Den grønlandske konkurrencelov

Lovens bestemmelser om foranstaltninger imod skadelige virkninger gælder ikke erhvervsvirksomhed udøvet af Hjemmestyret eller kommunerne

Mandag d. 8. november 1999
Jytte Boesgaard
Emnekreds: Konkurrencenævnet, Love og konventioner.

4.1. Historisk udvikling
Den 1. januar 1986 overtog Hjemmestyret lovgivnings- og administrationskompetencen vedrørende konkurrencelovgivningen. Det blev bestemt, at monopoloven fra 1955 med senere ændringer skulle gælde indtil videre, forudsat det ikke ville påføre Monopoltilsynet, som administrerede loven større udgifter end hidtil.Monopolloven blev senere afløst af Hjemmestyrets Landstingslov nr. 28. af 30. oktober 1992 om konkurrence. Loven er vedlagt som bilag 1. Den grønlandske konkurrencelov (GKL), som har haft den danske konkurrencelov - lov nr. 370 af 7. juni 1989 (DKL89) som forbillede, trådte i kraft den 1. januar 1993. Loven er baseret på en kombination af kontrol- og forhandlingsprincippet, forbudsprincippet, offentlighedsprincippet og gennemsigtighedsprincippet.

Forslaget til landstingslov om konkurrence blev fremsat den 14. oktober 1992 som en del af en lovpakke, hvori også indgik et forslag til landstingslov om forbrugerråd, markedsføring m.v. Hovedformålet med lovpakken var et forslag til landstingsforordning om omdannelse af Kalaallit Niuerfiat (KNI) til aktieselskab.

Det fremgår af forelæggelsesnotatet (EM 1992/55), at
"Kalaallit Niuerfiats regulerende funktion vil ophøre ved omdannelsen af Kalaallit Niuerfiat den 1. januar 1993, da aktieselskabet KNI-Detail A/S i konkurrenceområder vil skulle fungere i ægte og lige konkurrence med private næringsdrivende. Det indebærer, at der efter 1. januar 1993 vil opstå et behov for en konkurrenceregulerende lov."


4.2. Konkurrencelovens hovedindhold


4.2.1. Lovens formål
GKL har til formål at fremme konkurrencen og dermed styrke effektiviteten i produktion og omsætning af varer og tjenesteydelser m.v. samt forhindre misbrug af en dominerende stilling på et markedsområde ved størst mulig gennemsigtighed vedrørende konkurrenceforhold og ved foranstaltninger imod skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger, jf. lovens § 1.

Ifølge forarbejderne til loven har GKL både et generelt erhvervspolitisk sigte og et forbrugerrelateret sigte.

/////Bemærkning:
I Danmark blev gennemsigtighedsprincippet, som blev indført ved DKL89, igen afskaffet med den nye konkurrencelov (DKL97), som trådte i kraft den 1. januar 1998.

Formålet med DKL97 er "at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence", jf. afsnit 8.1.

På langt sigt bør det overvejes at revidere GKL, så den bliver tilpasset både udviklingen på det grønlandske marked og den internationale udvikling. En ny grønlandsk konkurrencelov bør derfor være baseret på forbudsprincippet, jf. senere.

/////Anbefaling:


//////I forbindelse med en eventuel lovrevision bør det overvejes at ændre lovens formålbestemmelse og samtidig afskaffe gennemsigtighedsprincippet.


4.2.2. Lovens anvendelsesområde
GKL finder anvendelse på "erhvervsvirksomheder og sammenslutninger af erhvervsdrivende", jf. lovens § 2, nr. 1, 1. pkt., og "erhvervsvirksomhed udøvet af Hjemmestyret eller kommunerne, og som består i at udbyde eller efterspørge varer eller tjenesteydelser m.v., som har betydning for konkurrencen i erhvervslivet", jf. lovens § 2, nr. 2, 1. pkt.

Ifølge § 2, nr. 1, 2. pkt. og nr. 2, 2. pkt. gælder lovens bestemmelser om foranstaltninger imod skadelige virkninger, dvs.
Erhvervsvirksomhed, som falder ind under § 2, nr. 1, 2. pkt. og nr. 2, 2. pkt., er alene undergivet lovens bestemmelser om gennemsigtighed, jf. kapitel 3, og bemærkningerne til lovforslaget.

