Mytedannelser om den grønlandske økonomi

Mit indtryk af den aktuelle debat om det grønlandske samfund er, at det hele mestendels har været fordrejet og fuld af mytedannelser. Hvad er det, der sker? Er det et borgerligt kobbel hunde, der vejrer morgenluft? I alt fald er det en sand kakafoni af højreorienteret tuden vi er vidne til.

Lørdag d. 12. december 1998
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Alsidighed og redelighed?
Hvad er Grønland?
En balanceret udvikling, der udligner afhængigheden?
Og hvad så hvis?
De såkaldte systemproblemer?


Nu har jeg i snart 15 år beskæftiget mig med Grønlandsforskning, jeg har forfattet flere bøger og mange artikler om det grønlandske samfund, jeg har det der modsvarer en international doktorgrad indenfor området og jeg har formidlet min forskning til den grønlandske offentlighed. Jeg har dette efterår for første gang opholdt mig i Grønland i mere end tre måneder, og jeg har vel efterhånden besøgt Grønland en 15-20 gange siden 1984. Mit indtryk af den aktuelle debat om det grønlandske samfund er, at det hele mestendels har været fordrejet og fuld af mytedannelser. Hvad er det, der sker? Er det et borgerligt kobbel hunde, der vejrer morgenluft? I alt fald er det en sand kakafoni af højreorienteret tuden vi er vidne til. Det er sensationsprægede overskrifter man kan læse i den grønlandske presse uge efter uge - det offentlige udsætter det private for en urimelig og unfair konkurrence, de grønlandske politikere medvirker til at fortrænge det private initiativ, de har sågar fingrene nede i landskassen og hvad er Grønland når det kommer til stykket andet end en socialistisk planøkonomi osv., osv. Disse højrekræfter spiller hasard med de gode relationer, der trods alt er opbygget mellem Grønland og Danmark gennem tiderne. Det er det grønlandske velfærdssamfund, der sættes under angreb.

At det beklageligvis ikke bare er pressen, der tegner dette billede, så vi desværre også med en kronik i Sermitsiaq for nyligt.Den offentliggjorte artikel af Martin Paldam stammer fra tidsskriftet " Samfundsøkonomen ", der udkommer fra Danmarks Jurist og Økonomforbund med et Grønlandstema d. 18/12. Paldam anbefaler en "chokterapi på grønlandsk" uden at skele til de samfundsøkonomiske og sociale konsekvenser. Den "transformationsmedicin", Paldam ordinerer er "turbo-kapitalisme" som i Rusland, og dette uanset de drastiske levevilkårsforringelser, den forringede folkesundhed og den øgede fattigdom, der vil blive resultatet af denne behandling af patienten. Det, der anbefales uden så meget som skyggen af konsekvensanalyse er en lineær afvikling af den danske stats indkomstoverførsler til Grønland over 25 år! Den tobak er så sandelig en del stærkere end den, der forhandles i nærheden af brugsen i Nuuk.

Alsidighed og redelighed?
Temanummeret om Grønland indeholder otte artikler forfattet af Birger Poppel, Christen Sørensen, Lise Lyck, Martin Paldam, Thomas Andersen, Mogens Danielsen, Peter Bach, Olafur Nielsen og undertegnede. Emnerne i temaet perspektiveres til den grundlæggende debat om de økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark. Dette gælder hvad enten det drejer sig om en analyse af, hvad indkomstoverførslerne indebærer af positive og negative konsekvenser, eller det drejer sig om, hvordan den økonomiske udvikling i Grønland kan medvirke til at nedbringe den økonomiske afhængighed. Ydermere bidrager artiklerne til at kaste lys over nogle centrale udviklingsproblemer for den grønlandske økonomi i halvfemserne. Som gæsteredaktør for Samfundsøkonomens temanummer vil jeg gerne pointere, at intentionen med temaet var at lave et alsidigt og redeligt indlæg i debatten med udgangspunkt i aktuel Grønlandsforskning. Det var selvfølgeligt meningen, at alle skulle komme til orde på lige fod. Paldam har imidlertid på egen hånd tre uger før udgivelsen af det fælles arbejde og stik imod enhver etik for et videnskabeligt samarbejde selv gjort sine tanker offentligt tilgængelige. De øvrige bidragydere til temanummeret kan selvfølgeligt ikke tages til indtægt for en stærkt politiserende højredrejet Århusøkonoms udskejelser. At han selv glemmer at gøre opmærksom på dette - både sit politiske ståsted og det at vi andre ikke deler disse stærke synspunkter - er efter min mening temmeligt symptomatisk!

