Sig nej til bananrepublikken!
Den anden begrundelse - den med, at andre parlamenter kun sjældent bruger ministeransvarlighedsloven - er pinlig. For mens andre landes ministre i ordentlige (!) demokratier ikke begår ulovligheder, så er det i Grønland sket i dette konkrete tilfælde og i flere andre, som vi tidligere har omtalt i avisen.
Tirsdag d. 27. april 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Love og konventioner
,
Ombudsmanden
,
Politik
.
MED DEN EMBEDSFØRELSE, vi har været vidner til i hjemmestyret de sidste mange år, måtte det jo ende med, at politikerne en dag blev grebet i ulovligheder, de ikke kan rende fra. Eller tie ihjel. Det har de ellers haft god succes med hidtil, og vil formodentlig også have det i fremtiden. Hjemmestyreadministrationen er lukket som en østers. Frygten for magtens mænd har skabt et tavst og føjeligt værktøj for regimet.
Ombudsmandens konklusioner på den klagesag, AG omtalte i sidste uge, har imidlertid med uhyggelig præcision fastslået, at politikere og embedsmænd forsætligt har overtrådt loven på en række punkter. I bedste fald har de troet, de fik bøjet den så meget, at den kunne skabe friere og mere komfortable rammer for landsstyret. Men de kan ikke have troet, at transaktionen i Qaqortoq var lovlig.
I sidste nummer gav vi på denne plads udtryk for frustration over, at sagen - sin alvor til trods - næppe ville få konsekvenser for lovbryderne. Det synes et par læsere er for sølle. Der er ingen grund til at opgive på forhånd. Lovgivningen giver mulighed for at forfølge sagen og dømme de skyldige.
I dagens avis beskæftiger vi os derfor med, hvad der nu skal ske. Først og fremmest fortæller ombudsmanden, Vera Leth, om sin opgave, og hun korrekser lovudvalgets jurister for deres vurdering af, at hun selv har lukket af for en forfølgelse af sagen.
Det har hun nemlig ikke.
MINISTERANSVARLIGHEDSLOVEN - her i landet Loven om landsstyremedlemmers ansvarlighed - siger helt klart, at landsstyremedlemmerne er personligt økonomisk ansvarlige, ligesom de kan dømmes efter kriminalloven.
Det er Landstinget, der i givet fald afgør, om forhold vedrørende et landsstyremedlems embedsførelse skal overlades til politimesteren til efterforskning og muligt tiltale.
Derefter afgør politimesteren, om der skal rejses tiltale med krav om foranstaltning eller erstatning.
Sådan er det.
I DAGENS AVIS siger lovudvalgets sekretær, at han vil blive overrasket, hvis lovudvalget indstiller at bruge ministeransvarlighedsloven. Hans begrundelse er, at ombudsmanden ikke har taget ministeransvarlighedsloven med i sin vurdering, og at det desuden er meget sjældent, at et parlament vælger at bruge den.
Den første begrundelse afviser Vera Leth, idet hun siger, at det ikke er hendes opgave at henlede opmærksomheden på foranstaltningsmuligheder. Hun kan ikke sætte sig over Landstinget og har udelukkende skullet vurdere den konkrete sag.
Den anden begrundelse - den med, at andre parlamenter kun sjældent bruger ministeransvarlighedsloven - er pinlig. For mens andre landes ministre i ordentlige (!) demokratier ikke begår ulovligheder, så er det i Grønland sket i dette konkrete tilfælde og i flere andre, som vi tidligere har omtalt i avisen.
Hvis vi fortsat gerne vil sammenlignes os med ordentlige demokratier, skal vi benytte os af denne lejlighed til at forfølge sagen, placere ansvaret og dømme for de lovovertrædelser, der er begået.
Hvis Landstinget ser gennem fingrene med landsstyrets ulovligheder, bekræfter det bare utroværdigheden og bananstatsmetoderne.
Hvis Landstinget ikke går videre, legaliserer tinget det tidligere landsstyres forvaltningsmetoder og skaber præcedens for fortsættelse.
Hvis Landstinget undlader at sende sagen til politimesteren, blæser Landstinget på sine egne love og gør sig lige så skyldig som det tidligere landsstyre. Og så er vi en erklæret bananstat!
OMBUDSMANDENS konklusioner beskriver sagsbehandlingen som en politisk skandale, der savner sidestykke, ikke bare i Grønland, men også i den verden, vi normalt prøver at sammenligne os med.
De nordiske ombudsmænd har aldrig formuleret så alvorlig en kritik af deres ministre og regeringer. Det skyldes ikke, at vores ombudsmand er særlig emsig, men at der aldrig er sket noget lignende i disse lande.