Grønland havde pr. 1. januar 1998 56.076 indbyggere. Befolkningen i Grønland kunne samme dato disponere over 19.940 boliger ekskl. alderdomshjem og kollegier.(1)Til sammenligning havde Grønland i 1965 39.209 indbyggere fordelt på 7.458 boliger. Det vil sige en stigning i befolkningstallet på 16.032 svarende til godt 40 pct. og en stigning i antallet af boliger på 12.482 svarende til knap 170 pct. Figur 2.2.1 viser, hvorledes udviklingen er forløbet gennem hele den betragtede periode. | Figur 2.2.1 Befolkning og boligbestand primo 1965 - 1998 |
|  | | | Kilde: Grønlandsk Statistik, Statistisk Årbog 1998 og tidligere udgaver heraf. | Det fremgår, at stigningen i folketallet især var høj i perioden 1965-70 med 3,0 pct. p.a., noget lavere fra 1970 til 1992 med 0,8 pct. p.a. og lavest fra 1992 til 1998 med 0,2 pct. p.a.
Figur 2.2.1 viser ligeledes, at det især var i perioden 1965-92, at boligbestanden steg. I denne periode steg boligbestanden med i gennemsnit 3,4 pct. p.a., i perioden 1992 til 1998 steg boligbestanden til sammenligning kun med 1,1 pct. p.a.
Set over hele perioden 1965-98 er antallet af indbyggere pr. bolig faldet fra godt 5 til knap 3. Der er imidlertid flere årsager til, at dette mål giver et utilstrækkeligt indtryk af boligstandarden. For det første er den naturlige boligenhed husstanden eller familien og ikke den enkelte person. En væsentlig årsag til, at der i dag er færre indbyggere pr. bolig end i 1965, er, at husstandene og familierne i dag er meget mindre end i 1965. Dette uddybes senere i afsnittet.
For det andet indgår der mange andre elementer i boligstandarden end blot det relative antal boliger. Boligens størrelse målt i antal værelser og m2, installationsforhold, vedligeholdelsesstandard, isoleringsgrad m.m. er således alle væsentlige kvalitetsindikatorer. Dette uddybes i afsnit 2.3.1.
For det tredje er der i Grønland betydelige geografiske såvel som økonomiske afstande mellem byer, bygder og øvrige beboelser alene som følge af, at en befolkning på godt 55.000 er spredt over en kystlinie på mange tusinde km. 18 byer med fra 500 til 13.000 indbyggere og 59 bygder med op til 500 indbyggere er den realitet, som boligpolitikken i Grønland må forholde sig til. Det betyder bl.a., at boligindikatorer for Grønland under ét ofte vil overvurdere boligforsyningen. Ledige boliger i Paamiut kan således dårligt anvendes til at opfylde behovet for flere boliger for befolkningen i Nuuk, se nærmere herom i afsnit 2.7.
Sidstnævnte forhold er en del af baggrunden for, at sammenhængen mellem befolkning og boligbestand ikke blot fremlægges for Grønland under et. I det følgende ses på udviklingen i dette forhold i henholdsvis byerne og i bygderne, ligesom udviklingen i Grønlands fem største byer særskilt undersøges.
Befolknings- og boligudviklingen har i perioden fra 1965 til 1998 været meget uens i byer og bygder, jf. tabel 2.2.1, idet befolkning og boligmasse er blevet stadig mere koncentreret i byerne. | Tabel 2.2.1 Befolkning og boligbestand primo 1965-1998 fordelt på byer og bygder | | | 1965 | 1970 | 1976 | 1985 | 1992 | 1998 | | Befolkningen i byerne | 26.551 | 34.175 | 37.254 | 41.411 | 44.443 | 45.489 | | Boligbestanden i byerne | 5.244 | 7.394 | 9.747 | 12.827 | 15.596 | 16.568 | | Befolkningen i bygderne | 12.658 | 11.315 | 10.401 | 9.815 | 10.011 | 9.752 | | Boligbestanden i bygderne | 2.214 | 2.112 | 2.086 | 2.734 | 3.028 | 3.372 | Kilde: Grønlands Statistik. Statistisk Årbog 1998 og tidligere udgaver heraf.
