Færøsk selvstyre - Folkeretten og færøsk suverænitet
Forholdene er også uklare, når det drejer sig om offentlig gæld. I mange tilfælde løses sådanne sager ved overenskomst, således at den nye stat overtager en forholdsmæssig del af gælden. Således sker det i hvert fald, når gælden kan siges at være stiftet også til fordel for vedkommende landområde.
Onsdag d. 1. september 1999
Det færøske Landsstyres Traktatudvalg
Emnekreds:
Rigsfællesskab og selvstyre
.
Indholdsfortegnelse:
Lidt om folkeretten
Folkeretten: Betingelser for etablering af en ny stat
Nationernes selvbestemmelsesret
Første verdenskrig og Folkeforbundet
Anden verdenskrig og FN
Nationernes selvbestemmelsesret: Udviklingen i FN
Konklusion om selvbestemmelsesret og løsrivelse
Særlige færøske forhold
Danmarks stilling til færingerne som selvstændigt folk
Hvilke krav har færingerne ifølge folkeretten?
Anerkendelse af nye stater
Om rettigheder og pligter
Internationale aftaler
Nationalitet
Offentlige og private formuer
Her skal forsøges belyst de regler i folkeretten, som må antages at være af betydning for indretning af Færøerne som en suveræn stat. Først skal der i korte træk redegøres for folkeretten. Dernæst gennemgås de formelle regler og krav til etablering af en ny stat i henhold til den klassiske folkeret. Derefter forklares om den revolutionerende udvikling, der startede efter sidste verdenskrig, og som medførte, at begrebet
nationernes selvbestemmelsesret
fra at være en politisk vision med umådelig kraft blev til en næsten almindelig anerkendt juridisk grundregel, som fandt sin endelige form i den historiske udvikling, der almindeligvis omtales som afkolonisering (
decolonization
). Det forsøges tillige at belyse betydningen af selvbestemmelsesretten for færingernes stilling i dag, når det drejer sig om at etablere færøsk suverænitet. Til sidst nogle ord om anerkendelsen af nye stater og deres rettigheder og pligter som en del af det internationale samfund.
Lidt om folkeretten
Folkeretten adskiller sig på mange måder fra den nationale ret. Den afgørende forskel er, at medens de fleste moderne stater har et retssystem med faste regler for, hvordan der lovgives og retshåndhæves, er disse forhold indrettes ganske anderledes inden for folkeretten.
FN's generalforsamling er ikke en international lovgivende forsamling, Den internationale domstol kan kun dømme i sager, hvor begge parter har givet sit samtykke dertil, og den magt, der udøves af FN's sikkerhedsråd, er begrænset såvel juridisk som politisk.
På trods af denne grundlæggende forskel, er der dog vokset et meget omfattende folkeretligt system frem, især gennem de seneste 50 år, med grundlæggende regelværk på så forskellige områder som international fred og sikkerhed, krigsførelse, havret, kerneenergi, miljø og menneskerettigheder. Og selv om der ikke findes politi eller fængsel i det internationale retssystem, kan man på forskellige måder "straffe" de lande, der ikke overholder reglerne.
I en stat med et reguleret retssystem er det forholdsvis enkelt at finde frem til, hvad der er gældende ret, og i almindelighed ordnes retskilderne trinvis med forfatningen øverst. Inden for folkeretten ret findes der ikke en ordnet lovgivningsmagt og kun få regler, der binder andre lande end dem, der har anerkendt reglerne. Det forsøg på at ordne retskilderne inden for folkeretten, som hidtil har fået størst tilslutning, er paragraf 38, stk. 1 i den internationale domstols statut, der fastsætter:
Domstolen, der har til opgave at træffe afgørelse i henhold til folkeretten i de stridigheder, der forelægges for domstolen, skal basere sine afgørelser på:
internationale aftaler, såvel offentlige som private, der fastsætter regler, som de stridende lande bestandigt anerkender;
international praksis som bekræftelse af almindelige procedurer, der er anerkendt som gældende ret;
almindelige juridiske grundregler, der er anerkendt af udviklede lande;
med forbehold for paragraf 59, domsafgørelser og læresætninger fremsat af førende eksperter fra forskellige lande som hjælpeværktøj til fastsættelse af gældende ret.
Paragraf 59 fastsætter, at den internationale domstols afgørelser kun binder parterne og kun i den pågældende sag.
Med undtagelse af hjælpereglen under (d) ovenfor, er der ingen direkte rangordning af retskilderne inden for folkeretten. Dog er den afgørende forskel mellem sædvaneret (
customary law)
og traktatsret (
treaty law
), at den første er alment bindende, medens den anden kun binder de lande, der har anerkendt den pågældende traktat.
I videre betydning findes der mange andre kilder til folkeretten. Selv om beslutninger i FN's generalforsamling ikke er bindende og endnu mindre er retsstiftende i sædvanlig betydning, har de dog en meget stor betydning som fortolkningsbidrag og fingerpeg om retsopfattelsen i det internationale samfund, især når det drejer sig om beslutninger om almindelige forhold, som opnår fuld eller bred tilslutning blandt medlemslandene. Som eksempel kan nævnes FN's proklamation af 10. december 1948 om menneskerettighederne. Selv om der "kun" er tale om en beslutning og ikke en traktat, er den almindelige opfattelse i dag, at proklamationen er bindende folkeretten.
Folkeretten: Betingelser for etablering af en ny stat
Paragraf 1 i Montevideotraktaten af 1933 lyder således:
En stat bør opfylde disse krav for at kunne anerkendes som del af den internationale ret: (a) en stabil befolkning, (b) et afgrænset landområde, (c) en regering, (d) evne til kommunikation med andre stater.
Det skulle ikke være nødvendigt at nævne, at Færøerne er særdeles vel afgrænset som et særskilt landområde. Der findes ikke et mindstekrav til størrelsen af et landområde som grundlag for et stat. Fx. blev Mikronesien med et landområde på 702 kvadratkilometer medlem af FN i 1991, og Palau med 458 kvadratkilometer blev medlem i 1994.
