Indsigt: OECD om Grønlands økonomi: 1. Resume og anbefalinger

OECD om Grønlands økonomi: 1. Resume og anbefalinger

Da Grønland allerede er et velfungerende samfund, kan en "big bang"-reformstrategi forekomme alt for risikabel. . . I stedet bør der tilrettelægges en sammenhængende mellemfristet strategi, inklusiv en reform af ensprissystemet, reduktion af den offentlige sektors rolle, et privatiseringsprogram, forbedret konkurrencestruktur, deregulering af boligmarkedet og en reform af overførselssystemet.

Fredag d. 21. maj 1999
Henrik Thomasen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:: Økonomiske udsigter; Behovet for en omfattende reformstrategi; Øget markedsorientering er påkrævet; Forbedrede beskæftigelsesmuligheder

Siden midten af dette århundrede, har der fundet en hurtig økonomisk udvikling sted, og på mindre end 50 år har Grønland udviklet sig til et moderne samfund. I 1979 indførtes Hjemmestyret, som gav Grønland status som et selvstændigt samfund med eget ansvar for de fleste anliggender. Samtidig har der gennem denne periode udviklet sig en økonomi, som er karakteriseret ved væsentlig offentlig indblanding, en underudviklet privatsektor og afhængighed af overførsler fra Danmark.

Det politisk langsigtede mål i Grønland er en bæredygtig og mere selvstændig økonomi baseret på landets egne ressourcer, og at Grønland bliver mere integreret i verdensøkonomien. De ekstreme klimatiske og geografiske forhold, som har skabt ekstraomkostninger inden for visse områder, som for eksempel energiforsyning og transport, og afhængighed af et begrænset antal naturlige ressourcer gør, at disse mål udfordrende, men ikke uopnåelige. For at nå disse mål er det imidlertid nødvendigt, at reformere økonomien ganske betydeligt og især, at der skabes et mere konkurrencedygtigt erhvervsliv, og at den offentlige sektors dominans mindskes.

Økonomiske udsigter

Sidst i 1980'erne oplevede man en alvorlig økonomisk krise, som udgjorde en betydelig udfordring for den nyetablerede regering og forvaltning. Der opstod et underskud på finansloven på næsten 10 procent af bruttonationalproduktet, og der blev akkumuleret stor offentlig gæld. Den første OECD-analyse af økonomien i Grønland blev foretaget i kølvandet på denne økonomiske krise og understregede vigtigheden af en bedring af den finanspolitiske situation og en bæredygtig økonomisk udvikling. Siden da er der blevet ført en fornuftig finanspolitik med overskud på budgettet, og den offentlige gæld er fjernet. Dog er gælden i de hjemmestyreejede virksomheder steget markant i de senere år.

I dag ser den makroøkonomiske situation i Grønland gunstig ud, i det mindste ved første øjekast: lav inflation, overskud på de offentlige finanser og høj beskæftigelse. Denne gunstige situation er imidlertid ikke uden risici. Økonomien har længe været meget afhængig af fiskeriet (tidligere torsk, nu rejer), hvad der har gjort den særligt udsat for chok udefra, og forsøgene på at diversificere økonomien og på at skabe job bør styrkes på mellemlangt sigt. På kort sigt er der en mere konkret risiko, som er ved at blive virkelighed. Der er skabt lønpres i dele af den offentlige sektor, og med de tegn, der er på en overophedning af det private arbejdsmarked, kan der opstå en lønspiral. Et sådan udfald ville være højst ugunstigt, da det høje lønniveau allerede er et af Grønlands grundlæggende problemer, og det ville skubbe udviklingen af et konkurrencedygtigt erhvervsliv endnu længere ud i fremtiden. Behovet for produktivitetsstigninger og moderate lønstigninger bør understreges, og nødvendigheden af politiske initiativer for at bremse overophedningen kan ikke udelukkes. I så tilfælde vil en finanspolitisk stramning og initiativer af mere strukturel karakter være påkrævet.