Som det fremgår af GKL § 16, kan Konkurrencenævnet rette henvendelse til vedkommende offentlige myndighed og påpege mulige skadelige virkninger for konkurrencen, jf. senere.

Ligesom i Danmark er løn- og arbejdsforhold undtaget GKL, men Konkurrencenævnet, som administrerer loven, kan indhente oplysninger om løn- og arbejdsforhold til brug for lovens administration, jf. § 3.

/////Bemærkninger:
§ 2 i GKL indebærer, at der ikke er nogen ligestilling af privat og offentlig konkurrence. Tværtimod indebærer § 2, nr. 1, 2. pkt. og nr. 2, 2. pkt., at offentligt regulerede og hjemmestyreejede og kommunalt ejede virksomheder ikke er undergivet nogen form for konkurrenceretligt tilsyn eller regulering. Disse virksomheder er "kun" undergivet lovens øvrige bestemmelser, og det vil især sige bestemmelserne om gennemsigtighed.

Tilsvarende bestemmelser fandtes i DKL89, men blev ændret med DKL97, som i princippet ligestiller privat og offentlig erhvervsvirksomhed. DKL97 omfatter således enhver form for erhvervsvirksomhed.

Dog indeholder også DKL97 en særlig undtagelse fra lovens forbudsbestemmelser, hvis "en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Det er altså selve konkurrencebegrænsningen (ikke virksomheden som sådan), som skal være en direkte eller nødvendig følge.

En konkurrencebegrænsning, som er fastsat af en kommunalbestyrelse, er ifølge loven kun en direkte eller nødvendig følge af en offentlig regulering, når konkurrencebegrænsningen er nødvendig, for at kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til lovgivningen. Det samme gælder beslutninger truffet af bestyrelsen i et kommunalt fællesskab.

Ifølge DKL97 er det myndigheden selv (ikke konkurrencemyndigheden), som afgør, om der er tale om en konkurrencebegrænsning, som falder uden for lovens forbudsbestemmelser.

Ligesom efter DKL89 kan Konkurrencerådet se på mulige skadelige virkninger af de offentlige reguleringer og rette en henvendelse herom til den pågældende myndighed. Myndigheden skal svare inden 3 måneder. Konkurrencerådet er indstillet på kun at bruge henvisningsbestemmelsen, når det drejer sig om alvorlige konkurrencebegrænsninger, eller sagen har stor samfundsøkonomisk betydning.

Endelig er det fastsat i loven, at offentlige myndigheder skal anmelde konkurrencebegrænsende reguleringer eller beslutninger til Konkurrencestyrelsen, hvis myndigheden har en dobbeltfunktion ved samtidig at udøve erhvervsvirksomhed på området.

Konkurrencerådet har udsendt en vejledning om konkurrenceloven og den offentlige sektor.

/////Anbefaling:


//////Privat og offentlig erhvervsvirksomhed bør i princippet ligestilles med henblik på anvendelsen af GKL’s indgrebs- eller forbudsbestemmelser (

//////Alene konkurrencebegrænsninger, som er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering bør være undtaget lovens indgrebs- eller forbudsbestemmelser (dvs.

//////Det bør være konkurrencemyndigheden, som afgør, om der er tale om en konkurrencebegrænsning, som falder uden for lovens forbudsbestemmelser.


//////Konkurrencenævnet bør udnytte beføjelsen i § 16 til at rette henvendelse til vedkommende offentlige myndighed i sager, som drejer sig om alvorlige konkurrencebegrænsninger, eller hvor sagen har stor samfundsmæssig interesse.


4.2.3. Gennemsigtighedsprincippet
Bestemmelserne om gennemsigtighed, som ifølge loven gælder alle former for erhvervsvirksomhed - privat som offentlig, findes i GKL’s kapitel 3,
Ifølge GKL § 5 skal aftaler mv., hvorved der udøves eller vil kunne udøves dominerende indflydelse på et marked, anmeldes til Konkurrencenævnet inden 14 dage efter, at den pågældende aftale m.v. er truffet. Også ændringer i aftalen skal anmeldes til nævnet. Aftaler, som ikke anmeldes rettidigt, er ifølge loven ugyldige, dvs. de har ingen retsvirkning og kan derfor ikke håndhæves ved en domstol.

Ifølge det oplyste har Konkurrencenævnet kun modtaget en enkelt anmeldelse, og det skete efter anmodning fra nævnet.

