Færøsk selvstyre - Traktat mellem Island og Danmark
Bestemmelsen om ligestilling førte ikke til, at danskere flyttede til Island eller trængte ind i erhvervslivet på Island. Sandheden er uden tvivl den, at flere islændinge fik gavn af bestemmelsen om ligestilling, mens de opholdt sig i Danmark, end danskere på Island.
Onsdag d. 1. september 1999
Det færøske Landsstyres Traktatudvalg
Emnekreds:
Rigsfællesskab og selvstyre
.
Indholdsfortegnelse:
Forbundstraktaten
Anerkendelse af suveræniteten
Forbundsloven - overenskomst eller lov
Kongefællesskabet
Udenrigspolitik
Hvor omfattende var fuldmagten?
Kommitteret
Gesandter og delegerede
Overenskomster med andre stater
Mellemstatlige overenskomster, som var bindende for Island ifølge forbundsloven
Overensstemmelse i udenrigspolitiske anliggender
Islandsk repræsentation i Danmark og dansk på Island
Højesteret
Fiskeriinspektion
Ligestilling mellem danske og islandske borgere
Økonomisk opgørelse
Valuta
Det rådgivende Nævn
Ændringer og opsigelse
Opsigelse af overenskomsten
Kampen for islandsk selvstyre begyndte omkring 1830. Den franske julirevolution var sandsynligvis en inspirationskilde. I Danmark medførte denne revolutionsstrømning, at forordning om stænderforsamling blev udstedt 28. maj 1831. Stænderforsamlingerne skulle være rådgivende, og det blev angivet, at islændingene skulle få to repræsentanter på stænderforsamlingen for "øerne" i Roskilde. Islændingene gik i stedet ind for at genrejse altinget, som blev afskaffet i 1800. Dette ønske blev opfyldt af kongen, og Altinget blev genrejst i 1843.
Da danskerne i 1848 afskaffede enevælden, mente ledende personer på Island, at det medførte, at landet fik kongefællesskab med Danmark. Dette kongefællesskab hvilede på "Den gamle Overenskomst", som islændingene havde indgået med Norges konge i 1262-64.
Islændingene ville ikke indlemmes under den danske grundlov fra 1849. De afholdt i 1851 en særskilt nationalforsamling for at tage endelig afgørelse om landets stilling og forfatning. Mødet blev dog afbrudt, før man nåede til nogen konklusion.
Der skete så ikke noget, før danskerne ensidigt fastslog Islands stilling i en særlig lov fra 2. januar 1871, lov om Islands stilling, med bestemmelser om islandske særanliggender. Siden blev der gennemført ændringer i landets øverste forvaltningsledelse, og en forfatning blev i 1874 givet som gave fra kongen, i anledning af at der var gået 1000 år siden landnamet. Denne forfatning gav Altinget lovgivende magt og bevilgende myndighed i de særanliggender, som var nedfældet i Lov om Islands stilling fra 1871. Allerede i 1881 blev der fremsat krav om at revidere forfatningen, bl.a. for at få den udøvende magt til Island. I 1904 var dette arbejde fuldført, og der blev oprettet et hjemmestyre, som medførte, at der blev udnævnt en indenlandsk minister, som parlamentarisk var ansvarlig over for Altinget.
Forbundstraktaten
Da islændingene nu havde fået større andel i lovgivningsmagten og den udøvende magt, var der mange der mente, at tiden var kommet til at revidere forholdet til Danmark. I 1908 fældede Altinget et forslag om en nyordning. Arbejdet gik i stå og blev også trukket i langdrag af første verdenskrig.
Et kernepunkt for islændingene i de år var at få flaget anerkendt, og især blev der lagt vægt på dette spørgsmål i 1917. Danskerne ville imidlertid ikke forhandle om enkelte stridsspørgsmål, men ville hellere behandle forholdet mellem de to lande som helhed. Det blev til gengæld gjort klart for danskerne, at der ikke var megen mening i at begynde forhandlinger, hvis danskerne ikke ville anerkende islandsk suverænitet med kongefællesskabet som grundlag.
Islændingene betingede sig, at forhandlingerne om traktaten skulle finde sted i Reykjavik med repræsentanter for Altinget. Forhandlingerne gennemførtes så i Reykjavik i dagene 1.-18.juli 1918 og endte med, at der blev fremlagt et forslag om en dansk-islandsk forbundslov, som de lovgivende ting i de to lande vedtog. Loven blev bekendtgjort 30 november 1918 og trådte i kraft dagen efter.
Anerkendelse af suveræniteten
I paragraf 1 i den dansk-islandske forbundslov stod denne bestemmelse:
Danmark og Island er frie og suveræne Stater, forbundne ved fælles Konge og ved den i denne forbundslov indeholdte Overenskomst.
I Kongens Titel er begge Staters Navne optagne.
Dette betød, at Danmark anerkendte den islandske suverænitet og siden bekendtgjorde dette for andre lande, ifølge paragraf 19 i loven. På den anden side var Danmark allerede et suverænt rige og havde naturligvis ikke brug for anerkendelse. Bestemmelsen blev alligevel formuleret på denne måde for at betone, at landene var ligestillede og ligeberettigede.
Suverænitetsanerkendelsen blev anbragt i selve traktaten forrest i paragraf 1, men blev alligevel ikke medregnet i den, for Danmark havde ikke brug for at lave en traktate om en sådan anerkendelse. Dette var en ensidig erklæring fra danskernes side, sådan som anerkendelse af en ny stat almindeligvis er for den anerkendende part. Anerkendelsen var grundlaget under og forudsætningen for traktaten.
Det er klart, at det havde været mere præcist, hvis suverænitetsanerkendelsen havde stået for sig, og det blev meddelt i en erklæring, at Danmark indgik sålydende traktate med Island, men det bør dog ikke forvirre nogen og forhindre, at denne bestemmelse bliver forstået rigtigt. Ud fra dette er bestemmelsen delt i to dele. På den ene side er der en ensidig erklæring om islandsk suverænitet, ifølge ordene:
"Danmark og Island er frie og suveræne Stater, forbundne ved fælles Konge (...)
" og på den anden side en erklæring om den efterfølgende traktat, ifølge ordene "(...)
og ved den i denne Forbundsslov indeholdte Overenskomst."
Overenskomsten er således indgået af to selvstændige lande. Det har været fremført, at det ikke var korrekt, at Danmark lavede en traktat med Island, som dengang stadig var en del af det danske rige. Dertil er at sige, at Island var anerkendt som selvstændigt land, da forbundsloven trådte i kraft og fik da suverænitet. Selve traktaten blev siden indgået mellem Island, som nu var selvstændigt, og Danmark. I virkeligheden trådte både anerkendelsen af den islandske suverænitet og unionsloven i kraft samtidig, den 1. december 1918. På den anden side må forbundstraktaten, som er en mellemstatslig traktat, naturligvis implicere, at Danmark allerede dengang har anerkendt Island som selvstændigt land, for det er forudsætningen for at indgå overenskomsten overhovedet.
Anerkendelsen af den islandske suverænitet er uafhængig af, om overenskomsten er gældende eller ikke, og har gyldighed, selvom forbundsloven træder ud af kraft, enten ved opsigelse ifølge lovens paragraf 18 eller på anden måde. (Om paragraf 18, se s. 52)
Forbundsloven - overenskomst eller lov
Traktaten fra 1. december 1918 kaldes forbundsslov, og det kræver en udredning. Ordet lov kunne tyde på, at Island og Danmark med denne traktat blev et forbund, og at forbundsloven var en lov, som var udstedt af et fælles lovgivende ting for de to lande. Men sådan forholder det sig ikke, som det blev påvist ovenfor. Der er enighed mellem islandske og danske specialister om, at forbundsloven var en traktat mellem to selvstændige lande.
Under forhandlingerne var det de danske udvalgsmedlemmers opfattelse, at forbindelsen mellem de to lande skulle være en statsretslig forbindelse, men de islandske udvalgsmedlemmer foreslog derimod, at det skulle være en folkeretslig forbindelse mellem to selvstændige lande.
