Paamiut er bedre end sit rygte

Paamiut sygehus er i perioder hårdt ramt af lægemangel, og bliver betjent af lægerne fra Nuuks Lægeklinik. Der er nu på sygehuset installeret supermoderne telemedicinsk udstyr, og udsigterne er spændende.

Fredag d. 12. november 1999
Fatuma Ali
Emnekreds: Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

Indholdsfortegnelse:
Læge uden grænse
Sygehuset fungerer godt
Forening for sindslidende
Forebyggelsesarbejde
Har brug for hjælp
Sorggruppe
Flere lokale kurser


Flere lokale kurser Paamiut er bedre end sit rygte. Det er afdelingssygeplejerske på Paamiut sygehus, Vivi Artmann, der har patent på dette udsagn, og hun får fremført flere gange under mit 14 dages ophold som psykiatrisk konsulent i byen.

Ved flere lejligheder giver jeg udtryk for min positive overraskelse, for jeg har som flertallet af Grønlands befolkning hørt meget negativt om Paamiut: en by med massive psykosociale problemer, en by, der gik i stå, da den sidste torsk forlod dens vande, sågar en by, der burde nedlægges.

Med disse fordomsfulde rygter som baggrundsmateriale planlagde jeg at starte min rejserunde i Sydgrønland netop i Paamiut. Denne "meget belastede" by måtte jeg besøge, mens mit energiniveau er på sit højeste - tænkte jeg.

Jeg rejste fra Nuuk med samme skib som håndboldpigerne fra Paamiut, der netop havde vundet førstepladsen. (Jeg gik ombord på skibet og mødte disse glade og fnisende tøser, havde jeg ikke anet, at der i Nuuk havde foregået et mesterskab). De blev modtaget som vindere af en stolt og glad befolkning. Kajen var propfyldt med syngende mennesker, og megen fyrværkeri blev sendt til vejrs. Pigerne var med rette meget stolte af deres pris, og jeg fik lov til at varme mig ved denne fantastiske stemning.

Læge uden grænse
Jeg blev modtaget af en vaskeægte Nobelfredspris modtager. Den vikarierende chefdistriktslæge Kurt Wolters er medlem af Læger uden Grænser, der har modtaget årets pris.

Kurt fortalte mig, at han havde været i Somalia under borgerkrigen og havde billeder, han ville vise mig.

Jeg tænkte, at mit ophold i Paamiut kun kunne blive til en god oplevelse med den begyndelse, opholdet havde fået, og min fornemmelse kom til at kolde stik.

Selve byen er behagelig. Dens centrum er anderledes end de fleste grønlandske byer, idet byen er åben, og der mærkes rum og plads lige meget, hvor i byen man står. Den gamle bykerne er velbevaret og idyllisk, og den 90 år gamle kirke er måske Grønlands smukkeste.

Sygehuset fungerer godt
Selve sygehuset ligger centralt, og passer godt ind i bybilledet. Paamiut sygehus er i perioder hårdt ramt af lægemangel, og bliver betjent af lægerne fra Nuuks Lægeklinik. Der er nu på sygehuset installeret supermoderne telemedicinsk udstyr, og udsigterne er spændende.

Vivi Artmann har været her i lidt over et år, og det er første gang, hun er i en lederstilling. Selv om hun lærer nyt hver dag, og specielt om arbejdet i en kultur, der er anderledes end hendes egen, har hun allerede formået at markere sig som en dynamisk, engageret, perfektionistisk og kompromisløs leder. Faglighed, overblik og en beslutsomhed om at levere en service, man kan være bekendt. Det er Vivis mål, og opgaven kræver sin kvinde. Fakta er, at Paamiut sygehus fungerer godt på trods af de mange odds, det har imod sig, og Vivi, med opbakning fra en kerne af stabile, erfarne og engagerede personer, løser opgaven.

Som udefra kommende specialist tager det højst to dage at få et indtryk af et sygehus’ funktionsniveau. Selv om mit arbejde i Paamiut er stort og krævende, da sygehuset ikke har haft besøg af en psykiater siden 91, fungerer flere ting meget bedre end sygehuse med bedre lægebemanding.

På spørgsmålet om, hvor længe Vivi har tænkt sig at blive i Grønland, svarer hun, at hun er her, her og nu, og ikke gider sætte tidsrammer på sit liv. Men når man hører om hendes planer om at købe sig en båd, kan man konkludere, at sundhedsvæsenet i Paamiut får glæde af denne temperamentsfulde jyde i nogle år endnu.

Forening for sindslidende
En af de mange positive overraskelser, jeg kommer ud for, er invitationen til en debataften fra. Foreningen for Sindslidende og deres Pårørende "Sugisaq".

Ellen Kristiansen er formand for foreningen, og hun er en repræsentant for den type ældre grønlandske kvinder, der på en stilfærdig og beskeden måde udstråler power og intellektuel dybde.