Udover et landområde kræves der selvfølgelig også et folk, som har en vis vedvarende tilknytning til området
(permanent population)
. Denne betingelse opfylder Færøerne også uden videre, endda så forbilledligt, at hvis Færøerne blev en suveræn stat, ville den være et af de helt få enkelt-befolkningsstater i Europa.
Som bekendt er det kun stater, der kan opnå medlemsskab af FN. I henhold til paragraf 4, stk. 1 i FN-traktaten er medlemsskab åben for
"alle fredselskende stater, der påtager sig forpligtelser i henhold til denne traktat og efter FN's vurdering i stand til og villige til at opfylde disse betingelser"
Der er heller ikke et mindstekrav til befolkningens størrelse for medlemsskab af FN, men kravet om, at medlemmerne skal være i stand til at opfylde deres forpligtelser overfor FN, fik flere medlemslande til at foreslå, at mikrostater, der opnåede medlemsskab, skulle have begrænset stemmeret. I 1969 nedsatte FN et ekspertudvalg til at behandle sagen, men efter at udvalget har udgivet en foreløbig rapport i 1970, har der ikke sket mere i sagen. Flere mikrostater har også opnået medlemsskab af FN, fx. St. Kitts & Nevis med 42.000 indbyggere (1983) og Palau med 18.000 indbyggere (1994). Af mikrostater i Europa kan nævnes Liechtenstein med 31.000 indbyggere (1990), Andorra med 61.000 indbyggere (1993), Monaco med 31.000 indbyggere (1993) og San Marino med 24.000 indbyggere (1992).
En
statsmagt
med administration og domstole er den bedste beskyttelse for et sikkert samfundssystem, og i så henseende er kravet om en regering, der er i stand til at udøve lov og orden, måske det vigtigste krav i følge Montevideotraktaten.
Kravet om evne til at kommunikere med andre stater betyder, at suverænitet ikke kun er et spørgsmål om formelle forhold, men også skal være til stede i praksis som selvstændig
(independence)
.
I tilfælde, hvor en del af en stat fremsætter krav om etablering af egen stat, er det af afgørende betydning, om kravet støttes af regeringen eller ej. Andre stater og det internationale samfund generelt stiller mindre krav til anerkendelse af den nye stat, hvis den gamle regering anerkender den, end hvis den sætter sig imod. Det må sikkert være med dette i tankerne, at Island fik en regel med i forbundsstatsloven fra 1918 om, at Danmark skulle meddele andre stater, at det havde anerkendt Island som suveræn stat.
Samme forhold gjorde sig også gældende i Europa i 80- og 90'erne. Medens de baltiske lande og andre forhenværende sovjetrepublikker mødte liden velvilje i deres kamp for at etablere selvstændige stater, og ikke før senere blev anerkendt af de øvrige europæiske stater, havde Tjekkiet og Slovakiet ingen problemer i så henseende.
Nationernes selvbestemmelsesret
I begge de internationale overenskomster, der blev indgået af FN i december 1996, og som drejer sig om henholdsvis borgerlige og forfatningsmæssige rettigheder, og om økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle rettigheder, er paragraf 1 fælles og enslydende:
Alle nationer har selvbestemmelsesret. Med hjemmel i denne ret kan de frit træffe afgørelse om deres statsretlige stilling og har frihed til at fremme deres økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle udvikling.
Alle nationer kan, til egen fordel, frit råde over deres naturrigdomme og ressourcer, hvis ikke det begrænser de forpligtelser, der er fastsat i internationalt økonomisk samarbejde baseret på hovedreglen om gensidige fordele og på folkeretten. Mulighederne for at klare sig selv må under ingen omstændigheder fratages en stat.
De nationer, der deltager i denne overenskomst, heriblandt sådanne, der har ansvaret for at bestyre territorier, der ikke har selvbestemmelsesret, og protektorater, skal støtte etablering af selvbestemmelsesretten og skal anerkende denne ret i overensstemmelse med bestemmelserne i FN's traktat.
De fleste vil nok genkende den første sætning i denne paragraf. Her siges det tydeligt, at alle nationer har selvbestemmelsesret, og at færingerne udgør en særskilt nation, tvivler de færreste på. Alligevel er dette ikke hele sandheden, og her skal forsøges at belyse det juridiske indhold i begrebet om nationernes selvbestemmelsesret på grundlag af internationale regler og praksis.
Det var så forskellige mænd som Lenin og Wilson, der ud fra hver deres forudsætninger og med så forskellige grundsynspunkter, som tænkes kan, der i begyndelsen af dette århundrede fremsatte hver sin lære om selvbestemmelsesretten. Hos Lenin, som lagde vægt på den ydre side af selvbestemmelsesretten
(external self-determination)
var hovedformålet den verdensomspændende socialistiske revolution: Ethvert folk har ret til at gøre oprør mod sine magthavere og etablere sin egen (socialistiske) stat. Wilsons ærinde var derimod at støtte den vestlige tanke om demokrati: Regeringen måtte bygge på folkets samtykke. Han lagde vægt på den indre side af selvbestemmelsesretten
(internal self-determination)
. Her finder vi allerede modsætningerne mellem to forskellige fortolkninger af selvbestemmelsesretten, som fortsat er de grundlæggende, den indre og den ydre side, som vi vender tilbage til nedenfor.
Første verdenskrig og Folkeforbundet
De store tabere i første verdenskrig var Østrig-Ungarn, Tyskland og det ottomanske rige. Alle tre var flernationsstater, og nu skulle det være let for Wilson, som præsident i det stærkeste land blandt vinderne, at føre sine tanker om nationernes selvbestemmelsesret ud i livet, da Europakortet skulle tegnes påny. Dette blev også gjort, men kun delvis, både på grund af modstand hos de andre vindere af krigen, og fordi det så ud til at være vanskeligt i praksis at føre planerne ud i livet.