Det er dog økonomiens langsigtede udviklingsmuligheder, der giver størst anledning til bekymring. Niveauet for bruttonationalproduktet i faste priser i 1996 er på linie med niveauet for bruttonationalproduktet ti år tidligere, hvorimod bruttonationalproduktet i OECD-landene er steget med 30 procent i den samme periode. I den vigtigste sektor af erhvervslivet, fiskeriet, medfører fortsatte produktivitetsstigninger stadigt lavere beskæftigelse, idet den totale rejebestand ikke kan forventes at vokse. Udvindingen af mineraler og olie er et betydeligt økonomisk potentiale på længere sigt, men der er endnu ikke gjort større fund, og beskæftigelseseffekten vil være beskeden. Turismen er også en branche med et stort potentiale, men udviklingen vil begynde fra et meget lavt niveau, og det er vanskeligt at forestille sig, at den kan blive en drivende kraft for økonomien eller skabe beskæftigelse i større stil. Den øvrige del af erhvervslivet, andre landbaserede erhverv, er næsten udelukkende sigtet mod hjemmemarkedet, da de bidrager med mindre end 1 procent af den samlede eksport. Der er fortsat behov for omstrukturering i denne sektor og med en svag indenlandsk vækst, vil beskæftigelsen formentlig forblive uændret i det næste tiår. Og endelig, selv om den offentlige sektor allerede spiller en central rolle i økonomien og måske ikke vil mindskes i de næste år, så er det samtidig usandsynligt, at den kan blive kilde til jobskabelse.

I korthed, hvis der forudsættes uændret politik, kan den samlede beskæftigelse stagnere frem til 2005 og derved blive en stor udfordring for politikerne. Det er dog meget opmuntrende, at der er et uudnyttet potentiale for private og lokale initiativer i alle sektorer af erhvervslivet, da det giver plads til diversificering af økonomien og til skabelse af nye aktiviteter inden for mange forskellige områder, som for eksempel udvikling af nye arter i fiskeriet, udnyttelse af råstoffer (måske olie, sandsynligvis mineraler), udvikling af diverse turistaktiviteter i forskellige geografiske områder og skabelse af små og mellemstore virksomheder i adskillige landbaserede sektorer. For at opnå et så favorabelt forløb må økonomiens struktur dog forbedres.

Et lønniveau, der overstiger produktiviteten og koncentrationen af arbejdsløshed blandt de lavtuddannede, gør skabelsen af nye jobs kompliceret. Derudover vil faldet i beskæftigelsen inden for fiskeriet primært udgøres af ufaglærte, hvorimod nogle af de nye jobs, der er skabt inden for minedrift, vil kræve færdigheder og muligvis tiltrække folk, som allerede har job i Grønland. Inden for turismen er der brug for sprogfærdigheder og anden kompetence. Højere beskæftigelse i bygge- og anlægssektoren kræver også intensiveret oplæring. En bedre uddannet arbejdsstyrke er således af afgørende vigtighed for at øge produktiviteten og mindske mismatch-problemerne på arbejdsmarkedet. En mere veluddannet arbejdsstyrke er også påkrævet for, at grønlænderne kan erstatte danskerne og udlændingene på arbejdsmarkedet og dermed øge beskæftigelsen af den grønlandskfødte befolkning, selv om denne slags "jobskabelse" ved substitution har mindre økonomisk betydning end rigtig jobskabelse.

Udnyttelse af den grønlandske undergrund er en mulig, men stadig usikker kilde til fremtidig rigdom. Både et olieeventyr og mineralfund af mindre vigtighed kan få en væsentlig indvirkning på økonomien. Udvindingsaktivitet vil øge statens indtægter, men hvis disse indtægter omgående bruges, kan det overophede økonomien og presse lønningerne yderligere i vejret. Følgelig er det meget vigtigt ikke at bruge de ekstra indtægter konjunkturmedløbende, dvs. når økonomien allerede er præget af højkonjunktur på grund af efterforsknings- og/eller udvindingsaktivitet. En Råstoffond på linie med den norske "Petroleum Fund" (oliefond) kan hjælpe med til at holde risikoen for overophedning i skak og gøre det klart for politikerne, at udvinding af råstoffer kan være et midlertidigt fænomen, som måske varer 15-25 år, og således tillade fremtidige generationer at nyde godt af undergrundens rigdom.

Som en naturlig del af moderniseringsprocessen er folk gradvist ved at flytte fra bygderne og ind til byerne, og denne tendens vil efter al sandsynlighed fortsætte, også selvom offentlig støtte til bygderne gør processen langsommere. Dette understreger især vigtigheden af, at der skabes nye jobmuligheder i byerne. Den bedste strategi ville være, hvis flytningen fra bygderne kunne finde sted med samme hastighed, som der skabes jobs og boliger i byerne. Med en større koncentration af aktiviteterne (for eksempel hospitaler og lokalforvaltninger) vil den effekt, som udspringer af smådriftsudlemperne være mindre og dermed reducere presset på de offentlige udgifter.

