Et bæredygtigt turisterhverv?

Og med lidt interesse i miljøspørgsmål, vil man vide, at de første negative konsekvenser er begyndt at vise sig i Island på grund af brugen af monstercars, som bilerne også kaldes af turisterhvervet.

Tirsdag d. 8. juni 1999
Aviâja E. Lynge
Emnekreds: Turisme.

Indholdsfortegnelse: Langsigtet målsætning Planlægning begrænser ikke Klar politik Bæredygtighed Turismeudvikling I front i konkurrencen Det er utrolig glædeligt, at se den store interesse for debatten om KNI’s prestigebiler som nu er kommet over på den anden side af et af vore største aktiver: indlandsisen! Det er godt at se, hvordan befolkningen bakker op omkring turisterhvervet i dette spørgsmål. Det giver også optimisme endelig at se et landsting, som er så vågne, som de er nu omkring turismen! Men der er nogle ting, som jeg simpelthen ikke kan få til, at hænge sammen. Hvordan kan direktøren for KNI stolt præsentere succesen om det værdibaserede regnskab han kører og samtidig stå åben over for befolkningen og turisterhvervet og sige at de ikke har forstand på turisme - som netop er så værdibaseret? Svaret virker ganske enkelt; han mener at turisme er et spørgsmål om at skaffe så mange turister som muligt og helst med det samme. Han mener, at en turist er en turist, dvs. at det ikke er et spørgsmål om at finde de rigtige målgrupper - men simpelthen om at skaffe dem hertil. Det er ikke detailhandel det handler om. Men værdier og holdninger. Desuden glemmer han, at nogle af turisterhvervets største problemer skyldes det dyre og komplicerede trafiksystem, manglende faciliteter m.m. Selvfølgelig eksisterer der andre problemer, men de er ikke relevante i denne sammenhæng. Langsigtet målsætning Turisterhvervet er først fuldt igang med at blive opbygget. Nej, turisterne er her ikke i den grad, det kunne ønskes, og de kommer ikke og invaderer vores smukke land i morgen. Det er langt langsommere, end man havde troet. Men netop der skal vi bruge vores enestående mulighed for at følge en langsigtet målsætning, frem for at beskylde det spæde turisterhverv for ikke at kunne deres fag! Det er ingen hemmelighed, at man i de sidste års turismeudvikling har prioriteret, ja ligefrem brugt millioner kroner af samfundets penge på at starte med at markedsføre Grønland. Og hvorfor står de få private turistvirksomheder ikke med alle de produkter som Keld Askjær kritiserer? Fordi de er blevet nedprioriteret i første omgang. Man kan kritisere Greenland Tourism A/S og Hjemmestyret omkring dette spørgsmål, som er en helt anden debat værd. Men faktum er, at vi nu må se fremad og det, det handler om, er, at vores land bliver markedsført for det, det er i turisternes øjne: Et smukt, unikt, autentisk og rent land. Og det skal vi bruge på den mest hensigtsmæssige måde. Planlægning begrænser ikke Keld Askjær snakker om, at turisterhvervet må lære at bruge mulighederne frem for at begrænse dem. Det er ikke på nogen måde en begrænsning at tænke målrettet og langsigtet. Det jeg snarere ser ved vor foregangsmand for værdibaseret regnskab, er, at han tænker på den kortsigtede profit. Det er ikke et spørgsmål om sidstnævnte, nej, det er et spørgsmål om kvalitet kontra kvantitet. Og skal vi være unikke og konkurrencedygtige, må vi stå med produkter som ikke er en kopi af vores naboø Island - som vi i øvrigt skal samarbejde med frem for at kopiere deres produkter. De har deres styrke, vi har vores. Og med lidt interesse i miljøspørgsmål, vil man vide, at de første negative konsekvenser er begyndt at vise sig i Island på grund af brugen af monstercars, som bilerne også kaldes af turisterhvervet. Klar politik Den anden ting, som jeg finder uforståeligt er spørgsmålet om "en klar turismepolitik". Mathias og Malene Ingemann, som er et eksempel på outfittere, som virkeligt har med erhvervet at gøre, efterlyste under de turistfaglige dage i starten af denne måned en klar turismepolitik. Der blev fra politisk side svaret, at det havde man. Men hvorfor bliver det efterlyst fra den operationelle del af turismen? Fordi turismepolitikken ikke i tilstrækkelig grad er nået