//
FORTIDENS SYNDER - i denne forbindelse en firkantet og unuanceret lokaliseringspolitik - har skabt elendige boligforhold i Nuuk og skaber stadig hindringer for både det offentlige og det private boligbyggeri. Fortiden spænder ben for nutiden og sender fremskridtet - løsningen på boligproblemerne - endnu længere ud i fremtiden.
Der er det galt, at der er penge og folk nok til at bygge, men ikke byggegrunde. Landskassen har haft så mange penge til byggeri, at landsstyremedlem for økonomi og byggeri, Daniel Skifte, foreslog Landstinget at strække dem ud over de næste tre-fem års budgetter. Men også private boligsøgende, hjemmestyreejede selskaber og private arbejdsgivere har penge til byggeri. De kan bare ikke få lov til at bruge dem. Ikke lige nu.
Og slet ikke i Nuuk.
Her udloddes ganske vist 40 byggegrunde om en uges tid, men det rækker som en vis herre et vist sted. Interessen for byggeri er langt større og der er penge til det.
Hjemmestyrets nyeste finansieringstilbud til private om et rente- og afdragsfrit lån på 40 procent får derfor ikke indflydelse på de første mange års byggeri. Problemet er alene manglen på byggegrunde.
SINKER vi boligbyggeriet i Nuuk, ...eller sagt på en anden måde... hvis ikke vi får gang i et omfattende boligbyggeri - cirka 200 boliger i Nuuk om året - kommer vi ikke et skridt i retning af at løse boligproblemerne.
Derfor er det vigtigt, at vi fjerner hindringerne. Det enorme efterslæb, der er i byggemodningen i Nuuk, skal indhentes, så enhver, der gerne vil, kan at bygge en bolig.
For det offentlige er byggemodningen ingen høj pris for boliger. Den overordnede byggemodning betaler landskassen, mens detailbyggemodningen betales af bygherren.
Så, hvorfor er der ikke byggemodnet?
BOLIGBYGGERIET har hidtil overvejende været en offentlig opgave. 40/60-byggeriet, hvis omkostninger blev delt mellem kommune og hjemmestyre, har været det almindeligste byggeri. Lokaliseringspolitikken bestemte, i hvilke byer der skulle bygges, og her havde Nuuk ikke første prioritet.
Det er derfor decentraliseringspolitikken, der bærer skylden for den manglende by-udvikling i Nuuk i de senere år. Ved at vælge en fastholdelse af bosætningsmønstret, undlod Landstinget at forberede sig på et eventuelt andet udviklingsforløb. Derfor står Nuup Kommunea i dag med et enormt boligproblem og med de ringest tænkelige muligheder for at løse dem.
I NUUK - og i Grønland - gælder de samme regler for befolkningsudviklingen, som alle andre steder i verden. Vi vil helst leve med komfortable forhold end være underlagt hårde og vanskelige livsbetingelser. Derfor flytter vi derhen, hvor livet er lettest og tilbudene fordelagtige.
Forældre flytter hen, hvor skole og uddannelse er bedst. Gamle flytter - hvis de har mulighed for det - hen, hvor det er godt at blive gammel. Og arbejdstagere flytter hen, hvor der er arbejde. Sådan er det.
Det har både Landstinget og landsstyret haft svært ved at erkende. Den endeløse, globale folkevandring fra "land til by" foregår også i Grønland. Hele tiden er mennesker i bevægelse, hvis ikke de kunstigt på grund af boligforhold og lovgivning fastholdes i et bestemt miljø og måske stavnsbindes til det.
Det er nødvendigt, at politikerne indser, at samfundet er en levende "organisme", hvis vækst ikke på alle områder lader sig tæmme og styre. Prøver de alligevel, kan de volde skade og dårligdom, som rækker langt ud i fremtiden.
Lokaliseringspolitikken betød, at Nuuk mere eller mindre er visnet som vækstcenter. I dag er forholdene så anstrengte, at boligsituationen skaber stagnation og tilbagegang. Vi ikke kan huse de mennesker, der skal til for at fortsætte det hidtidige aktivitetsniveau.
Boligpriserne er steget til helt uacceptable højder. Gammel elementær boligindkvartering sælges for 18.000 kroner pr. kvadratmeter, og nyt kan ikke bygges på grund af manglende byggegrunde.
For at råde bod på den fejlslagne lokaliseringspolitik, må der sættes fart i byudviklingen i Nuuk. Der er adskillige planer på tegnebrættet, og der er mange fremtidsvisioner i Nuuks omtrentlige nærhed. Det gælder om at få sat gang i arbejdet, så alle borgere indenfor en overskuelig årrække får ordentlige boligforhold.
Uden en god bolig med plads til privatliv, til lektier og studier, familieliv og tryghed til alle kan vi ikke løse de meget alvorlige sociale og uddannelsesmæssige problemer, vi har både her i byen og i Grønland som helhed.
|