Mere dansk i folkeskolen

Nu har hjemmestyret i 20 år holdt ungdommen som nationalismens gidsler og foregøglet dem, at det var nok at lære grønlandsk. Hvor mange unge, der er tabt på gulvet, er aldrig blevet offentliggjort.

Fredag d. 10. september 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Sprog, Uddannelse.

"Formålet med at undervise et barn er at gøre det i stand til at klare sig uden sin lærer". Sådan sluttede landsstyremedlem Lise Lennert sin velkomst onsdag aften i Kangerlussuaq ved den store skolekonference.

Endelig efter 20 års hjemmestyre er skoleverden i Grønland blevet realistisk. Der sættes nu fokus på undervisningens indhold, og om det kan bruges i den verden, som de unge mennesker kommer ud i, når de forlader skolen. Samtidig bliver den anvendte pædagogik underkastet eksperternes vurdering.

Målet er forbedringer og en skole, som kan konkurrere på internationalt plan. Ambitionerne er lige så høje som i 1998, da man lavede rapporten "Verdens bedste folkeskole".

Det materiale, der ligger til grund for konferencen i år, er blot meget bedre.

Det viser, at eleverne er trætte af dårlige lærere. De kræver veluddannede lærere, som vil og kan noget med deres arbejde. Det viser også, at eleverne udmærket ved, hvad de har brug for at lære for at kunne klare sig, når de er færdige med skolen. De vil lære mere dansk, engelsk, regning-matematik.

På konferencen foreligger også en status over folkeskolen i dag. Den afslører de mangler, der er i de enkelte fag og på skolerne. Uddannede lærere og undervisningsmaterialer samt de fysiske rammer.

Her kunne man godt efterlyse en mere præcis beskrivelse af, hvad der mangler på de enkelte skoler. Desuden kunne man godt efterlyse en politisk prioritering om, hvor man skal sætte ind først.

Generelt har hjemmestyret og kommunerne svigtet i 20 år, fordi man ikke har sørget for ordentlige undervisningsforhold. De fysiske rammer er ganske enkelte ikke gode nok.

Lærerne har ikke de uddannelser, der er brug for for at lære grønlandsktalende børn fremmede sprog. Hverken modersmålsundervisning eller fremmedsprogsundervisningen er god nok. Og de nødvendige undervisningsmaterialer er først ved at blive udviklet.

Det er baggrunden for, at mange unge mennesker i dag ikke kan dansk nok til at få en uddannelse.

Afslørende fortæller rapporten, at mellem 40 og 50 procent fik fem eller derunder ved de afsluttende prøver i dansk på alment niveau i 1998. De har ikke en chance for at kunne tage en uddannelse, der kræver danskkundskaber.

Som det fremgår af rapporten - "så længe man stadig er afhængig af dansksprogede undervisningsmidler inden for alle dele af undervisningssystemet, må elevernes danskkundskaber passe til situationen".

Desuden afslører rapporten, at det er danskkundskaberne, der afgør, om man kommer på almen eller udvidet linie efter 9. klasse. Og man må så spørge, hvordan har man kunnet svigte de unge i så mange år ved ikke at lære dem ordentligt dansk?

Rapporten er meget klar i sin konklusion: "Hvis alle elever i Grønland skal opnå en så høj sproglig kompetence, at de kan videreuddanne sig ved hjælp af dansk eller i det danske system, så må undervisningen fra begyndelsen og gennem hele folkeskolen være en struktureret sprog/ fremmedsprogsundervisning, hvor eleverne tilegner sig de nødvendige færdigheder. Der vil være behov for at videreføre og forstærke indsatsen for uddannelse og efteruddannelse af lærere, udvikling af materialer og lokalt baseret udvikling af undervisningen. Det er vigtigt, at dansk i fremtiden bliver et reelt og anvendeligt redskab for eleverne, så de kan udvikle sig og tilegne sig viden", fremgår det af rapporten.

Det interessante er, at forældrene i følge rapporten også ønsker, at deres børn lærer mere dansk, fordi det er nødvendigt for at få en uddannelse.

Nu har hjemmestyret i 20 år holdt ungdommen som nationalismens gidsler og foregøglet dem, at det var nok at lære grønlandsk. Hvor mange unge, der er tabt på gulvet, er aldrig blevet offentliggjort. Men det har ikke alene ramt de unges fremtidsmuligheder, det har forsinket hele hjemmestyreprocessen og vejen mod øget selvstændighed. Desuden har det været kolossalt dyrt for samfundet. Fordi man i mangel af uddannede grønlændere fortsat har været nødt til at tilkalde uddannede danskere.

Nu bør hjemmestyret indhente det forsømte hurtigst muligt og sørge for lærere, undervisningsmidler, og at skolernes fysiske rammer er i orden.

Der er ingen tvivl om, at Lise Lennert har rigtige visioner, at mange gode tanker vil blive sagt højt i Kangerlussuaq, at de vil blive gentaget og bekræftet på den næste konference næste efterår, for så at blive til egentligt reformstof i år 2001. Det politiske og administrative system er for tungt og langsomt. Hurtige og nødvendige resultater kan og skal skabes lokalt.

På den enkelte skole, bør skolebestyrelsen derfor stille krav om at fa dansk ind i undervisningen så tidligt som muligt, det vil sige allerede i 2. klasse. Samtidig skal skolebestyrelserne sikre de rigtige lærere og undervisningsmaterialer.