ned fra politikernes skrevne mål til det, det handler om. Og hvordan kan det overhovedet ske, at man med en "klar politik" om bæredygtig turisme som 3. Hovederhverv har tilladt bilerne på indlandsisen - når målet siden 1991 blandt andet har lydt således: //////"Opbygning af en turisme, som er kulturel og naturmæssigt bæredygtig". Og yderlige forudsatte man ved vedtagelsen af turisme som et hovedindsatsmål, at "der sker en betydelig planlægning og koordinering af turismeudviklingen, og der skal tages hensyn til den arktiske naturs sårbarhed og lokalesamfundets begrænsede bærekraft. Det er derfor påtænkt, at koncentrere indsatsen på et begrænset antal turister med høj betalingsevne" og at "udviklingen skal styres, så indtægterne i størst mulig omfang kommer det grønlandske samfund til gode, og så turismen under støtter bestræbelserne på, at bevare natur, miljø og kulturværdier" (Kilde: Hoff Overgaard, planlægningskonsulenter for Grønlands Hjemmestyre, Erhvervsdirektoratet, "Turismeplan for Grønland 1991-2005"). Bæredygtighed Der er sket meget de sidste otte år, siden rapporten blev født. Men en ting, man politisk holder fast ved, er den kulturelle og naturmæssige bæredygtighed, og dette forstår jeg ellers som en klar turismepolitik. Men det, der nu tillades er et eksempel på, at man endnu engang først griber ind når det er sket! Eller har man grebet ind? Turismeforskningen peger på miljømæssig og samfundsmæssig planlægning. Turismeforskningen i verden har i høj grad været baseret på de økonomiske aspekter. Fordi det er lettere, at kvantificere og måle. Men i samme takt med den stigende nervøsitet for vort globale miljøs ødelæggelse er man begyndt at tage udgangspunkt i begrebet bæredygtig turisme. At føre en kortsigtet strategi er umoralsk, fordi det vil påvirke steder og mennesker på en utilsigtet måde. Desuden vil det på længere sig ikke være profitabelt. Turismeudvikling De sidste 20-30 år har både planlægning og markedsføring primært været orienteret mod turisternes krav og provisioner. Denne attitude har basis i operatørernes/udviklernes ønske om finansielle fordele, ligesom politikeres håb om økonomiske fordele for deres land. De vigtigste punkter i turismeudvikling har været: Hvor mange turister der vil komme? Hvordan kan man tiltrække flere turister? Hvilke faciliteter og ydelser kræver de? Hvor mange og hvilke typer turister ønsker befolkningen? Hvilke antal turister kan destinationen maksimalt bære; sociokulturelt og miljømæssigt? Så hvis vi vil følge med og ønsker at klare os i konkurrencen med den internationale turisme, der i højere grad bliver baseret på bæredygtige udvikling, så må også vi bygge på bæredygtigheden. Skal visioner og mål om bæredygtig turisme betragtes som salgsparametre, når de indtil dato ikke er blevet fulgt op af tilhørende strategier for den langsigtede udvikling? Det overordnede mål kan virke som en intention som ikke er ført ud i praksis, og som der ikke engang findes synlige planer om. Ja, det er provokerende ord, for vi er mange som længe gerne har ville se et eksempel i praksis. I front i konkurrencen Har man ikke efter otte års udvikling, implementeret fremgangsmåder, der i størst omfang skal sikre bevarelsen af autentisk kultur og uspoleret natur? Kan vi ikke kontrollere udviklingens retning - er det et tegn på, at man ikke har forstået at nyde godt af andre landes lærepenge. "Grønland skal lære af andre landes fejl", sagde politikerne. Men hvem kontrollerer, at vi ikke er på vej til det? Bæredygtig turisme er et vidt begreb, som grundlæggende handler om, at turisternes nytteværdi bevares, samtidig med, at man fremmer økonomisk udvikling ved, at støtte og bevare de naturlige miljøer - uden at skabe negative følger, selv set i lyset af forøget turismeaktivitet! Det er derfor ikke nok, at have et image som bæredygtig turismedestination. For, at være i front i konkurrencen om de nye turistmønstre, der går på miljørigtige og autentiske produkter, skal turismeplanlægning -fra starten kunne minimere de negative effekter. Og her viser KNI ikke vejen for Grønlands turisterhverv!