Et af Wilsons grundsynspunkter var, at der skulle være overensstemmelse mellem stat og nation, og det blev også forsøgt at gennemføre dette, men dog kun nogenlunde fuldstændigt, da det drejede sig om taberstaterne, og da det ikke kom på tale at vende blikket uden for Europa og tillade de mange kolonifolk at etablere egen stat. Den største hindring for at iværksætte Wilsons tanker var dog, at såfremt hver nation skulle have egen stat, ville verden blive skåret ud i mange mikrostater. Der er blevet sagt, at der kun er to stater i Europa i dag, som reelt er en-nationsstater, nemlig Island og Portugal.
Hovedformålet med Folkeforbundet var at sikre verdensfreden, og synspunktet om, at staten skulle dannes i overensstemmelse med folkets vilje, blev anset for at ville reducere en vigtig årsag til uenigheder og stridigheder landene imellem. I Europa blev Finland, Polen, Tjekkoslovakiet og de tre baltiske lande etableret som egne stater. Herudover blev der taget skridt til et særligt værn for de mindretal, der ikke var så heldige at have en egen stat. Dette blev gjort i de forskellige fredsaftaler, som Folkeforbundet skulle føre tilsyn med, og som lagde vægt på beskyttelse af sprog og andre kulturelle karakteristika hos disse mindretal.
Som nævnt blev der ikke gjort noget for at give kolonierne uden for Europa selvstyre og endnu mindre suverænitet. Her etableredes i stedet det såkaldte mandatsystem, som under Folkeforbundets opsyn skulle sikre disse kolonier jævn fremgang med en slags selvstyre som mål.
Anden verdenskrig og FN
Under anden verdenskrig nåede volden mod nationer og enkeltpersoner højder, der før havde været ukendte. Allerede tidligt i krigen opstod tankerne om en ny verdensorganisation, der bedre, end Folkeforbundet havde været i stand til, skulle skabe en ny verdensorden baseret på fredeligt samarbejde mellem nationerne. De Forenede Nationer, FN, blev etableret den 26. juni 1945, hvor stiftelsestraktaten blev underskrevet i San Francisco.
FN's stiftelsestraktat
FN's hovedformål er i følge første paragraf i FN-pagten at sikre international fred og sikkerhed, at udvikle venskabelige forhold mellem nationerne på grundlag af anerkendelse af ligestilling mellem folkene og af deres selvbestemmelsesret, og at tage andre passende skridt til at styrke verdensfreden.
Dette var første gang, at grundreglen om nationernes selvbestemmelsesret blev stadfæstet i en international traktat, og debatten var stor mellem deltagerlandenes repræsentanter i det udvalg, der forberedte traktaten. Der var uenighed både om, hvorvidt bestemmelsen overhovedet skulle tages med og om, hvordan den skulle tolkes. Generelt synes den almindelige opfattelse at have været, at denne selvbestemmelsesret i hvert fald ikke rakte så langt, at den gav et ikke selvstændigt folk ret til at bryde rigsbåndene og etablere sin egen stat
(secession)
. Som årene gik, blev denne grundregel og nationernes selvbestemmelsesret dog efterhånden ændret af medlemslandene både ved traktater og i praksis til en bestemmelse, der blev bindende for staterne, dog fortsat uden enighed om indholdet.
Kapitel XI i FN-pagten
I dette kapitel er der i paragrafferne 73 og 74 bestemmelserne om territorier, der ikke har selvstyre. Medlemslandene påtager sig ansvaret for disse territorier og deres befolkning og skal i denne forbindelse bl.a. udvikle selvstyre
(self- government)
med henblik på befolkningernes politiske higen og støtte dem i hurtig etablering af frie politiske institutioner. Herudover havde medlemslandene pligt til at indsende regelmæssige rapporter om situationen i disse territorier til FN's generalsekretær.
I en skrivelse til medlemslandene den 29. juni 1946 bad generalsekretæren om at få at vide, hvilke disse territorier var, og ud fra svarene blev der lavet en liste med 74 territorier, og listen blev godkendt af generalforsamlingen. Danmark satte Grønland, men ikke Færøerne på listen, og rapporterede også om Grønland indtil 1953, hvor Grundloven trådte i kraft på Grønland.
Nationernes selvbestemmelsesret: Udviklingen i FN
Den selvbestemmelsesret, der blev stadfæstet i paragrafferne 1, stk. 2 og 55 i FN- pagten, kunne næppe regnes for andet end en grundregel mere af politisk end af juridisk art. Efterhånden blev denne grundregel hovedvåbnet i den politiske udvikling, der førte til afvikling af al kolonistyre, som Sovjetunionen sammen med landene i den tredje verden satte sig i spidsen for. I flere mødereferater blev selvbestemmelsesretten klarere defineret af FN's generalforsamling og udbygget til bedre at kunne tjene dette formål.
Ingen indblanding i indre anliggender
Den politiske udvikling, som de fleste store lande i den vestlige verden og især de gamle kolonimagter stod i spidsen for, søgte at finde hjemmel i paragraf 2, stk. 7 i FN-pagten, der forbyder indblanding i forhold, der grundlæggende er underlagt en stats jurisdiktion. Disse lande fremførte, at forholdene mellem dem og deres kolonier var sådanne indre anliggender.
Begge disse programerklæringer, afvikling af kolonistyret og ikke-indblanding
(non-intervention)
ses igen i de fleste generalforsamlingsbeslutninger om afskaffelse af kolonivældet.
To vigtige beslutninger stammer fra den 14. og 15. december 1960 om henholdsvis frihed til kolonierne og deres befolkninger og om rapporteringspligt i henhold til paragraf 73(e) i FN-pagten.
Beslutning 1514(XV) om frihed til kolonibefolkningerne fastslår indledningsvist, at alle folk har selvbestemmelsesret, og tilføjer, at manglende politisk, økonomisk, samfundsmæssig eller uddannelsesmæssig evne aldrig skal være undskyldning for at forsinke friheden. Det tilføjes, at ethvert forsøg på at opdele nationale enheder og et lands territorium helt eller delvist ikke er i overensstemmelse med formålet og grundbestemmelserne i FN-pagten.