Islændingene ville have to traktater. Den ene skulle fastslå kongefællesskabet, og i den skulle der ikke være nogen opsigelsesparagraf, og den anden skulle anføre forskellige islandske forhold, som danskerne skulle varetage. Dette afviste de danske forhandlere med den begrundelse, at det både var upassende og unødvendigt at forhandle om konge og kongefællesskab, eftersom der ikke var nogen uenighed om det spørgsmål. Det godtog islændingene, og formuleringerne i forbundsloven bekræfter, at kongefællesskabet blev taget for givet. Ud fra dette eksisterede kongefællesskabet før traktaten. I overensstemmelse hermed burde paragraf 18 om opsigelse af traktaten, som forbundsloven omfattede, ikke gælde for kongefællessskabet; det fortsatte, selvom forbundsloven var trådt ud af kraft.
De danske forhandlere fastholdt, at det var nødvendigt at udforme overenskomsten i lovform. Den danske rigsdag skulle vedtage traktaten, og det skulle ske på samme måde som med lovforslag. Medlemmerne i den islandske forhandlingsdelegation mente ikke, det indholdsmæssigt gjorde nogen forskel, for dette var en mellemstatslig overenskomst, uanset formen.
Det står ikke helt klart, hvorfor de danske forhandlere indtog denne position. De har sandsynligvis villet mene, og det var også åbenbart, at en overenskomst, som ikke blot ophævede Lov om Islands stilling fra 2. januar 1871, men ligeledes ændrede forskellige danske love, måtte have lovstatus for at kunne træde i kraft ifølge dansk forfatningsret.
Imidlertid er forbundsloven, som nævnt, i det store og hele en mellemstatslig overenskomst iblandet forskellige lovelementer og er derved gældende som lov. Det er derfor ikke forkert at kalde den en forbundslov. Det bør dog betænkes, at den folkeretslige del er den tungeste, og det er altafgørende for, hvilken status traktaten har som retshjemmel, og hvordan den skal tolkes. Forbundstraktaten har også den særstilling, at hverken den danske eller den islandske lovgivende myndighed kunne ophæve den, som det er tilfældet med andre love. Den skulle desuden tolkes på grundlag af synspunkter, som er gældende for tolkning af internationale traktater og ikke for almindelige love.
I denne forbindelse skal det fremhæves, at man ikke forhandlede om alle bestemmelserne i forbundsloven, f.eks. ikke om den danske anerkendelse af islandsk suverænitet og kongefællesskabet.
Forbundsloven var for størstedelens vedkommende en overenskomst mellem to lande, og derfor havde bestemmelserne i den kunnet være bindende som mellemstatslig traktat, selvom de ikke havde været behandlet som lov. Ifølge de to landes forfatninger var det nemlig ikke nødvendigt at vedtage sådanne overenskomster som lov. Ifølge international ret havde de to lande været bundet af forbundsloven, hvis kongen stadfæstede loven, Altinget og Rigsdagen vedtog den og ligeledes de islandske vælgere.
Statsretsligt havde det imidlertid ikke været tilstrækkeligt. I forbundsloven findes nogle bestemmelser, som gav borgerne i det ene land visse rettigheder i det andet, begge lande forpligtede sig til at udføre forskelligt eller at bevare forhold uændrede, og til dette krævedes lovgivning i begge lande. Almindelig lovgivning var nødvendig for at give det respektive andet land de fleste eller alle de rettigheder, som derfor blev nærmere angivet. Det var nødvendigt at ændre forfatningerne, og det blev gjort både i Danmark og på Island, men overenskomstens ikrafttræden var ikke bundet af det.
Selvom forbundsloven blev vedtaget som lov både på Island og i Danmark, betød det ikke i sig selv, at den var gældende ens i de to lande. De bestemmelser, som udelukkende var forordninger for islandske myndigheder eller borgere, kunne være lov på Island ligesom forordninger for danske myndigheder og borgere var lov i Danmark. Temmelig mange forordninger i loven var dog gældende i begge lande. Lovgivning, som ikke var i overensstemmelse med traktaten blev anset for at være i strid med folkeretten.
Kongefællesskabet
I forbundslovens paragraf 1 konstateres det, at Danmark og Island er frie og suveræne stater, som er fælles om en og samme konge og denoverenskomst, som forbundsloven omfatter. Ordvalget i paragrafferne 1 og 18 tyder på, at man regnede med, at kongefællesskabet allerede eksisterede før overenskomsten . Paragraf 18 omfattede derfor ikke kongefællesskabet - det fortsatte selvom andre bestemmelser i overenskomsten trådte ud af kraft. Kongefællesskabet var selve grundlaget under traktaten. Det har begge forhandlingsparter uden tvivl ment, dog med forskellige forudsætninger.
Danskernes hensigt var ikke at begrænse samhørigheden til blot at være kongefællesskab, men at bevare kongefællesskabet, selvom forbundstraktaten blev opsagt ifølge paragraf 18 stk. 2. Hermed var der langtfra nogen sikkerhed for, at kongefællesskabet ville vare ved. Derimod var det traktatmæssigt bundet, så længe forbundsloven var gældende. Arvefølgen burde ifølge loven være den samme i de to lande og skulle være i overensstemmelse med de regler, som var gældende, da forbundsloven trådte i kraft. Skulle disse regler ændres, måtte begge lande vedtage ændringen. Den danske ekspert i forfatningsret Knud Berlin mente derimod, at kongefællesskabet til en vis grad var forudsætningen for overenskomsten, men det var desuden en del af den og kunne derfor opsiges sammen med overenskomsten 25 år efter, at den var indgået.
Kongefællesskabet var altså bundet af overenskomsten, mens unionsloven var gældende, og den bestemte, hvilken retsstilling kongen havde. Hvis fællesskabet blev afbrudt i utide, før det ifølge paragraf 18 i loven burde, f.eks. fordi overenskomsten var misligholdt eller p.gr.a. andet brud på overenskomsten, bortfaldt den traktatmæssige binding. Det samme gjorde sig gældende, hvis overenskomsten blev sat ud af kraft efter bestemmelserne i paragraf 18. Men kongefællesskabet kunne alligevel bevares, hvis landene hver for sig tillod kongen at have kongeværdighed i det andet land. Men fratrådte kongen, havde det dog ikke medført afbrydelse af samhørigheden, for da kunne den, der var den næste i arvefølgen, tiltræde ifølge loven om kongearvefølge.
Mens loven endnu var i kraft blev det imidlertid bestemt, at loven om kongearvefølge var den samme i Danmark og på Island. Der var gældende de samme regler for, hvordan kongemagten skulle udøves, hvis kongen fik forfald, og om almene forudsætninger for at have kongeværdighed.
En bestemmelse om kongearvefølgen, som stemte overens med bestemmelserne i forbundsloven, blev siden indsat i den islandske forfatning 18. maj 1920.
Udenrigspolitik
I paragraf 7 stk i forbundsloven stod der:
Danmark varetager paa Islands vegne dettes Udenrigsanliggender.
Bestemmelsen indebar, at Danmark fik betroet at repræsentere Island udenrigpolitisk, og at islændingene selv udformede politikken. De afgørelser om islandsk udenrigspolitik, som krævede lovmedhold, blev taget af den lovgivende myndighed på Island, det var f.eks. tilfældet med paragraf 17 i den islandske forfatning fra 1920, som sagde:
Kongen indgår overenskomster med andre lande. Dog kan han ikke, medmindre Altinget vedtager det, indgå en sådan overenskomst, som indebærer afhændelse af rettigheder og pligter på land eller i havområdet, eller hvis der er muligheder for, at den pågældende overenskomst kan ændre forfatningsforholdene i landet.
Island tog ifølge forbundslovens bestemmelser afgørelser om udenrigspolitik, og forordninger i overensstemmelse med dem var at betragte som instrukser til den danske udenrigsminister om, hvordan han og hans embedsfolk skulle handle, så længe Danmark va befuldmægtiget til at varetage Islands udenrigspolitik.
