Royal Greenland skal være mere åben

Med en gæld på mere end to milliarder og et halvårsresultat på minus 30 millioner kunne det ellers være interessant at høre lidt om tendensen.

Torsdag d. 2. september 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

LANDSSTYREMEDLEM for Grønlands penge, Josef Motzfeldt, er ved at være nervøs over Royal Greenland. Han er ikke helt overbevist om, at det går den rigtige vej - i hvert fald ikke hurtigt nok. Og derfor vrider han sig noget. Han kan ikke lide situationen.

Samtidig har flere af Royal Greenlands långivere overfor hjemmestyret givet udtryk for, at netop hjemmestyret - som ejer af Royal Greenland - hæfter for koncernens gæld.

Det har fået sveden frem på panden af landsstyremedlemmet. Hjemmestyret kan nemlig slet ikke indfri sådan en forpligtelser. Hvis Royal Greenland kollapser, og landskassen skal indfri gælden, ja så kollapser Grønland - hverken mere eller mindre.

Det har fået Josef Motzfeldt til at sende et klart budskab (læs siderne 6 og 7 - red.) til Royal Greenlands kreditorer: - I skal ikke regne med, at vi hæfter for andet end det, hjemmestyret selv har skrevet under på. Og det er kun omkring 150 millioner kroner.

Tidspunktet for denne udmelding er gunstig for så vidt, at det angiveligt skulle gå fint nok i Royal Greenland. Der er ingen grund til panik, og et kollaps af selskabet er ikke umiddelbart forestående.

Men Josef Motzfeldt er nu bekymret alligevel.

HAN ER I VIRKELIGHEDEN aller mest bekymret over, at han ikke kan få noget at vide om, hvordan det går i koncernen. Halvårsregnskabet med et underskud på 30 millioner er han orientereret om, sådan er aftalen, men han ved ikke, hvad der er sket siden marts.

Det synes han ikke er betryggende. Og ikke engang Royal Greenlands positive udmeldinger kan berolige ham. Vished er bedre end en sludder for en sladder. Og den vished kan han ikke få. Med en måned tilbage af regnskabsåret skulle det ellers være muligt at give ejeren et fingerpeg om resultatet, mener han. Men der løftes ikke en flig. Og med en gæld på mere end to milliarder og et halvårsresultat på minus 30 millioner kunne det ellers være interessant at høre lidt om tendensen.

MED BAGGRUND i den mangelfulde orientering fra Royal Greenland har Josef Motzfeldt følt sig nødsaget til at tage nogle forholdsregler. En af dem var meddelelsen om, at Royal Greenlands kreditorer godt kan skyde en hvid pind efter hjemmestyresikkerhed for milliardgælden i koncernen.

En anden forholdsregel er mere langsigtet. Den går ud på, at landsstyremedlemmet vil skaffe landsstyret/ejeren mere indsigt i det store foretagende. Virksomheden er så stor, mener han, at dens medgang og modgang direkte påvirker det grønlandske samfund og alle af landets borgere. Det er ikke rimeligt, at offentlighedens repræsentanter er afskåret fra at følge med i begivenhederne.

Josef Motzfeldt vil derfor have lavet om på Royal Greenlands organisationsform, så det bliver muligt for landsstyret/ejeren at forudse og ruste sig til de højdepunkter eller nedture, der måtte komme.

I en samtale med AG (side 6-7) fremsætter han det som en "rimelighedsbetragtning". - Det er vel ikke mærkeligt, at ejeren vil have indsigt!

Næ, det er det vel ikke. Spørgsmålet er så, hvor grænsen skal gå.

EN AF FEJLENE er jo netop, at Royal Greenland har været brugt som et politisk redskab, et politisk ressource. Beskæftigelsespolitisk, socialpolitisk og lokaliseringspolitisk for eksempel. Det har især virket skørt, når koncernen samtidig af ejeren har fået ordre om at drive virksomheden som regulær forretning.

Det er den nu blevet. Nuka A/S er udskilt, og tilbage er der en kerne af kommercielle størrelser, som i disse år arbejder på at blive en god forretning. Men stadig er den vanskelig at adskille fra samfundet, fordi dens beskæftigelsesmæssige betydning er så stor. Hvis virksomheden lukker, lukker det halve af Grønland.

Det er derfor, landsstyremedlem Josef Motzfeldt vil have indsigt. Men hvad vil han med den? Vil han samtidig have ret til at blande sig?

Hvis ja, så er vi tilbage, hvor vi var for nogle år siden, hvor placeringen af rejefabrikker fulgte politiske og lokalpolitiske ønsker uden skelen til virksomheden eller samfundet som helhed.

Landsstyremedlemmets forståelige uro (læs også side 5 - red.) og den indsigt, han måske får held til at tilkæmpe sig, må ikke føre til politisk drift af virksomheden. Så går det nemlig for alvor galt med kreditorernes tillid til koncernen, panikken kunne bryde ud, og krav om tilbagebetaling i stor stil kunne måske føre til det kollaps, Josef Motzfeldt i øjeblikket er meget opmærksom på.