Da nu afskaffelsen af kolonistyret stod øverst på dagsordenen på FN's generalforsamlinger, var det vigtigt klart at definere indholdet i kolonimagternes rapporteringspligt til FN i henhold til paragraf 73(e) i FN-pagten. Dette blev gjort i vedtægt 1541(XV), som opstillede 12 grundregler som vejledning. Regel VI er sålydende:
Et territorium, der ikke har selvbestemmelsesret, kan siges at have opnået fuld selvstyre ved enten (a) at blive en fri nation med suverænitet eller (b) indgå i en associeret statsforbindelse med en fri nation, eller (c) optages i en fri stat.
Medens det blev anset for unødvendigt at opsætte betingelser for procedurerne, hvis den første vej blev valgt, bliver der stillet klare krav til de to andre veje, de hårdeste krav til den sidste. Ti år senere blev en fjerde vej godkendt:
Enhver anden politisk stilling efter folkets frie afgørelse.
Hermed - med næsten utallige andre vedtægter som idégrundlag, tog afviklingen af kolonistyret fart, og man kan sige, at den ydre side af selvbestemmelsesretten fik stor tilslutning. Men dette sket dog kun næsten i kolonisammenhæng; det var helt naturligt næsten umuligt for kolonimagterne at få tilslutning til det synspunkt, at deres forhold til kolonier i andre verdensdele, der kun havde lidt til fælles med kolonimagten, skulle anses for interne anliggender og derfor være beskyttet mod indblanding.
Selvbestemmelsesretten, forhold mellem den indre og den ydre side
Der var andre end kolonibefolkningerne, der havde lyst til at gøre krav på retten til at indrette sine egne forhold, helst inden for egen stat, men for de fleste var det sværere at få støtte fra FN. Her vandt reglen om indblanding i et medlemslands indre anliggender over den ydre side af selvbestemmelsesretten. Eller med andre ord, her blev selvbestemmelsesretten ikke anset for at hjemle krav om løsrivelse fra kolonimagten for at etablere egen stat.
At de fleste af FN's medlemslande var enige i denne fortolkning, er ikke svært at forstå, når man tænker på deres forskellige interesser. Først og fremmest må man tænke på, at FN trods alt er en organisation af suveræne stater
(sovereign states)
, der har som fælles interesse at beskytte rigsenheder mod ødelæggelse. De nyligt frie afrikanske og asiatiske lande, der så at sige uden undtagelse var organiseret indenfor de mange gange tilfældige landegrænser fra kolonitiden, frygtede de hundredvis af nationer, der var indenfor deres landegrænser, hvis de hver for sig skulle få medhold i kravet om selvbestemmelsesret. Sovjetunionen og de vesteuropæiske lande havde heller ikke lyst til at støtte frihedsbevægelserne indenfor deres landegrænser eller så nær ved, at der kunne være fare for, at "smitten" gik over grænsen.
Nu kom den anden del af selvbestemmelsesretten, den indre side, til sin ret. I koloniafviklingstiden blev der ikke spurgt meget til, hvilken slags styre de nye lande fik, om det var demokratisk styre eller ikke.
Den indre side af selvbestemmelsesretten kan kort belyses som kernen i demokratibegrebet: Ethvert folk skal have ret til uden indblanding udefra, at vælge den regering, det vil have. I FN's generalforsamlingsvedtagelse 2625(XXV) fra 1970 om venskabelige forhold mellem stater er der skrevet således:
Forbud mod indblanding i et andet lands indre anliggender er betinget af, at landet har en regering, der repræsenterer hele landets befolkning uden hensyn til race, religion eller hudfarve.
Eller med andre ord i et demokratisk samfund, der tillader befolkningen at deltage i landets regering uden forskel, har en bestemt nation i landet ikke krav på at løsrive sig og etablere egen stat.
Fællesskabet for sikkerhed og samarbejde i Europa
Den 1. august 1975 vedtog repræsentanter for 35 lande i Europa og Nordamerika Helsingforsdokumentet, der handler om samarbejde og sikkerhed mellem landene. En del af dette dokument er en proklamation af de grundregler, der skal gælde for forholdene landene imellem.
Grundregel VIII lyder således:
Deltagerstaterne vil anerkende nationernes ligestilling og deres selvbestemmelsesret, vil altid handle i overensstemmelse med FN-pagtens formål og grundregler og relevante regler inden for folkeretten, heriblandt dem, som angår forsvar af staternes landområder.
Med hjemmel i grundreglen om nationernes ligestilling og deres selvbestemmelsesret har alle nationer altid ret til, i fuld frihed, når de vil, og som de ønsker sig, at tage afgørelse om deres indre og ydre politiske stilling, uden indblanding udefra, og efter eget ønske at fremme deres politiske, økonomiske, samfundsmæssige og kulturelle udvikling.
Deltagerlandene bekræfter på ny den verdensomfattende betydning, det har for udviklingen af venskabelige forhold blandt dem og blandt alle lande, at nationernes ligestilling og deres selvbestemmelsesret anerkendes og udøves fuldt ud.
Når man husker på, at dette er en af de nyeste internationale vedtagelser om selvbestemmelsesret, og at den har tilslutning fra så at sige alle lande i Europa, er det tydeligt at den har meget stor betydning for de nationer i denne verdensdel, der har lyst til at gøre deres selvbestemmelsesret gældende i praksis. Dertil kommer, at kolonistyre og fremmed militær besættelse ansås for at være så godt som ukendte fænomener i Europa i 1975, og at vedtagelsen derfor har haft andre forhold end afvikling af kolonistyret i tankerne.
Af nyt i forhold til FN vedtagelser om selvbestemmelsesret, kan man bemærke sig: Alle nationer har denne ret, og ikke kun (eller først og fremmest) koloninationer. Retten gælder til alle tider. Selvbestemmelsesretten og menneskerettighederne er tæt knyttet sammen. Både den indre og ydre side af selvbestemmelsesretten bliver stadfæstet, dog således at den ydre side skal forstås som retten for alle folk i en stat til at træffe afgørelse om landets politiske stilling. Kernen i den ydre side af selvbestemmelsesretten er, at ingen land-, område- eller andre ændringer kan iværksættes af en regering, hvis det går imod viljen hos alle personer i landet. Selvbestemmelsesretten omfatter ikke nationale eller andre mindretal i en stat og hjemler ikke krav om løsrivelse.