Men det er givet, at islændingene ikke havde ubetinget myndighed over sin udenrigspolitik. F.eks. kunne islændingene blot overdrage den danske udenrigstjeneste sådanne opgaver, som havde vundet hævd og som det var rimeligt, den påtog sig. Islændingene kunne ikke udvide udenrigstjenestens arbejdsområde, så det medførte nævneværdige merudgifter ud over dem, som udenrigstjenesten havde før 1. december 1918.
I praksis var systemet det, at den danske udenrigstjeneste varetog islandsk udenrigspolitik og gennemførte den under ledelse af den danske udenrigsminister. Den øverste myndighed for sagsområdet havde derimod den minister i Reykjavik, som havde udenrigspolitik som ansvarsområde. Islændingene overtog i forbundstiden dog efterhånden selv en større og større del af udenrigspolitikken. Virksomheden voksede især under krisen efter 1930, og i en lang periode var handels- og konsulære opgaver det største område. En af grundene til dette var, at Island i en proklamation havde erklæret sig som vedvarende neutralt land, og derfor tog regeringen blot i ganske få tilfælde politisk stilling i udenrigspolitiske sager.
I det meste af den tid, forbundsloven var i kraft, havde ingen islandsk minister titlen udenrigsminister. Udenrigpolitik lå under statsministeren.
Som helhed betragtet var samarbejdet mellem danskerne og islændingene på det udenrigspolitiske område i årene 1918-1944 uden større problemer. Det var især Islands kommitterede i det danske udenrigsministerium, som havde æren for, at arbejdet gik så godt. Den danske udenrigstjeneste var en god skole for islændingene. Da de i 1940 blev nødt til selv at overtage udenrigspolitikken, havde de derfor nogle erfarne folk til rådighed.
Hvor omfattende var fuldmagten?
Danmark fik fuldmagt til at administrere islandsk udenrigspolitik og skulle varetage denne pligt på lige fod med sine egne interesser. Derfor er det forskelligt, hvor omfattende fuldmagten blev anset for at være. Danskerne forvaltede kort sagt alle islandske udenrigspolitiske sager bortset fra dem, der angik danskerne selv. Overalt skulle det tydeligt fremgå, at Island var fuldmagtsgiver. Hvis en embedsmand i den danske udenrigstjeneste underskrev et dokument for Island, skulle han anføre det med ordene "for Island" på det sprog, dokumentet var skrevet på.
Som konklusion kan man sige, at fuldmagten var todelt: For det første var Island alene bundet af det, den danske udenrigsminister udførte med den fuldmagt han fik derfra, og for det andet havde Island alene ansvaret for brud på international ret. Var der uenighed mellem danskerne og islændingene, overtog islændingene selv den pågældende sag.
Kommitteret
I paragraf 7 stk. 2 i forbundssloven bestemmes det, at der skal være en islandsk kommitteret i det danske udenrigsministerium. Bestemmelse lyder således:
I Udenrigsministeriet ansættes efter den islandske Regerings Ønske og efter Samraad med denne en med islandske Forhold kendt Kommitteret til Behandling af islandske Sager.
Denne kommitterede var dansk embedsmand, og han blev udnævnt af den danske udenrigsminister. Den kommitterede refererede direkte til den danske udenrigsminister, og han skulle følge grundigt med i, hvordan islandsk udenrigspolitik blev behandlet i det danske udenrigsministerium.
Gesandter og delegerede
I paragraf 7 stk. 3 i forbundssloven stod:
Paa Steder, hvor Gesandt eller udsendt Konsul ikke er ansat, bliver der efter den islandske regerings ønske og efter Samråd med denne at ansætte en saadan, imod at Island godtgør de derved forårsagede Udgifter. Under samme Forudsætninger bliver der ved bestaaende Gesandtskaber eller Konsulater at ansætte Attachéer, som er kyndige i islandske Forhold. Hvis den islandske Regering skulle ønske paa egen Bekostning at udsende Delegerede til at føre Forhandlinger om særlige islandske Forhold, kan dette ske efter nærmere Aftale med Udenrigsministeren.
Efter de første ord i denne bestemmelse at dømme, havde Island mulighed for at få udnævnt de ovenfor nævnte gesandter ved selv at bære omkostningerne, hvor der ikke var nogen i forvejen. Iøvrigt er det unødvendigt at diskutere denne bestemmelse yderligere, for der blev aldrig udnævnt gesandter efter denne hjemmel.
Ovenfor citerede bestemmelse angiver desuden, at rådgivere, som er sagkyndige i islandske forhold kan ansættes på gesandtskaber og konsulater. I 1934 blev det afgjort at forsøge at bruge denne bestemmelse, og det år blev der ansat en islænding som attaché på den danske ambassade i Oslo. I 1935 blev en islandsk repræsentant udnævnt som attaché på den danske ambassade i Madrid med hjemsted i Barcelona. Løn og andre omkostninger i forbindelse med disse to repræsentanters virksomhed blev udredt af den islandske statskasse og delvis af erhvervsvirksomheder og banker. Senere fik endnu en repræsentant sådanne diplomatiske rettigheder, og tre islændinge fik således ansættelse efter denne bestemmelse.
Med bestemmelsen i slutningen af stk. 3 i paragraf 7, som befuldmægtiger islændingene til i samråd med den danske udenrigsminister at sende delegerede ud for at lave aftaler om særlige islandske forhold, tænkes der på diplomatiske delegerede og ikke folk, som sendes ud på almindelige repræsentative opgaver.
Overenskomster med andre stater
I stk. 3 i paragraf 7 stod der følgende om overenskomster med andre lande:
De mellem Danmark og andre lande allerede indgaaede og bekendtgjorte Overenskomster er, for saa vidt de angaar Island, også gældende for dette.De af Danmark efter nærværende Forbundslovs Stadfæstelse indgåede mellemstatlige Overenskomster er ikke forpligtende for Island uden vedkommende islandske Myndigheders Samtykke.
Her skelnes der mellem overenskomster, som var indgået før 1. december 1918 og overenskomster, som blev indgået efter denne dag. De, der var indgået før den nævnte dag i 1918, skulle fortsat have gyldighed for Island. Der fulgte dog to betingelser med: At overenskomsten blev bekendtgjort på Island, og at overenskomsten vedrørte Island. Disse regler blev anset for kun at være gældende mellem Island og Danmark. Spørgsmålet om, hvilken gyldighed sådanne traktater havde i forhold til de lande, Danmark indgik dem med, afhang naturligvis af de almene regler i international ret, som blev anset for at være gældende, når en del af en stat løsrev sig fra en stat, som den tidligere hørte under. Hvorvidt sådanne overenskomster var gældende eller ikke, var betinget af, om de udelukkende vedrørte Island.
Hvad angår overenskomster, som var indgået efter 1. december 1918 var hovedreglen den, ifølge ovenfornævnte bestemmelse i forbundsloven, at de ikke var bindende for Island, medmindre de respektive islandske myndigheder vedtog det. Som nævnt tidligere havde kongen fået overdraget magten til at indgå overenskomster med andre lande, men accept fra Altinget var et krav, hvis en overenskomst blev indgået, som indebar afgivelse af rettigheder eller pligter på land eller havterritorium, ifølge paragraf 17 i den islandske forfatning fra 1920. Ifølge denne var systemet det, at kongen underskrev islandske internationale overenskomster og den pågældende islandske minister sammen med ham. Når sådanne overenskomster blev opsagt, var proceduren den samme.
I perioden, mens forbundsloven eksisterede, tog den danske udenrigstjeneste initiativ til internationale overenskomster, men nogle overkomster tog den islandske regering dog selv initiativet til, især handelsaftaler efter 1930. Det forekom desuden nogle gange, at den islandske gesandt i København underskrev internationale overenskomster for Island. Ingen international traktat blev underskrevet, før statsrådet i Reykjavik havde gennemgået teksten, og den islandske regering havde vedtaget at indgå overenskomsten.