Konkurrencenævnet kan i medfør af lovens §7 i tilfælde, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom, eller hvor der af andre særlige grunde er behov for at følge konkurrenceforholdene eller skabe gennemsigtighed i prisforhold,
  • pålægge indberetningspligt for op til to år ad gangen for priser, avancer, rabatter m.v.
  • fastsætte faktureringsregler
  • fastsætte regler om mærkning eller skiltning med pris og mængde.
Konkurrencenævnet kan også foretage og offentliggøre undersøgelser, som er egnede til at fremme gennemsigtighed vedrørende konkurrenceforhold, jf. lovens § 8, som dog - i modsætning til den tilsvarende bestemmelse i DKL89 - indeholder en bemyndigelse for nævnet til at etablere et samarbejde med forbrugerrådet om bl.a. indhentning af oplysninger til brug for nævnets undersøgelser.

Endelig kan Konkurrencenævnet i medfør af lovens § 9 offentliggøre oplysninger om priser, rabatter og bonus, hvor dette skønnes egnet til at fremme konkurrencen.

Ifølge det oplyste har Konkurrencenævnet ikke anvendt bestemmelserne om gennemsigtighed i GKL’s
/////Bemærkninger:
Gennemsigtighedsprincippet, som er udtrykkeligt nævnt i GKL’s formålsbestemmelse, sigter mod at skabe offentligt kendskab til konkurrenceforholdene i erhvervslivet.

De tilsvarende bestemmelser om gennemsigtighed i DKL89 har været anvendt i en række tilfælde. Det gælder både anmeldelsespligten og indberetningspligten. Konkurrencerådet har desuden offentliggjort forskellige brancheundersøgelser, mens rådet har været mere tilbageholdende med at offentliggøre oplysninger om priser, rabatter og bonus.

Med overgangen til den nye konkurrencelov - DKL97 - er både gennemsigtighedsprincippet, som blev stadig mere omdiskuteret, fordi ingen andre lande havde et lignende princip, og anmeldelsespligten bortfaldet. Konkurrencerådet har nu direkte hjemmel til at offentliggøre generelle redegørelser, jf. DKL97, § 13.

I 1998/1999 har Konkurrencerådet f.eks. offentliggjort redegørelser om lægemiddelområdet, energisektoren, asfaltindustrien, ejendomsmæglere, realkredit, fødevaresektoren og affaldssektoren.

Som det grønlandske marked ser ud i øjeblikket, kan gennemsigtighedsprincippet, hvis det bringes i anvendelse som foreskrevet i GKL, måske medvirke til at udbrede kendskabet til pris- og konkurrenceforholdene i Grønland og på den måde skabe større transparens med henblik på en mere effektiv konkurrence - også fra udenlandske virksomheder.

/////Anbefaling:


//////Inden for rammerne af den nugældende GKL at styrke gennemsigtighedsprincippet dels ved at håndhæve anmeldelsespligten i § 5 dels ved at udnytte mulighederne for at fastsætte indberetningspligt og kalkulationsregler i medfør af § 7.


//////Konkurrencenævnet bør udnytte beføjelsen i § 8 til at foretage og offentlige brancheundersøgelser, f.eks. inden for detailhandelen, transport (sø/luft), energi og telekommunikation.


//////Samarbejdet med Forbrugerrådet bør styrkes med henblik på indhentning af oplysninger til brug for generelle undersøgelser.


4.2.4. Kontrolprincippet
Foranstaltninger mod skadelige virkninger, dvs. indgreb, findes i GKL’s kapitel 4,
Med undtagelse af § 13 om forbud mod misbrug af en dominerende stilling er der tale om de samme bestemmelser som i DKL89,
Hvis der på et markedsområde foreligger en konkurrencebegrænsning med skadelige virkninger, kan Konkurrencenævnet søge de skadelige virkninger bragt til ophør ved forhandling, jf. lovens § 11.

Lykkes dette ikke, udsteder nævnet påbud, som kan gå ud på helt eller delvis ophævelse af aftaler m.v., jf. § 12, stk. 1.

Lykkes dette heller ikke, kan nævnet udstede leveringspåbud - eventuelt på betingelse af kontant betaling eller betryggende sikkerhed, jf. § 12, stk. 2.

