Selvstyre indenfor Riget

Med udgangspunkt i den »ejendomsret« til alting her i landet, som politikere gennem årene tilsyneladende har haft, og med den nepotisme, vi har været vidne til i det politiske system, skal der ikke stor fantasi til at forestille sig, hvad et grønlandsk politisk styret retsvæsen kan føre med sig.

Tirsdag d. 11. januar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Hjemmestyrekommissionen blev nedsat 9. oktober 1975, og fire år efter havde vi hjemmestyre. Dengang blev der skelnet skarpt mellem selvstyre og hjemmestyre. Selvstyre var løsrivelse, mens hjemmestyre var en blødere form for selvbestemmelse, hvor navlestrengen til Danmark endnu var intakt. Nu er der nedsat en selvstyrekommission, men det betyder ikke, at Grønland løsrives om fire år. Målet er tvært imod, at Grønland bevarer sit medlemsskab af Riget, men at hjemmestyret - eller selvstyret - øges indenfor rigets rammer. Gad vist, om det var det, der var meningen fra begyndelsen. Nedsættelsen af selvstyrekommissionen er formentlig en følge af landsstyresamarbejdet mellem Siumut og Inuit Ataqatigiit. Ikke kun fordi Inuit Ataqatigiit pressede på (der findes løsrivelsesfolk og tilhængere af fortsat rigsfællesskab i begge grupper), men også fordi valgkampen op til sidste landstingsvalg gav en fornemmelse af, at der var flere vælgere til en selvstyreudvikling end egentlig ventet. Derfor måtte der gives nogle løfter undervejs til genvalget, og de er nu mundet ud i en selvstyrekommission. Kommissionen var nok ikke blevet nedsat, hvis Atassut havde fortsat samarbejdet med Siumut. Men der var alligevel blevet igangsat et arbejde med at revidere hjemmestyreloven med henblik på øget grønlandsk indflydelse på en række områder. MÅSKE ER selvstyrekommission alligevel det helt rigtige. På dansk skal man lige vænne sig til, at selvstyre ikke mere betyder løsrivelse, sådan, som det har gjort de sidste 25 år. På grønlandsk er kommissionens navn mere nuanceret og præcist. Kommissionens kommissorium (opgave) er blandt andet at besvare en række rimelige spørgsmål og stille konkrete forslag med henblik på øget grønlandsk selvstændighed på en række områder, som i dag varetages af riget. Selvstyrekommissionen har efter sit første møde gjort det klart, at en revision af rigsfællesskabet bør udformes sådan, at hele befolkningen bakker den op. Der bliver derfor lagt stor vægt på debat, høringer og et midtvejsseminar, der skal holdes hen mod slutningen af dette år. Opgaven er på mange måder logisk og rimelig, men den indeholder også en række faldgruber, som man kan få kuldegys af. Der skal blandt andet stilles forslag om, hvordan man kan udvikle større økonomisk selvbårenhed, og det skal vurdere, om justitsområdet skal overføres til Grønland. Enhver forbedring af den økonomiske formåen er af det gode, så det i sig selv skaber ikke frygt. Kun tanker om en grønlandsk mønt og fuldstændig økonomisk afhængighed kan give sved på panden. Så slemt går det dog næppe. Kommissionen skal jo netop veje for og imod og vil næppe fremme synspunkter, der er helt hen i vejret. Anderledes uro kan overvejelserne om at flytte justitsområdet godt give. Der er jo umiddelbart logisk, at Grønland selv skal holde justits. Alene de kulturelle forhold begrunder det. Med udgangspunkt i den "ejendomsret" til alting her i landet, som politikere gennem årene tilsyneladende har haft, og med den nepotisme, vi har været vidne til i det politiske system, skal der ikke stor fantasi til at forestille sig, hvad et grønlandsk politisk styret retsvæsen kan føre med sig. Man kan selvfølgelig gennem den nye lovgivning forsøge at sikre sig imod politisk kompetence og indblanding i retsvæsenet, men det er svært i et lille land, og går det galt, er vi på Herrens mark. På den anden side er det heller ikke godt, at det er staten, der har opgaven. Sager imod politikere og deres misbrug af systemet er en varm kartoffel i munden på de statsansatte embedsmænd i politi og retsvæsen, og risikoen for et alt for neutralt udfald er til stede. MEN RETSVÆSENET bliver ikke det vigtigste emne for selvstyrekommissionen. Det var udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, der for alvor har sat gang i ønsket om større grønlandsk indflydelse. De historiske overgreb i Thule og Pituffiks andel i den "atomare" magtbalance gjorde befolkningen gal i skralden. Dette vil vi ikke finde os i. Den nuværende hjemmestyrelov giver nogen garanti for grønlandsk medvirken i netop udenrigs- og sikkerhedspolitiske sager, som vedrører landet. Men tiden har vist, at det er nødvendigt med en klarere formulering, som mere utvetydigt sikrer Grønlands deltagelse.