Mens godt 2/3 af befolkningen boede i byerne i 1965, er denne andel øget til godt 82 pct. primo 1998 sammenhængende med, at befolkningen i byerne er steget med godt 70 pct. fra 1965 til 1998, mens befolkningen i bygderne er gået 23 pct. tilbage. Det er især Grønlands i dag tre største byer, der har haft en betydelig befolkningsvækst fra 1965 til 1998, jf. tabel 2.2.2. Befolkningstilvæksten i Nuuk, Sisimiut og Ilulissat var således henholdsvis 168 pct., 108 pct. og 125 pct.
| Tabel 2.2.2 Befolkning og boligbestand primo 1965-1998 i Grønlands 5 største byer | | | 1965 | 1970 | 1976 | 1985 | 1992 | 1998 | Befolkningen i:
Nuuk
Sisimiut
Ilulissat
Aasiaat
Qaqortoq |
4.867
2.498
1.851
2.497
2.198 |
7.478
3.362
2.702
3.196
2.760 |
8.545
3.741
3.573
3.347
2.670 |
10.559
4.524
3.929
3.245
2.777 |
12.233
5.004
4.156
3.239
3.157 |
13.024
5.195
4.159
3.147
3.132 | Boligbestanden i:
Nuuk
Sisimiut
Ilulissat
Aasiaat
Qaqortoq |
1.023
442
362
453
462 |
1.644
695
542
628
582 |
2.393
912
818
834
811 |
3.537
1.237
1.107
1.085
991 |
4.471
1.694
1.338
1.090
1.173 |
4.794
1.716
1.412
1.141
1.212 | | Kilde: Grønlands Statistik. Statistisk Årbog 1998 og tidligere udgaver heraf. | Koncentrationen af befolkningen i byer og herunder især i de største byer genfindes naturligvis også i boligbestanden. Mens godt 70 pct. af boligerne lå i byerne i 1965, var denne andel øget til 83 pct. primo 1998 sammenhængende med, at boligmassen i byerne steg med godt 215 pct. fra 1965 til 1998.
I Nuuk, Sisimiut og Ilulissat steg boligmassen i denne periode med henholdsvis 368 pct., 288 pct. og 290 pct.
Koncentrationen af befolkningen og boligmassen i byerne afspejler sig naturligvis i en tilsvarende fraflytning fra bygderne. Mens befolkningen i bygderne faldt med godt 22 pct. fra 1965 til 1998, steg boligmassen med godt 50 pct., selv om der fra 1965 til 1976 var et mindre fald i boligbestanden i bygderne.
Boligstandarden målt ved antal boliger pr. indbygger er således steget i bygderne i perioden 1965 til 1998 både som følge af lavere befolkning og som følge af en større boligmasse. Det var især i perioden 1965 til 1980, at befolkningen i bygderne som følge af afvandring faldt med i gennemsnit 1,3 pct. p.a. I 1980 og 1998 var befolkningstallet i bygderne stort set det samme, idet en mindre stigning fra 1985 til 1992 efter 1992 blev afløst af et mindre fald i antallet af indbyggere.
Afvandringen fra 1965 til omkring tidspunktet for hjemmestyrets indførelse skal bl.a. ses som et resultat af en bevidst politik om at samle befolkningen i byer (og større bygder).(2)Fødselsoverskud i bygderne er årsagen til, at nettofraflytningen fra bygderne ikke har ført til et endnu større fald i bygdebefolkningen. | Tabel 2.2.3 Antal personer pr. bolig primo 1965-1998 i byer og bygder m.v. | | | 1965 | 1970 | 1976 | 1985 | 1992 | 1998 | | Grønland | 5,3 | 4,8 | 4,0 | 3,3 | 2,9 | 2,8 | | Byer | 5,1 | 4,6 | 3,8 | 3,2 | 2,8 | 2,7 | | Bygder | 5,7 | 5,4 | 5,0 | 3,6 | 3,3 | 2,9 | | Nuuk | 4,8 | 4,5 | 3,6 | 3,0 | 2,7 | 2,7 | | Sisimiut | 5,7 | 4,8 | 4,1 | 3,7 | 3,0 | 3,0 | | Ilulissat | 5,1 | 5,0 | 4,4 | 3,5 | 3,1 | 2,9 | | Aasiaat | 5,5 | 5,1 | 4,0 | 3,0 | 3,0 | 2,8 | | Qaqortoq | 4,8 | 4,7 | 3,3 | 2,8 | 2,7 | 2,6 | | Byer i Vestgrønland | 5,1 | 4,6 | 3,8 | 3,2 | 2,8 | 2,7 | | Byer i Nordgrønland | 4,3 | 4,3 | 4,3 | 4,0 | 3,5 | 3,0 | | Byer i Østgrønland | 5,3 | 4,8 | 4,3 | 4,1 | 3,5 | 3,3 | | Kilde: Grønlands Statistik. Statistisk Årbog 1998 og tidligere udgaver heraf. | Det fremgår af tabel 2.2.3, at der næsten er sket en halvering i antallet af personer pr. bolig siden 1965. Tendensen er den samme over hele Grønland, dog mest markant i Vestgrønland. Der er to hovedårsager til denne udvikling.