Ifølge det oplyste har bestemmelsen om indgreb ikke været anvendt af Konkurrencenævnet.

/////Bemærkninger:
Kontrolprincippet går i al sin enkelhed ud på, at alt er tilladt, indtil det forbydes. Det er altså konkurrencemyndigheden, som skal tage initiativ til et indgreb, og som har bevisbyrden for, at der foreligger en konkurrencebegrænsning med skadelig virkning.

Kontrolprincippet har været det fremherskende princip i alle de nordiske lande gennem mange år. Den nordiske tradition er nu blevet brudt med indførelsen af forbudsprincippet, som det anvendes i EU. EU’s konkurrenceregler findes i EF-traktatens artikel 81 om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler og artikel 82 om misbrug af dominerende stilling. Alle EU’s 15 medlemsstater har med tiden tilpasset de nationale konkurrencelove til EU’s regler. Det samme gælder de lande, som er medlemmer af EØS - bl.a. Norge og Island, samt ansøgerlandene - dvs. de fleste østeuropæiske lande og de baltiske lande.

Forbudsprincippet vender bevisbyrden. Nu er alt forbudt, medmindre det tillades af konkurrencemyndighederne. Forbudte aftaler er også uden videre ugyldige og kan derfor ikke håndhæves ved domstolene.

Danmark var det sidste nordiske land, som gik over til forbudsprincippet. Det skete som nævnt ved lov nr. 384 af 10. juni 1997, som trådte i kraft den 1. januar 1998. DKL97 indeholder både et generelt forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v. (§6) og et generelt forbud mod misbrug af dominerende stilling (§11). Indholdsmæssigt svarer de to bestemmelser til EF-traktatens artikel 81 og 82, idet forbudsbestemmelsernes anvendelsesområde dog er begrænset til Danmark.

I DKL97, § 6, stk. 2, er angivet en række eksempler på forbudte aftaler. Det drejer sig navnlig om pris- og markedsdelingsaftaler, som går under betegnelsen "hard-core"- aftaler.

Branchekarteller anses for noget af det mest skadelige for konkurrencen, og sådanne sager får derfor topprioritet i sagsbehandlingen. I slutningen af 1998 afslørede Konkurrencestyrelsen et hemmeligt kartel inden for elinstallationsbranchen. Selvom over 100 virksomheder, som har deltaget i kartellet, har tilstået, at de har deltaget i en priskoordinering af tilbud ved licitationer, kan de fleste virksomheder regne med at blive pålagt betydelige bøder for overtrædelsen af DKL97, § 6.

I forbindelse med overtrædelse af konkurrencelovens forbudsbestemmelser (
Det er dog ikke alle konkurrencebegrænsende aftaler, som er forbudt. DKL97 indeholder således to bagatelregler i lovens § 7. Undtaget fra det generelle forbud er således for det første aftaler mellem virksomheder, som har en samlet årlig omsætning på under 1 mia. kr. og en samlet markedsandel på under 10%. Begge betingelser skal være opfyldt. For det andet gælder forbudet ikke for aftaler mellem virksomheder, som har en samlet årlig omsætning på under 150 mio. kr., medmindre der enten er tale om netværksaftaler eller aftaler om håndhævelse af bindende videresalgspriser.

Konkurrencestyrelsen har udgivet en vejledning om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

DKL97 indeholder en fritagelsesmekanisme, som forudsætter, at virksomheder, som ønsker at blive fritaget fra det generelle forbud, skal indgive en anmeldelse til Konkurrencerådet på et særligt skema, som hedder K1.

I forbindelse med lovens ikrafttræden var der fastsat en overgangsperiode på 6 måneder for anmeldelse. Pr. 1. juli 1998 havde Konkurrencerådet modtaget anmeldelse af 1070 konkurrencebegrænsende aftaler, som også er prioriteret højt. Disse sager skulle således gerne være behandlet inden udgangen af 2001.

For at lette trykket med anmeldelser og spare unødige ressourcer har Erhvervsministeren vedtaget en række bekendtgørelser om gruppefritagelse til kategorier af aftaler, som derfor ikke skal anmeldes til Konkurrencerådet. Det drejer sig om følgende kategorier:
  • eksklusive købsaftaler
  • eneforhandling
  • forsikringsaftaler
  • aftaler vedrørende forskning og udvikling
  • specialiseringsaftaler
  • franchiseaftaler
  • salgs- og serviceaftaler vedrørende motorkøretøjer
  • teknologioverførselsaftaler
  • kædesamarbejde i detailhandelen
Konkurrencestyrelsen har udgivet en generel vejledning om gruppefritagelser.