I 1930 var der gået tusind år, fra Altinget var grundlagt, og dette blev højtideligholdt på Thingvellir. Man besluttede, at en sag, som blev anset for at være af vigtighed, skulle ordnes der. Det var en overenskomst med de andre nordiske lande, Danmark, Finland, Norge og Sverige "om bilæggelse af uenigheder på fredelig måde". De andre nordiske lande havde indgået indbyrdes overenskomster om bilæggelse af sådanne uenigheder. Islændingene ville have, at den islandske statsminister fik fuldmagt til dette fra den danske udenrigsminister, for ellers var underskriften ikke gyldig ifølge international ret p.gr.a. bestemmelserne i forbundsloven om, at danskerne varetog islandsk udenrigspolitik.
Det endte med, at kongen gav den islandske statsminister fuldmagt til at skrive under, og statsministeren var medunderskriver på fuldmagten. Således indgik Island ved denne lejlighed for første gang overenskomst med andre lande uden noget mellemled. Dette var derfor et betydningsfuldt skridt i bestræbelserne på at styrke Islands suverænitet.
Mellemstatlige overenskomster, som var bindende for Island ifølge forbundsloven
Det var nedfældet i stk. 4. i paragraf 7 i forbundsloven, at traktater mellem Danmark og andre lande, som er bekendtgjort på Island, skulle gælde der. Traktater indgået efter 1. december 1918 skulle vedtages af de rette islandske myndigheder. Det var imidlertid uklart, hvilke mellemstatlige overenskomster Island var bundet af. Man gik i gang med at undersøge disse forhold i 1940, og arbejdet fortsatte med nogle afbrydelser frem til 1963, da først en traktatsamling blev udgivet og siden en systematisk fortsættelsesudgave.
Dette tyder altsammen på, at det trak i langdrag at tage endelig stilling til en udspecificering af paragraf 7 i forbundsloven angående, hvilken gyldighed de overenskomster havde, som var indgået mellem Danmark og andre lande, før forbundsloven trådte i kraft, og som vedrørte Island. Undersøgelser viste, at traktater ikke havde været bekendtgjort så regelmæssigt, som de burde. Det var derfor ofte svært at afgøre, om Island var omfattet af en traktat eller ej. Bestemmelsen i paragraf 7 indebar derfor næppe andet, end at danskerne lod islændingene bruge de overenskomster, de ville. Var en mellemstatlig overenskomst bekendtgjort og ikke sat ud af kraft igen, så blev den naturligvis regnet for at være bindende. Var en overenskomst ikke bekendtgjort, vurderede man, om den var til gavn for Island. Blev overenskomsten vurderet som gavnlig for Island, foretog man en undersøgelse af, hvilken holdning modparten havde til overenskomsten. Accepterede denne at overenskomsten var gældende, var sagen afsluttet. Fik man intet svar, var reglen den, at tavshed betyder samtykke.
Overensstemmelse i udenrigspolitiske anliggender
Formålet med at give danskerne fuldmagt til at varetage islandsk udenrigspolitik var at sikre overensstemmelse i udenrigspolitikken og forhindre uforenelige bestemmelser og foranstaltninger.Det er imidlertid klart, at der ikke var nogen fuldstændig sikkerhed for denne overensstemmelse i paragraf 7 i forbundsloven og det fremgår bl.a. af, at islandske delegerede kunne forhandle om og løse islandske spørgsmål alene, ifølge stk. 3 i paragraf 7. Der var altså ikke noget til hinder for, at danskerne og islændingene kunne følge hver sin kurs.
Hvorom alting er, så er det dog åbenbart, at Danmarks fuldmagt indskrænkede bevægelsesfriheden for begge parter. Den danske udenrigsminister havde fuldmagten, og islændingene måtte gå til ham med alt det, som havde med den danske behandling af islandsk udenrigspolitik at gøre. Den danske udenrigsminister stod dog ikke til ansvar over for Altinget i udenrigspolitiske spørgsmål. Det gjorde den islandske minister, som havde udenrigspolitik under sig, og det var statsministeren. Sådan var systemet til 1940, da en særlig udenrigsminister for første gang blev udnævnt.
Hvis den danske udenrigsminister ikke varetog sine opgaver tilfredsstillende i overensstemmelse med den fuldmagt, han havde fået, havde den islandske statsminister ret til at kære sagen til den danske statsminister og kunne endda, hvis der var tale om alvorlig misligholdelse, kræve, at udenrigsministeren skulle fratræde sit embede.
Gav kæren intet resultat, havde det kunnet medføre, at samhørigheden mellem de to lande blev opløst, fordi forbundsoverenskomsten var misligholdt.
I virkeligheden indtog Island en særstilling. F.eks. indtrådte Danmark i Folkeforbundet, hvilket islændingene ikke gjorde, selvom forbundet selv meddelte, at en islandsk ansøgning ville blive accepteret. Det skabte en lang debat, og mange islændinge anbefalede alligevel at melde sig ind med den begrundelse, at et medlemsskab fremmede islandske interesser, styrkede sikkerheden og var en bedre støtte under suveræniteten.
Den særstilling, Island indtog, fremgik også af de handelsaftaler, man indgik, f.eks. handelstraktaten med Italien i 1936. I 1935 indførte Italien hårde betingelser ved import, og da landet om efteråret samme år invaderede Abbessinia (Ethiopien), satte de italienske myndigheder som betingelse for fortsat samhandel, at der skulle være balance i samhandelen. Forhandlingerne gik trægt, men til slut fik islændingene en aftale, som i visse henseender var mere fordelagtig, end andre lande havde fået. Grunden var, at Island ikke var medlem af Folkeforbundet og derfor ikke deltog i de sanktioner, forbundet indførte for at straffe Italien for krigsførslen i Abbessinia.
Islandsk repræsentation i Danmark og dansk på Island
I paragraf 15 i forbundsloven stod der:
Hvert land bestemmer selv, paa hvilken Maade dets egne og dets Borgeres Interesser nærmere bliver at varetage i det andet land.
Islændingene havde den anskuelse, at de diplomatiske forhold med Danmark efter 1. december 1918 ikke burde være anderledes end de, Danmark havde med andre selvstændige lande med den variation naturligvis, at landene havde det samme statsoverhoved. Dette betød blot, at det klart skulle fremgå, hvorvidt kongen ved officielle lejligheder repræsenterede Island eller Danmark. Bestemmelsen i paragraf 15 var en undtagelse fra fuldmagten, som islændingene gav danskerne, og islændingene varetog derfor selv de udenrigspolitiske sager, som angik Danmark, og bestemte over dem.
I 1919 udnævnte danskerne en ambassadør på Island, og året efter udnævnte islændingene sin i København. Disse ambassadører havde alle de samme rettigheder som andre tilsvarende ambassadører fra andre lande.
Højesteret
I paragraf 10 i forbundsloven fandtes sålydende bestemmelse:
Danmarks Højesteret udøver den øverste Domsmyndighed i islandske Sager, indtil Island maatte beslutte at oprette en øverste Domstol i Landet selv. Indtil da skal en Dommerplads i Højesteret besættes med en Islænding, hvilken Bestemmelse træder i Kraft ved først indtrædende Lejlighed.
Kort efter at forbundsloven var trådt i kraft, afgjorde islændingene selv at overtage den øverste domsmyndighed i islandske sager. Islands højesteret blev oprettet allerede 1. januar 1920, og begyndte at fungere 16. februar samme år. Der var dog ikke tale om nogen radikal ændring. Den Kongelige islandske landsoverret havde fungeret i landet siden 11. juli 1800, og i den sad der tre juridiske dommere. Landsoverretten havde afgørende indflydelse på retsudviklingen på Island i 19. århundrede og tilliden til den voksede efterhånden. Op imod århundredskiftet blev blot ganske få sager anket til højesteret i Danmark. Derfor kan man med rette sige, at det islandske folk havde givet retten en så kraftig tillidserklæring, at den øverste domsmyndighed i virkeligheden allerede befandt sig i landet.
