Handicapkonti - Ordførerindlæg fra Inuit Ataqatigiit

Der er ikke længere tvivl om, at landsstyremedlemmet skal stilles til ansvar, efter Landstingslov nr. 13 af den 13. maj 1993 om Ministeransvar.

Tirsdag d. 2. november 1999
Lars Sørensen
Emnekreds: Etik, Politik.

Inuit Ataqatigiit vi1 først bemærke, at Revisionsudvalget har lavet en solid betænkning og i enighed. Vi bemærker ligeledes, at udvalget holder fast ved sin kraftige påtale fra den 12. oktober.

Ved påtalen skal man erindre, at landsstyremedlemmet til trods for sin viden, har tilbageholdt vigtige informationer til brug for Landstingets vurdering af bevillingsbehov for grønlandske handicappede boende i Danmark.

Inuit Ataqatigiit mener, at det er prisværdigt af Landstingets udvalg til Revision, at det fastholder påtalen fra sin første vurdering af rapporten afgivet af to forskellige revisorer efter undersøgelser. Inuit Ataqatigiit mener, at der ikke er den mindste grund til at skændes om revisionsudvalgets konklusion.

Der er ikke længere tvivl om, at landsstyremedlemmet skal stilles til ansvar, efter Landstingslov nr. 13 af den 13. maj 1993 om Ministeransvar.

Vi bemærker, at Landsstyret har taget et andet standpunkt end den konklusion et enigt Udvalg til Revision af Landskassens Re¿skaber. Inuit Ataqatigiit har taget stilling til spørgsmålet ud &a, at Landstingets udvalg har konkluderet, at landsstyremedlemmet har tilbageholdt vigtige informationer. Som vi allerede har nævnt, er der ingen grund til at skændes om denne vurdering. En gensidig tillid må lægge til grund for Landstinget, som arbejdsgiver, i sit samarbejde med landsstyret, men det bliver for anden gang understreget, at denne tillid ikke længere gælder for landsstyremedlemmet for sociale anliggender, efter den vurdering, som Landstingets udvalg til Revision i sin betænkning har &emkommet med.

Til sidst vil vi ikke undlade at fremkomme med bemærkninger til landsstyrets svarnotat på side 2 til revisionsudvalgets betænkning.

Landsstyret svarer blandt andet: "...revisorerne f.eks. når den konklusion, at landsstyremedlemmet var afskåret fra at søge en tillægsbevilling på TB2 98, idet han ikke ansøgte om en rokering på finanslov 99".

Denne udlægning af revisionens konklusion må anses for at være noget upræcis, idet revisorerne intetsteds skriver, at landsstyremedlemmet var afskåret fra at fremsætte et forslag herom.

Det, der fremgår af revisionens undersøgelse er:
"...som følge heraf vurderer direktoratet, at de ikke kan fremsætte forslag om en tillægsbevilling på 5,6 mio. kr. på Tillægsbevillingslov 2/1998, idet 2. behandling heraf tidsmæssigt ligger efter 2. behandling af forslag til finanslov for 1999, og at et sådant forslag utvivlsomt ville få finanslovsforslaget for 1999 til at virke utroværdigt" og de fortsætter "...en følgevirkning af, at rokeringen af 3,5 mio. kr. udgår af forslag til finanslov 1999 er, at det påtænkte ændringsforslag til Tillægsbevillingslov 2/1999 med en forhøjelse af bevillingen på 5,6 mio. kr. på konto 30.13.10 ikke bliver fremsat"(*)
Derfor står der intetsteds i revisorernes rapport om, at landsstyremedlemmet var helt afskåret fra at søge bevilling.

Med disse bemærkninger vil vi først give landsstyreformanden eller Landsstyremedlemmet for Sociale Anliggender mulighed for at tage en eller anden beslutning.