/////Anbefaling:


//////Bestemmelserne om anmeldelsespligt og indgreb i GKL bør søges håndhævet mere effektivt ved tilførsel af tilstrækkelige ressourcer til disse opgaver.


//////I forbindelse med en eventuel lovrevision bør det overvejes at indføre et generelt forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler m.v. kombineret med en fritagelsesmulighed samt en bestemmmelse om bagatelaftaler.


4.2.5. Forbudsprincippet
I modsætning til DKL89 indeholder GKL i § 13 et generelt forbud mod misbrug af en dominerende stilling på et markedsområde. Som eksempler på misbrug er nævnt:
  1. Direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller salgsbetingelser eller andre urimelige forretningsbetingelser.
  2. Anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen.
Ifølge det oplyste har bestemmelsen om misbrug af dominerende stilling ikke været bragt i anvendelse.

En anden forbudsbestemmelse findes i § 15, som svarer til § 14 i DKL89. Herefter er det ikke tilladt at håndhæve bindende videresalgspriser, medmindre Konkurrencenævnet har godkendt de pågældende aftaler. Vejledende priser er derimod tilladt.

Der foreligger ifølge det oplyste ingen praksis vedrørende § 15.

/////Bemærkninger:
Det er interessant, at GKL - i modsætning til den DKL89 - indeholder et forbud mod misbrug af en dominerende stilling. Det fremgår af lovens bemærkninger, at dette forbud tager direkte sigte på de specielle markedsforhold, der gør sig gældende i Grønland, hvor markedet er meget lille. Der vil derfor være en sandsynlighed for, at virksomheder, som helt eller delvis er offentligt reguleret, og som de facto har en monopollignende status, er omfattet af konkurrenceloven.

Filosofien bag forbudet i § 13 synes klar og åbenbar, men ikke videre anvendelig på grund af bestemmelsen i § 2, nr. 1, 2. pkt. og nr. 2, 2. pkt., som netop undtager denne type virksomheder fra indgrebsbeføjelserne.

Konkurrencenævnet er således på forhånd afskåret fra at foretage indgreb over for aftaler eller forbyde adfærd, som hidrører fra f.eks. de hjemmestyreejede virksomheder, som på det nærmeste har et de facto monopol i Grønland. KNI, Royal Greenland og TELE Greenland kunne være eksempler på offentlige monopolvirksomheder, som Konkurrencenævnet ikke har kompetence til at regulere eller kontrollere. Konkurrencenævnet kan alene rette en henvendelse til Hjemmestyret og påpege de eventuelle skadelige virkninger for konkurrencen på det berørte marked.

Som tidligere anført blev der med DKL97 indført et tilsvarende forbud mod misbrug af en dominerende stilling, som findes i DKL § 11. Her er der angivet flere eksempler på misbrug end i GKL § 13.

En dominerende virksomhed vil således også kunne misbruge sin markedsdominans, hvis den benytter urimeligt lave priser (predatory pricing - "dræbende priskrig") i en længere periode med henblik på at fortrænge svagere stillede konkurrenter, der ikke længere er i stand til at holde lige så lave priser. Forudsætningen for, at der kan være tale om urimeligt lave priser, er dog, at den lave pris ikke skyldes en stordriftsbetinget effektivitet, men alene er betinget af større kapitalstyrke. Dette vil nemlig være en indikation for, at virksomheden har til hensigt at forhøje priserne, så snart konkurrenten er fortrængt fra markedet. Der kan her henvises til EU - praksis vedrørende "predatory pricing", jf. AKZO-sagen.

Det synes i øvrigt ikke ganske klart, hvilke beføjelser Konkurrencenævnet har i forbindelse med § 13, eftersom § 14 alene omhandler en adgang for nævnet til at foretage prisindgreb eller fastsætte kalkulationsregler. Loven giver således ikke umiddelbart Konkurrencenævnet mulighed for at udstede de i § 12 nævnte påbud, om f.eks. ophør af den pågældende adfærd eller leveringspålæg. Der synes således ikke umiddelbart at være hjemmel i loven til, at Konkurrencenævnet kan bruge forhandlingsmodellen i § 11, medmindre bestemmelsen kan anvendes analogt.

