Hjemmestyrets indtægter, 1997

De senere års udvikling i hjemmestyrets indtægter fra forrentning af investeret kapital bærer præg af KNI-selskabernes konsolidering i 1995 og KNI Pisiffik A/S og Tele Greenland A/S' gældsindfrielser i 1996. Alene fra 1995 til 1996 faldt renteindtægterne fra udlån til de hjemmestyreejede virksomheder og selskaber således med 41 mio. kr

Mandag d. 11. januar 1999
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Økonomi.

Som det fremgår af tabel B.1. udgjorde hjemmestyrets samlede indtægter i 1997 4.136 mio. kr. Indtægterne steg dermed med 91 mio. kr. i forhold til 1996, hvilket svarer til en stigning på 2,3 % . Fra 1995 til 1996 var indtægtsstigningen på 2,8 %.

Den største del af indtægtsstigningen fra 1996 til 1997 stammer fra statens bloktilskud, der stiger med 71 mio. kr. som følge af den almindelige prisfremskrivning. Dermed beløb bloktilskuddet sig i 1997 til 2.512 mio. kr.
Tabel B.1. Hjemmestyrets indtægter 1995-1999
  Regnskab
1995
Regnskab
1996
Regn-
skab
1997
Bevil-
ling
1998
Finans-
lov
1999
Andel af
indtægter
1999
Mio. kr. Pct.
A. Indkomstskatter Landsskat, særlig landsskat og selskabsskat fra hjemmestyret virksomheder 524 544 551 557 569 13
B. Afgifter Indførselsafgifter Andre afgifter 432
112
480
123
469
135
466
131
490
150
11
3
B. Andre afgifter i alt 544 603 603 596 640 14
C.Statens bloktilskud
D. Fiskerilicenser mv.
E. Andel i Nationalbankens overskud
F.Forrentning af investeret kapital (renteindtægter fra udlån til hjemmestyrevirksomheder)
G. Andre indtægter
2.393
281

0


157
35
2.441
274

35


116
32
2.512
287

35


101
47
2.575
286

34


179
98
2.653
284

35


205
35
60
6

1


5
1
INDTÆGTER I ALT (A + B + C + D + E + F + G) 3.935 4.045 4.136 4.325 4.423 100
Kilde:Landskassens regnskaber 1995-1997 samt Landstingstillægsbevillingslov 2 for 1998 og Landstingsfinanslov for 1999.
Hjemmestyrets provenu fra indkomstskatter er steget i de seneste år. Således steg indkomstskatteprovenuet fra 1994 til 1995 med 43 mio. kr., mens det fra 1995 til 1996 blev forøget med 20 mio. kr. I 1997 er stigningen i indkomstskatteprovenuet dog mere moderat, idet provenuet i forhold til 1996 kun er forøget med 7 mio. kr. I 1997 er der - i modsætning til de forudgående år - indbetalt selskabsskat (1,6 mio. kr.) fra en af hjemmestyrets virksomheder.

Indførselsafgifterne var i 1995 relativt lave, idet KNI foretog en række lagerændringer. Lageromlægningerne betød, at lageret af cigaretter til islægsperioden i vinteren 1995/1996 først blev indkøbt primo 1996. I 1996 indførte hjemmestyret en forlængelse af afgiftskreditten på indførselsafgifter for erhvervsmæssige skibsforsendelser. Dette betød, at KNI endnu engang ændrede sin lagerpolitik med større cigaretindkøb i 1996 til følge. Importen af cigaretter er således den mest betydende faktor mht. stigningen i indførselsafgifterne fra 1995 til 1996 på 48 mio. kr. På grund af det ekstraordinære provenu fra indførselsafgifter i 1996 ses der derfor naturligt et fald i provenuet på 11 mio. kr. i 1997.

Posten "andre afgifter" i tabel B.1. består af motorafgifter, rejeafgifter, havneafgifter, stempelafgifter, lotteriafgifter, automatspilsafgifter, ensfragtafgifter og koncessionsafgifter. Disse afgifter steg fra 1996 til 1997 med tilsammen 9 mio. kr., hvor den største enkeltpost er stigningen i ensfragtafgifter på 12 mio. kr. I 1997 er der ingen provenu fra koncessionsafgift.

Med baggrund i den fiskeriaftale med EU, der trådte i kraft pr. 1. januar 1995, modtager Grønland i perioden 1995 til 2000 en årlig betaling for fiskerilicenser på 37,7 mio. ECU. Stigningen i indtægter vedrørende fiskerilicenser fra 1996 til 1997 på 13 mio. kr. stammer dels fra salg af supplerende fiskerirettigheder til EU på 8,5 mio. kr. og dels som følge af en relativ høj ECU-kurs på omvekslingstidspunktet.

Hjemmestyret modtog i både 1996 og 1997 35 mio. kr. som sin andel af Nationalbankens overskud. I 1998 bliver hjemmestyrets andel på 34 mio. kr.

De senere års udvikling i hjemmestyrets indtægter fra forrentning af investeret kapital bærer præg af KNI-selskabernes konsolidering i 1995 og KNI Pisiffik A/S og Tele Greenland A/S' gældsindfrielser i 1996. Alene fra 1995 til 1996 faldt renteindtægterne fra udlån til de hjemmestyreejede virksomheder og selskaber således med 41 mio. kr., og også i 1997 ses et fald i indtægterne, som er på 15 mio. kr. i forhold til 1996, således at posten i 1997 udgjorde 101 mio. kr.