikke politisk moden til noget så u-grønlandsk som at afskaffe kystpassagerskibene. Så hellere betale de mange, mange, mange millioner, det koster at holde dem sejlende.

VANVID! Helt bestemt. Det er økonomisk set tåbeligt ikke at forsøge at købe der, hvor tingene er billigst. Det gælder også indenfor trafikken. Landsstyret kunne de sidste mange år have vendt og drejet trafikområdet, analyseret konsekvenserne af forskellige trafikstrukturer og kunne have lagt en politik, der førte frem til et godt og billigt trafiksystem.

Så have vi ikke bygget i alt 14 civile lufthavne til Dash-7 (medregnet de eksisterende) i et land med 55.000 indbyggere. Så var nogle af dem beregnet til mindre fly, som havde kunnet imødekomme behovet fra det begrænsede passagerunderlag på mindre steder. Og nogle var aldrig blevet bygget.

Men landsstyret har fejlet trafikpolitisk. Hver trafikselskab udvikler sig frit og uhæmmet af helheden, og alle banker de på døren hos Peter Grønvold, som ikke gerne tåler at se folk stå ude i kulden.

Man fristes til at foreslå, at alle trafikudbyderne samles i et og samme selskab, der så skal få trafikken til at fungere på den mest profitable måde. Det ville betyde omfattende rationaliseringer, og det vil betyde et samspil mellem befordringsmidlerne, de vil supplere hinanden.

Et samlet trafikselskab vil kunne præstere det, landsstyret ikke har formået, og der er vel grund til at tro, at selskabets dispositioner ikke i samme grad vil påvirke de lokale vælgere, som hvis politikerne var ansvarlige.

Nu er det langt fra alle etablerede hjemmestyreselskaber, der har været succeser. Heller ikke indenfor Peter Grønvolds område. Der er for eksempel ingen grund til at kopiere erfaringerne fra Greenland Tourism, ligesom den politiske indflydelse bør begrænses af nogle klare koncessionsbestemmelser, der sikrer, at borgerne overalt i Grønland kan rejse, når de økonomiske underlag er til stede.

I alt fald er et enkelt trafikselskabs struktur god til at illustrere på, hvad landsstyre ikke har magten. Hele trafikbilledet skal og bør ses under et. Som så meget andet. Ellers risikerer vi et havne på fattiggården