Nordens hus i Tórshavn
Islændingene havde imidlertid fuld tillid til højesteret i Danmark og grundene til, at ændringen blev gennemført, var nogle andre. For det første skyldtes det sproget, for selvom dommerne skulle dømme i islandske sager og efter islandsk lov, behøvede de ikke at forstå et eneste ord på islandsk. Derfor måtte alle bilag oversættes, og siden skulle der dømmes efter islandske love i dansk oversættelse. For det andet manglede dommerne ofte viden om forholdene på Island, om kulturen og folkets tænkemåde. For det tredie mente mange på Island, at det var temmelig underdanigt af islændingene at underkaste sig en domstol, når de ikke havde nogen indflydelse på, hvordan den var organiseret. For det fjerde var det omkostningerne, som bl.a. fremkom af at oversætte bilag, hvilket kun folk i gode kår havde råd til, og for det femte, at det medførte en betydelig forsinkelse for sagerne, at højesteret var dansk.
Mod dette blev fremført, at der i højesteret i Danmark sad 13 lærde jurister, som var uafhængige af alle uenigheder og skænderier på Island, og heller ikke kendte parterne i sagen, som skulle dømmes. Det blev sagt, at det sikrede, at de ikke var partiske. Selvom landsoverretten havde vundet tillid, var der dog en vis utilfredshed med, at nogle dommere var aktive i politik, men det var nu næsten ophørt den sidste tid, retten fungerede. I et land med så få indbyggere kunne dommere dårligt være uafhængige på samme måde, som dommere i andre lande. Indvendingen mod dette var, at det eneste man kunne gøre ved dette, var at forbedre retssystemet og styrke det øverste domstrin.
Kort sagt mente islændingene ikke, at deres land var fuldt suverænt, så længe den højeste domsmyndighed stadig befandt sig i et andet land og de ingen indflydelse havde på, hvordan den var organiseret.
Det medførte derfor i virkeligheden kun få ændringer, at højesteret blev oprettet på Island. Den vigtigste ændring var, at retsforhandlingen var mundtlig og ikke skriftlig. De tre dommere i landsoverretten fik sæde i højesteret og endnu to blev udnævnt, så den ialt bestod af fem dommere. Nu er der ni, og retten er organiseret i to afdelinger.
Den islandske præsident udnævner dommerne efter anbefaling fra justitsministeren, som i forvejen skal anmode højesteret om at vurdere ansøgerne. Selvom der sættes strenge krav til dommernes viden og erfaringer både alment og i behandlingen af enkeltsager, har det dog ikke været noget problem at få kvalificerede folk til disse stillinger, som fuldt ud opfylder de krav, som bør sættes uden hensyn til, hvor lille det islandske samfund er. Man bør i denne sammenhæng desuden være opmærksom på, at internationale organisationer har kontrol med store dele af retssystemet i de enkelte lande, især dem der angår domstolenes virksomhed.
Om højesteret kan man sige, at den i mange tilfælde har formet islandsk ret med præcedensdomme og på den måde præget islandsk retstradition. Det skal fremføres her, at Island ikke altid har været i stand til at få sin lovgivning til at følge den juridiske udvikling i nabolandene, så godt som de burde, og det skyldes formentlig bl.a., at indbyggertallet er så lille som det er. Det har derfor været højesterets opgave at udarbejde regler. Det har den gjort på de fleste retsområder, ikke mindst i forfatningsret, forvaltningsret, erstatningsret og ejendomsret, selvom en mere fuldstændig lovgivning nu er gennemført på dette område end tidligere. Højesteret har desuden i nogle tilfælde mortificeret love, fordi de var uforenelige med forfatningen. I så henseende har højesteret sammen med højesteret i Finland indtaget en særstilling i forhold til domstole i andre nordiske lande.
Fiskeriinspektion
I paragraf 8 i forbundsloven stod denne bestemmelse om fiskeriinspektion:
Indtil Island maatte beslutte paa egen Bekostning helt eller delvis selv at overtage Fiskeriinspektionen indenfor islandsk Søomraade, udøves denne af Danmark under dansk Flag.
Helt fra 17. århundrede påberåbte kongen sig suverænitet over de nordiske havområder fra Bergen i Norge til Kap Farvel i Grønland og op til ishavet mellem Grønland og Norge. Senere fæstnede ideer om frit hav sig, og følgen heraf var særlige regler om søgrænser for kystlande. I 1901 var søgrænsen i overenskomst mellem Danmark og England fastsat til tre sømil fra land med særordning for sunde og fjorde.
Udenlandske skibe søgte at udnytte fiskebankerne til det yderste, og der var af og til sammenstød med islændingene. Den danske fiskeriinspektion gjorde sig ikke megen umage for at løse disse problemer, og inspektionsskibene var kun ved Island i sommermånederne. Det udenlandske overfiskeri førte til islandske krav om at styrke fiskeriinspektionen, og fra 1907 til 1939 var de danske inspektionsskibe ved Island det meste af året.
I forbindelse med forbundsloven anerkendte Danmark, at Island havde suverænitet over sit havområde, men påtog sig samtidig at forsvare det. Danskerne fik ingen betaling for dette, men danske og islandske statsborgere fik ensartede fiskerirettigheder i hinandens havområde. Disse rettigheder kom især de færinger til gode, som fiskede ved Island. Inspektionsskibene sejlede under dansk flag, og officererne ombord var underlagt den danske marineministers myndighed ligesom officererne på statens krigsskibe. Det, disse skibe beskæftigede sig med ved Island, havde danskerne ansvaret for, og den islandske regering var i samme situation over for den danske marineminister, som den var over for udenrigsministeren angående islandsk udenrigspolitik. Derimod havde islændingene selv ansvaret for al sagsbehandling, domme og effektuering.
Hensigten var, at den danske del af fiskeriinspektionen skulle være den samme, som den var, inden forbundsloven trådte i kraft, men det medførte, at danskerne hverken kunne udvide eller indskrænke den uden samtykke fra islændingene. Islændingene betragtede ordningen som en foreløbig ordning, og påtog sig selv en større og større del af fiskeriinspektionen. Det befriede imidlertid ikke danskerne for deres økonomiske forpligtelse på dette område så længe forbundsloven var gældende.
I 1922 vedtog Altinget et forslag om at henstille til regeringen at få en aftale med danskerne om, at de hvert år havde to inspektionsskibe ved Island fast eller så længe som muligt. Det førte til, at det dansk-islandske rådgivende nævn fremlagde et forslag til aftale mellem islændingene og danskerne. Eftersom man ikke kunne komme til enighed, valgte man i stedet at leje et skib til formålet. I 1926 købte Island et bevæbnet inspektionsskib, som tidligere havde været lejet. Dette var starten på at organisere en islandsk fiskeriinspektion. Danskerne havde som før nævnt to inspektionsskibe ved Island til 1939, men siden har danskerne ikke deltaget i fiskeriinspektionen ved Island.
Ligestilling mellem danske og islandske borgere
Om ligestilling mellem borgerne i de to lande var denne bestemmelse i paragraf 6 i forbundsloven:
Danske Statsborgere nyder på Island i enhver Henseende lige Ret med de paa Island fødte islandske Statsborgere, og omvendt.
Hvert af Landenes Statsborgere er fritagne for Værnepligt i det andet Land.
Adgang til Fiskeri paa hvert af de to Staters Søomraader er i lige Grad fri, saavel for danske som for islandske Statsborgere, uden hensyn til Bopæl.
Danske Skibe har i Island samme Rettigheder som islandske Skibe, og omvendt.
Danske og islandske Varer og Frembringelser skal gensidig i ingen Henseende kunne handles ugunstigere end noget andet Lands.
Denne bestemmelse må være den i hele forbundssloven, som blev kritiseret mest, da den kom til behandling på Island. Den gjorde sit til, at to tingmedlemmer tog afstand fra den.
Ifølge forbundsloven skulle islændinge og danskere ikke have fælles statssborgerret, men hver sin borgerret med selvstændige borgerrettigheder, ifølge især paragraf 6 ovenfor. Det gjorde sig gældende i deres forbindelser med tredjelande og i høj grad i deres indbyrdes forhold. Efter hensigten skulle landene hver for sig udforme lov om borgerret hos sig, og det gjorde Island 6. oktober 1919, men man regnede samtidig med, at forordninger på dette område var forenelig i de to lande.