Behovet for en omfattende reformstrategi

Det omfang, hvori traditionel makropolitik kan fremme den økonomiske vækst, er meget lille. Finanspolitikken er begrænset af en allerede stor offentlig sektor, og da skattesystemet er gennemskueligt og velfungerende med lave skattesatser, kan der ikke anbefales lempelser fra denne del af budgettet. Den monetære union med Danmark giver lave rentesatser og bidrager til opnåelse af en lav og stabil inflationsrate, hvad der ellers ville være vanskeligt, og der er således ikke et pengepolitisk råderum. Følgelig er strukturpolitik det eneste politiske instrument, der er til rådighed i Grønland. Og struktur reformer er helt afgørende for Grønland, hvis landet skal undgå lav vækst og stigende arbejdsløshed i de kommende tiår. Dette behov ville blive mere og mere presserende, hvis bloktilskuddene fra Danmark blev reduceret eller endog forsvandt helt i fremtiden.

Øgede aktiviteter i den private sektor og mindre indflydelse fra den offentlige sektors side er ikke noget, man opnår fra den ene dag til den anden, og det kræver indførelse af reformer inden for et bredt område. Da Grønland allerede er et velfungerende samfund, kan en "big bang"-reformstrategi forekomme alt for risikabel. Den ville efter al sandsynlighed medføre en kaotisk udvikling og alt for høje tilpasningsomkostninger på kort sigt. I stedet bør der tilrettelægges en sammenhængende mellemfristet strategi, inklusiv en reform af ensprissystemet, reduktion af den offentlige sektors rolle, et privatiseringsprogram, forbedret konkurrencestruktur, deregulering af boligmarkedet og en reform af overførselssystemet. Den bør suppleres med regionalpolitiske initiativer som en styrkelse af iværksættertiltag og udvikling af en infrastruktur (IT, brug af ny teknologi). Hele strategien bør understøttes af vedvarende bestræbelse på at styrke uddannelsesniveauet. Da der er synergier mellem de forskellige struktur reformer, vil det fulde udbytte af en sådan strategi kun kunne høstes, hvis reformer inden for mange områder indføres samlet.

Det er vigtigt, at Hjemmestyret, efter at der er fastsat en reformstrategi, er resolut og holder sig meget tæt på strategien for at bevare troværdigheden og fremdriften i processen. Ellers vil private aktører i markedet, inklusive potentielle investorer, blive i tvivl om Hjemmestyrets beslutsomhed. En velgennemført strategi som denne er en udfordring, der stiller store krav til politikerne. Hidtil har projekter af snæver regional art og/eller spørgsmål af kortsigtet karakter taget meget debattid i Landstinget. Landstinget bliver nødt til at træffke strategiske valg af national og langsigtig karakter. Den beslutning, der blevet taget sidste efterår om at gøre Grønland til én valgkreds, som betød at Landstingsmedlemmerne ikke længere repræsenterer et lokalsamfund, kan hjælpe til at fokusere den politiske debat på sådanne bredere spørgsmål.

Øget markedsorientering er påkrævet

Mindskelse af den offentlige sektors rolle

Hjemmestyrets finanspolitiske målsætning har været at nedbringe den gæld, som blev opbygget sidst i 1980'erne. Da denne krævende strategi nu er gennemført, er målet på mellemlangt sigt at have ligevægt på DAU-saldoen, et mål på linie med det finanspolitiske mål i mange OECD-lande. Imidlertid må den relativt sunde budgetstilling ikke føre til finanspolitisk lemfældighed, og det er et spørgsmål, om målsætningen er tilstrækkeligt ambitiøs. Det kan retfærdiggøres i nogle transitionsøkonomier at have underskud på finansloven til finansiering af investeringsprojekter. I Grønland bør det imidlertid være muligt at opretholde en sund budgetstilling, da bloktilskuddene og andre overførsler fra udlandet svarer til næsten halvdelen af bruttonationalproduktet, hvad der gør udgangspunktet for enhver diskussion af finansloven meget anderledes, end situationen er andre steder.

Stadigt stigende statslige driftsudgifter især i de seneste år giver grund til bekymring, da de resulterer i et permanent højere udgiftsniveau og dermed gradvist øger den offentlige sektors størrelse. I kapitel 3 opregnes forskellige måder, hvorpå udgiftsvæksten kan bremses. Én forklaring på det højere udgiftsniveau er en høj udskiftningstakt blandt de ansatte. Da det er meget dyrt og stadig nødvendigt at tilkalde højt uddannede medarbejdere, kunne det overvejes at skabe incitamenter til at arbejde i Grønland i en længere periode ved at indføre højere lønninger eller en bonus, som udbetales efter 3, 5 eller 10 års ansættelse.

