Ingen bekymrer sig for dagen i morgen

Tanken om at nedbringe antallet af selvmordere er i grunden en god tanke, men det er kun ordflom, og det er en debat, der virker svækkende på pårørende til dem, der allerede har begået selvmord. Jeg personligt føler en snert af bitterhed, når folk begynder at tale om selvmord, fordi jeg ikke har svar på, hvorfor folk begår selvmord. Det er heller ikke på sin plads at tale om opdragelse, lige så snart der er en, der begår selvmord. Jeg mener, at dette kun tjener som den største hån i livet mod familiemedlemmerne. Men det er rigtigt, at vi ikke kan opnå det bedste, hvis vi ikke taler åbent. Efter min mening er det grønlandske samfunds største svaghed, at folk ikke tænker på dagen i morgen.

Torsdag d. 12. november 1998
Mads Ole Kristiansen
Emnekreds: Sociale spørgsmål.

Man kan ikke bekæmpe trusler om selvmord eller fuldbyrdet selvmord. Uanset hvor åbent vi taler om tingene, kan vi ikke med fuld sikkerhed forstå de enkeltes tanker, og i nogen tilfælde er det helt umuligt. Jeg kan tage min egen erfaring som eksempel. Jeg havde en ven, jeg så og talte med hver dag. Jeg havde aldrig lagt mærke til noget ved ham, der vækker mistanke eller undring hos mig. Men en dag så jeg ham ikke. Jeg lagde ikke noget i det, da jeg var sikker på, at jeg ville få ham at se igen. Men jeg så ham aldrig mere, fordi han nogle dage efter blev fundet død, han havde begået selvmord. Vi har kendt hinanden siden vi var børn. Vi var naboer. Da vi blev voksne og kunne klare os, tog vi endda på fangst sammen. Han havde sine egne hunde. Der var ingen grænser for ham, han kunne tage hen hvor som helst, han var meget selvstændig, og han var en god fanger. Jeg havde aldrig lagt mærke til noget unormalt ved ham gennem vor opvækst. Det var tydeligt, at han var lige så tryg som alle andre. Det eneste forskel mellem ham om mig var, at han havde flere søskende, nogle af dem var ældre end ham, og nogle af dem var yngre. Når nogen begår selvmord, er det meget svært at forstå grunden. Men det er meget ubehageligt, når folk begynder at komme med antydninger, der går ud på, at det er omgivelserne og de pårørendes skyld. Alle selvmordere har forskellige baggrund, nogle har haft et godt liv, mens andre ikke har haft det ret godt. Hvis vi begyndte at tale åbent om hele livsgangen, ville vi konstant leve med angst for selvmord. Tanken om at nedbringe antallet af selvmordere er i grunden en god tanke, men det er kun ordflom, og det er en debat, der virker svækkende på pårørende til dem, der allerede har begået selvmord. Jeg personligt føler en snert af bitterhed, når folk begynder at tale om selvmord, fordi jeg ikke har svar på, hvorfor folk begår selvmord. Det er heller ikke på sin plads at tale om opdragelse, lige så snart der er en, der begår selvmord. Jeg mener, at dette kun tjener som den største hån i livet mod familiemedlemmerne. Men det er rigtigt, at vi ikke kan opnå det bedste, hvis vi ikke taler åbent. Efter min mening er det grønlandske samfunds største svaghed, at folk ikke tænker på dagen i morgen. Vi er kun interesserede i nuet, og hægter os fast ved fortiden, og da vi ikke ved, hvad der sker i morgen, flyder vi bare med og venter på, hvad der sker. Dog mener jeg, at det ikke vil skade, hvis vi var mere forberedte på dagen i morgen. Det er meget let at planlægge fremtiden hos fangerfamilien, fiskerfamilien, fåreavlerfamilien og arbejderfamilien. Det er også meget let at planlægge noget, når man er ude i naturen, der ved man jo allerede, hvad man skal lave. Men i byerne venter man kun på, det der skal ske, især hos de meget unge, der enten ikke har ledt efter arbejde eller venter på at få arbejde. Planlægning i folkeskolen er efter vor mening kun naturligt, og alt kører efter planen i måske alle ti måneder, skoleåret varer. Børnene vænner sig til forholdene, og tænker måske ikke yderligere over det, fordi de kun er naturlige for dem. De varmer sig til forholdene, og venter kun på det, der er klar. Jeg mener, at børnene måske kan trænes til at forberede sig ved at få dem til at planlægge deres egne skoletimer en gang om ugen, selvfølgelig med alternativer med hensyn til skolematerialerne og det virkelige liv. Derved kan man træne dem til den uforudsigelige fremtid, og på den måde kan man opnå, at de lære at lægge små planer hele tiden. Børnene skal også møde opfordringer hele tiden, uanset om det er dårlige opfordringer. Således vil de ruste sig til at møde alle former for livet i fremtiden. For eksempel skal andre folkeslag igennem værnepligt. Samfundet kan prøve at finde en form, der passer bedst til os grønlændere, en form, som man absolut skal igennem. Måske vil det være bedst, at det er noget, der sker i pubertetsalderen. Hvis man skal vinde over selvtillid, skal man igennem noget, som man ellers ikke brænder for. For eksempel får en erhvervsdrivende selvtillid, når han/hun har været igennem noget, som han ikke kan se andre udveje i, selv om han/hun helst vil være fri for. For eksempel kommer en fanger ud for noget, så han kommer i nød, men når han overvinder nøden selv om det først så ud til, at der var ingen vej uden om, får han tilført en portion selvtillid. Det er blandt andet på den måde, man kan ruste sig til at klare alt i livet. God debat.