Konklusion om selvbestemmelsesret og løsrivelse
Som forklaret ovenfor har to grundlæggende opfattelser stået i hård modstrid mod hinanden, lige siden FN-pagten stadfæstede de to regler om selvbestemmelsesret og om beskyttelse mod ødelæggelse af noget lands landområde. I den periode, hvor kolonistyret blev afviklet, havde den første opfattelse overtaget, men siden har der været lagt mere vægt på den sidste.
I dag synes den almindelige opfattelse at være, at den ydre side af selvbestemmelsesretten hjemler krav om løsrivelse i følgende tilfælde: Kolonibefolkninger har fortsat ret til løsrivelse og at etablere egen stat. Det samme gælder for befolkninger, der lever under fremmed besættelsesmagt, der historisk er opstået efter 1945, da FN-pagten forbød brug af magt i internationale forhold. Befolkninger, der lever under forhold, der gør den indre selvbestemmelsesret uden værdi, fx. i de tilfælde, hvor regeringen i et multinationalitetssland vedholdende underkuer visse nationaliteter og bryder deres grundlæggende menneskerettigheder, bør ligeledes have ret til at forlange løsrivelse og etablere egen stat. Andre eksempler på opdeling af stater i selvstændige stater er opdelingen af forbundsstater indenfor det oprindelige lands grænser (Tjekkiet og Slovakiet) og opløsning efter forhandlinger begrundet på historiske og/eller juridiske forhold (Etiopien og Eritrea).
Det er forklaret ovenfor, hvordan reglerne om selvbestemmelsesret er opstået, ofte som kompromiser mellem lande, der har forskellige idealer og politiske interesser at pleje. Disse interesser præger overenskomsterne og ikke mindst udøvelsen af dem i praksis. Hertil kommer, at det sjældent for ikke at sige aldrig er sket, at uoverensstemmelser mellem lande ligner hinanden så meget i henseende til forudsætninger og forhold, at det er muligt at sige, at en bestemt regel skal anvendes netop på samme måde fra én uoverensstemmelse til den anden. Alt i alt kan siges, et hvert enkelt anliggende bør behandles på sine egne betingelser.
Særlige færøske forhold
Hovedbetingelsen ifølge alle internationale traktater og vedtagelser for at have selvbestemmelsesret er, at vedkommende befolkning udgør en nation. Et velafgrænset landområde er i praksis også en fordel, men næppe et direkte formelt krav. At dette område ikke er en sammenhængende del af rigsområdet er så betydningsfuldt, at det nok må opfattes som et direkte krav. Derudover er der andre forhold, som har betydning, fx. hvilken retsstilling vedkommende folk har inden for staten, hvorvidt selvbestemmelsesretten er udøvet og da, om der så at sige vendes tilbage. I hvilket omfang har befolkningen kæmpet for selvstyre, og hvilken stilling har rigsmyndighederne indtaget.
Med disse spørgsmål i tankerne påbegyndes analysen af færingernes stilling og undersøgelsen af, i hvilket omfang de opfylder kravene i henhold til folkeretten for at gøre selvbestemmelsesretten gældende.
Er færinger en særlig nation ifølge folkeretten
Dette spørgsmål må forekomme mærkeligt for de fleste færinger og dertil nemt besvaret. Her må man tænke på, at spørgsmålet bliver stillet af det internationale samfund og ikke er slet så nemt at besvare i de fleste tilfælde, hvor uenighed opstår omkring selvbestemmelsesretten.
Der har været gjort mange forsøg på at definere, hvad et folk er. Her bygges der på Cristescu, der beskrive et folk således:
Betegnelsen "folk" betyder en samfundsmæssig helhed, der har en klar identitet og sine egne kendetegn; det har som betingelse tilknytning til et landområde, selv om vedkommende folk med urette er ført bort og andet folk uden naturlig tilknytning til området er kommet i stedet; et folk bør ikke blandes sammen med nationalistiske, religiøse eller sproglige mindretal, hvis eksistens og rettigheder er anerkendt i paragraf 27 den internationale enighed om borgerlig ret og statsret.
Denne beskrivelse bygger, som der er sædvanligt, både på konkret virkelighed og på en følelse af at være et folk. Tænkes der på den færøske virkelighed er situationen denne: Færingerne bor i et velafgrænset landområde fjernt fra Danmark. Administrativt har Færøerne altid haft en særstilling i forhold til det norske og senere det danske rige. Politisk er forskellen mellem Færøerne og Danmark tydelig, både hvad politiske institutioner og partifordelingen angår. Juridisk har Færøerne en ældgammel særstilling og har aldrig været en integreret del af Danmarks jurisdiktion. Økonomisk har der altid været og er fortsat meget stor forskel på Færøerne og Danmark. Historisk har Færøerne helt frem til i begyndelsen af det 19. århundrede mere til fælles med Norge end med Danmark, og også i nyere tid har historien været forskellig på Færøerne og i Danmark. Den kulturelle forskel er tydelig med forskelligt sprog og andre nationale kendetegn. At færingerne altid har følt sig som et eget folk er et faktum, som ingen kan betvivle.
Velafgrænset territorium
Som nævnt under behandlingen af FN's kolonipolitik var det kun oversøiske kolonibefolkninger, der fik fuld støtte i frihedskampen, medens der ikke blev taget hensyn til folk, der boede indenfor rigsgrænserne i flernationalitetsstater. Med Færøernes geografiske placering i det danske rige i tankerne kan man dårligt fremføre det synspunkt, at et færøsk krav om opdeling med det formål at etablere egen stat havde medført ødelæggelse af det danske stats landområde. Dertil er der for meget hav i mellem. Et hovedlandsynspunkt mod etablering af egen stat kan derfor næppe anvendes, for så vidt angår Færøerne.