Derudover er det af flere årsager nødvendigt at fastlægge en strategi, som reducerer den offentlige sektors rolle på mellemlangt sigt:

Da det overordnede mål er at opnå en mere selvstændig økonomi, skal en større del af de offentlige aktiviteter gradvist finansieres af grønlandsk produktion.
Den offentlige sektor spiller allerede en dominerende rolle og bør nedtrappes til at give mere plads til privat aktivitet og til at opnå en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.
Bloktilskuddene kunne blive reduceret eller forsvinde på et tidspunkt i fremtiden.
Da økonomien er meget sårbar, og da der kan opstå en krise, er det ønskværdigt at have en vis grad af økonomisk spillerum.
Den demografiske udvikling vil øge presset på de offentlige budgetter på grund af de højere omkostninger til pensioner, ældre- og sundhedsområdet, samt højere omkostninger til uddannelse. Samtidig vil skatteindtægterne blive klemt af en stadigt mindre arbejdsstyrke. Den beslutning, landstinget tog i efteråret 1998, om at hæve den officielle pensionsalder fra 60 til 63 år, som træder i kraft fra år 2000, vil reducere presset på de offentlige finanser og arbejdsmarkedet. Der kan imidlertid ikke ses bort fra behovet for yderligere tiltag.
I en markedsøkonomi sikrer prissystemet, at ressourcerne bruges på en effektiv måde. Der eksisterer ikke en sådan mekanisme i forbindelse med udbud af offentlige goder og tjenesteydelser.

De offentligt ejede virksomheder bør gradvist privatiseres

Den offentlige sektor er dybt involveret i erhvervslivet gennem ejerforholdet i traditionelle offentlige selskaber og gennem adskillige virksomheder, som ligger inden for den private sektors sfære i næsten alle lande. Privatisering af en række selskaber bør være en integreret del af en bred politisk strategi. Potentielle investorer bør ikke være begrænset til at omfatte folk, der bor i Grønland, men også omfatte udlændinge, som måtte være i stand til at skaffe kapital, markedsadgang, ledelsesfærdigheder og anden ekspertise. En succesfuld privatisering vil bidrage til øget effektivitet og et større vækstpotentiale på langt sigt:

Bestyrelserne i selskaberne vil gradvist bestå af flere forretningsfolk og blive mere kompetente. I dag har politikere og embedsmænd en stor del af bestyrelsesposterne i de store selskaber, og det har indgået i forhandlingerne om regeringsgrundlag, i hvilke bestyrelser koalitionspartnerne skal have poster.
Erhvervslederne vil blive disciplineret af markedet, da de vil stå over for risikoen for at blive afskediget, og de kan ikke forlade sig på finansiering fra Hjemmestyret. Det vil afspejle sig i deres lånestrategi, hvorved tendenserne til overkapacitet reduceres.
Selskaberne vil blive drevet udfra effektivitetskriterier og derved undgå overbemanding som følge af pres fra lokale og politiske interesser.
Den ulige konkurrence vil blive reduceret, da selskaberne skal konkurrere på lige vilkår efter privatisering.
Forbedrede offentlige finanser vil komme af indtægter fra privatisering. Og endnu vigtigere, de vil være mindre sårbare, da Hjemmestyret ikke vil være ansvarlig for gælden i virksomhederne.

Som en integreret del af privatiseringsstrategien bør de skridt, der er taget mod en opdeling af de kommercielle og de ikke-kommercielle aktiviteter i to af de største selskaber (Royal Greenland og KNI) hilses velkommen. Dette bør følges op ved, at de "samfundspålagte opgaver" (et krav om, at de hjemmestyreejede virksomheder skal tage sociale hensyn i betragtning i deres virksomhedsdrift) løses gennem offentlig licitation. For eksempel kunne den fremtidige detailhandler i en bygd være den person eller det firma, der med de laveste omkostninger er villig til at forhandle et nærmere defineret udvalg af varer til nærmere specificerede/maksimumspriser (defineret i en servicekontrakt). En andet skridt til at øge markedsorienteringen inden for den offentlige sektor kunne være at lægge offentlige ydelser (for eksempel rengøring, børnepasning, ældreomsorg) ud til private virksomheder eller til privatpersoner.