Danskerne lagde speciel vægt på, at borgerrettighederne skulle være gensidige og uden forbehold. Men der kunne følge betingelser med ligestillingen, undtaget fiskerirettigheder. Det afgørende var derfor, at alle regler var de samme for alle borgere. F.eks. var det en betingelse for stemmeret på Island og valgbarhed til Altinget, at man havde været bosat på Island mindst fem år før valgdagen. Ejendoms- og brugsret til fast ejendom og desuden forskellige rettigheder i forbindelse med arbejde var betinget af, at man boede i landet. Der var heller ingen tvivl om, at danske borgere var nødt til at underkaste sig de almindelige begrænsninger, som var lagt på erhvervsfriheden på Island f.eks. i forbindelse med fiskeri og handel med spiritus. Der blev ikke indført andre undtagelser end i forbindelse med militærtjeneste, for borgerne i de to lande var fritaget for værnepligt i det respektive andet.
Da unionstraktaten blev indgået, var kritikken hårdest mod bestemmelserne i paragraf 6 om ligestilling mellem islandske og danske statsborgere. Kritikken drejede sig især om ugunstig dansk påvirkning på Island og faren for, at danskere i stort tal ville flytte til Island og underlægge sig produktionsapparatet, især i fiskeindustrien. I princippet kunne dette være sket, men erfaringerne viste imidlertid, at der ikke var meget at være bange for. Bestemmelsen om ligestilling førte ikke til, at danskere flyttede til Island eller trængte ind i erhvervslivet på Island. Sandheden er uden tvivl den, at flere islændinge fik gavn af bestemmelsen om ligestilling, mens de opholdt sig i Danmark, end danskere på Island.
Økonomisk opgørelse
Der var i lang tid uenighed om de økonomiske forhold mellem islændingene og danskerne. Danskerne sagde, at man havde haft store udgifter af Island, og at islændingene aldrig ville komme til at klare sig økonomisk. Jón Sigurðsson, den ledende pioner i den islandske selvstændighedskamp i 19. århundrede, undersøgte historiske dokumenter omhyggeligt og mente ud fra sine undersøgelser at kunne påvise, at danskerne skyldte islændingene store beløb. Danskerne var imidlertid ikke specielt interesserede i at underkaste denne konklusion en grundig behandling, men dannede et udvalg med den opgave at undersøge spørgsmålet, og resultatet, det kom til, var, at danskerne burde bevilge penge til særlig påtrængende islandske opgaver, selvom de ikke godtog det, Jón Sigurðsson fremlagde. På Island var Jón Sigurðssons synspunkt dog meget populært, det styrkede islændingenes selvtillid.
Diskussionen sluttede med en lov fra 2. januar 1871 om Islands stilling i det danske rige. I loven var det bestemt, at der til Islands særlige udgifter skulle bevilges et fast beløb hvert år, som var 30.000 rigsdaler og i 10 år et beløb, som var 20.000 rigsdaler om året og derefter i løbet af de næste 20 år blev nedsat med 1.000 rigsdaler om året, til betalingen efter 20 år bortfaldt. Da kronen erstattede rigsdaleren, var en rigsdaler 2 kroner. Ifølge dette var det faste beløb fra statskassen 60.000 kr. og den tidsbegrænsede bevilling 40.000 kr. om året, dog faldende.
Begrebet særlige udgifter for Island henviste til de sagsområder, som ifølge Lov om Islands stilling fra 1871 var islandske særområder. Iøvrigt skulle Island bære alle de administrative udgifter selv. Islændingene skulle dog ikke betale noget til sagsområder, som var fælles for riget, så længe de ikke havde repræsentation i den danske rigsdag og derfor ingen indflydelse havde på, hvad der foregik. I 1918 var den danske bevilling til Island i overensstemmelse med det, som er nævnt ovenfor, 60.000 kr.
I paragraf 13 var det bestemt, at dette beløb bortfaldt:
Det af den danske Statskasse til Island hidtil udredede årlige Beløb af 60.000 Kr., samt den danske Statskasses Udgifter til Islands Ministeriums Kontor i København, bortfalder.
Ligeledes bortfalder den islandske Studerende tillagte fortrinsvise Adgang til Beneficier ved Københavns Universitet.
Det kom aldrig på tale under forhandlingerne om overenskomsten, at Island fremsatte krav på statsejendom, eller at Island skulle påtage sig en del af den danske statsgæld. Ligesom tidligere blev det anerkendt, at Island ikke skulle bære udgifter af sagsområder, som var fælles for landene, idet det ikke deltog i lovgivningen om almene statssager.
Der var imidlertid uenighed om, hvorvidt det ene land havde noget til gode hos det andet. Dette spørgsmål blev løst på den måde, at et beløb skulle betales af den danske statskasse, som tilsammen var en grundkapital, som gav 60.000 kr. i rente, plus udgifterne som danskerne havde af islandske studenter i København - det såkaldte Regensstipendium.
Der skulle oprettes to fonde, som tilsammen var på to millioner. Den ene skulle Københavns Universitet administrere; den hed
Dansk-islandsk fond
. Den anden skulle Universitetet i Reykjavik administrere; den hed Overenskomstfonden. Der skulle være en million i hver. Fondspengene skulle bevilges til kulturelle formål og der skulle lægges vægt på at styrke den kulturelle forbindelse mellem Island og Danmark. Med et begreb fra økonomisk videnskab kan man sige, at de årlige danske bevillinger til Island på denne måde blev kapitaliseret.
Valuta
I paragraf 9 i forbundsloven var sålydende bestemmelse om valuta:
Ordningen af Møntvæsenet vedbliver for begge Stater at være den hidtil gældende, saa længe den skandinaviske Møntunion bestaar.
Saafremt Island maatte ønske at oprette sit eget Møntværk, vil Spørgsmaalet om Anerkendelsen af de der prægede Mønter som lovligt Betalingsmiddel i Sverige og Norge være at afgøre ved Forhandlinger med disse Lande.
Denne bestemmelse indebar, at den mønt, som var præget i Danmark og af samme slags som dem, der var i omløb i landet 1. december 1918, også skulle være lovlig valuta på Island. Denne ordning skulle fortsætte, så længe den skandinaviske Møntunion eksisterede. Selvom den skandinaviske Møntunion ikke blev ophævet før i 1931, var den allerede for alvor begyndt at gå i opløsning i krigsårene fra 1914-1918. Island indtrådte i Møntunionen umiddelbart efter, det var anerkendt som selvstændigt land. Ifølge stk. 2 i paragraf 9 havde Island hjemmel til at præge selvstændig mønt til eget brug. Islandsk mønt blev præget for første gang på Island i 1922, men den var kun i omløb indenlands.
Det rådgivende Nævn
I paragrafferne 16 og 17 i forbundsloven var der to bestemmelser, som tog sigte på at styrke forbindelsen mellem landene. Den første lød sådan:
Der oprettes et raadgivende Dansk-Islandsk Nævn paa mindst 6 Medlemmer, hvoraf Halvdelen vælges af Danmarks Rigsdag og Halvdelen af Islands Althing.
Ethvert Lovforslag vedrørende den nærmere Udførelse af de i nærværende Forbundslov omhandlede Anliggender, samt Lovforslag angaaende den ene Stats særlige Anliggender, der tillige har Betydning for den anden Stat og dens Borgeres Stilling og Rettigheder, skal, naar ikke Forholdene gør det særlig vanskeligt, af det paagældende Ministerium forelægges Nævnet til Betænkning, forinden det fremsættes for Rigsdagen eller Althinget.
Det paahviler Nævnet at gøre Indstilling til Ændring af saadanne Bestemmelser i Forslaget, som formenes at være til Skade for den ene Stats eller dens Borgeres Interesser.
Nævnet har fremdeles den Opgave, være sig efter Opfordring fra Regeringerne eller af egen Tilskyndelse, at tage Skridt til Udarbejdelse af Forslag, der tilstræber Samvirken mellem Staterne og Ensartethed i deres Lovgivninger, samt at bidrage til Samarbejde for Tilvejebringelse af fælles Nordisk Lovgivning
De nærmere Bestemmelser om Nævnets Ordning og Virksomhed fastsættes af Kongen efter indstilling af begge Landes Regeringer.