Danmarks stilling til færingerne som selvstændigt folk
Overfor det internationale samfund synes Danmarks stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt Færøerne er en selvstændig nation, at være uklar.
Som tidligere nævnt blev Grønland, men ikke Færøerne, sat på FN listen over territorier, der ikke havde selvstyre
(Non-Self-Governing Territories)
i henhold til paragraf 73 i FN-pagten. Grunden kan være, at Danmark allerede havde den opfattelse, at dette område reelt var en koloni, og at Grønland var koloni var almindelig anerkendt, medens det næppe havde været rigtigt at sige dette om Færøerne. På den anden side drejer paragraf 73 sig ikke, eller i hvert fald ikke kun, om kolonier og kunne næppe tolkes så stramt allerede i 1946.
En anden grund kunne være, at Færøerne havde været anset som integreret med den anden del af riget og derfor ikke var omfattet af paragraf 73. En sådan situation var næppe sammenlignelig med Færøernes virkelige stilling i riget på dette tidspunkt. Den midlertidige styrelsesordning fra 9. maj 1940 var stadig i kraft, i 1946 godkendte den danske regering, at der blev afholdt folkeafstemning, hvor den ene mulighed var løsrivelse, og Færøernes statsretlige stilling i riget blev ikke ordnet før end i 1948 med hjemmestyreloven. Under disse omstændigheder burde det være vanskeligt for Danmark at holde fast ved, at Færøerne ikke var en slags
non-self-governing territory.
Der er dog stort set intet kommet offentligt frem om begrundelserne for den danske regerings stillingtagen.
I rapporter til FN i henhold til menneskerettighedserklæringen fra 1966 har den danske regering omtalt Færøerne (og Grønland) under paragraf 1, der omhandler folk, og ikke under paragraf 27 om mindretal.
Her skal det også nævnes, at da Danmark stadfæstede Europarådets rammeaftale om beskyttelse af nationale mindretal, blev det bekræftet, at aftalen skulle gælde for det tyske mindretal i Sønderjylland, men der blev ikke sagt noget om færingerne (eller grønlænderne). Dette kan næppe opfattes anderledes end en indirekte anerkendelse af færingerne som et selvstændigt folk.
Overfor Færøerne er den danske stilling klarere
Den danske rigsmyndigheder har både anerkendt færingerne som eget folk og har endog anerkendt færingernes ret til fuldt selvstyre eller løsrivelse. I en skrivelse fra den danske statsminister i forbindelse med det forestående lagtingsvalg, bekendtgjort i Dimmalætting den 27. oktober 1945, meddeltes det, at regeringen havde godkendt, at den midlertidige styrelsesordning fra 9. maj 1940 fortsat skulle være i kraft, indtil en endelig ordning var kommet på plads. Statsministeren udtaler, at det er hans håb, at valget vil give et klart fingerpeg om, hvad det færøske folk vil angående øernes fremtid, og fortsætter, at hvis valget klart og tydeligt viser, at det færøske folk vil udtræde af samhørigheden, vil dette ønske ikke blive forkastet fra dansk side.
Under forhandlingerne fra januar til marts 1946 om Færøernes fremtidige statsretlige stilling fremlagde den danske regering et forslag til udgangspunkt for forhandlingerne, hvor der i indledningen siges, at "Ministeriet Delegation har givet Udtryk for, at man, hvis Færingerne måtte ønske den fulde Selvstændighed og Ophør af det Historiske Samhørsforhold, fuldt ud vil respektere dette Ønske." Samme efterår godkendte regeringen folkeafstemningen med løsrivelse som den ene mulighed, og den første officielle bemærkning til valgresultatet var, at den danske statsminister anerkendte resultatet og videre udtalte, at adskillelsen mellem Færøerne og Danmark måtte ske på en lempelig måde.
I hjemmestyreloven er der også eksempler på den danske anerkendelse af færingerne som nation. I forordet henvises der til Færøernes særstilling nationalt, historisk og geografisk, jævnfør definitionen af et folk, og andre steder i loven henvises der også til det færøske folk. I paragraf 1 i loven konstateres først, at "Færøerne udgør inden for denne lovs rammer et selvstyrende folkesamfund i det danske rige". Senere siges det, at "I henhold hertil overtager det færøske folk .. indenfor rigsenheden ordningen og styrelsen af færøske anliggender som angivet i denne lov." Dette kan læses som en anerkendelse af Færøernes selvbestemmelsesret, som dog i henhold til hjemmestyreloven blev udøvet indenfor rigsenheden.
FN's generalforsamlingsvedtagelse 1541(XV) og Færøerne
Et fingerpeg om, hvad FN forstår ved begrebet et folk, kan man få ved at undersøge, hvilke kendetegn der lægges vægt på, når det drejer sig om kolonimagters rapporteringspligt i henhold til paragraf 73(e) i FN-pagten.
I denne traktat opsættes der nogle vejledende grundregler , og der begyndes med at minde om, at kapitel XI i traktaten, der omhandler
Non-Self-Governing Territories
, skal gælde for landområder, der menes at være
of the colonial type
(Grundregel I). Videre siges det, at en udviklingsproces i dette territorium frem mod fuldt selvstyre skal haves i tankerne, og at rapporteringspligten står ved magt indtil denne situation er opnået (Grundregel II).
Grundregel II lyder således:
Rapporteringspligten gælder først og fremmest for et område, der geografisk er adskilt fra det land, der administrerer det, og har nationale og/eller kulturelle kendetegn, som afviger fra dette land.
Der fortsættes i Grundregel V:
Er det konstateret, at området har sådanne geografiske, nationale og kulturelle kendetegn, kan andre forhold tages i betragtning. Disse forhold kunne fx. være af administrativ, politisk, juridisk, økonomisk eller historisk art. Hvis de påvirker forholdet mellem det administrerende land og vedkommende område på en måde, der må påregnes at medføre, at området er i en mindretalssituation, støtter dette den antagelse, at rapporteringspligten i henhold til paragraf 73(e) i traktaten er gældende.
