Borgerne er ikke tilfredse med dommen

Det var ikke, fordi de involverede manipulatorer ikke var bekendt med, at det, de gjorde, var alt andet end regelret forvaltning. Fra flere sider fik landsstyret meget klar besked om, at det var i færd med at begå en række ulovligheder. Det blev derfor nødvendigt at bøje loven og tilpasse fortolkningen af dens paragraffer, så det planlagte kollegiebyggeri faldt inden for dens rammer.

Torsdag d. 22. april 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Love og konventioner, Ombudsmanden, Politik.

VI KENDTE HISTORIEN på forhånd, den om et tidligere landsstyres og en tidligere landsstyreformands manipulation med den lovgivning, de selv har været med til at vedtage. Den handler om transaktionen i forbindelse med kollegiebyggeri i Qaqortoq, hvor en handelsskoleforstander og en entreprenør bagte en rævekage sammen med Lars Emil Johansen og brød love og bestemmelser på en lang række områder.

Det var ikke, fordi de involverede manipulatorer ikke var bekendt med, at det, de gjorde, var alt andet end regelret forvaltning. Fra flere sider fik landsstyret meget klar besked om, at det var i færd med at begå en række ulovligheder. Det blev derfor nødvendigt at bøje loven og tilpasse fortolkningen af dens paragraffer, så det planlagte kollegiebyggeri faldt inden for dens rammer.

Det lykkedes bare ikke. Det har ombudsmand Vera Leth slået fast med syvtommersøm. Landsstyret brød forsætligt lovens hensigt.

SÅDAN HAR landsstyrepolitikerne nok ikke følt det, for i tidens løb har der været en udpræget tendens til, at få loven til at makke ret, når politiske ønsker skulle fremmes.

Og der er folk, der mener, at det er i orden. Nogle politikere finder det er rimeligt, at landsstyret tiltager sig en vis lovfortolkende myndighed, mens andre bare synes, at loven ikke gælder for politikerne. Det så vi så sent som med frynsegoderne, der ikke blev opgivet til skattevæsenet... Og så videre!

Derfor finder landsstyremedlemmerne kritikken urimelig. De har efter eget skøn handlet realistisk og valgt de genveje, der nu engang er behov for, når der skal opnås resultater her og nu.

Men det går altså ikke. Det er mafiametoder, og uanset, hvor effektive de kan være, hører de ikke hjemme hos os.

Med denne sag - og med ombudsmandens rapport - er det endnu engang påvist, at der er langt til en ærlig og redelig forvaltning. Sagens art og karakter leder tankerne hen på, at sagen næppe er enestående. Jo, opklaringen - "kriminalhistorien" - er enestående, sådan da. Men den ildhu og rutine, landsstyret er faret frem med, afslører, at der er høstet masser af erfaring tidligere.

Der er ikke nogen tøven i landsstyret, ingen rysten på hånden. Der skal bare knaldes en løsning igennem, og den skal imødekomme landsstyrets ønsker.

Hvor mange gange har der ikke været lignende tilfælde? Denne gang trådte landsstyret arbejdsgiverne så eftertrykkeligt over tæerne, at Arbejdsgiverforeningen klagede til ombudsmanden. Men hvor mange gange har landsstyret trynet sager igennem, som ingen er "faldet over", og som derfor ikke er kommet til offentlighedens kendskab?

SAGENS ALDER og den tid, sagsbehandlingen har varet, er et alvorligt problem. For hvad kan vi bruge ombudsmandens konklusioner til, når både Grønland og Verden er totalt ændret i de to et halvt år, sagen har kørt?

For det første er de fleste landsstyremedlemmer ikke mere aktive i politik. Kun Atassut-formanden Daniel Skifte, der til AG siger, at han fik armen vredet om af Lars Emil Johansen, er stadig aktiv.

Men kan vi hænge ham op for det hele? Han er i hvert fald den eneste, vi kan straffe politisk.

Men hvad med de andre. Dem, der nu er ude af politik. De har begået ulovligheder uden at nogen har i sinde at kræve dem til regnskab for det. Når andre borgere indsmugler hash, kører spritkørsel, stjæler eller snyder i skat, så får de bøder eller ryger i anstalten. Men når man i landsstyrets direktorater overtræder loven og fører vælgere, borgere, skatteydere bag lyset, så er det ok.

Nej, ikke helt ok. Ombudsmanden siger "fy", og vi kan skrive om det i avisen. Men ingen bliver straffet, og der er ikke rigtigt nogen, der er sure mere. Eller gale i skralden over, at licitationslovgivningen blev overtrådt.

Arbejdsgiverne er fint tilfredse med ombudsmandens dom. Men er vi andre det? Er alt nu i orden? Er vi sikret mod gentagelser? Bliver loven overholdt for eftertiden?

Naturligvis ikke. Og det er det, der er så forbistret...