Vold skal erkendes som et politisk problem

I alt 60 mennesker blev behandlet på lægeklinikken. Mange af dem var alvorligt skadede. Nogle var fuldstændigt maltrakteret og ukendelige.

Torsdag d. 6. januar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

LÆGEVAGTEN ved nytårsskiftet på lægeklinikken i Nuuk fortæller i dette nummer af AG om den omfattende og grove vold, der fulgte i kølvandet på årsskiftet.

Det er ikke så meget antallet af voldsramte, der virker alarmerende, men hans vurdering af, at den interne vold i familierne øjensynligt ikke bliver mindre. Der er ingen fremskridt at spore. Vi banker løs på hinanden i familiens skød som aldrig før.

Det er ikke, fordi vi ønsker at bagatellisere antallet af voldsramte omkring nytårsskiftet. I alt 60 mennesker blev behandlet på lægeklinikken. Mange af dem var alvorligt skadede. Nogle var fuldstændigt maltrakteret og ukendelige.

Det nytter ikke at undskylde rekorden med årsskifte eller årtusindeskifte. Dertil er tallet simpelthen for stort og graden af vold for alvorlig. Men når volden oftest begås i stærkt beruselse, er det forståeligt, at der er særligt mange tilfælde på en aften, hvor der typisk drikkes meget.

Derfor er en nytårsnat ikke typisk, i alt fald ikke for antallet af voldsramte. Men voldsmønstret kan alligevel godt være almindeligt.

FUNGERENDE distriktslæge i Nuuk Henning Sloth Pedersen mener ikke, der er nogen bedring at spore. Vi har i mange år haft et alvorligt voldsproblem, og vi har set, hvordan volden i perioder har antaget stadig alvorligere karakter.

Rent politisk er det med volden som med så mange andre problemer, der skal løses. Man distancerer sig fra dem og forsøger endog at forklare borgerne, at der gøres en masse, og at lys og lykke er lige om hjørnet.

Det passer naturligvis ikke, og det største problem er da også, at vi ikke erkender problemerne. Vi ser ikke i øjnene, hvor alvorligt det er, at hård vold præger mange familier. Vi undersøger ikke problemet til bunds. Vi forstår det ikke og ser det vel næppe.

Og derfor gør vi ikke noget for at løse det.

DET NYTTER IKKE at skyde de ubehagelige ting fra sig. Vi skal erkende voldsproblemet sådan, som vi har erkendt, at den grønlandske skole lader meget tilbage at ønske (for at sige det mildt). Det fik os til at igangsætte en kortlægning af situationen og en planlægning af fremtiden. Sådan bør vi gøre indenfor alle mulige andre områder. Og helst i sammenhæng med hinanden.

Volden i hjemmene skyldes jo ikke, at ægtefæller elsker at banke hinanden sønder og sammen. Måske skyldes det i virkeligheden, at de holder af hinanden, men at de mange konfrontationer, som hverdagen tvinger dem ud i, sårer dem og ydmyger dem i en sådan grad, at de må forsvare sig. Det behøver ikke være vrede og had, men kan vel også være fortvivlelse.

Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at forsvaret bliver voldeligt. Det er primitivt og meget ulykkeligt, men anledningen er vel omstændighederne. Og omstændighederne bestemmes af familiernes levevilkår. Af deres boligforhold, økonomiske forhold, beskæftigelse, fritidsmuligheder og oplysningsniveau.

Mange af disse "voldsårsager" er samfundsområder. Det er samfundet, der har ansvaret for boligområdet og for en væsentlig del af arbejdsmarkedssituationen, fritidsmiljøet, oplysning, skole og uddannelse.

MEN HVIS MAN ikke erkender, at vi har et voldsproblem, som påvirker bømene resten af livet, og som giver dem nogle helt forkerte værdibegreber og en fornemmelse af, at vold er ok, så slipper vi aldrig af med den. Hvis ikke vi indrømmer, hvordan det står til, vil lægerne - og alle andre, der er tæt inde på livet af vold - ikke nogensinde komme til at spore den fremgang, som er nødvendig for at bevare entusiasmen blandt læger, politifolk, socialmedarbejdere og borgere i det hele taget.



AG HAR GENNEM nogle måneder slået til lyd for, at de politiske partier og kandidatforbundet koncentrerer sig om en samlet familiepolitik. Argumentet er, at netop familien er en af de vigtigste byggesten i samfundet. Den er i alt fald stedet for børn og unges afsæt. Det er her, deres grundlæggende karakter bliver til, og den bliver bestemmende for vejen gennem skole, uddannelse og karriere.

Det er nærliggende at tro, at de voldsramte familier er symptomer på en forfejlet eller en helt manglende familiepolitik. Familiernes på mange måder anstrengte rammer formidler vold.

Redaktionen kan derfor kun - endnu engang - opfordre til at tilpasse alle politiske dagsordenspunkter til familierne. Kun derved kan der føres en ærlig og konsekvent familiepolitik. Alt andet er snak og ansvarsforflygtigelse.