Forklædt som børnevenlig

Vi har politikere, der hytter sig selv. Politikere, der sørger for, at vennerne fortsætter livet på et velfærdsniveau, som de fleste i landet ikke kan opnå. Politikere, der overser behovet for en ekstraordinær indsats på det sociale område.

Tirsdag d. 20. juli 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

VI ELSKER VORES BØRN. Vores børn er de vigtigste. Vi vil gøre alt for vores børn. Det er, hvad der kommer ud af vores mund. Og vi mener det ganske givet. Det er det, vi når frem til, når vi gransker vores inderste. Men vi handler ikke derefter. Det er i hvertfald ikke noget, der afspejler virkelighedens Grønland.

For elskede vi alle vore børn så højt, at vi ville dø for dem, ville vi med rædsel kunne læse om unge mennesker i udlandet, der trækker våben frem og dræber. Det ville ikke ske i vort eget land. Elskede vi alle vore børn dybt og inderligt og beskyttede dem, vejledte dem til et ansvarligt liv som unge og voksne, ville vi ikke høre om unge, der bruger riflen mod voksne, som de har set sig gale på.

Ingen af os kan sige os fri. Vi er alle medskyldige i drabet på Finn Clausen. Vi tillader, at virkeligheden indebærer teenagere, som griber til våben. Vi tillader, at børn under 10 år drikker sig fulde. Vi tillader, at gaden er blevet børns hjem. Vi tillader, at børn går rundt uden varmt tøj.

Vi tillader det ved blot at se på. Vi tillader det hver gang, vi har sat vort kryds ud for politikere, der dukker sig og lukker øjnene for disse ulykker. Vi tillader det ved at vælge politikere, der sætter det svageste medlem af landsstyret på det sociale område.

VI KAN NATURLIGVIS gøre det nemt for os selv og skyde skylden på politikerne. Og det er da også ganske rigtigt, at mange af vore politikere hellere bruger kræfter på at opnå ting for egen vindings skyld end på at forbedre forholdene for de svageste i samfundet.

Vi har politikere, der hytter sig selv. Politikere, der sørger for, at vennerne fortsætter livet på et velfærdsniveau, som de fleste i landet ikke kan opnå. Politikere, der overser behovet for en ekstraordinær indsats på det sociale område. Politikere, der fralægger sig ansvaret for at varetage deres egne interesser. Politikere, der ikke indser, at landet står for fald, hvis ikke vi tager de signaler, der kommer frem, alvorligt.

Og det eneste våben vi har, er vores stemmeseddel. Et stærkt våben, som vi burde bruge med omtanke - meget større omtanke, end vi tidligere har gjort. Vi skal ikke bedømme politikerne på deres ord, men på deres handlinger.

"POLITIKERNE ER ikke interesserede i vores børn. Der er ingen prestige i det sociale område, og samtidig lukker samfundet øjnene for at beskytte sig selv". Det siger Stephen Hakesberg, der er leder af et projekt for stærkt belastede unge mennesker. Et projekt, som politikerne end ikke interesserer sig for. (Læs det tankevækkende interview med ham på side 6-7 red.)

Endnu er vi så heldige, at vi har mennesker som Stephen Hakesberg i landet. Mennesker, der rejser sig op og slås for børn og unges rettigheder. Idealister, der trods ringe løn- og arbejdsvilkår, bruger deres ressourcer på at redde børn og unge fra destruktive handlinger. Hjælper dem, så den eneste udvej ikke er at slå sig selv eller andre ihjel. Hjælper dem til et meningsfuldt liv.

Men så længe vi har politikere, der bevidst eller ubevidst modarbejder mennesker, som ham, som fortæller, hvordan virkeligheden ser ud, vil vi inden længe stå i en langt mere farlig situation, som vi ikke kan styre.

Derfor må drabet på pædagog Finn Clausen tages alvorligt. Vi skal ikke ryste det af os. Vi skal blive ved med at tale om det. Vi skal blive ved med at spørge os selv og hinanden, hvordan det kunne ske. Og vi skal handle ud fra de smertefulde svar, vi når frem til.

Og vi skal kræve af vore politikere, at de tager det alvorligt. Ellers får de ikke vores stemme næste gang.

Der skal handling til.

FLERE OG FLERE institutioner gør opmærksom på, at de får svært socialt belastede børn og unge ind. Flere og flere børn, som kommer på børnehjem er behandlingskrævende, og flere og flere steder skyder der små institutioner op til svært belastede børn og unge. Flere og flere børn afleveres til socialvagten.

Incestsager. Misbrug af børn. Børn, der ikke bliver hentet fra daginstitutionerne. Børn, som forlades alene i lejlighederne om natten. Børn, der bliver slået. Skoler, der er ved at falde fra hinanden. Børn, der nærmest er analfabeter, når de modtager folkeskolens eksamenspapirer. Stor mangel på pædagoger. Stor mangel på skolelærere. Stressede socialrådgivere. Mangel på boliger.

Skal det fortsat blot være en del af hverdagen. Kan vi med den viden blive chokerede over mordet på Finn Carlsen, ryste på hovedet og skynde os videre.

Og kan vi herefter fortsat kalde os et børnevenligt land....