Det landbaserede fiskerierhverv

Uden en landingspligt ville en bearbejdning af rejer på landanlæggene imidlertid næppe være rentabel. Et højere samfundsøkonomisk udbytte ville formodentlig kunne opnås ved i stedet at anvende råvaren til produktionen af skalrejer

Mandag d. 11. januar 1999
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Økonomi.

Den videre forarbejdning af fisk og skaldyr sker, udover den nedfrysning og pakning af skalrejer, som finder sted om bord på de havgående trawlere, i de landbaserede produktionsenheder.

Disse produktionsanlæg ejes så godt som alle af Royal Greenland A/S. Selskabet ejer i Grønland 6 rejefabrikker, 17 hellefiskanlæg (som også kan bearbejde torsk), 3 fabrikker til færdigproduktion af krabber samt en række mindre produktionsanlæg, i alt godt 40 bygdeanlæg. Herudover ejer Royal Greenland tre fabrikker i Danmark. I 1996 købte Royal Greenland en eksisterende fiskeforarbejdningsfabrik i Wilhelmshaven i Tyskland. Den samlede produktion på den nye fabrik udgjorde i 1997 14.400 tons.

I Upernavik Kommune blev i 1995 indviet et privat produktionsanlæg til bearbejdning af hellefisk. Endelig findes nogle mindre, private anlæg til bearbejdning af bl.a. krabber og sæler.

I november 1998 åbnedes en privat rejefabrik - Nuuk Rejefabrik A/S - i Nuuk. Fabrikken, hvortil der er knyttet 6 trawlere, og som kan tage i mod 20-30 tons rejer pr. dag, ejes af trawlerselskaberne Polar Seafood, Qajaq Trawl og Nanoq Trawl.

Ligeledes i november igangsatte en privat trawlerejer fabriksproduktion af krabber indhandlet til søs. Aftalen dækker indhandlingen fra 28 fiskere fra Paamiut og Maaniitsoq. Den samlede kvote er på 1.800 tons krabber, som afsættes til Japan. Det skønnes, at eksportindtægterne fra dette fiskeri vil beløbe sig til mellem 28 og 35 mio. kr.

Den øgede konkurrence om indhandlingerne af rejer, hellefisk og krabber har resulteret i, at de priser, som fiskerne modtager ved landingerne af de pågældende produkter, er steget.

Fabrikkerne i Grønland fik gennem starten af 1990´erne tilført stigende mængder af rejer og hellefisk, jf. figur 3.6. For hellefiskens vedkommende var der tale om mere end en fordobling gennem første halvdel af 1990’erne. Siden 1995 er tilførslen af rejer faldet til et niveau i 1997, som ligger ca. 16 pct. under niveauet i 1990. I samme periode er mængden af torsk faldet med 96 pct. Den samlede tilførsel til Royal Greenlands landanlæg af rejer, hellefisk og torsk var i 1997 på 47.500 tons.
Figur 3.6 Tilførte råvaremængder til fabrikkerne i Grønland

Kilde: Royal Greenlands regnskaber
Råvaretilførslerne til landanlæggene indhandles af den private grønlandske kutterflåde samt af søkogerne, som er pålagt at lande 25 pct. af fangsterne til landanlæggene. I 1997 indhandledes 33.000 tons rejer, og sammen med jollefiskeriet og fiskeri fra isen indhandledes 20.000 tons hellefisk til fabrikker på land.

Den landbaserede produktionen har stor betydning for Grønlands samlede beskæftigelse. I Royal Greenlands reje- og fiskefabrikker beskæftigedes i 1996 godt 1.200 personer (opgjort på helårsbasis).