Hvad er Grønland?
Ja, at det ikke er et land, det ved vi alle - Paldam holder imidlertid fast i "to-lande" perspektivet og præsenterer det som et faktum, at det er det Grønland ønsker? Hvilken solid videnskabelig funderet meningsmåling er det, der berettiger, at man kan fremlægge dette postulat som et faktum? Eller er det måske, hvornår en sådan end måtte have foregået, en folkeafstemning, der kan refereres til? Sagen er den, at holdningerne til dette spørgsmål i Grønland er langt mere nuancerede end hos de få personer, Paldam tager til indtægt for sin stærkt genereliserende påstand. Finn Lynges nyligt udkomne bog er et glimrende eksempel på en pragmatisk holdning til dette spørgsmål, som jeg tror deles af de fleste grønlændere. Hjemmestyret repræsenterer den maksimalt opnåelige grad af selvbestemmelse for Grønland, alternativet at lade "nationen Grønland" opsluge af USA og de transnationale selskabers interesser kan meget vel repræsentere en mindre grad af selvbestemmelse end den hjemmestyret og rigsfællesskabet giver. Grønland er ikke et amt i Danmark - rigtigt - man har etableret en speciel politisk selvforvaltningskonstruktion, hjemmestyret, der mod betaling fra den danske stat har påtaget sig at løse nogle opgaver, som staten under alle omstændigheder ville skulle løse! I denne sammenhæng overføres der som til amter og kommuner i Danmark indkomst fra staten. Som Lise Lyck pointerede det i 1986 ville et "Grønlands Amt" under alle omstændigheder indebære, at der skulle udbetales amtskommunale og kommunale tilskud i form af skatte- og udgiftsmæssige udligninger, ligesom der ville være almindelige statslige udgifter indenfor amtet. Det herved fremkomne beløb skal korrigeres for skatter og afgifter, og efter at man har gjort det, er merudgiften ved et hjemmestyre ikke større end det en effektiv beskatning af monopolgevinster i Grønland ville kunne give som provenu til Staten.

En balanceret udvikling, der udligner afhængigheden?
Grønland skal ses som en del af det samfundsøkonomiske kredsløb i Danmark, hvor Danmark på kort sigt yder tilskud til Grønland. Ideen bag tilskudsopfattelsen går tilbage til den udviklingsstrategi, der i nogen grad lå bag Mogens Boserup og G60 udviklingsplanen. På kort sigt løses problemer med kapitaldannelsen ved at trække på opsparingen i Danmark. Den ensidige indkomstoverførsel fra den danske stat er en mindre nettoudgift for Danmark, idet noget går tilbage igen som eksportindtægter i Danmark og renter, udbytter, lønninger og kapitaloverførsel til Danmark - på længere sigt vil udviklingen implicere en værditilvækst i Grønland. Med de opbyggede samhandelsmønstre vil Danmark kunne drage fordel af dette, som de ensidige overførsler udlignes af den grønlandske værditilvækst. Denne model er under fortsat afvikling, og det med succes. De statslige overførslers BNP andel er faldet fra omkring 160% i midten af halvtredserne til ca. 50% i halvfemserne, hvor væksttallene dog har vist en hidtil uset stagnation, der også afspejler sig i BNP andelen. Paldam postulerer i denne forbindelse, at Grønland er endt i en permanent afhængighed. Dette er en påstand, der ikke kan gøres til genstand for en videnskabelig afprøvning - sagen er den, at ingen i dag ved om dette er tilfældet! I alt fald er der god grund til at holde fast i mine oprindelige synspunkter fra bogen " Den grønlandske økonomi - planlægning og udviklingsproblemer " (1988) - Skal man øge den økonomiske uafhængighed skal det ske under hensyntagen til ressourcegrundlaget og de begrænsede geografiske muligheder der nu en gang er. Dette indebærer at man med en BNP vækst på 2-3% gradvist kan afvikle bloktilskuddet over en 40-50 år; dette afviklingsscenarie repræsenterer ikke de levevilkårsforringelser, der uvægerligt vil følge af Paldams forslag.

Og hvad så hvis?
Dokumentationsgruppen ISIT offentliggjorde i 1997 en tankevækkende rapport, der kan bidrage til at kaste et andet lys på de økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark. Hvad der ikke indgår i en nationalregnskabs opgørelse for Grønland eller en opgørelse af en betalingsbalance er Danmarks økonomiske fordele i NATO sammenhænge af baserne i Grønland. Gruppens foreslår her et andet regnestykke, der går på, at man opgør den danske lempelse i NATO's byrdefordeling, og stiller dette tal op overfor de ensidige indkomstoverførsler til Færøerne og Grønland. Hvis man her opdager, at overførslerne stort set svarer til differencen mellem et mindre bidrag til NATO og det bidrag sammenlignelige lande betaler, kan det vel vise sig at Grønland er "en god forretning" for Danmark. Den slags regnestykker er naturligvis vanskelige at dokumentere, man kan ikke påvise denne sammenhæng som andet end et objektivt fænomen - tallene er der, de burde indgå i regnestykkerne, men er det så også sådan man regner på det i finansministeriet?

