Gammel IA-politik støvet af

Men så kommer Inuit Ataqatigiit med et program, der lover indførelse af en rigmandsskat, der skal skabe bedre forhold til de dårligst stillede. Josef Motzfeldt mindede på pressemødet om, atman måler et samfund på, hvordan de dårligst stillede har det.Og han fremhævede, at netop de dårligst stillede altid har haft Inuit Ataqatigiits aller største bevågenhed.

Torsdag d. 14. januar 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

INUIT ATAQATIGIIT SØGER nye vælgere. På pressemødet mandag eftermiddag præsenterede IA et valgprogram, der trækker partiet længere til venstre end ved de sidste mange valg. Inuit Ataqatigiit lægger ikke op til noget samarbejde med andre. Det er ideerne, der tæller denne gang. Nu skal valget vindes på partiets gamle tanker, på IA’s egne præmisser. Formanden for Inuit Ataqatigiit Josef Tuusi Motzfeldt sagde på pressemødet, at Siumut er træt og Atassut håbløst utroværdig. Og med politiske slagtilbud om rigmandsskat, løsrivelse fra Danmark og et massivt og ressourcekrævende hjælpeprogram for de dårligst stillede i samfundet har partiet ikke nærmet sig de øvrige partier. Den afstøvede og nypolerede IA-politik kan ikke i sig selv flytte vælgere fra landsstyrepartierne til IA. NYE VÆLGERE kan være førstegangsvælgere eller sofavælgere, eller de kan ranes fra andre partier. I begyndelsen af ugen var der flere, der mente, at IA med sin tydelige venstremarkering er ude efter Siumuts venstrefløj. Men det er ikke logisk. Hvis det er det, partiet er ude på, ville det tvært imod være flyttet mod højre eller i det mindste have markeret sig lidt blødere. Ved at fjerne sig yderligere fra Siumut, vender IA sin gamle samarbejdspartner ryggen og kaster Atassut i armene på Siumut igen. Det er svært at forestille sig, at et borgerligt midterparti som Siumut skulle gå i landsstyre med et ideologisk genopstået og meget motiveret, socialistisk Inuit Ataqatigiit. Så skal det i hvert fald stå sløjt til i Siumut efter valget. Men hvad går de så efter i Inuit Ataqatigiit. Hvem er deres vælgere, og hvordan skal partiet få indflydelse efter valget? Inuit Ataqatigiit går formentlig efter en jordskredssejr, som skal sikre partiet et landsstyresamarbejde på dets egne betingelse - og med en partner, der efter valget er indstillet på at skabe de bedst mulige rammer for IA. Spørgsmålet er så, om det vil lykkes. BLANDT DE DÅRLIGST STILLEDE vælgere er der en masse, der aldrig stemmer. Det er dem, vi kalder sofavælgere - men det skulle ikke undre, om mange af dem aldrig har ejet en sofa. De er måske ikke ligeglade med samfundsudviklingen, men afmægtige. De har det så elendigt, at det kan være lige meget, hvem man stemmer på. Og hvorfor så ulejlige sig til stemmeurnerne. Hvis man ingenting har og ikke har udsigt til at få noget, så er det hip som hap, hvem der sidder ved magten. Men så kommer Inuit Ataqatigiit med et program, der lover indførelse af en rigmandsskat, der skal skabe bedre forhold til de dårligst stillede. Josef Motzfeldt mindede på pressemødet om, at man måler et samfund på, hvordan de dårligst stillede har det. Og han fremhævede, at netop de dårligst stillede altid har haft Inuit Ataqatigiits aller største bevågenhed. De dårligst stillede i Grønland udgør en meget væsentlig del af de tavse vælgere, og dem er der 30 procent af, cirka 11.500 vælgere, som kan vende op og ned på politikken i Grønland. SOFAVÆLGERE er kun en af de grupper, man kan få nye vælgere fra. En anden er førstegangsvælgerne, som for de flestes vedkommende er unge grønlændere, der muligvis ser et godt og rigtigt mål i en frigørelse fra Danmark. Dem regner Inuit Ataqatigiit også med at få en del af, mens den størst opnåelige fremgang vil bygge på vælgere, der er utilfredse med det arbejde, der gennem de senere år har været udført af Siumut og Atassut i fællesskab. Den utilfredshed er der ikke noget at sige til. Bare det at nævne de væsentligste samfundsområder i Grønland er en hovedrystende kritik af landsstyresamarbejdet sundhedsvæsenet, folkeskolen, boligsitua- tionen og vel også uddannelserne. Der er nok at være utilfreds med, og den utilfredshed giver stemmeflugt til kandidatforbundet og Inuit Ataqatigiit. Går det, som disse to grupper håber, er det ikke umuligt, at vi får netop dem at se i et landsstyresamarbejde. Det er bare langt fra sikkert, at det kommer til at gå sådan. Mange stemmer skal flyttes, og mange nye skal til, og selvom Inuit Ataqatigiits nypolerede gamle politik måske giver medvind i nogle kredse, så er det sikkert og vist, at den også giver modvind. Og modyindsfløjen mener næppe, at en rendyrket socialistisk ideologi er, hvad Grønland har brug for i disse år. Men det vil vælgerne afgøre 16. februar.