Ifølge bestemmelsen skal der være mindst seks medlemmer i dette nævn, men ifølge bestemmelse fra 28. maj 1919 om, hvordan det dansk-islandske nævn skal organiseres og arbejde, skal antallet af medlemmer ikke være større en 8 og deres valgperiode 8 år. Nævnet skulle holde møde mindst en gang om året skiftevis i Reykjavik og København. Nævnet var delt i to dele og en formand valgt for hver. Nævnet holdt møde en gang om året og fungerede i virkeligheden som to forskellige nævn. Nævnets opgave var i korthed at have tilsyn med, hvordan forfatningsloven blev bragt til udførelse, især arbejdet med nye love, sådan som det er nedfældet i ovenfor nævnte bestemmelse i traktaten.
Nordens hus i Tórshavn
Det var et tvivlsspørgsmål, hvilke love det var nødvendigt at fremlægge for nævnet, og selvom det ikke blev gjort, trådte de respektive love alligevel i kraft, men på den anden side var dette klart brud på overenskomsten. Det var klart, at disse bestemmelser kun omfattede regeringsforslag, for selvfølgelig står det tingmedlemmer frit for at fremlægge alle de lovforslag på tinget, de har lyst til, uafhængigt af regeringen. Dog fik nævnet de første år alle love sendende, som de to parlamenter vedtog, og hele nævnet eller den ene halvdel gennemgik dem og lavede anmærkninger, hvis der var noget at bemærke. De lovforslag, som skulle forelægges nævnet, var dem, der angik behandling af sagsområder, som forbundsloven omfattede, og man mente, at bestemmelsen også angik forordninger, som var fremkommet på anden måde.
Nævnet skulle desuden tage de særlige sagsområder op for det ene lands vedkommende, som angik det andet eller dets borgeres stilling, f.eks. i forbindelse med lovgivning om borgerrettigheder og erhvervsvirksomhed, og sager, som berørte borgernes ligestilling. Endelig kunne nævnet på eget initiativ eller på opfordring fra regeringerne i de to lande udforme lovforslag, som sigtede imod samarbejde mellem dem og deltage i fælles lovgivning for alle de nordiske lande.
Det rådgivende nævn havde sit første møde 1. maj 1919 i København og mødtes siden regelmæssigt en gang om året skiftevis i København og Reykjavik. Det sidste møde blev holdt i København 4. september 1939.
På det første møde blev et stort antal islandske og danske lovforslag forelagt nævnet. Det skyldtes især, at det var nødvendigt med forskellige lovændringer p. gr. a. den nye stilling, Island nu indtog over for Danmark. Et af hovedpunkterne, som nævnet behandlede, var spørgsmålet om, hvordan fiskeriinspektionen skulle organiseres. Man talte desuden meget om udenrigspolitik og om, hvordan paragraf 7 i forbundsloven skulle tolkes. Som tidligere nævnt, opstod der flere tvivlsspørgsmål. Efter 1925 blev udenrigspolitik stort set ikke behandlet i nævnet. Ligestillingsbestemmelsen i paragraf 6 blev også diskuteret indgående og ligeledes overdragelsen af islandske dokumenter, håndskrifter og museumsgenstande fra danske samlinger. Der er dog intet, der tyder på, at nævnet nogensinde løste nogle af disse stridsspørgsmål eller tog nye initiativer.
Om voldgiftsnævnet i paragraf 17 kan det blot konstateres, at det aldrig blev nedsat.
Ændringer og opsigelse
Det skulle være unødvendigt at sige ret meget om ændringer i forbundsloven, for der blev aldrig foretaget nogen. Hvis parterne nu alligevel var blevet enige om at gennemføre ændringer, så skulle både Altinget og den danske Rigsdag vedtage dem, og siden skulle altingsvælgerne på Island stemme om ændringer i overensstemmelse med paragraf 76 stk. 2 i statsforfatningen fra 1920.
Om opsigelse af forbundsoverenskomsten var der sålydende bestemmelse i paragraf 18 i forbundsloven:
Efter Udløbet af Aaret 1940 kan saavel Rigsdagen som Althinget til enhver Tid forlange optaget Forhandling om Lovens Revision.
F ører Forhandlingen ikke til fornyet Overenskomst inden Udløbet af tre Aar fra Forlangendets Fremsættelse, kan saavel Rigsdagen som Althinget vedtage, at den i denne Lov indeholdte Overenskomst skal ophæves. For at denne Beslutning skal have Gyldighed, maa mindst to Trediedele af Medlemmerne i hvert af Rigsdagens Ting, eller af det forenede Althing have stemt derfor, og den skal derefter være bekræftet ved Afstemning af de Vælgere, der er stemmeberettigede ved de almindelige Valg til Landets lovgivende Forsamling. Saafremt den saaledes foretagne Afstemning udviser, at mindst tre Fjerdedele af de stemmeberettigede Vælgere har deltaget i Afstemningen, og at mindst tre Fjerdedele af de afgivne Stemmer er for Ophævelsen, vil Overenskomsten være bortfalden.
Hermed får de lovgivende ting i de to lande ensidig ret til efter udgangen af året 1940 at kræve, at forbundsloven bliver taget op til revision. Det er ikke fastsat, at kravet skal fremsættes umiddelbart efter årets slutning; det kunne altid fremsættes med samme ret. Var kravet rejst, skulle hvert land sørge for, at man kunne påbegynde overenskomstforhandlinger så hurtigt som muligt. Hvis en ny overenskomst skulle indgås, måtte landene hver for sig gøre sit til at der blev opnået enighed inden for tre år fra den dag, kravet var fremsat.
En revision af forbundsloven kunne ende med en overenskomst om, at landene blot havde fælles konge, men ikke andre sagsområder. I dette tilfælde havde det formentlig været nødvendigt at bruge stk. 2 i paragraf 18, som angiver stemmetal i Altinget og til folkeafstemningen, som krævedes til spørgsmålet.
En revision af loven kunne også ende med en ensidig proklamation, som indebar, at man ikke kunne blive enig om en ny overenskomst, før fristen på tre år var udløbet. I så fald kunne både altinget og den danske rigsdag vedtage at ophæve forbundsoverenskomsten. Som før nævnt var forbundsloven en overenskomst mellem to lande, undtaget suverænitetsproklamationen og bestemmelserne om kongen. Selvom forbundsloven blev ophævet på denne måde, havde det ingen indflydelse på suverænitetsproklamationen eller kongefællesskabet.
Endelig skal det nævnes, at forbundsloven havde været anset for at være fornyet med tiende samtykke, hvis ingen af parterne fremsatte krav om revision. Der var ikke nogen specifik bestemmelse om, hvordan en sådan revision skulle vedtages, men det blev anset for at være en selvfølge, at den var vedtaget som tingafgørelse, som to trediedele af tingmedlemmerne vedtog på et møde, ifølge gældende lov og forfatning. Hvis det ene lovgivende ting vedtog at ophæve forbundet, skulle beslutningen gå til folkeafstemning, og den fik kun gyldighed, hvis tre fjerdedele af alle stemmeberettigede borgere havde deltaget og tre fjerdedele af disse stemt for ophævelsen. Begge betingelser skulle være opfyldt.
Opsigelse af overenskomsten
I 1928 blev der fremsat en forespørgsel i Altinget om, hvorvidt regeringen ville arbejde for, at forbundsoverenskomsten skulle opsiges, så hurtigt som loven tillod det, og undersøge, hvordan man bedst kunne organisere udenrigspolitikken, når islændingene selv overtog ansvaret. Regeringen svarede bekræftende, og alle tingets partier var enige i svaret. Ni år senere i 1937 vedtog Altinget at pålægge regeringen straks at gå i gang med at finde den ordning for udenrigspolitikken, som passede bedst, når islændingene brugte den opsigelsesret, som forbundsloven angav.