Og hvad så hvis, det ikke kan lade sig gøre at gøre Grønland uafhængigt af Danmark? Et "worst case scenario" ville antyde et benægtende svar. Det er Danmark, der har anlagt et storstilet forsyningssystem i Arktis, i forlængelse af- og som en del af den offentlige økonomi i Danmark. Specielle grønlandske geografiske betingelser opstiller nogle skranker, der måske ikke kan forceres - ville dette egentligt betyde så meget al den stund, der også findes regioner og ø-samfund i den øvrige del af riget, der ikke i dag er økonomisk selvbærende? Dette rejser spørgsmålet om det overhovedet er relevant at se på Grønland gennem samfundsøkonomiske briller? Selvom de gæve Læsøboere dækkede den lille ø i Kattegat med det ene saltsyderi efter det andet, og der var fuld turistbelægning i sommerhalvåret er det vel ikke utænkeligt, at det er tilladt at absorbere mere end saltsydning og servil behandling af fremmede kunne bære. Ingen ved sine fulde fem kunne drømme om at sætte de stakkels bornholmere på en streng chokterapeutisk diæt, fordi man absorberer mere end egenproduktionen på Bornholm skulle kunne bære.

De såkaldte systemproblemer?
Som en, der har tumlet en del med marxismen på et af universitetscentrene i halvfjerdserne, er det uhørt festligt at læse, at Grønland opfylder den klassiske definition på socialisme, og at Grønland angiveligt skulle kunne sammenlignes med Nordkorea. Det sidste er så uredeligt, at jeg ikke gider at kommentere det, det første kræver en kommentar, fordi der ikke findes en sådan klassisk definition. En amerikaniseret version ville fokusere på tilstedeværelsen af offentlig virksomhed eller beregninger af såkaldte kollektivismeprocenter. Dette fortæller imidlertid ikke det fjerneste om et land er kapitalistisk eller socialistisk; der vil altid være nogle goder, der bedst allokeres via det offentlige, og der kan som i Grønland være nogle specielle betingelser til stede, der umuliggør markedsøkonomi og gør hierarki og offentlig virksomhed til en bedre løsning. Arktiske betingelser antyder behovet for en anden allokeringsmetode end den frie markedsøkonomis - den historiske udvikling antyder, at det er større organisationer - oprindeligt statshandelen, senere hjemmestyret og på baserne det amerikanske militær - der har kunnet løse forsyningsopgaverne. I denne forbindelse kan den hierarkiske løsning vel vise sig at være den bedste, når det kommer til løsningen af disse forsyningsopgaver. Dette antyder en anden forklaringsmodel på de manglende markedstiltag i Grønland - det kan oprindeligt have vist sig at være samfundsøkonomisk mere dyrt at etablere en fri markedsøkonomi end at etablere et hierarkisk system.

En anden myte, der vanskeligt lader sig analysere videnskabeligt går på, at det offentlige kvæler og fortrænger det private initiativ. Her har vi kun historiske data at trække på, og det er nærliggende at se på udviklingen i Grønland i halvtredserne. Erhvervslovgivningen den gang var mere liberal end i Danmark. Al import kunne foregå uhindret uden told og importrestriktioner, afgiftssystemet var stærkt begrænset. Der var ingen erhvervsskatter og adgangen til at opnå næringsbrev var let, idet man alene praktiserede en bopælspligt på seks måneder - det stod enhver frit for at etablere sig hvor vedkommende måtte ønske det - selv i forhold til KGHs centrale salgsorganisation kunne man som privat erhvervsdrivende opnå dispensationer, således at man frit kunne afsætte sine varer udenom KGH - det var nemmere at blive godkendt som privat eksportør af levnedsmidler i Grønland end i Danmark. Når det private initiativ blev væk fra Grønland skyldtes det en lav investeringstilbøjelighed som følge af små profitforventninger, der uvægerligt følger af de geografiske og de klimatiske betingelser; det problem eksisterer endnu i dag, hvor vi kan se at de private trækker sig ud af projekter eller bliver væk. Det bør selvfølgeligt undersøges om Hjemmestyret skulle føre en anden politik end i sin tid staten, der i høj grad så det som sin opgave at lægge det private initiativ "i kuvøse" med henblik på at fremme privatiseringer? I alt fald er der mere brug for nuancerede synspunkter på samspillet mellem offentligt og privat initiativ i Grønland. Sandheden kan meget vel være den, at det er det offentlige initiativ, der betinger privat virksomhed heroppe - tænk på, hvad der ville ske, hvis ikke der var en offentlig efterspørgsel?