Tro dem ikke før et valg!
Tryghed er noget, der kommer af velstand, ikke rigdom nødvendigvis, men velstand. Nok velstand til ikke at være sulten, ikke at fryse, ikke at blive våd, ikke at være syg uden at få hjælp, ikke at blive slået, ikke blive udnyttet, misbrugt. Tryghed er arbejde, bolig, venskab, kærlighed.
Torsdag d. 26. november 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Politik
,
Sociale spørgsmål
.
FORLEDEN GIK en forhutlet mand ind til en af bagerne i Nuuk. Han havde en makker med, som skulle aflede opmærksomheden. Denne forhørte sig om det ene hjemmebagte brød efter det andet og opholdt derved ekspedienten, mens den forhutlede, der havde tjavset skæg i hele ansigtet, stak varer indenfor jakken - gode solide ting, der kunne stille sulten.
Derpå gik de, og de var ikke mange meter udenfor døren, før måltidet begyndte. En kunde gjorde personalet opmærksom på, hvad der var hændt, men de to meget unge mennesker bag disken reagerede blot ved at trække på skuldrene.
En halv time senere stod en mand på pladsen foran bageren og slog en anden i ansigtet med en knyttet næve - gang på gang, hårdt og ubarmhjertigt, så blodet flød. Medborgere gik uanfægtet forbi og legaliserede volden.
Om aftenen samme sted stod en gruppe drenge og ruskede en lygtepæl ved parkeringspladsen, så den kom i kraftige svingninger, og lampen blev ødelagt. Der var ikke noget frastødende ved drengene - ud over at de ødelagde lygten. De drev bare omkring.
DEMOKRATI er en fin og god ting, mens politik bare er et erhverv, nogen lever af.
Snart udskrives der landstingsvalg, formentlig med valg i midten af februar, og så starter det cirkus, der helst skulle føre til, at vi - vælgerne - sammensætter et godt landsting.
Guderne skal vide, det ikke er nemt. Og det er, fordi det handler om to ting, der grundlæggende ligger umådelig fjernt fra hinanden: På den ene side demokratiet,
folkestyret,
som vi mener giver alle lige ret og lige pligt, og på den anden det kommercielle fag,
politik.
På valgdagen har vælgerne magten. Det er den eneste dag, folket virkelig styrer. Men mandatet bliver hurtigt givet videre til nogle mennesker, som vi - eller som den største gruppe vælgere - har tillid til. I virkeligheden er det langt mere end et mandat. Det er en blanko-check til succes eller fiasko. Ingen ved på forhånd, hvad det ender med. Valget er skæbnesvangert.
FOR AT FINDE ud af, hvilken politiker eller hvilket parti, vi skal gå ind for, prøver vi at finde ud af, hvad det er, vi vil have dem til at gøre. Hvordan skal Grønland se ud? Hvordan skal vort land være at bo i? Hvad er det, vi sætter pris på?
Som virkeligheden former sig for mange mennesker, vil de uundgåeligt svare:
Tryghed!
Tryghed er noget, der kommer af velstand, ikke rigdom nødvendigvis, men velstand. Nok velstand til ikke at være sulten, ikke at fryse, ikke at blive våd, ikke at være syg uden at få hjælp, ikke at blive slået, ikke blive udnyttet, misbrugt. Tryghed er arbejde, bolig, venskab, kærlighed.
Det er det, politikerne skal skabe rammerne om. Det er det, vi vil have dem til. Vi skal bare vælge de bedste til det.
FOR AT GØRE det lettere for vælgerne (nogle vil nok mene sværere) er der valgkamp. Den er allerede i fuld gang. Nogle landsstyremedlemmer holder konferencer for et godt ord. Det forsømte skal indhentes, inden de politiske modstandere bliver opmærksomme på, hvor der er svigtet. Det er en demonstration af noget, der både ligner god vilje og dårlig samvittighed.
Der er grund til at være forsigtig som vælger. Fremfor alt skal man være forsigtig med at tro på, hvad de mange kandidater lover, med mindre det er "blod, sved og tårer". Det er nemlig nok det eneste rigtigt troværdige løfte. For nok går det lidt bedre med rejerne, og der er stadig håb om, at den yngre generation kommer til at opleve en tid med indtægter fra undergrunden. Men lige nu er der grund til at vare forsigtig med vidtløftige planer.
Og skal vi absolut vælge blandt de "løfterige" kandidater eller partier, så må vi satse på dem, der prioriterer folkeskole og uddannelse højest. Skole og uddannelse er nemlig forudsætningen for en tryg tilværelse. Det er viden og dygtighed, der skaber de nye erhvervsaktiviteter, der er en forudsætning for en bedre og en tryggere fremtid for alle.