Enkeltpersoner har ikke ansvaret alene

Når der i dag er problemer med at skaffe udsendt personale, er det altså fordi løn og arbejdsforhold i Grønland for udsendte efterhånden er ringere, end lønforholdene og arbejdsforholdene er, hvor de udsendte kommer fra. Det gælder boliger, det gælder ansættelsesvilkår, det gælder skoler, det gælder børnehaver og så videre.

Tirsdag d. 5. januar 1999
Frank Nielsen
Emnekreds: Sundhedsvæsenet.

Jeg finder det lidt uheldigt, at man hænger enkeltpersoner ud i forbindelse med beslutninger, der har været mange om, og som principielt er foretaget af andre. Boliger for eksempel er et objekt, hvoraf der aldrig bliver tilstrækkeligt i ønskelig kvalitet, størrelse og mængde. Staten har i sin tid bygget boliger, specielt til det personale, der skal betjene sygehusene. Staten har bevilget midler til udsendelse, ferierejser, boliger og løn til dette personale. Disse midler er i dag lagt ind i det, der kaldes bloktilskuddet fra den danske stat. Boligerne, der er beregnet til SHV-personale er lagt ind i den boligmasse, som er ført ind under INI. Når der i dag er problemer med at skaffe udsendt personale, er det altså fordi løn og arbejdsforhold i Grønland for udsendte efterhånden er ringere, end lønforholdene og arbejdsforholdene er, hvor de udsendte kommer fra. Det gælder boliger, det gælder ansættelsesvilkår, det gælder skoler, det gælder børnehaver og så videre. Problemstillingen opstår ved, at tilskud fra staten i kombination af at ejenproduktivitet i Grønland ikke er af tilstrækkelig størrelse til, at alle ønsker kan opfyldes. Hjemmestyret har på godt og ondt delt ud af det samlede budget til at højne levestandarden for alle beboere på Grønland. Goderne er lagt ind i den fælles pulje. Boligerne er taget ind i den almene boligpulje og delt ud til familier. Der er blevet færre ferierejser til alle, men en del er også kommet de bedrestillede grønlændere til gode. Marianne Jensen er ej heller alene skyld i det. Der ligger en fælles landsstyrepolitik til grund herfor. Pengene, som i en vis udstrækning har været brugt til at bemande stillinger i Grønland med udsendt arbejdskraft er i en vis udstrækning brugt til andre goder i samfundet. Niveauet for at tiltrække udsendt uddannet arbejdskraft er blevet ringe. (I kombination med, at der også er mangel på højere uddannet arbejdskraft i Norden). Når pengene er brugt til andet, kan man ikke på ny købe service og udsendt arbejdskraft for dem. For mig at se er der kun to muligheder for at bedre på dette: Skolernes kvalitet bør højnes, og eleverne, der går ud af skolen må i langt større udstrækning bibringes viden, der kan bruges, når de kommer ud i samfundet. Der må stilles større krav til eleverne; og det er fundamentalt, at hjemmene bibringes oplysning om, at dette er nødvendigt for samfundet, og at hjemmene skal støtte op om det. Det er alt for kostbart for samfundet, når almindelig skolelærdom skal erhverves i forbindelse med faglig uddannelse. Det, der skal læres på et tidligt stadie, læres bedst. Det gælder også sprog, man kan ikke klare sig alene med grønlandsk. Højnelse af arbejdsmoral og arbejdsindsats. At finde olie og guld i undergrunden vil i sig selv ikke løse disse problemer. Det løser heller ikke problemer, at man udstikker syndebukke, selv om det i løbet af historien har været forsøgt.