Uanset hvad man mener om kolonistyre, er der ikke megen tvivl om, at forholdene mellem Færøerne og Danmark i de fleste forhold ligner dem, der blev opremset foran, og at færingerne derfor også opfylder FN's betingelser for at blive anset som et folk.
Kan vi miste kravet om selvbestemmelsesret?
Den almindelige opfattelse er, at et folk, der udøver sin selvbestemmelsesret ved at være integreret i en stat, bliver et mindretal i denne stat og derfor mister selvbestemmelsesretten. Dette kan ikke ændres.
Hvilken af de andre tre muligheder, om nogen, fik færingerne i 1948 ved hjemmestyreordningen? Der findes intet i forberedelserne til hjemmestyreloven, som tyder på, at der overhovedet har været tænkt på folkeretten under forhandlingerne. Dette kan synes mærkeligt, for trods alt var der ikke sket så lidt indenfor FN på dette område i 1948. Ses der på de tre andre valgmuligheder, må det nærmeste man kan sige være, at færingerne af gode grunde uden at vide det, fik den fjerde mulighed
("Enhver anden politisk situation efter folkets frie afgørelse"
, se ovenfor om nationernes selvbestemmelsesret), der ikke havde fundet vej til nogen FN vedtagelse førend i 1970.
Hvis dette synspunkt holder, er der næppe nogen grund til at tro, at færingerne har afgivet deres selvbestemmelsesret. Formuleringen i paragraf 73 i FN-pagten om støtte til hurtig udvikling af politiske institutioner i de territorier, der ikke har selvbestemmelse, støtter snarere det synspunkt, at selvbestemmelsesretten ikke forsvinder så let.
Helsingforsdokumentet, der er nævnt ovenfor, er også klar angående dette spørgsmål, når det siges, at alle nationer altid har ret til at udøve deres selvbestemmelsesret, når de ønsker det.
Hvilke krav har færingerne ifølge folkeretten?
Færingerne opfylder alle krav i henhold til folkeretten til at blive anerkendt som særlig nation og har derfor selvbestemmelsesret. Når man skal vurdere indholdet i denne ret, eller med andre ord, hvilke krav færingerne kan sætte med hjemmel i selvbestemmelsesretten og få medhold deri fra det internationale samfund, er svaret næppe så klart.
Hvad
den indre side
(demokrati) angår, kan man sikkert blive enige om, at færingerne - så langt som bestemmelsesretten rækker i følge hjemmestyreordningen - har selvbestemmelsesret. Ikke mange vil sætte spørgsmålstegn ved, at det politiske system på Færøerne er demokratisk, og at alle har samme mulighed for at deltage i det politiske liv på Færøerne. Hertil er færingerne repræsenteret i folketinget, som er det folkevalgte lovgivende ting i riget, dog således, at der kan stilles spørgsmålstegn ved værdien af denne repræsentation, hvis det skulle komme til vanskeligheder i grundlæggende forhold mellem landene.
Når det gælder
den ydre side
af selvbestemmelsesretten, er sagen mere uklar. Det må være almindeligt anerkendt i dag, at reglen om nationernes selvbestemmelsesret skal opfattes som en del af gældende folkeretten, med stadig er der ikke enighed om indholdet i reglen, eller med andre ord, hvor langt strækker denne ret. Når den frem til løsrivelse?
Foran (i afsnittet:
Konklusion om selvbestemmelsesret og løsrivelse)
er det forklaret, hvilke folk der i dag menes at have krav på løsrivelse med hjemmel i folkeretten, og det kan næppe siges med fuld overbevisning, at færingerne let kan siges at høre til nogle af disse folk. På den anden side er færingerne i den heldige situation sammenlignet med de fleste af disse folk, at Færøernes landområde er så klart afgrænset og fjernt fra de øvrige dele af riget, at de modargumenter, der sædvanligvis bruges mod opdeling af landområder og ødelæggelse af rigsenheder, ikke er gældende, hvis færingerne støtter kravet om løsrivelse på selvbestemmelsesretten.
Her bør der mindes på, at folkeretten ikke lægger hindringer i vejen, hvis to eller flere rigsdele afgør i fælles forståelse at dele riget og hver for sig etablere en særlig stat. Dette skete fx. da Tjekkoslovakiet blev delt i to stater den 31. december 1992. Allerede den 19. januar 1993 var de to nye stater, Tjekkiet og Slovakiet, medlemmer af FN.
Anerkendelse af nye stater
Anerkendelse af stater og regeringer er et særdeles vanskeligt emne, da politiske og juridiske hensyn er så tæt knyttet sammen, og dertil kommer, at både folkeretten og statsretten har betydning på dette område. Når man skal tage stilling til anerkendelse af nye stater, er det ofte rene politiske interesser der er afgørende, men afgørelsen får alligevel retlige konsekvenser på mange måder. Der må skelnes mellem anerkendelse af en stat og anerkendelse af en regering.
Når en ny stat etableres, må andre stater tage stilling til, om de skal anerkende den og have forbindelser med den som medlem af det internationale samfund. Spørgsmålet om, hvad de retlige konsekvenserne er, hvis en ny stat bliver anerkendt eller ej, har været meget omstridt, og der har været gjort to grundlæggende forskellige synspunkter gældende. Den klassiske opfattelse var, at anerkendelsen var en nødvendig del af de betingelser, som en ny stat måtte opfylde for fuldt ud at være en stat, og at anerkendelsen derfor i praksis var et selvstændigt krav udover dem, der var nævnt i Montevideoaftalen, for at en stat kunne blive medlem af det internationale samfund. I dag er de fleste internationale eksperter enige om, dette ikke er situationen. Anerkendelse er kun en konstatering af den virkelighed, at en ny stat, der opfylder kravene i henhold til folkeretten, er etableret.