Pludselig blev alting forandret, da verdenskrigen udbrød 1. september 1939. Den 9. april 1940 besatte tyskerne Danmark, og forbindelsen med Island blev afbrudt. Islændingene havde dengang allerede gennemført visse forberedelser til selv at påtage sig udenrigspolitikken. Dagen efter at Danmark var besat, den 10. april, vedtog Altinget to beslutninger. Den ene angik kongemagten:
Da den situation, som nu er opstået, forhindrer kongen i at udøve den myndighed, han har ifølge forfatningen, bekendtgør Altinget, at det overdrager den islandske regering denne myndighed.
Den anden var sålydende:
På grund af den situation, som nu er opstået, kan Danmark ikke udøve den fuldmagt, som det har til at varetage islandsk udenrigspolitik i overensstemmelse med paragraf 7 i den dansk-islandske forbundslov og heller ikke fiskeriinspektionen i overensstemmelse med paragraf 8 i samme lov, derfor bekendtgør Altinget, at Island selv overtager disse sagsområder.
Disse vedtagelser var bygget på alment anerkendte nødretsprincipper, og danskerne protesterede heller ikke.
Englænderne besatte Island 10. maj 1940. Islændingene protesterede kraftigt og sagde, at det var brud på deres neutrale status, men englænderne lovede, at de på ingen måde ville blande sig i de politiske forhold i landet.
Da det blev klart, at krigen ville blive langvarig, og danskerne ikke ville være i stand til at overholde sine forpligtelser i overensstemmelse med forbundsloven, lød det oftere og oftere, at islændingene nu havde fuld ret til at ophæve forbundsoverenskomsten, eftersom Danmark misligholdt den. Det var ikke muligt, blev det fremført, at udsætte en endelig afgørelse, for så ville Islands stilling være uklar, når krigen sluttede og der skulle optages fredsforhandlinger. Nogle mente dog, at der ikke var megen fornuft i at afgøre dette spørgsmål, mens Island var besat. Derimod var der ingen tvivl om, at ordningen fra 10. april 1940 ikke kunne fortsætte. På baggrund af dette gennemførtes den 17. maj 1941 på regeringens anbefaling sålydende vedtagelse, hvor Altinget bekendtgør:
At det vurderer, at Island nu har fuld ret til at ophæve samhørigheden med Danmark, eftersom Island allerede har været nødt til at overtage alle sine sagsområder, fordi Danmark ikke har kunnet varetage de sagsområder, som det påtog sig på Islands vegne i forbundsoverenskomsten mellem Island og Danmark fra 1918.
At Island på sin side ikke agter at forhandle om fornyelse af forbundsoverenskomsten med Danmark, og selvom det p.gr.a. krigsomstændighederne ikke er passende at ophæve samhørigheden formelt nu og udforme en endelig forfatning for landet, bør det ikke udsættes længere end til krigens afslutning.
Disse erklæringer indebar, at islændingene i virkeligheden mente, at samhørigheden med Danmark var ophørt. Der skulle hverken laves en overenskomst om ny statsretslig samhørighed eller om folkeretslig samhørighed. På den anden side mente man, at omstændighederne, sådan som de var, ikke var de rette til at udforme en endelig forfatning for Island. Samme dag var udnævnt en landsdirektør, som skulle udøve kongemyndigheden. Desuden vedtog Altinget at bekendtgøre, at det var dets ønske, at republikken blev grundlagt på Island straks samhørigheden med Danmark var ophævet.
Vedtagelserne om retten til at ophæve samhørigheden med Danmark og til at grundlægge en republik blev bekendtgjort for den danske regering i en verbalnote fra den islandske ambassade i København dateret 20. maj 1941. Denne verbalnote kunne opfattes som en meddelelse fra islændingene om, at forbundsoverenskomsten ikke ville blive fornyet, ifølge stk. 1 og 2 i paragraf 18 i forbundsloven.
I tingvedtagelse den 10. juli 1941 stadfæstede Altinget en overenskomst med USA om forsvar af Island, mens verdenskrigen stod på. Den engelske hær trak sig siden ud af Island igen, men samtidig opgav islændingene proklamationen om sin neutrale status i forbundsloven. USA lovede betingelsesløst at anerkende Islands frihed og suverænitet og at påvirke de lande, som efter krigen var med til fredsforhandlingerne, om at gøre det samme. Amerikanerne lovede desuden ikke at blande sig Islands politiske forhold, mens de havde militære enheder i landet.
Dette var intet mindre end et politisk sindelagsskifte. Da nu forholdene indrettede sig sådan, at anerkendelse forelå fra amerikanerne, ønskede nogle, at en formel adskillelse fra Danmark skulle gennemføres allerede i 1942. Spørgsmålet blev taget op til overvejelse. Man undersøgte, hvilken stilling de lande indtog, som det var mest afgørende at få anerkendelse af. Til slut blev planen imidlertid opgivet, sandsynligvis fordi amerikanerne mente det var uheldigt, at islændingene afbrød samhørigheden med Danmark, før der var klar hjemmel til det i forbundsloven.
Man påbegyndte alligevel arbejdet med at revidere forfatningen. Det var nødvendigt p.gr.a. planerne om at afbryde samhørigheden med danskerne og grundlægge en republik. Forfatningen blev ændret kort før årsskiftet i 1942. Efter denne ændring krævedes for at vedtage en ny forfatning, at den blev vedtaget af tinget, og at landets vælgere godtog den ved en folkeafstemning. Siden arbejdede man med at få anerkendelse fra andre lande. Den 14. oktober 1942 meddelte den amerikanske regering, at den mente, at islændingene havde ret til at løsrive sig fra Danmark efter årsskiftet 1943 og gav udtryk for ikke at være imod det. Englænderne protesterede ikke. Forslag til en ny forfatning lå klart 7. april 1943.
En tid var det et tvivlsspørgsmål blandt islandske eksperter, hvorvidt det var korrekt at skilles fra Danmark og konge uden forhandlinger. Man opnåede i 1944 enighed om, at forbundsoverenskomsten ikke skulle træde ud af kraft og republikken grundlægges, før der var gået tre år, fra meddelelsen om opsigelse af forbundet var blevet sendt den danske regering 20. maj 1941.
Regeringen fremlagde et forslag om løsrivelse i Altinget, som blev enstemmigt vedtaget i februar 1944. Det var sålydende:
Altinget har vedtaget at bekendtgøre, at den dansk-islandske forbundsoverenskomst fra 1918 er ophævet.
Denne beslutning skal sendes ud til vælgerne til stillingtagen, enten for eller imod, og afstemningen skal være hemmelig. Bliver beslutningen godkendt, træder den i kraft, når Altinget efter denne afstemning påny har vedtaget den.
Forfatningsforslaget blev ekspederet af Altinget 8. april 1944.
Dagene 20.-23. maj 1944 fandt folkeafstemningen sted, og den var i to dele. Der blev stemt om opløsningen af forbundet og om forfatningen hver for sig. Forfatningsforslaget indebar, at kongefællesskabet skulle ophøre. 98,61 % af vælgerne deltog i folkeafstemningen. For opløsning af forbundet stemte 97,3 % af vælgerne. For forfatningen - eller for at afskaffe kongefællesskabet - stemte 95,04 % af vælgerne.
Den 16 juni 1944 blev siden to beslutninger enstemmigt vedtaget. Den ene ophævede forbundsoverenskomsten:
Altinget vedtager at bekendtgøre, at den dansk-islandske forbundsoverenskomst fra 1918 er ophævet.
Den anden satte den islandske republiks forfatning i kraft:
Altinget vedtager med henvisning til paragraf 81 i den islandske republiks forfatning og eftersom betingelserne, som er fremsat i samme paragraf om afstemning, hvor alle borgere med valgret deltager, er opfyldt, at forfatningen skal træde i kraft lørdag den 17. juni 1944, når præsidenten i et forenet Alting bekendtgør det på møde i Altinget.
På et særskilt altingsmøde førnævnte dag på Thingvellir blev det så bekendtgjort, at den islandske republiks forfatning var trådt i kraft. På samme møde blev republikkens præsident valgt, og repræsentanter fra nogle lande meddelte, at deres regeringer anerkendte den nye republik. Samme dag kom der en hilsen fra kongen, hvor han anerkendte, at kongefællesskabet var ophævet.