Ansvaret for Disko skal placeres
Allerede nu må det være klart, at de involverede parter ikke fremover kan indgå i betydende tillidshverv på vegne af hjemmestyret.
Fredag d. 23. april 1999
Daniel Skifte
Emnekreds:
Erhverv
,
Love og konventioner
,
Politik
,
Økonomi
.
Ved udgangen af 1999 forventes Greenland Tourism at have en negativ egenkapital på godt 26 millioner kroner. Og der er fra landsstyret lagt op til at ejeren - Grønlands Hjemmestyre - skal skrive en check ud på 33 millioner kroner for at genoprette økonomien i selskabet.
33 millioner kroner svarer til 1 skatteprocent.
Den politik kan vi fra Atassut ikke støtte. Atassut ønsker at der rejses en erstatningssag mod bestyrelsen i henhold til aktieselskabslovens regler om bestyrelsesansvar.
Under behandlingen af erstatningssagen vil det blive afdækket, hvor meget ansvar for forløbet bestyrelsen kan skyde fra sig ved i god tid at have informeret ejerens repræsentant, tidligere landsstyremedlem Peter Grønvold Samuelsen, og hvor meget ansvar der kan skydes over på direktionen, daværende direktør Kim Folmann Jørgensen.
Ved sagens afslutning vil det være klart, hvor det økonomiske og det politiske ansvar for denne økonomiske katastrofe kan placeres.
For den del af ansvaret som daværende direktion og bestyrelse ikke kan fralægge sig, ønsker Atassut at der rejses en erstatningssag.
Allerede nu må det være klart, at de involverede parter ikke fremover kan indgå i betydende tillidshverv på vegne af hjemmestyret.