Anerkendelse kan gives på forskellig måde, enten ved direkte proklamation om, at vedkommende stat bekendtgør, at den nye stat anerkendes fra en bestemt dag at regne, eller på mere uformel måde, bl.a. ved samkvem af forskellig slags eller udnævnelse af ambassadører. Anerkendelsen kan også gives som fælles meddelelse fra flere stater under ét, ofte som led i en politisk enighed landene imellem og ofte over for den nye stat, der geografisk eller politisk anses som hørende til disses interesseområde. Godkendelse af medlemsskab af internationale organisationer, som kun tillader stater at være medlemmer, må nok også anses for anerkendelse af den nye stat, i hvert fald af dem, der stemte for det nye medlemsskab.
I december 1991 vedtog medlemslandene i EU en fælles stillingtagen til det, der skete i Sovjetunionen, Østeuropa og især Jugoslavien, som bl.a. medførte fælles programerklæring for anerkendelse af nye stater, som fastslår disse krav: anerkendelse af reglerne i FN-pagten og de pligter, der blev stadfæstet i Helsingforsdokumentet og Parisdokumentet, især når det drejer sig om lov og orden, demokrati og menneskerettigheder; sikkerhed for nationale gruppers og mindretals rettigheder i overensstemmelse med pligterne, som medlemslandene i OSCE har påtaget sig; anerkendelse af fredlysning af alle landegrænser, som kun kan ændres på fredelig vis og i enighed mellem parterne; godkendelse af alle relevante pligter angående nedrustning og ikke- udbredelse af kernevåben ligesom af sikkerhed og stabilitet; erklæring om, at alle tvister om nye stater og deres forpligtelser og rettigheder i forhold til den stat, de var en del af, ligesom uenighed i øvrigt inden for vedkommende territorium, skal løses i enighed eller om nødvendigt af en voldgiftsdomstol. Dette program skulle være gældende i spørgsmål om anerkendelse af nye stater ud over almindelige internationale regler og krav, der er forklaret ovenfor.
Om rettigheder og pligter
I de tilfælde, hvor suverænitet over et bestemt landområde endelig overgår fra en stat til en anden i overensstemmelse med reglerne i folkeretten, er spørgsmålet, i hvilket omfang den nye stat er bundet af pligter og kan gøre krav om at overtage rettigheder fra den gamle. Spørgsmålene kan være mange: Hvad sker der med eksisterende internationale aftaler, med medlemsskab af internationale organisationer, med internationale krav, med nationaliteten for vedkommende personer, med offentlig eller privat formue og med statsgæld? Disse og andre mere eller mindre vanskelige spørgsmål kan ikke behandles fyldestgørende her, og emnet bliver blot belyst i hovedtræk.
En stats territorium kan ændres på forskellig måde, og spørgsmålene nævnt ovenfor besvares forskelligt, alt efter hvordan ændringer er. Reglerne er ikke de samme, hvis et landområde tages fra en stat og tillægges en anden stat, eller en ny stat etableres på landområdet. Her bliver kun det sidste tilfælde berørt, og emnet kun belyst i grove træk.
Internationale aftaler
Når det gælder aftaler om rettigheder over landområder
(dispositive treaties)
, er hovedreglen, at de følger territoriet og ikke påvirkes af ændringer i suveræniteten over området. En følge af denne regel er, at en ny stat arver de landegrænser, der var gældende før, selv om de i mange tilfælde var tilfældige og uden hensyn til konkrete forhold som fx. nationalitet. Dette er mest synligt, når man ser på gældende landegrænser i Afrika.
Hvad andre aftaler angår, er hovedreglen den omvendte, når det drejer sig om forhenværende kolonier, der bliver selvstændige. De bliver ikke bundet af ældre aftaler uden at de selv samtykker deri. Når det drejer sig om nye stater, der er opstået ved løsrivelse fra selve centralmagten, d.v.s. ikke forhenværende kolonier, anses hovedreglen derimod at være den, at den bliver bundet af de fleste aftaler, som den forhenværende centralmagt havde indgået.
Nationalitet
Det antages ofte, at når suveræniteten overgår fra en stat til en anden, mister de statsborgere, der har bopæl i området, statsborgerskab i den første stat og får samtidigt statsborgerret i den nye. Denne regel skaber flere tvivlsspørgsmål, som er svære at besvare. Er det nok at vedkommende boede der, netop da ændringen skete, eller at de er født der? Eller skal begge krav være opfyldt? I praksis kan sådanne spørgsmål kun løses på tilfredsstillende måde ved aftaler eller i henhold til intern lov. Ofte tillades det de pågældende at vælge, om de vil bevare det gamle statsborgerskab eller tage imod det nye. Det, som det gælder om er, at man ordner det således, at man både undgår dobbelt statsborgerskab eller det, der er værre, at nogle står tilbage uden statsborgerskab.
Offentlige og private formuer
Den almindelige opfattelse er, at ejendomsretten til aktiver på landområder, der skifter suverænitet, følger med og blive overtaget af den nye stat. Ofte aftales sådanne forhold i en traktat.
Privat ejendomsret bortfalder ikke uden videre, hvis et område skifter suverænitet. Hvorvidt regeringen i det nye stat eksproprierer privat ejendom, afhænger af, hvor ejeren havde statsborgerskab, når der skal tages stilling til, hvilke regler der gælder. Har han statsborgerskab i den nye stat, blander den internationale ret sig sædvanligvis ikke i sagen. Har ejeren derimod statsborgerskab i den gamle stat eller i en tredje stat, er den nye stat nødt til at opfylde visse mindstekrav til behandling af udlændinge ifølge folkeretten. Ekspropriation kan kun foretages med offentligt formål, og der skal ydes erstatning. Der er dog ikke fuld enighed i det internationale samfund om disse regler. Især forhenværende kolonier har holdt på, at de ikke kunne være bundet af en ejendomsret, der var opstået, inden de havde mulighed for at påvirke de gældende regler, og at uretmæssige krav i denne forbindelse ikke skulle komme dem til skade.
Forholdene er også uklare, når det drejer sig om offentlig gæld. I mange tilfælde løses sådanne sager ved overenskomst, således at den nye stat overtager en forholdsmæssig del af gælden. Således sker det i hvert fald, når gælden kan siges at være stiftet også til fordel for vedkommende landområde, og at pengene er brugt til offentlige investeringer i området.