Hun er mor til en psykisk syg mand og havde i mange år savnet et fællesskab med andre ligestillede. I 1996 hørte hun i radioen et interview med Ane og Ove Jeremiassen, der har grundlagt foreningen "Sugisaq" med base i Nuuk. Efter at have talt med dem i telefonen havde Ellen vældig lyst til at starte en lokalforening for at forbedre vilkårene for de psykisk syge og deres pårørende.

I kulturugen i november 97 indkaldte hun til et orienterende mode, og i februar 98 blev foreningen grundlagt. I dag er der 40 personer, der enten som aktive, eller passive medlemmer støtter foreningen, og der er allerede blevet afholdt en lang række aktiviteter.

Man lægger specielt vægt på, at aktiviteterne skal være åbne for alle for at skabe et rum, hvor de psykisk syge, deres pårørende og byens øvrige indbyggere kan mødes, og dermed fjerne/forebygge fordommene.

Forebyggelsesarbejde
Agnethe Hegelund har jeg hørt om, inden jeg kom til byen. Hun har i nu 2 år arbejdet som forebyggelseskonsulent i Paamiut kommune. Hun er 50 år, mor til 4 børn og bedstemor til 3.

Hun stammer fra Sisimiut og har, efter en årrække i Danmark, boet i Paamiut siden 1977.

- Vi bor her, fordi min mand stammer fra Paamiut, og efter så mange år føler jeg mig også som hjemmehørende her.
Reaktionerne fra min omgangskreds var også negative, da jeg besluttede at flytte til Paamiut.
Jeg kender de fleste grønlandske byer godt, og jeg mener, at mange byer har lige så mange problemer som Paamiut. Men jeg mener, at det også er lidt vores egen skyld, at rygterne fortsat trives, for vi gør ikke ret meget for at profilere os udadtil.

På spørgsmålet, om det nogle gange kan være svært at arbejde og bo i en by, hvor alle ved, hvem hun er, svarer Agnethe:

- Nej, tværtimod. Det skaber tryghed, at man kender hinanden, og folk er vældig gode til at respektere mit private liv. Det er uhyre sjældent, at mennesker, der har brug for min hjælp, opsøger mig privat.

Agnethe har udover et krise- og sorgkursus hos Asii Narup og Nukakkuluk Kreutzmann, været på supervisionskursus hos Anders Groth, der er speciallæge i psykiatri og psykoterapeut. Derudover har hun været på selvmordsforebyggende "Qanilaassuseq" kursus.

Har brug for hjælp
Til daglig føler hun sig godt klædt på til de mange opgaver, men savner et fagligt bagland, hvor hun kan læsse af og få den nødvendige evaluering af sit arbejde. Specielt omkring det selvmordsforebyggende arbejde savner hun supervision og opfølgende kursus.

Hun fortæller om sin skuffelse, da Paarisa på grund af manglende ressourcer afviste at give Paamiut et opfølgende kursus i selvmordsforebyggelse.

- Der kommer hele tiden nye folk, der ønsker at arbejde frivilligt, og det er svært for mig at blive ved med at afsætte tid til oplæring. De gode ting, der er blevet sat i gang med Qanilaassuseq projektet, bør følges op med løbende tiltag fra Paarisas side.

Sorggruppe
I byen har der nu i et stykke tid kørt en åben sorg- og krisegruppe. Den styres af Agnethe og en frivillig, der til dette arbejde afsætter to aftener om ugen.

- Vi har i sorggruppen mødt flere, specielt kvinder, der som børn har været udsat for krænkelser i form af seksuel misbrug og seksuel vold. Der er hårdt brug for en gruppe for seksuelt misbrugte voksne, men da vi hele tiden skal prioritere, har vi ingen aktuelle planer om at starte en sådan gruppe.

- Topprioritet i mit arbejde har børn og unge, og jeg håber, at de deltagere, vi sender til konferencen om seksuelt misbrug mod børn, får lyst til at starte tiltag mod seksuelt misbrug af børn her i byen. Disse sager er heldigvis sjældne, men der skal være tilbud om hjælp i vores eget miljø".

Agnethe har også tidligere under sin et-årige ansættelse som socialkonsulent haft kontakt med støttepersonerne til de psykisk syge og mener, at der er et stort behov for undervisning.

Flere lokale kurser
- Det er ikke nok at sende nogle enkelte personer af sted på et kursus, Der skal være flere kurser, der holdes lokalt.

Dette sidste udsagn bekræfter det indtryk, jeg har fået efter mange undervisningsmøder med støttepersonerne rundt i landet:

Støttepersonerne, der for flertallets vedkommende er ufaglærte, mangler den fælles faglige identitet, der som regel, dannes i et uddannelsesforløb. For at danne denne basale faglige identitet, der fører faglig stolthed og professionalisme med sig, må man deltage i mange fælles kurser og møder.

Paamiut har været et spændende sted at besøge og arbejde i, og byen er bedre end sit rygte.

Her har jeg mødt 3 indbyrdes meget forskellige kvinder, der fra hver sin post udretter en del for at gøre livet en smule lettere for dem, der har det svært.