I bestræbelsen på at opnå en mere markedsorienteret økonomi er de mange monopoler i den grønlandske økonomi et vigtigt spørgsmål. Generelt vil den bedste løsning være at deregulere monopolerne ved at ophæve koncessionerne, eventuelt efterfulgt af konkurrencefremmende foranstaltninger. Oplagte kandidater til deregulering findes inden for områder som skibstransport, lufttrafik, telekommunikation og et bryggeri. På grund af de meget små markeder i Grønland er der imidlertid nogle naturlige monopoler, som er og vil være uundgåelige.

Da mange reformforslag peger mod øget markedsorientering, vil det være nødvendigt samtidig at have et velfungerende konkurrenceråd til minimering af ugunstige effekter af i højere at forlade sig på markedsøkonomien.

En reform af ensprissystemet er påtrængende

Ensprissystemet eksisterer stadig mange steder, for eksempel inden for elektricitet, opvarmning, vandforsyning, transport, telekommunikation, hvad der medfører betydelig krydssubsidiering, høje omkostninger og en forvredet omkostningsstruktur samt et meget ugennemsigtigt prissystem. Der er ingen tvivl om, at en reform af ensprissystemet er presserende. For to år siden fremlagde en arbejdsgruppe et reformforslag for Landstinget, som var baseret på princippet om at skabe en frizone og en normalzone. Frizonen skulle i første omgang bestå af fire større byer, hvori ensprissystemet er afskaffet, hvorimod den eksisterende prisregulering skulle vare ved i normalzonen for at undgå for høje priser i fjerntliggende egne. Gradvist forventes flere og flere kommuner frivilligt at ville slutte sig til frizonen, og normalzonen vil således ende med på langt sigt kun at bestå af de mest fjerntliggende områder. Forslaget forekommer at være velafbalanceret med hensyn til at styrke konkurrencedygtigheden i de større byer og ønsket om at opretholde en rimelig levestandard på fjerntliggende destinationer. For at opretholde de eksisterende priser i normalzonen kræves finansiering, og arbejdsgruppen foreslog en generel stigning i personskatten. Under hensyntagen til størrelsen af den offentlige sektor og de allerede meget høje sammensatte marginalskatter for visse grupper, er det ikke et skridt i den rette retning af forlade sig på højere beskatning. En reform af ensprissystemet burde finansieres af lavere offentlige udgifter eller endnu bedre gå hånd i hånd med en reform af boligmarkedet, som allerede er kraftigt reguleret (se nedenfor) og fungerer som en bremse på ekspansionen i den økonomiske aktivitet. Øget efterspørgsel efter arbejdskraft i frizonen og dermed også højere efterspørgsel efter boliger i disse områder, er blandt konsekvenserne af at reformere ensprissystemet. Ud fra nødvendigheden af at øge det private engagement på boligmarkedet og sikre et huslejeniveau, der er mere i tråd med de faktiske omkostninger, synes der at være en unik lejlighed til at opnå en dobbelt strukturel gevinst i Grønlands økonomi ved at finansiere en ensprisreform gennem højere huslejer

Øget konkurrence bør tilskyndes

Med en lille befolkning spredt over et enormt område er det ikke muligt at komme bare i nærheden af en perfekt konkurrencesituation i Grønland. Men en forøgelse af det konkurrencemæssige pres i økonomien kan realiseres, hvilket vil gavne betingelserne for udvidelse af den private sektor.

Udover reformeringen af den offentlige sektor og ensprissystemet er det nødvendigt med en mindre protektionistisk holding. I åbne økonomier styrkes det konkurrencemæssige pres af udenrigshandelen, hvad der giver forbrugerne mulighed for at købe varer til de bedste priser, og det sikrer, at ressourcerne bruges på den mest effektive måde. Denne mekanisme fungerer også i Grønland, men den kunne styrkes:

Afskaffelse af fortrinsret til folk, der er født i eller har særlige relationer til Grønland, når en ny stilling skal besættes. Folk, der allerede bor i Grønland og/eller folk, som er bekendt med det grønlandske sprog og de grønlandske skikke, har allerede en konkurrencemæssigt fordel.
Den åbne holdning inden for minedrift og olieudvinding over for fremmedkapital bør udvides til også at omfatte andre dele af erhvervslivet.
Inkludering af udenlandske virksomheder i licitationer. Den (potentielle) tilstedeværelse af udenlandske firmaer på markederne vil styrke konkurrencen, svække lønpresset, forbedre effektiviteten og gøre projekterne billigere til fordel for de offentlige finanser og forbrugerne.
Kravet om næringsbrev bør fjernes. Hvis der er nogen, som ønsker at etablere et nyt selskab, bør de ikke hindres heri af bureaukratiske ordninger.
Ensfragtafgiften bør afskaffes, da den reelt fungerer som en importafgift.
Statsstøtte til indenlandske "Køb grønlandsk"-kampagner bør grundigt overvejes.

