Der er penge til sundhedsvæsenets ansættelser

AG har tidligere på denne plads kritiseret landsstyremedlemmet for ikke at markere sig tilstrækkeligt for at løse rekrutteringsproblemerne. Dengang var det Marianne Jensen. Nu er det Alfred Jakobsen, men intet er ændret. Bortset fra måske, at landsstyreområdet nærmest er helt forsvundet.

Torsdag d. 2. december 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet, Økonomi.

VI HAR I ÅREVIS kendt problemerne med at skaffe læger og andet personale til sundhedsvæsenet. Det gælder også for andre samfundsområder, men sundhedsvæsenet er mere spektakulært, fordi det har med liv og død at gøre.

I sidste nummer af AG blev vi endnu en gang opmærksomme på, at nogen sidder og spænder ben for bemandingen. En grønlandsk administrerende overlæge ved Dronning Ingrids Hospital i Nuuk ved ikke, om han er købt eller solgt, når han kommer hjem fra kursus om små fjorten dage. Er han ansat eller fritstillet? Bliver han i jobbet, eller skal han i fremtiden erstattes af 14-dages vikarer, som ingen nogensinde når at lære at kende?

Sagen var ganske kort, at overlægen har haft en åremålsansættelse, som udløb 15. november, men blev forlænget med en måned. Overlægen har betinget sig, at han ved en forlængelse af ansættelsen ikke ønsker at få sine vilkår forringet, og at hans "makker" i den parallelle vagtstilling bliver ansat, så han i det mindste kan have fri en gang imellem.

Vi kan i dag oplyse, at de ansættende myndigheder arbejder på at imødekomme overlægens rimelige krav, men endnu er den anden overlægestilling ikke besat, og der er ingen garanti for, at det lykkes.

DER ER ALTSÅ ingen grund til at tro, at "den hellige grav er vel forvaret" - og slet ikke, når vi ser på bemandingssituationen som helhed i sundhedsvæsenet.

Sagen gør os blot endnu en gang opmærksomme på de helt groteske forhold, der eksisterer, når sundhedsvæsenet afviser fastansatte læger, som vi har al mulig grund til at holde på, og i stedet forgylder tilkaldte vikarer for at erstatte dem.

Det forekommer, som om sundhedsdirektoratet mener, at personalebehovet i sundhedsvæsenet kun kan imødekommes ved hjælp af de dyre vikarbureauer. Det virker, som om landsstyremedlemmet og direktoratet ikke kan finde på andet.

Men vikarordningen er i enhver henseende tåbelig. Bortset fra den omstændighed, at vi altså får nogle læger i en lang række korte vikariater - og altså ikke står helt uden - så er der ikke noget godt at sige om ordningen.

Vikariaterne er så korte, at det kan knibe med engagementet. Der er ingen kontinuitet, og meget af tiden går med at akklimatisere sig til arbejdspladsen. Ordningen er dyr, og de høje lønninger forsvinder ud af landet for at blive beskattet i Danmark og udlandet. I forhold til faste, blivende ansættelser får vi ikke meget for pengene, og for en del af vikarernes vedkommende er udbyttet rent formelt at imødekomme et minimum af normeringskrav.

MENS DER IKKE er noget godt at sige om vikarordningen, så er faste langtidsansættelser helt nødvendige for, at sundhedsvæsenet kommer til at fungere.

Det er da rigtigt, at der også skal strukturændringer til, men uden en stabil kerne af fastansatte læger og andre nøglepersoner i sundhedsvæsenet, tipper sundhedsvæsenet snart rundt med bugen i vejret. Det er jo år siden, det er kuldsejlet.

Men for at sikre en stabil bemanding i sundhedsvæsenet, skal der en helt anden holdning til i direktoraterne. Som det er i dag, er der al mulig grund til, at personalerekrutteringen forliser. Personaledirektoratet forhandler, mens sundhedsvæsenet har ansvaret. Så tilspidset, som situationen er i dag, må sundhedsvæsenet have direkte indflydelse på forhandlingerne. Men det kræver et noget andet engagement, end sundhedsdirektoratet lægger for dagen i dag.

Som problemerne bliver tydeligere og tydeligere, bliver direktoratet mere og mere usynligt. Det nytter ikke.

AG har tidligere på denne plads kritiseret landsstyremedlemmet for ikke at markere sig tilstrækkeligt for at løse rekrutteringsproblemerne. Dengang var det Marianne Jensen. Nu er det Alfred Jakobsen, men intet er ændret. Bortset fra måske, at landsstyreområdet nærmest er helt forsvundet.

Marianne Jensen forsvarede sig med, at hun gang på gang havde slået i landsstyrets bord, men altid var blevet nedstemt. Alfred Jakobsen har forhåbentlig også søgt penge til at forbedre ansættelsesvilkårene på sundhedsområdet med. Men det er åbenbart ikke nok.

I dag betaler vi det hvide ud af øjnene på en ordning, der ikke dur, mens vi for de samme penge - måske endda for færre - kan gøre det meget, meget bedre. Pengene bliver jo brugt allerede, og de spredes for alle vinde, uden at vi rigtigt får noget ud af det. Hvis ikke landsstyret forstår det, hvad forstår landsstyret