Det fremgår af bemærkningerne til § 13, at "i øvrigt skal bestemmelsen ses i sammenhæng med § 11 således, at Konkurrencenævnet kun tager sager op med en vis væsentlig betydning. Denne vurdering foretages af Konkurrencenævnet".

Mens dominansbegrebet nok er lettere at bestemme i Grønland, hvor de fleste virksomheder er mere eller mindre dominerende på det berørte produktmarked, er det vanskeligere at definere dette begreb i Danmark. Som hjælpemiddel anvender Konkurrencerådet derfor Europa-Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked.

I øvrigt har Konkurrencestyrelsen udgivet en vejledning om forbud mod misbrug af dominerende stilling.

I forbindelse med overtrædelse af forbudet mod misbrug af en dominerende stilling kan Konkurrencerådet i øvrigt udstede påbud med henblik på at bringe de skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger til ophør på samme måde som under det tidligere kontrolprincip.

Bl.a. kan Konkurrencerådet pålægge at give tredieparter adgang til en (dominerende) virksomheds eksisterende infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at kunne udbyde en vare eller tjenesteydelse. Det kan f.eks. være adgang til et elnet, havn eller lufthavn. Hjemmelen til at udstede påbud om at give tredieparter adgang til en virksomheds infrastrukturfacilitet omfatter alene de tilfælde, hvor potentielle konkurrerende virksomheder er afskåret fra selv at opbygge de fornødne faciliteter.

På teleområdet er spørgsmålet om adgang til infrastrukturfaciliteter udtømmende reguleret via samtrafiklovgivningen, ligesom adgangen til jernbane- og lufthavnsfaciliteter i hovedsagen er EU - reguleret, jf. bemærkninger til loven.

I Grønland synes stort set alle infrastrukturfaciliteter at være domineret af de hjemmestyreejede virksomheder, som f.eks. KNI, TELE Grønland og Grønlandsfly. Det samme gælder antageligt på området for el, gas og vand og varme.

Finder Konkurrencenævnet, f.eks. på grundlag af en klage fra en potentiel konkurrent, som ønsker adgang til markedet, men som ikke selv er i stand til at opbygge den fornødne facilitet, at der foreligger en overtrædelse af bestemmelsen i § 13, bør nævnet have mulighed for at påbyde trediepartsadgang til den eksisterende infrastrukturfacilitet - eventuelt på visse betingelser.

Med hensyn til forbudet om håndhævelse af bindende videresalgspriser i GKL, § 15 er dette et forbud, som kendes i stort set alle lande. Ofte bruges leveringsnægtelse som pressionsmiddel over for forhandlere, som ikke overholder de af leverandøren fastsatte priser. Her er det vigtigt, at konkurrencemyndigheden kan gribe ind med et leveringspålæg, ligesom leverandøren bør pålægges en bøde, hvis overtrædelsen af § 15 er sket forsætligt eller groft uagtsomt, jf. § 19, stk. 1, nr. 1.

/////Anbefaling:
  • Bestemmelsen om forbud mod misbrug af en dominerende stilling bør opretholdes og eventuelt suppleres med flere eksempler på misbrug, ligesom bestemmelsen bør suppleres med en adgang for Konkurrencenævnet til at kunne udstede påbud, f.eks. om adgang til en infrastrukturfacilitet.
  • Bestemmelsen om forbud mod misbrug af en dominerende stilling bør håndhæves effektivt, bl.a. gennem tiltalerejsning med henblik på idømmelse af bøde.
  • Bestemmelsen i § 15 om forbud mod håndhævelse af bindende videresalgspriser bør håndhæves især i de tilfælde, hvor leveringsstandsning bruges som pressionsmiddel over for en forhandler, som ikke overholder "fastprissystemet".


4.2.6. Prisindgreb
Finder Konkurrencenævnet, at en konkurrencebegrænsning som omtalt i GKL § 11 (aftaler med skadelige virkninger) eller § 13 (misbrug af en dominerende stilling) medfører, at en pris eller avance klart overstiger, hvad der med hensyn til størrelse som varighed ville kunne opnås på et marked med virksom konkurrence, og kan den følge ikke bringes til ophør på anden måde, kan nævnet for en periode på op til et år ad gangen for bestemte varer og tjenesteydelser fastsætte a) maksimalpriser eller b) kalkulationsregler.