Der bør sikres konkurrence på lige betingelser i erhvervslivet

Endnu et skridt mod en mere konkurrencedygtig økonomi ville være at reducere den store statsstøtte til erhvervslivet. Den totale værdi af de mange forskellige slags subsidier (direkte, indirekte og krydssubsidier), der gives til adskillige virksomheder i forskellige brancher, er meget høj og giver anledning til bekymring:

Den forvrider omkostnings- og prisstrukturen og fører til ineffektiv brug af ressourcerne.
Subsidie gives til (nogle) eksisterende virksomheder, skaber ulige konkurrence og gør etablering af nye virksomheder meget vanskelig.
Gennemsigtigheden i politiske og erhvervsmæsige beslutninger er mindsket.

Indtil der er udviklet en bæredygtig privatsektor, er det formentlig nødvendigt at yde støtte til jobskabelsen i Grønland for at opretholde et højt beskæftigelsesniveau, give tid til tilpasningen til de nye forhold og undgå udstødelse. Men det ville være mere effektivt, og formentlig billigere for de offentlige finanser, direkte at støtte personer i stedet for at subsidiere (ellers uprofitable) virksomheder uden direkte forbindelse til beskæftigelsen. Forslaget bør ses sammen med reformerne af overførselssystemet (jf. nedenfor).

Udover at reformere statsstøtten til fiskeriet er der også behov for at forbedre reguleringen af helesektoren. Der blev i 1991 indført et system med omsættelige kvoter for store fartøjer (en udenskærskvote) og i 1996 for fartøjer af mellemstørrelse samt både (en indenskærskvote). Kvoterne kan handles inden for hver af de to kvotetyper (indenskærs og udenskærs). Systemet har bidraget til en bæredygtig udviking af fiskebestanden og har hjulpet med til at reducere overkapaciteten. Baseret på historiske fangster tildeles ejerne af fartøjerne hvert år en kvote, som de kan sælge og derigennem skaffe sig profit, og eksisterende ejere af fartøjer er beskyttet fra nye konkurrenter. Selv om det har fungeret godt, bør systemet forbedres ved, at kvoterne sælges på åbne auktioner, hvorved samfundet som hele vil drage fordel af denne ressource og ikke blot fartøjernes ejere. Da både indenskærs- og udenskærsflåden fisker den samme bestand af rejer, er det vanskeligt at retfærdiggøre en opdeling af den totale kvote i to. Det bør overvejes at sammenlægge indenskærs- og udenskærskvoterne eller tillade indenskærs fartøjerne at forarbejde om bord for derved øge profitabiliteten i fiskeriet, reducere behovet for statsstøtte og mindske den resterende overkapacitet.

Boligmarkedet bør deregulereres

Den offentlige sektor spiller som ejer af de fleste boliger også en væsentlige rolle på boligmarkedet. Desuden er lejen i høj grad statsstøttet, hvad der fører til overefterspørgsel efter boliger og ventelister i mange byer. Med de eksisterende regler vil det være endog meget vanskeligt at bygge tilstrækkeligt mange huse til at dække behovet inden for en tiårs horisont, og man vil efter al sandsynlighed blive nødt til at acceptere en vis grad af overefterspørgsel samt ventelister. Derudover er der behov for en betydelig renovering af den eksisterende boligmasse, hvad der yderligere vil øge efterspørgslen efter byggeaktiviteter. Myndighederne bør overveje at bringe boligmarkedet mere i balance, ikke alene ved at øge udbudet af boliger men også gennem en reduktion af efterspørgslen ved at bringe lejen tættere på det faktiske omkostningsniveau. Den nyligt trufne beslutning om at reducere støtten til privatejede enfamiliehuse bør hilses velkommen som et skridt i den rigtige retning. Desuden bør det overvejes at overføre nogle af de offentligt ejede huse til private hænder, hvorved det personlige ansvar for boligerne styrkes, således at man på den måde kan sænke de offentlige udgifter og øge den private opsparing.

Et andet aspekt, som bør overvejes, er, om den generelle standard af de nye huse, der bygges, er passende, eller om der kunne findes billigere løsninger. Naturligvis bør der kun kigges efter huse, der er bygget til det arktiske klima, men mulighederne for større omfang af elementbyggeri, inklusive boligblokke, bør undersøges grundigt Sådanne løsninger ville blive mere interessante, hvis huslejeniveauet blev bragt tættere på det faktiske omkostningsniveau.

