Vi skal gøre os klar til den store omvæltning

Alle monopoler skal væk - på land, til vands og i luften. De er med til at fastholde høje omkostningsniveauer på alle områder, og de bærer - sammen med ensprissystemet - en væsentlig del af skylden for, at intet af det, vi foretager os her i landet, kan konkurrere på prisen. Det gælder kød, fisk, husbyggeri - hvad som helst.

Torsdag d. 13. maj 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Sundhedsvæsenet, Økonomi.

LANDSTINGET STÅR OVERFOR et par meget vanskelige opgaver i den kommende samling. Landsstyremedlem for sundhed, Alfred Jakobsen, har lagt op til en principielt utrolig vanskelig og spændende diskussion om prioriteringen af sundhedsopgaverne. Og landsstyremedlem Josef Motzfeldt skal lægge op til en mindst lige så principielt spændende diskussion. Den handler om den økonomiske politik, som vil gribe ind i en lang række samfundsopgaver og vende op og ned på alt det, vi ellers har vænnet os så godt til.

Begge emner bygger på nogle umulighedskriterier. I sundhedspolitikken skal der måske prioriteres mellem de gamle og udtjente på den ene side og de yngre og arbejdsomme på den anden. Hvem skal vi satse på? Hvem skal vi investere i? Det er et urimeligt spørgsmål, men det er den yderste konsekvens af en prioriteringsdebat om sundhedsvæsenet. Når ikke vi har råd til at holde alle raske, så må vi prioritere. Eller vi må acceptere, at vi kun kan være halvraske alle sammen.

FOR Økonomiens vedkommende er umulighedskriteriet det, at vi stilles overfor nogle nødvendige beslutninger, hvis følger vi endnu ikke er parate til at leve med. Men tiden er inde til at gøre op med kolonitiden. Den danske stats planøkonomiske samfundsorganisation lever stadig i bedste velgående, og den lammer Grønland. Vi fastholdes på det nuværende udviklingstrin, som vi ikke engang har råd til, og om et par år vil stagnation og tilbagegang føre vanskelige tider med sig. Den opgangsperiode, som vi nok har mærket, men ikke udnyttet, vil være slut.

GRØNLAND HAR SELV bestilt en landerapport fra OECD i Paris, og heraf fremgår - omend med større tydelighed end hidtil - at de advarsler, som også lokale økonomer og erhvervsfolk har fremsat gennem de seneste år, stadig er brandaktuel, uhyggelig alvor.

Vi skal sadle helt om. Vi skal begå vold mod en lang række traditioner og forstå, at den gode, gamle grønlandske tankegang ikke mere er endegyldig. Hvis vi økonomisk skal overleve fremtiden med selvfortjent mad på bordet, må vi være indstillet på de påvirkninger, den internationale, fremmede verden vil påføre os. Og vi må byde udenlandske erhvervsfolk og deres kapital velkommen og give dem plads til at udvikle deres virksomhed på grundlag af den ekspertise og know-how, de nu engang repræsenterer.

De store hjemmestyreejede virksomheder skal privatiseres - omorganiseres, afhændes - og skal ikke mere bruges til at føre lokaliseringspolitik med. Ensprissystemet skal ophæves, og vi skal ikke imødegå reformens virkninger. Vi må følge med og lade befolkningen flytte fra de små steder uden at blive ved med at poste penge i dem for kunstigt at opretholde livsbetingelserne. Vi må kunne sige farvel til en del af vort liv, vende ryggen til bopladsen og bygge et nyt hjem op et andet sted.

Alle monopoler skal væk - på land, til vands og i luften. De er med til at fastholde høje omkostningsniveauer på alle områder, og de bærer - sammen med ensprissystemet - en væsentlig del af skylden for, at intet af det, vi foretager os her i landet, kan konkurrere på prisen. Det gælder kød, fisk, husbyggeri - hvad som helst.

Vi må desuden være indstillet på, at lønningerne holdes i ave i en årrække, fordi det høje lønniveau er en af de væsentlige forudsætninger for at øge produktiviteten.

Det går heller ikke at favorisere herboende i forhold til dem, der kommer udefra, for på den måde udelukker vi import af fremmed kapital, know-how og arbejdspladser. Vi må lære at konkurrere på lige fod og drage nytte af lokalkendskab og den naturlige sprogfordel.

MEN HVORDAN SKAL vi dog kunne klare alt dette? Rent mentalt...

Det er regulær vold mod vaner, traditioner og måske kultur. Måske er det helt udelukket for befolkningen her i landet at klare de nødvendige omvæltninger uden at gå lidt til grunde.

Det er også derfor, de økonomiske og samfundsstrukturelle forandringer ikke kan indføres på en gang. Der skal udarbejdes en køreplan, en strukturreformstrategi, som skal være omdrejningspunktet i grønlandspolitikken de næste mange

Men nogle af forandringerne tager længere tid end andre. Dygtiggørelsen starter for eksempel i folkeskolen, mens ungerne er seks-syv år. Her begynder deres uddannelse, der 20-30 år efter sender dem ud på arbejdsmarkedet. Og da skal vi have brug for dem. Det er dem, der skal føre os ud af boligproblemerne - om 20-30 år. De skal fastlægge politikken, de skal tegne, føre tilsyn med og bygge vore boliger. De skal skabe nye erhverv og gøre Grønland til en duelig nation i den moderne verden. Den skal naturligvis bygge på grønlandske værdier. Og det bedste fra andre.