Denne bestemmelse, som også fandtes i DKL § 13, har ikke været bragt i anvendelse af Konkurrencenævnet.

/////Bemærkning:
Bestemmelsen om prisindgreb har ikke haft nogen større betydning i Danmark, navnlig på grund af bestemmelsen i § 13, stk. 3, om forskningstunge virksomheder. Denne bestemmelse er derfor heller ikke blevet opretholdt i DKL97, som dog giver Konkurrencerådet adgang til at udstede påbud i forbindelse med konstatering af overtrædelse af § 6 eller § 11. Et påbud kan f.eks.gå ud på, at angivne priser eller avancer ikke må overskrides - altså maksimalpriser, eller at der ved beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler, jf. § 16, stk. 1, nr. 2.

I en sag vedrørende Aalborg Portlands priser for cement fandt Konkurrencerådet ikke, at Aalborg Portland havde misbrugt sin dominerende stilling på cementmarkedet, og at der ikke var anledning til at foretage prisindgreb (som indstillet af Konkurrencestyrelsen).

Meget tyder på, at i hvert fald det nuværende Konkurrenceråd ikke går ind for prisindgreb. Samme tendens kan i øvrigt ses i EU og de øvrige EU-lande.

/////Anbefaling:


//////Muligheden for prisindgreb enten i form af fastsættelse af maksimalpriser eller kalkulationsregler bør opretholdes.


//////Forbudet mod håndhævelse af bindende videresalgspriser bør opretholdes.


4.2.7. Henvendelse
Bestemmelsen i GKL, § 16 om henvendelse, som også fandtes i DKL89, skal ses i sammenhæng med § 2, nr. 1, 2. pkt. og nr. 2, 2. pkt., som vedrører de virksomheder, som er undtaget fra GKL’s indgrebsbestemmelser (
Bestemmelsen har været anvendt i et enkelt tilfælde uden effekt.

/////Bemærkninger:
Under DKL89 har Konkurrencerådet rettet mange henvendelser til den pågældende myndighed. Bestemmelsen er således også blevet opretholdt i DKL97, men den er blevet gjort mere effektiv, idet der er blevet indført en pligt for den pågældende myndighed til at svare på henvendelsen inden tre måneder fra modtagelsestidspunktet. Det er også blevet præciseret i den nye bestemmelse, som findes i § 2, stk. 5, at Konkurrencerådet i sin henvendelse kan fremkomme med forslag til fremme af konkurrencen på det pågældende område. Konkurrencerådets henvendelse samt myndighedens svar kan offentliggøres, jf. § 13, stk. 2.

I betragtning af, at de fleste større grønlandske virksomheder som følge af undtagelsesreglerne i § 2, er mere eller mindre undtaget fra GKL’s indgrebsbestemmelser, er det vigtigt, at Konkurrencenævnet udnytter bestemmelsen i § 16 og retter henvendelse til vedkommende offentlige myndighed og påpeger mulige skadelige virkninger for konkurrencen. På denne måde får nævnet også mulighed for at være med til at sætte dagsordenen for den grønlandske konkurrencepolitik.

I forbindelse med en eventuel lovrevision kunne bestemmelsen om henvendelse gøres mere effektiv på samme måde, som det er sket i Danmark. Dvs. Konkurrencenævnet skal have mulighed for at fremkomme med forslag til fremme af konkurrencen på det pågældende område, og der skal være en pligt for den pågældende myndighed til at svare inden tre måneder fra modtagelsestidspunktet. Endelig skal både nævnets henvendelse og myndighedens svar kunne offentliggøres.

/////Anbefaling:
Bestemmelsen om henvendelse bør opretholdes, men gøres mere effektiv.

4.2.8. Offentlighed
Ifølge GKL, § 10, stk. 1, er Konkurrencenævnets virksomhed undergivet lov om offentlighed i forvaltningen. Hovedreglen er altså almindelig adgang til aktindsigt med de begrænsninger, som følger af § 10, stk. 2, dvs. oplysning om enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold eller oplysning om tekniske forhold m.v.

/////Bemærkninger:
Bestemmelserne i GKL § 10 om offentlighed skal ses i sammenhæng med formålsbestemmelsen i § 1 om gennemsigtighed.

