Skrøbelige argumenter

Det er altid en overvejelse værd, hvornår man som offentligt ansat skal kaste sig ud i en stærkt holdningspræget diskussion. I tilfældet Paldams artikel i Sermitsiaq, har jeg dog i ligeså høj grad overvejet spørgsmålet: hvornår kan man tillade sig at lade være.

Lørdag d. 12. december 1998
Birger Poppel
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse: Ekspert i hvad? Bloktilskuds-principperne Paldams tidsregning Videnskabelig metode eller... Heller ikke god til regning Seriøse eksperter og forskere savnes Det er altid en overvejelse værd, hvornår man som offentligt ansat skal kaste sig ud i en stærkt holdningspræget diskussion. I tilfældet Paldams artikel i Sermitsiaq, har jeg dog i ligeså høj grad overvejet spørgsmålet: hvornår kan man tillade sig at lade være. Ikke mindst når Paldams skriverier får en erfaren samfundsdebatør som Jørgen Fleischer, der besidder en dyb indsigt i det grønlandske samfund, til at glemme både erfaring og indsigt og overgive sig til "ekspertens" rent politiske konklusioner. Mine overvejelser er, som det vil fremgå, endt med en kommentar til Paldam - ikke med baggrund i min stilling, men som økonom. Som sådan har jeg en fornemmelse af, hvad man som økonom kan udtale sig om som ekspert for at påkalde sig mere opmærksomhed end den, Sakæus og Benjamin eller Maren i Kæret ville få ved at udtale sig om samme emne. Derudover har jeg som daglig bruger af Statistisk Årbog for Grønland og med regnekundskaber, der formentlig ikke er ringere end de flestes, lidt erfaring i opslag og beregninger, som kan være nyttig i en eventuel debat, som Paldams artikel måtte give anledning til. Jeg skal for god ordens skyld nævne, at min kommentar ikke forholder sig til de økonomiske og andre udviklingsmæssige problemer, Grønland står over for, men alene forsøger at bidrage til at den debat kan tages på et sagligt grundlag. Ekspert i hvad? Paldam nævner indledningsvis, at han "i snart seks år har fulgt forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne på rimeligt nært hold", men gør det automatisk en økonomiprofessor til sikkerheds-, stats- eller folkeretsekspert eller til ekspert i holdningsmåling og fortolkning af nationale spørgsmål? Min påstand er: "næppe", og jeg vil forsøge at eksemplificere min påstand i det følgende. Bloktilskuds-principperne Paldam skriver: "For tilskuddet udbetales ikke til den grønlandske befolkning - det udbetales til den grønlandske regering, som derved får en stærkere position over for befolkningen, end regeringen har det i næsten alle andre demokratiske lande". Jørgen Fleischer refererer Paldam for at sige, "at 90% af Danmarks tilskud til Grønland på 2.6 mia. kr. havner i hjemmestyrets lommer og ikke kommer befolkningen til gode." Og Fleischer konkluderer, "at hjemmestyrets politikere driver Grønland enevældigt for bloktilskuddets midler...". Det vil i forlængelse af disse udsagn være naturligt at spørge, hvem eller hvad dette hjemmestyre er, som kan unddrage befolkningen for så mange penge, og præcist hvor de mange penge havner. Det forekommer tydeligt, at Paldam mangler i al fald en forståelse for baggrunden for bloktilskuddene og for det politiske system i Grønland, og at Fleischer ikke bidrager til denne forståelse. Derfor et par bemærkninger hertil. Det har været et grundlæggende princip i forbindelse med hjemmestyrets indførelse, at hverken den danske stat eller det grønlandske hjemmestyre skulle tjene på overdragelse af ansvarsområder til Grønland. Bloktilskuddene fra den danske stat skulle således modsvare de udgifter, staten havde haft til varetagelse af en given opgave. Dette princip, at pengene følger opgaven, kendes mange steder fra og er f.eks. også baggrunden for de bloktilskud, der overføres fra statskassen til de danske amter og kommuner. Af princippet følger, at den, der er ansvarlig for opgavens varetagelse, også disponerer over midlerne og har mulighed for at prioritere disse. Derfor er det da også ganske logisk, at det er det folkevalgte landsting, der beslutter, hvordan de samlede politisk fastlagte opgaver finansieres af skatter, afgifter, bloktilskud og andre offentlige indtægter. Der kan for mig at se kun være én årsag til mistænkeliggørelsen af hele det grønlandske politiske system og specielt de grønlandske landstingspolitikere, og det er, at Paldam siden sit første møde med den grønlandske økonomi stædigt har holdt fast ved at kalde bloktilskuddet for "gaven fra den danske stat" uden skelen til de historiske forudsætninger. Paldams tidsregning Ovenstående er et af flere eksempler på, at Paldam bliver fanget af sit eget politiske grundsyn og en opfattelse af, at år 0 var det år, Paldam holdt sit indtog på den grønlandske arena. Som følge af "år 0-syndromet" bliver alt før Paldam til "en rolig og stabil situation som vi alle kendte og kunne leve med ", mens tiden efter Paldam er kendetegnet ved "en stadig mere usikker fremtid for rigsfællesskabet". Det er ren historieforfalskning eller i bedste fald et forsøg på fortrængning. Mennesker med bedre hukommelse end Paldams, længere erfaring eller flittigere lektielæsning vil huske en lang række "krisesituationer" mellem Danmark og Grønland. Derfor holder argumentet om en pludselig kritisk forværring da heller ikke. Videnskabelig metode eller... Hvis man i en given sag argumenterer som videnskabsmand og ekspert, er det