Det nødvendige valg

At valget udskrives til den 16. februar - og ikke til den 4. marts, som ifølge forfatningen er udløbsdato for det siddende parlament - kan ikke tolkes som et dramatisk skridt, men et nødvendigt skridt, for at dette land atter kan få en politisk ledelse som har magt og kraft til at skabe nye løsninger, der ikke bare passivt afventer at olie, guld og diamanter en dag langt ude i fremtiden skal dukke op af undergrunden - eller afgrunden, som man let kan fristes til at sige.

Onsdag d. 30. december 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Så blev valgdatoen omsider fastsat. Den 16. februar skal vælgerne sammensætte et nyt landsting. Og landstinget skal godkende et nyt landsstyre. Og der er virkelig brug for nytænkning denne gang. Og det kan ikke gå hurtigt nok med at tage fat på en løsning af den lange række af problemer, som et handlingslammet landsstyre ikke har haft tilstrækkelig politisk vilje - eller evne - til at løse. At valget udskrives til den 16. februar - og ikke til den 4. marts, som ifølge forfatningen er udløbsdato for det siddende parlament - kan ikke tolkes som et dramatisk skridt, men et nødvendigt skridt, for at dette land atter kan få en politisk ledelse som har magt og kraft til at skabe nye løsninger, der ikke bare passivt afventer at olie, guld og diamanter en dag langt ude i fremtiden skal dukke op af undergrunden - eller afgrunden, som man let kan fristes til at sige. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt erkender at et valg i februar er bedre end at vente til marts. Og afsender dermed på Siumuts vegne et politisk signal om, at den fremtidige samarbejdspartner i landsstyrekoalitionen ikke behøver at hedde Atassut. For hvis den nuværende koalition skulle forvente, at borgerne vil give opbakning til et fortsat samarbejde, så var der jo ikke nogen grund til at forstyrre vælgerne i utide. Hvad vil der så ske efter et valg? Mulighederne er overskuelige, og reelt er det navnene på landets nye politikere, der får størst indflydelse på hvordan og med hvem, der i fremtiden skal samarbejdes. For samarbejdes skal der. Den seneste vælgeranalyse i Sermitsiaq fra november antyder ikke dramatiske ændringer i landstingets sammensætning efter et valg. IA vil gå frem. Siumut vil holde skansen. Atassut vil gå tilbage. Ellen-effekten er falmet og den interne strid i partiet kan yderligere koste Atassut stemmer. Afgørende for Atassut er samtidig om det vil lykkes Ellen Kristensen og hendes sekretær og kæreste at få dannet et nyt parti. De åbne spørgsmål er derfor: Skal Siumut og Atassut fortsætte i landsstyret sammen? Skal Siumut og Inuit Ataqatigiit påny danne regering? Eller bliver det IA og Atassut? Tre muligheder, der er matematisk gennemførlige. Og såmænd også politisk realistiske, selvom en kærlighedspagt mellem IA og Atassut på papiret ligner et forhold, der på forhånd er dømt til skilsmisse. Men de to partier kan med god ret være blevet så træt af Siumuts altdominerende magtbrynde, at de i fællesskab vælger at give Jonathan og Co. en tænkepause ved at sætte Siumut udenfor døren, og dermed udenfor reel indflydelse. Der vil blive leget med alle bogstavskombinationer i de kommende uger. Men vigtigere end landsstyrets sammensætning er det at de fremtidige landstingspolitikere bliver enige om hvad der skal samarbejdes om. Problemerne hober sig op. Sundhedspolitikken må og skal justeres. Uddannelsespolitikken er gået totalt i stå. Boligpolitikken, socialpolitikken, lønpolitikken, arbejdspolitikken og... Der er rigeligt at tage fat på. Og over det hele skygger den økonomiske politik. Vi har ganske enkelt ikke råd til det hele, og da slet ikke til at indfri alle de løfter vi vil blive præsenteres for de næste seks ugers tid. Men vi må advare valgets kandidater mod at blive for overmodige. Det er dumt at forsøge at stikke vælgerne blår i øjnene. Vi tror ikke længere på en positiv udvikling af det grønlandske samfund, hvis det centralistiske hjemmestyre uændret kører videre uden evner til at skabe den dynamik, som er nødvendig for at sætte udviklingen i gang, i den rigtige retning. I dagens Grønland er der mest grokraft for mismod, utryghed og manglende tro på fremtiden. Beskæftigelse, bolig og uddannelse er blandt de vigtigste forudsætninger for tryghed. Og på de områder halter vi foruroligende bagefter. Boligmangelen betyder, at unge mennesker har svært ved at skabe familie og få et sted at bo. Uddannelses- og lønniveauet giver dem ikke udsigt til nogensinde at få ændret det forhold. På uddannelsesområdet oplever vi, at en generation mere eller mindre er tabt på gulvet, fordi de unge ikke kan tage den uddannelse som er nødvendig for at reducere behovet for tilkaldt arbejdskraft. Politikerne ved det - men gør ikke noget ved det. Det får vælgerne nu mulighed for at minde politikerne om den 16. februar.