Daniel & Co. var for frelste og røg ud

Den rolle er Inuit Ataqatigiit ikke indstillet på at overtage, og det ses allerede i samarbejdsaftalen, der mest af alt ligner et IA-oplæg, som Siumut har været med til at redigere. Der er lagt op til en planøkonomisk udvikling, eller hvad man kalder den stagnation og tilbagegang, som et centralt styret erhvervsliv uundgåeligt indebærer. Men det vender vi tilbage til.

Torsdag d. 25. februar 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DET ER STADIG svært at forstå, hvorfor Jonathan og Siumut gik i samarbejde med en stærk politisk partner, som ikke finder sig i hvad som helst. Det havde været langt mere bekvemt at føre Siumut-politik i samarbejde med Atassut, som har vænnet sig til mindretalsrollen i landsstyret. Den rolle er Inuit Ataqatigiit ikke indstillet på at overtage, og det ses allerede i samarbejdsaftalen, der mest af alt ligner et IA-oplæg, som Siumut har været med til at redigere. Der er lagt op til en planøkonomisk udvikling, eller hvad man kalder den stagnation og tilbagegang, som et centralt styret erhvervsliv uundgåeligt indebærer. Men det vender vi tilbage til. Jonathan Motzfeldt forklarer til AG, at partiet har måttet erkende, at både Atassut og Siumut gik tilbage. Men det er ikke den væsentligste grund til, at Atassut blev vraget. Jonathan - og vel også hans hovedbestyrelse - blev godt gal i skralden, fordi Daniel Skifte ikke var loyal i forbindelse med kritikken af misbruget på tjenesterejser og den manglende selvangivelse af frynsegoder. Som AG-læserne husker dokumenterede Daniel Skifte i AG, at han havde opgivet sin tjenestebil til skattevæsenet, og indledte samtidig et felttog mod det overdrevne rejseri i landsstyret. Det faldt Siumut-folkene så eftertrykkeligt for brystet, at nu måtte Daniel ikke være med mere. Man kan ikke samarbejde med nogen, man ikke kan stole på. Og det er selvfølgelig rigtignok. Spørgsmålet er så, om det bliver bedre med Inuit Ataqatigiit. I samarbejdsaftalen er der nemlig allerede aftalt fælles front mod det overdrevne rejseri. Hele administrationen skal "gås efter med en redekam". Der skal spares, hvor der spares kan. DET VAR ALTSÅ almindelig fornærmelse, der var årsagen til den nye landsstyresammensætning, hverken mere eller mindre. Formodningerne om, at Siumut-frontens bagland ønsker en venstredrejning, er ikke seriøse. Og de lidt ondsindede beskyldninger om, at Siumut ikke har en selvstændig politik og derfor har brug for IA, har heller ikke noget på sig. Det nye samarbejde skyldes alene indestængte, ubearbejdede Siumut-følelser, som i weekenden fik luft ved at sende Atassut ud i kulden. Og det endda uden at høre på, hvad partiet havde at tilbyde. Nok om det. Men det kan være, det nye samarbejde giver bagslag. Inuit Ataqatigiit er nemlig det grønlandske parti, der har været mest tro mod dets oprindelige idé og politik. Der er næppe grund til at tro, at partiet rokker sig, hvis samarbejdet med Siumut kræver, at en af IA’s bærende teltpæle skal flyttes. Partiet har en stærk profil, og der er grænser for, hvor langt det vil gå i realpolitiske tilpasninger. Det kan altså blive vanskeligt for Siumut at køre ensidig Siumut-politik. Partiet har trukket oppositionen ind i landsstyret, og her får den større indflydelse end på de menige pladser i landstingssalen. OG SÅ VAR DER det med erhvervslivet og den økonomiske politik. I radioen blev det økonomiske afsnit i samarbejdsaftalen taget som udtryk for, at ensprissystemet alligevel ikke skal afskaffes. Tvært imod skal der fortsat arbejdes på ensartede forhold over hele landet. Der skal ske en skatteudligning, det skal være lige let at starte erhvervsinitiativer overalt, og også menneskers meget forskellige indtægter skal nærme sig hinanden. Helt så galt går det forhåbentlig ikke. Læser man afsnittet om økonomien, redegøres der jo her for præcis den model, som den økonomiske arbejdsgruppe i Nuuk for et par år siden nåede frem til i et oplæg om ændring af det grønlandske ensprissystem. Konklusionen var, at ensprissystemet ophæves for at give plads til kostægte priser i fire-fem såkaldte vækstbyer. Det ville føre til et betydeligt lavere omkostningsniveau de pågældende steder, og det ville fremme den erhvervsmæssige udvikling og økonomiske vækst. De pågældende byer skulle derefter betale en ekstra skat, som skulle bruges til at fastholde de nugældende priserne alle andre steder. Det er præcis den model, Siumut og Inuit Ataqatigiit omtaler i deres samarbejdsaftale. Men "ophævelse af ensprissystemet" har næsten lige så slem en klang som rigmandsskat. Derfor taler de om "prisreguleringsfond" og regionsvis "økonomisk udvikling". Men det er alligevel det samme. Farven har bare en anden lyd...