For det første er antallet af fødsler pr. kvinde i den grønlandske befolkning faldet meget stærkt siden første halvdel af 1960’erne, jf. figur 2.2.2. Måles fødselstilbøjeligheden ved den samlede fertilitet(3), som i ét tal udtrykker den gennemsnitlige fertilitet pr. 1.000 kvinder i det fødedygtige aldersinterval, fås et fald fra næsten 7.000 i første halvdel af 1960’erne til omkring 2.500 fra begyndelsen af 1970’erne. Fødselstilbøjeligheden blev med andre ord mere end halveret fra begyndelsen af 1960’erne til begyndelsen af 1970’erne.
For det andet er der en tendens til, at udviklingen går i retning af flere og dermed mindre husstande. Stigende velstand, skilsmisser og det forhold, at børnene flytter tidligere hjemmefra, ligger bag denne tendens. | Figur 2.2.2 Den samlede fertilitet 1960 - 1996 |
|  | | | Kilde: Grønlands Statistik. Internet databank. | Tendensen mod mindre husstande kan også ses i så godt som alle industrilande. I Danmark er antallet af personer pr. husstand således faldet fra 2,7 i 1970 til 2,2 i 1998. Denne udviklingstendens øger efterspørgselen efter boliger og hermed også presset på nybyggeriet, såfremt efterspørgslen skal imødekommes, se boks 2.2.1. | Boks 2.2.1 Boligbestand og boligbyggeri. Accelerationsprincippet | Det følgende regneeksempel illustrerer sammenhængen mellem en stigning i boligefterspørgslen og den afledte vækst i boligbyggeriet.
Det er som udgangspunkt antaget:
- at boligbestanden er 20.000,
- at boliger i gennemsnit holder 100 år,
- at boligefterspørgslen stiger med 1½ pct. pr. år grundet større befolkning og større realindkomst pr. capita.
I en ligevægtssituation skal der bygges dels 200 (20.000/100) boliger pr. år til erstatning for udtjente boliger, og dels 300 (1½ pct. af 20.000) boliger pr. år for at tilfredsstille den øgede boligefterspørgsel. Der skal i det betragtede eksempel således i alt bygges 500 boliger pr. år. Hvis boliger kun holder 50 år, skal der årligt bygges 400 (20.000/50) boliger pr. år til erstatning for udtjente boliger. I alt skal der under denne forudsætning bygges 700 boliger pr. år. Antag nu, at den hurtige opsplitning af familier (via skilsmisse, via at børn flytter tidligere hjemmefra m.m.) får boligefterspørgslen til at stige med yderligere 1 pct. pr.år. I så fald skal der bygges yderligere 200 (1 pct. af 20.000) boliger mere pr. år. Boligbyggeriet skal følgelig øges med enten 28,5 pct. eller 40 pct. afhængig af boligens levetid, jf.: | | Boligens levetid | Årligt boligbyggeri i ligevægtssituationen | Ekstra boligbyggeri som følge af familieopsplitning | | Antal | Pct. | 50 år
100 år | 700
500 | 200
200 | 28,5%
40% | | | Eksemplet illustrerer, at en yderligere stigning i boligefterspørgslen (her med 1 pct.) slår igennem med en flere gange større procent i stigning i boligbyggeriet. Dette kaldes accelerationsprincippet, der igen er en følge af, at boliger har lang levetid, hvorfor den årlige produktion af boliger kun er en brøkdel af boligmassen. Bemærk også, at stigningen i boligbyggeriet vil være større, jo længere boligens levetid er. | |
- Inkl. boliger i alderdomshjem og kollegier var der 1. januar 1998 21.392 boliger. Med mindre andet eksplicit er anført, er det boligbestanden ekskl. boliger i alderdomshjem og kollegier, der er det anvendte boligbegreb i dette kapitel.
- Bl.a. foreslået i "Betænkning fra Grønlandsudvalget af 1960", der udkom i 1964
- Samlet fertilitet er udtryk for det antal børn, som 1.000 kvinder vil føde i løbet af det fertile aldersinterval 15 - 49 år, forudsat at ingen af disse kvinder dør, før de fylder 50, og at fertiliteten holder sig på det konstaterede fertilitetsniveau som målt ved de aldersbetingede fertilitetskvotienter i den betragtede periode, fx det aktuelle kalenderår. I 1996 var den samlede fertilitet til sammenligning i Danmark på 1.747. Skal en befolkning netop reproducere sig selv, skal den samlede fertilitet være lidt over 2.000, hvis der som normalt fødes lidt flere drenge end piger. .
|