I offentlighedsprincippet ligger, at oplysninger om konkurrencebegrænsende aftaler og monopoldannelser skal være frit tilgængelige for enhver. Det sikres i GKL ved en anmeldelsespligt. Offentlighedsprincippet er i GKL suppleret med gennemsigtighedsprincippet, der sigter mod at skabe offentligt kendskab til konkurrenceforholdene i erhvervslivet. Princippet om gennemsigtighed rækker således videre end offentlighedsprincippet, som først og fremmest vedrører konkurrencebegrænsninger.

Som det fremgår nedenfor, har man i Danmark både afskaffet gennemsigtighedsprincippet og begrænset offentlighedsprincippet.

Med hensyn til GKL § 10 om offentlighed er der en forskel både i forhold til DKL89 og DKL97. DKL89 blev således ændret ved lov nr. 280 af 28. april 1992. Ændringen, som kun vedrørte lovens § 10, havde til formål at justere konkurrencelovens regler om gennemsigtighed, således at gennemsigtigheden i øget grad blev målrettet mod markedsrelevante og dermed konkurrencerelevante oplysninger og således, at det blev undgået, at konkurrerende virksomheder opnåede en uberettiget konkurrencemæssig fordel.

Ved lovens administration var der konstateret en række uhensigtsmæssigheder, som vedrørte dels offentlighedens vidtgående adgang til aktindsigt i Konkurrencerådets sager dels lovens begrænsede mulighed for hemmeligholdelse af oplysninger under hensyn til virksomhedernes internationale konkurrencesituation. Hertil kom, at virksomhederne som følge af adgangen til aktindsigt var tilbageholdende med at udlevere mere følsomme virksomhedsinterne oplysninger til Konkurrencerådet.

Ved lovændringen blev offentlighedens adgang til aktindsigt begrænset til kun at omfatte:
  1. Aftaler eller vedtagelser efter lovens § 5, hvor Konkurrencerådet har besluttet, at der foreligger anmeldelspligt.
  2. Oplysninger, som efter lovens § 7, nr. 1, indkræves af Konkurrencerådet for at skabe gennemsigtighed, hvor konkurrencen ikke er tilstrækkelig virksom.
Også reglerne om hemmeligholdelse af ikke-tekniske oplysninger blev justeret ved lovændringen, jf. lovens § 10, stk. 3.

Med DKL97 er offentlighedsbestemmelserne gjort noget mere klare. Kun i ganske få tilfælde gælder nemlig offentlighedsloven fuldt ud. En udtømmende opregning findes i lovens § 13, stk.1, som alene drejer sig om regelfastsættelse.

I alle andre tilfælde er det op til Konkurrencerådet selv at afgøre, om der skal ske offentliggørelse af bl.a. offentlige henvendelser og afgørelser truffet af rådet. Rådet kan også offentliggøre oplysninger om rådets virksomhed og generelle redegørelser.

Ved offentliggørelse kan oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres, jf. § 13, stk. 4.

Rådets formand kan desuden på begæring afgøre, hvorvidt oplysninger om tekniske forhold m.v. kan afgives til rådets medlemmer, jf. § 13, stk. 5.

Konkurrencerådet/Konkurrencestyrelsen har gjort en stor indsats for at forbedre sin informationsvirksomhed.

Både Konkurrencerådets afgørelser og Konkurrenceankenævnets kendelser offentliggøres på Konkurrencestyrelsen hjemmeside (www.ks.dk). Desuden udgiver Konkurrencecestyrelsen KonkurrenceNyt, hvori omtales de vigtigste afgørelser og kendelser samt en særlig EU-orientering. Endelig kan nævnes Konkurrencestyrelsens virksomhedsregnskab samt den årlige Konkurrenceredegørelse.

Det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt der er behov for at begrænse adgangen til aktindsigt i de sager, som behandles efter GKL. Såfremt Konkurrencenævnet beslutter at håndhæve lovens bestemmelser mere effektivt end hidtil, er der risiko for, at nævnet kan komme i samme situation som de danske konkurrencemyndigheder som følge af den meget vidtgående adgang til aktindsigt for offentligheden.

/////Anbefaling:


//////Landsstyret/Konkurrencenævnet bør overveje en ændring af bestemmelserne om offentlighed.


//////Konkurrencenævnet bør øge kendskabet til GKL og nævnets virksomhed.