Forbedrede beskæftigelsesmuligheder

At bringe produktiviteten bedre i tråd med lønningerne er en vigtig udfordring til opnåelse af økonomisk fremgang og højere beskæftigelse. Naturligvis er den bedste løsning på langt sigt at øge produktiviteten ved at forbedre arbejdsstyrkens uddannelsesniveau. Vedvarende forbedring af uddannelsesniveauet bør suppleres med mindre lønstigninger i Grønland end i Danmark, hvorved konkurrenceevnen forbedres. Det er en øvelse med udfordringer i, da situationen på det danske arbejdsmarked har stor indflydelse på lønfastsættelsen i Grønland. Forbedret uddannelse vil også lette erstatningen af danskere på arbejdsmarkedet og øge beskæftigelsen af grønlandsk arbejdskraft og derved svække båndene til det danske arbejdsmarked. Udover bedre uddannelse bør bestræbelserne på at øge beskæftigelsen primært koncentreres inden for to områder: iværksættere og reform af overførselssystemet. Øget konkurrence (jf. ovenfor) vil understøtte reformerne.

Uddannelsesniveauet bør styrkes

For nogle få generationer siden var der blandt grønlændere ikke skik for og ikke let adgang til at få en uddannelse, og da uddannelse hænger meget sammen med tradition, er det ikke overraskende, at der stadig er et stort behov for at styrke uddannelsesniveauet. Betydeligt fokus på uddannelse har faktisk i lang tid stået højt på den politiske dagsorden, og det gennemsnitlige uddannelsesniveau er stigende. Der er imidlertid en ny tendens til, at færre mennesker fuldfører en uddannelse, hvad der er bekymrende og noget overraskende, især når man tager de stærke private incitamenter til at tage en uddannelse i betragtning - studerende får ikke kun høj støtte til deres studier, men når de har fuldført studierne, vil de højst sandsynligt få høje lønninger og have en lav risiko for arbejdsløshed.

Der kan gøres mere for at forbedre resultaterne og effektiviteten inden for uddannelsessystemet. En række tiltag bør overvejes:

På grund af den høje arbejdsløshedsprocent blandt ufaglærte og den høje frafaldsprocent er det vigtigste spørgsmål i uddannelsessystemet en styrkelse af kvaliteten af grunduddannelsen (folkeskolen). Udover at forbedre det generelle uddannelsesniveau vil det også lette overgangen til gymnasiet og anden videreuddannelse samt sænke den alder, de studerende har, når de afslutter deres uddannelse. For at kunne kortlægge hvor (geografisk) og i hvilken alder eleverne begynder at sakke bagud, bør der regelmæssigt gennemføres landsdækkende færdighedstest på alle niveauer. Resultatet af sådanne tests burde så vise, hvor der især er brug for en særlig indsats. Desuden kunne disse tests bruges som grundlag for en præstationsrelateret bonus til skolerne og/eller lærerne.
Geografisk koncentration af uddannelsesinstitutionerne ville mindske virkningen af smådriftsulemperne og dermed sænke de høje omkostninger pr. studerende. Desuden vil det forbedre det faglige miljø til fordel for både lærere og studerende.
De studerende bør opmuntres til at tage en uddannelse i andre lande, og det bør omhyggeligt overvejes, om det er klogt at opretholde mange videregående uddannelser i Grønland. Set fra et økonomisk synspunkt er det meget billigere at lade flere studerende tage deres uddannelse i udlandet, især i Danmark. Og hvad der måske er endnu vigtigere, de studerende vil formentlig få en bedre uddannelse, da det er vanskeligt at få og opretholde et tilstrækkeligt højt fagligt niveau i små undervisningsanstalter med meget få lærere. Incitamentet til at tage til Grønland kunne styrkes, hvis de studerende, der ikke vender tilbage inden for nogle år efter deres afsluttende eksamen, havde pligt til at tilbagebetale deres studiestøtte.

Med hensyn til undervisningsplanen så bør mindst dansk og helst også andre fremmedsprog have høj prioritet, da samfundet er tosproget, og da udenlandske relationer (handel, mineraler, turisme osv.) sandsynligvis vil spille en endnu større rolle i fremtiden.