I foråret 1997 indgik hjemmestyret og Royal Greenland A/S en aftale vedrørende den fremtidige kapacitet og beskæftigelse i selskabet. Baggrunden for aftalen var Royal Greenlands planer om at samle forarbejdningen på færre produktionsanlæg i konsekvens af et forudgående fald i kapacitetsudnyttelsen i fabriksanlæggene. Den beskæftigelsesmæssige konsekvens heraf blev beregnet til en reduktion på 180 fuldtidsbeskæftigede.

En sådan reduktion i beskæftigelsen var ikke være acceptabel. Det blev derfor besluttet, at der som en offentlig finansieret beskæftigelsesforanstaltning gennemførtes alternative produktioner af fantails og friller (fra hellefisk) på en række af Royal Greenlands landanlæg samt en produktion med forædling af krabbekød.

Til finansieringen af disse alternative produktioner har Royal Greenland optaget et hjemmestyregaranteret lån på 269 mio. kr. til dækningen af investeringer (knap 61 mio. kr.) og løbende driftstilskud i fem år. Hjemmestyret betaler Royal Greenland de 269 mio. kr. i takt med, at lånet forfalder gennem perioden 1998 til 2002. Den beskæftigelsesmæssige konsekvens af den alternative plan blev beregnet til en årlig merbeskæftigelse på 235 årsværk.

Det var en forudsætning for planens økonomiske og beskæftigelsesmæssige målsætninger, at de forudsete krabbeforekomster i de udenskærs farvande findes i et tilstrækkeligt omfang, dvs. en ressource, som kan yde de forudsete yderligere 8 - 10.000 tons indhandlede krabber pr. år. Tilgangen af landede krabber har indtil nu ikke kunnet leve op til det forudsatte niveau. I 1997 indhandledes godt 3.200 tons krabber.

Det er endvidere aftalt, at en ny produktion af fantails skal startes op i Qasigiannguit (Christianshåb) og Qeqertarsuaq (Godhavn) fra 1999. Den samlede støtte fra hjemmestyret til de herefter fire fantailfabrikker er på godt 29 mio. kr. til sikring af en merbeskæftigelse på 159 fuldtidspersoner - svarende til et løntilskud på 185.000 kr. pr. merbeskæftiget.

Pr. 1. juli 1998 etableredes et datterselskab (NUKA A/S) under Royal Greenland A/S, som skal beskæftige sig med "ikke kommercielle arter", dvs. alle andre arter end rejer, hellefisk og krabber, som hjemmestyret ønsker, at selskabet påtager sig af hensyn til beskæftigelse i de landbaserede erhverv (samfundspålagte opgaver), og som ud fra en privatøkonomisk synsvinkel er underskudsgivende. Med denne opgavefordeling skal Royal Greenland A/S herefter alene arbejde på ren kommerciel basis. Med hensyn til produktsammensætningen er det planen, jf. koncerndirektionen, at Royal Greenland fremover primært skal koncentrere sig om produktion og salg af rejer, hellefisk og krabber på markedsmæssige vilkår, herunder fantailproduktionen.

Beskæftigelseshensynet spiller også en rolle i den subsidiering, som kutterne gennem årene har modtaget i forbindelse med rejefiskeriet og i forbindelse med påbuddet om, at søkogerne skal lande en vis procent af deres fangster til landanlæggene. Landingskravet, som i dag er på 25 pct., må dog også ses som et miljømæssigt hensyn, hvor udsmiddet af rejer mindskes gennem kravet til en vis landingsprocent.

Uden en landingspligt ville en bearbejdning af rejer på landanlæggene imidlertid næppe være rentabel. Et højere samfundsøkonomisk udbytte ville formodentlig kunne opnås ved i stedet at anvende råvaren til produktionen af skalrejer. Men de (små) rejer, som landes til landanlæggene, ville næppe kunne oppebære samme indtjening, som den nuværende kilopris på skalrejerne er udtryk for. Og i den udstrækning landingspligten begrænser udsmiddet af rejer, kan dette begrundes i dels et miljømæssigt hensyn dels i hensynet til rejeressourcens fulde udnyttelse.