vigtigt, at man har en videnskabelig metode. Hvis man f.eks. argumenterer med "den almindelige avislæsers indtryk af at det aldrig har været dårligere" eller "mange, der fortæller mig" eller "i de fleste danskeres bevidsthed hører Grønland og Færøerne sammen" bør man kunne sandsynliggøre, at der er tale om en seriøs undersøgelse af holdninger, og at de besvarelser, man har fået, er repræsentative. Jeg skal ikke gøre mig klog på størrelsen af Paldams bekendtskabskreds (et gæt er, at den i al fald ikke var/er stor i Grønland), men under alle omstændigheder sandsynliggøres repræsentativiteten ikke. Hvis ikke der er tale om udsagn underbygget af analyser ud over "hørt og set", er det uetisk at påberåbe sig en ekspertstatus. Alle borgere i Danmark og Grønland har deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Det giver lykkeligvis alle (professorer, embedsmænd, fiskere og fangere, erhvervsdrivende, politikere og i øvrigt alle med noget på hjerte) mulighed for i skrift og tale at lufte synspunkter og lade meninger brydes, men det giver ikke en professors ord mere vægt end andres. Det er den enkeltes ansvar at gøre opmærksom på, hvornår man udtaler sig med baggrund i sit fag og hvornår man er en ganske almindelig deltager i samfundsdebatten. "I de fleste danskeres bevidsthed hører Grønland og Færøerne" efter Paldams opfattelse "sammen ". "Og da så mange danskere blev forargede over "den færøske pengeafpresningssag", smittede det også af på følelserne overfor grønlænderne". Paldams konklusion er: "Kort sagt, afsmitningen er et meget almindeligt fænomen i Riget". Det er ikke særligt betryggende, at Paldam ud fra et enkelt eksempel generaliserer en befolknings holdning til en anden. Specielt ikke når eksemplet blot dokumenteres ved fornemmelser, og når generaliseringen gælder et meget kompliceret og sammensat holdningsmæssigt spørgsmål. Man må så blot håbe, at de metoder Paldam anvender i sin økonomiske forskning er mere videnskabeligt funderet. I samme afsnit siges om grønlændere og færinger: "De er heller ikke specielt gode venner..." Også her savnes dokumentation. Som andre udsagn kommer dette til at fremstå som et postulat - et postulat i øvrigt, som man må spørge til formålet med at bringe. Blandt de mange forhold, Paldam søger at spænde over med sin hævdvundne ekspertstatus, er sikkerhedspolitikken: "Der er også teorien om de to landes (Grønland og Færøerne - BP) strategiske rolle, som der måske har været lidt om i fortiden, men som i hvert tilfælde er faldet bort nu." da Paldams interesse for Grønland først blev vakt efter den kolde krigs afslutning, og da lektielæsningen også på dette område synes at have været begrænset, er det formentlig for meget forlangt, at Paldam skulle kende til NATO’s strategiske interesser i den amerikanske base i Pituffik og det kolossale radarsystems strategiske betydning for USA’s atomare varslingssystem. Imidlertid sætter det de hårdt opridsede forudsætninger og de bastante konklusioner i relief. Hvad Grønlands strategiske betydning i dag angår, kan Paldam (og i øvrigt alle interesserede i diskussionen om Grønlands fremtid) anbefales Finn Lynges netop udgivne bog: Selvstændighed for Grønland? Heller ikke god til regning Hvis vi vender os mod nogle af de faktuelle oplysninger, så anfører Paldam, at "der er tale om en stat, der har 250.000 kr. pr. familie at give ud før den begynder at opkræve skatter". Der er ikke nærmere gjort rede for regnestykket, men det burde - ud fra Statistisk Årbog - være muligt at rekonstruere. Der var pr. 1. januar 1998 ca. 20.000 husstande med 2.8 personer pr. husstand og bloktilskuddet for 1998 var på 2,6 mia. kr. Det giver ca. 130.000 kr. pr. husstand, hvilket er ca. halvdelen af Paldams facit (fordelt pr. indbygger - ung som gammel - giver det ca. 46.000 kr.). Seriøse eksperter og forskere savnes Som medlem af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland og deltager i debatter om den samfundsvidenskabelige forskning i og om Grønland kan jeg kun opfordre til, at indsatsen på området intensiveres og kvalificeres. Der er få forskere i få og små miljøer i Grønland, der er engagerede i forskning i den grønlandske samfundsudvikling. Derfor er seriøse samfundsvidenskabelige forskere med interesse for, indsigt i og respekt for det grønlandske samfund og dets befolkning meget velkomne til at bidrage til afdækningen af forskellige udviklingsveje - deres forudsætninger og konsekvenser. Fra 50'erne og til i dag er der da også glimrende eksempler på, at kompetente samfundsforskere har bidraget til den offentlige debat i Grønland, ligesom samfundsdebatten siden slutningen af 80'erne har haft udbytte af de analyser, Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi har udarbejdet. Tilsvarende er der forhåbninger til, at den første officielle OECD-analyse, der netop nu er i støbeskeen, kan indgå ligeså vægtigt i den offentlige debat, som den analyse, OECD-økonomen N. H. Westerlund i 1988 udarbejdede i "Grønland ved en Korsvej ". Debatten om Grønlands fremtid fik et skub fremad med den radiotransmitterede Pl-høring lørdag den 28. november 1998. Det ville være synd og skam, hvis en økonomiprofessors debatindlæg - med primært personlige synspunkter om spørgsmål uden for hans fagområde forklædt som ekspertudsagn - skulle afspore samfundsdebatten i almindelighed og den kommende valgkamp i særdeleshed.