Reform af overførselssystemet

De høje sammensatte marginaleskatteprocenter for folk, der har en lav årsindkomst, er særligt bekymrende. En reform af det sociale sikkerhedssystem, inklusive boligstøtte og børnetilskud, er påkrævet for at reducere den sammensattemarginalskatn for de lavestlønnede. En familie med to børn, som tjener DKK 110.000 årligt (tæt på årsindkomsten for en ufaglært arbejder med minimumsløn), vil netto stå med en lavere disponibel indkomst efter skat, husleje og overførselsindkomst, hvis familieindkomsten stiger med DKK 30.000. Sådanne fattigdomsfælder bør undgås, da de socialt set ikke er holdbare og er en hindring for villigheden til at arbejde.

Beskæftigelsestilskud og -fradrag har tiltrukket sig øget opmærksomhed i de senere år, og flere OECD-lande har indført forskellige former for favorisering af bestemte grupper, for eksempel familier med lav indkomst og børnefamilier. Med den store indsats, der gøres, og de ressourcer, der bruges i Grønland på forskellige projekter til opretholdelse og skabelse af beskæftigelse (jf. de høje subsidier) og med den høje arbejdsløshed blandt ufaglærte, kunne et system, der indeholdt beskæftigelsestilskud eller lønsubsidier sigtet mod de lavestlønnede som en måde til at øge disse menneskers beskæftigelsesmuligheder, være et brugbart alternativ til det nuværende system. Et sådant initiativ bør sænke lønomkostningerne og bidrage til en indsnævring af forskellen mellem produktivitet og lønninger. Da beskæftigelsestilskud bør aftrappes med lønnen, vil marginaleskatten blive påvirket.. Derfor bør udformningen af en sådan ordning designes omhyggeligt og ses i sammenhæng med de sociale ydelser for at undgå, at der skabes nye fattigdomsfælder. Da flere mennesker vil bevæge sig op ad indkomststigen som resultat af det stigende uddannelsesniveau og jobtræning, vil behovet for lønsubsidier gradvist mindskes.

For at lette administrationen og for at øge gennemsigtigheden bør en reform af de sociale ydelser overvejes, herunder et enstrenget system med ydelser baseret på objektive kriterier, som ikke favoriserer medlemmer af udvalgte fagforeninger. Det var været diskuteret, om der bør indføres et arbejdsløshedsforsikringssystem i Grønland, men indtil nu er der ikke taget nogen beslutninger, som går i den retning. Det synes at være en klog beslutning af (mindst) to årsager: For det første ville det blive meget dyrt at introducere et sådan system. Udover dem, der er registreret som arbejdsløse for tiden, ville det skabe et incitament for personer med lav produktivitet til at søge om arbejdsløshedsunderstøttelse, hvilket vil øge det potentielle antal modtagere. For det andet er der stor risiko for, at det ville være en hindring for den traditionelle levevis i bygderne uden at generere alternative beskæftigelsesmuligheder. Desuden bør en reform af det sociale system også omfatte en ændring af finansieringen af førtidspensionen, hvorved en større del af finansieringen af systemet overlades til kommunerne med den konsekvens, at det økonomiske incitament for kommunerne til at yde førtidspension mindskes.

Iværksætterkulturen bør fremmes

Fokus på fremtidig jobskabelse i Grønland bør være udvikling af små eller mellemstore virksomheder. For det første er Grønland en meget lille økonomi med små markeder, der kun giver lidt plads til større projekter. For det andet er store (hjemmestryreejede) selskaber allerede fremherskende i økonomien. For de tredje er Grønland i en omstillingsproces med mennesker, der flytter fra bygderne og ind til byerne, hvad der øger behovet for skabelse af jobmuligheder mange nye steder.

Udviklingen af små og mellemstore virksomheder har hidtil været utilstrækkelig. De ovenfor foreslåede reformer (forbedret konkurrence og mindre regulering fra det offentliges side af økonomien, styrkede uddannelsesbestræbelser og en indsnævring af kløften mellem lønomkostninger og produktivitet) vil fremme iværksætteraktiviteten. Yderligere bør myndighederne overveje at:

Det offentlige belønner iværksætterbestræbelser ved uddeling af priser såsom "årets mest succesrige virksomhed", hvad der vil gøre rollemodeller mere synlige og kunne hjælpe til at reducere opfattelsen af personlig fiasko, hvis en virksomhedsstart ikke kommer godt fra start.
Indførelse af programmer såsom erhvervsøkonomi i skolerne, i uddannelsescentre og i hjemmestyreejede virksomheder kan hjælpe de studerende til at få erfaring og give tilskyndelse til at starte egen virksomhed.
Introducere mikrovirksomheds-ordninger.